In Memoriam vingårdsejer Alfiero Boffa og om den vingårdsejer, der insisterer på liv

 

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis

Kender du det at vågne om natten og på en eller anden måde ved du bare, at der er sket noget vigtigt? At din verden aldrig helt bliver den samme igen? Det kan være en beslutning eller en erkendelse, der umærkeligt er modnet i dig? Eller noget, der er sket i den store verden eller i din egen lille?

Jeg vågnede en nat i efterårsferien ved 3-tiden og havde denne her anelse. Mørket omkring mig var roligt og trygt. Jeg greb ud efter telefonen. Selvom jeg havde ferie, var der et eller andet, der fik mig til at åbne mine mails. Det var ikke almindelig pligtopfyldenhed. Det var denne her uforklarlige anelse. Det viste sig, at der bare et par minutter forinden var tikket en mail ind.

Mailen var fra en veninde fra gymnasietiden, der i mange år har været bosat i Italien. Vi har ikke jævnlig kontakt – men er forbundne på den måde – at vi selv efter længerevarende tavshed kan tage tråden op fra sidst.

Og tro mig – konfirmander - det er den slags venskaber, man kommer til at skønne på, jo ældre man bliver. Før jeg havde læst mailen, vidste jeg, hvad der stod. Ganske rigtigt – kun et par linjer nede kom det: ”Alfiero er gået bort”

Alfiero var gymnasievenindens mand.
Alfiero kommer ikke med i denne prædiken tæt på allehelgen, fordi han er død. Alfiero kommer med, fordi han var vingårdsejer.

Alfiero Boffa. Hans vinmarker ligger i den del af Italien, der hedder Piemonte. I det område, hvor også de boblende Asti-vine har deres navn fra. Dem er vi nogen, der har drukket en enkelt flaske af. Eller måske to.

Alfieros far var vingårdsejer. Og hans far før ham. Og hans farfar, oldefar og tipoldefar før ham. Siden 1800-tallet har de dyrket vin på de bakkede marker i landskabet i det nordlige Italien.

Skråningerne taler ikke kun om vin igennem århundreder. Vinmarkerne fortæller også andre historier. Historier om krige og om en vingårdsejer, der engang forbarmede sig over en soldat af fremmed herkomst. Og vinmarkerne fortæller om dengang, hvor alle vinstokke døde pga. sygdom.

I 2014 besøgte vi Alfiero og min gymnasieveninde på vingården og boede der. Jeg har tidligere besøgt vingårde, men det var først dér i de julivarme sommerdage i Piemonte, at jeg helt ind til benet fik respekt for arbejdet med at producere vin.
Det gjorde jeg på rundturen igennem hele produktionen. Fra de dybeste kældre til maskinen, der satte etiketter på flaskerne.

Det gjorde jeg i vinkælderen, hvor der lå flaske efter flaske. Boblende dråber, gyldne dråber, røde dråber – dyre dråber. Men ingen af dem var så meget som en eneste euro værd, hvis ikke der er nogen, der køber dem.

Respekten fik jeg også, da vi stod derude på vinmarkerne. 25 hektar var der. Det er ikke engang så meget jord, som Christianskirkens og kirkegårdens matrikel udgør.

Dér på markerne, hvor store rosmarinbuske stod for enderne af de lange rækker med vinstokke, hvor jeg hørte om, hvor mange gange, vingårdsejeren og hans folk skal over markerne for at beskytte vinen mod skadedyr eller ukrudt.

Og respekten voksede i mig og tog bolig, da jeg erfarede hvor mange gange på en dag, vingårdsejeren spejder mod himlen for at holde øje med vejret.

For der er tidspunkter, hvor det absolut ikke må regne. Og der er tidspunkter, hvor det ikke må være for tørt. Der er foråret, hvor det ikke må blive for koldt. Og der er millimeter vand eller sol eller vind eller varme til forskel på om høsten bliver en katastrofe eller sublim.

Dagligt gik vingårdsejen til sin mark – vel vidende, at han ingen magt havde over, om druerne voksede eller modnedes eller om de ville gå til.

Der var en ydmyghed over hvervet som vingårdsejer, som vi er mange, der kunne lære noget af. Enhver, som tænker i profit eller mersalg eller optimering eller lean hvad ved jeg. Enhver, som tænker: Nu fistrer jeg lige til Fleggård og køber 6 flasker vin til 100 kr. og synes, jeg har gjort et godt køb.

Udover respekten og ydmygheden fik jeg 3 ting med hjem fra turen til Alfiero Boffas vingård:
Selvfølgelig nogle kasser vin.

Især én helt særlig flaske vin. Nemlig en vin fra det år, hvor jeg blev født. Og det er gammel, kan jeg godt betro Jer. For når man har passeret 50, så har jeg i denne uge lært af konfirmanderne, at så er man gammel. Man er i hvert fald godt på vej. Og flasken er tom. Nu. For jeg drak den en aften sammen med gode vin-og madvenner. Og den kunne drikkes.

Og endelig fik jeg en gren fra en vinstok med hjem. De bagerste af Jer kan ikke se den. Men jeg lader den – og vinflasken – ligge fremme efter gudstjenesten.
En kroget vinstok. Gammel. Meget ældre end jeg. Og som har båret masser af druer. Og været stok for masser af vin.

Alfiero Boffa var ikke bare ydmyg. Han var også en dygtig vingårdsejer. Og så var han modig. Han vovede at tænke nyt. Og ikke bare gå i sine forfædres vingårds-spor. Han vovede at tænke i nye unikke sorter og vinstokke og smage for at få et endnu bedre resultat.

Jeg husker ham som det venligste menneske. Som generøs. For mit indre blik ser jeg ham stadig skænke op af de forskellige flasker, indtil han fandt ud af lige præcis hvilke dråber og den drue, der passede min gane bedst.

Og nu er han død.
”Gået bort”. Som hans kone skrev det.
Det er på sin helt egen måde et tab.
Som det er det hver eneste gang et menneske, du har kendt, og som har skænket dig mere end du ved af, går ud af dit liv, for ikke mere at komme tilbage i andet end minder og savn.

Jeg ved ikke, hvad der sker med hans enke.
Og jeg ved ikke, hvad der sker med vingården.
Og begge dele gør mig trist.

Jeg kendte engang to vingårdsejere.
Nu er der kun én tilbage.

Det er ham, Jesus fortæller om, gang på gang: Ham, vi må have lov at sige Vor Fader til.
Den Gud, der er generøs og omhyggelig.
Den Gud, der hele tiden tænker nyt.
Den Gud, som under os glæder og vingårde.
For vin er strengt taget unyttig og tjener ikke noget andet formål end nydelse.
Det er den Gud, som kærer sig om, hvem der skal forvalte vingården, når han ikke er der. For en vingård kræver mere end almindelig omhyggelig omsorg. Som vi har hørt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Jesus bruger billedet af en vingårdsejer, for at sige noget om Gud.

Og alligevel er dagens lignelse – og de andre bibeltekster, vi hører i dag – noget af det sværeste at forstå.

Det er lignelser, Jesus fortæller. Det er ikke beskrivelser af, hvordan vingårdsdrift foregik i Israel. Det er et polemisk indlæg mod datidens religiøse og politiske ledere. Det kan vi ikke bruge til så meget i dag.

Men vi kan bruge billedet af Gud, som den, der som en vingårdsejer er interesseret i at få en høst. Og få den høst, der tilkommer ham – og ikke de uærlige forvaltere.

Vi mennesker er den høst, Gud er interesseret i.

Vi er druerne på vinstokkene. Og uanset om den høst nu er god eller dårlig eller ligefrem ringe, menneskeligt talt, så er den Guds. Der er ikke nogen menneskelig magt, der kan komme og kræve os og sige, at vi er deres.

Vi er Guds.

Hvis jeg var vingårdsejeren i lignelsen, ville jeg for længst have givet op mod overmagten.
Men Gud giver ikke op.
Han bliver ved med at sende nye sendebude, der vil hente høsten.
I tidens løb har det været profeter, lærde, præster og andre forkyndere.
Forgæves.
Og Gud har sendt sin egen søn.
Heller ikke det hjalp meget.
Ham pressede vi til sidste blodsdråbe.

Andre havde for længst givet op.
Men Gud giver ikke op.
Han sender stadig sendebude.

Hvor er det godt, at Gud er passioneret, hvor vi er uden lidenskab.
Hvor er det godt, Gud er mere vedholdende end selv det ondeste, der bliver beskrevet i lignelsens verden.

Hvor er det særligt at tænke på, at Gud aldrig er det for sin egen skyld.
Eller for magtens skyld.
Men Han er det for vores.
Os, der i bund og grund er lige så unyttige som druer, der hænger på vinstokke.

Hvorfor er Gud så vedholdende i at få os høstet hjem? Fordi som Paulus skriver i det stykke i Romerbrevet, som vi også kunne have hørt i dag: ”At Gud ikke er den, der skifter mening, når han har udvalgt nogen og vist dem godhed”.

Du er den, som Gud har udvalgt og vist godhed.

Det gælder både dig, der er sur som den sureste mest umodne drue.
Og dig, der har kerner, som er irriterende, når man får bidt i dem.
Og dig, der har fået frost og som kan få alt til at isne omkring dig – men som dog kan blive til til ice-wine -
Og det gælder dig, der hele dit liv har haft en plads i solen og som kan presses til det yderste – og blive til præmieret vin.

Alle I – alle vi – er druer i Guds vingård.

Gud behøvede os ikke.
Lige så lidt som vi behøver vin.
Men Han er den eneste, som en gang for alle har sagt ja – og som bliver ved med at sige ja. Som ikke ændrer mening.

Hvad kan vi så bruge alt det her til?
Skal vi holde op med at drikke vin?
Er det her en afholdsprædiken anno 2020?
Nej. Gud under os glæder. Også i dråbeform.
Ved døbefont, ved alterbord – og omkring et bord med 9 gode venner.

Hvad skal vi bruge det til?
Evangeliet skal ikke bruges.
Evangeliet har – ligesom druerne – ingen nytteværdi.
Men det har livsværdi.
Druer – vin kan undværes.
Men vi kan ikke undvære det, vi bygger liv på.
Det er derfor, Gud bliver ved med at sende sendebude til os.

I dag kan vi måske høre, at vi engang imellem bare skal være som druer. Det er vingårdsejeren, der ved, hvornår vi er modne til høst. Vi kan intet selv gøre til eller fra i forhold til at modnes. Livet modner os. I sol, i regn, i modvind.

Måske skal vi ikke lade os presse, før tiden er moden.

Og måske er det vingårdsejeren, vi kan lære af. Hans vedholdenhed: At selv når noget går galt og galt igen og måske rigtigt galt – så skal vi ikke give op. Måske blive næste års høst bedre. Én drue giver ingen høst. Så fortvivl ikke, hvis du synes, at dit bidrag er lille.

Måske kan vi lære af vingårdsejerens tålmodighed: At ind i mellem er der noget, der skal vente og lagre, før det bliver rigtigt godt.

Jeg tænker, der er god brug for at blive mindet om alle dele. Ikke mindst i denne tid:  
Guds tålmodighed, når vi bliver utålmodige.
Guds vedholdenhed, når vi er mest tilbøjelige til at give op.
Guds kærlighed og glæde, når vores er på vågeblus.
Guds levende håb, der står fast, når vores håb er i modvind.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

 

Gud, hør os når vi beder.  

Vi er udfordrede i denne tid.
Tålmodighedsudfordrede.
Håbsudfordrede.
Udfordrede på vores egne grænser.

Derfor beder vi:

Må vi, som knapt er rørt af pandemien,
huske dem, hvis liv er i fare.

Må vi, som ikke er i risikogruppe,
huske dem, der er mest sårbare.

Må vi, som er tvunget til at aflyse rejser,
huske dem, der ikke har et sikkert sted, de kan rejse hen.

Må vi, som mister penge i den økonomiske tumult,
huske dem, der ikke har noget at miste.

Må vi, som må leve med at være spærret inde i vores hjem, huske dem, der slet ikke har et hjem.

I denne tid, hvor vi ikke fysisk kan lægge armene om hinanden, finde nye måder at være Guds hænder i verden.

Derfor folder vi vores hænder – og finder sammen i fælles bøn:

Vi beder for de sårbare og udsatte, der ikke kan tåle at blive smittet.
Vi beder for dem, der er så bange, at de ikke kan sove om natten.
Vi beder også for dem, der sorgløst lever deres liv, som om verden var den samme.
Og for dem, der bare har lyst til at være sammen og feste.

Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære – og som ikke engang kan holde begravelse som de allerhelst ville det.

Og vi beder for os, der gerne ville gå med til begravelse – eller til bryllup eller til fødselsdag hos naboen – men som nu må finde andre måder at vise vores opmærksomhed på.

Vi beder for læger, sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter-assistenter.
For skraldemænd og rengøringspersonale.
For kassedamer og ungarbejdere og lagerarbejdere.
Ja, for alle dem, der arbejder, for at vi andre kan leve i afskærmet tryghed.

Vi beder for dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for os alle.
For statsminister, regering, myndigheder og byråd og rådgivere.
Giv dem visdom til at træffe de rigtigste beslutninger og mod til at italesætte dem.

Vi beder for alle
og vi beder for os selv.
For vi ved, at ingen er skærmet.
Conorasmitte gør – lige som så mange andre sygdomme - ikke forskel på direktør eller hjemløs.

Gud, du sendte Jesus til os for at vise os, at du heller ikke gør forskel:
Du skærmer os alle
Du skærmer vores tro og vores håb,
så vi får mod og kræfter til at leve
i dag og i morgen og alle dagene, der venter os.
Sammen. Adskilt. I evighed.
Amen.

 

Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke