I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
I kender det med faste pladser ikke? Ja, nogen af Jer sidder sikkert på jeres
faste plads nu. Selvom corona også betydet, at nogen af os har måttet finde nye
faste pladser. Også i kirken.
Engang kom en mand i kirke. En enorm kirke. Vores
kirke her var til sammenligning bare et anneks.
Bænkerække fulgte efter bænkerække.
I kirken sidder der et menneske. Ét menneske. Manden nikker venligt til
kirkegængeren. ”Må jeg sidde her på bænken?”, spørger han. ”Nej”, lyder svaret.
”Nej, den plads er optaget”. Manden finder en anden bænk, en anden plads. Der
kommer bare aldrig andre og tager den optagne plads.
”Nej, nej … her har vi ikke faste pladser”. Sådan kan det
godt lyde, når du første gang er på besøg et sted og ikke helt ved, hvor du må
sætte dig.
”Nej, vi har ikke faste pladser her”. Men det passer
jo ikke. For vi har jo som regel faste pladser. Også selvom vi ikke vil være
ved det. Hun sidder altid der. Han sidder altid der på den anden side af
bordet. Børnene der. Hunden der. Også den enlige kan have sin faste plads. Vi
vil gerne give indtryk af, at andre må tage den plads, de vil. Men rent faktisk
foretrækker vi ofte at sidde på vores faste plads.
Faste pladser er en vane.
Faste pladser er at have en komfortzone.
Faste pladser er forudsigelighed.
Faste pladser er ikke kun en fysisk fast plads på en stol i en kirke, på din
arbejdsplads, i dit hjem.
Faste pladser er også et mindset, den måde, vi tænker på.
At have en fast plads er som at være indenfor en usynlig ring. Her er min faste
plads. Her er min faste mening. Her er min faste livsindstilling. Afmålt.
Uoverskridelig. Overskuelig.
Der er masser af tryghed i faste pladser.
Både i de faste, fysiske pladser.
Og i de faste meninger og den faste livsindstilling.
Men der er også farer ved det. Den fare, f.eks. at vi gør verden for lille.
Tænker for småt om vores muligheder. Og – ikke mindst - gør Gud for lille.
Jeg vil godt vædde en ekstra kop kirkekaffe på, at manden havde sin faste plads
der ved Fåreporten til Jerusalem. Med en båre til seng og med udsigt til
Betesda Dam, hvor en engel engang imellem kom fordi, så vandet efterfølgende
kunne helbrede en og kun en.
Hvad fejlede han, manden? Det står der ikke. Det er
rigtigt. Vi er vant til at tro – og det står i adskillige kommentarer til
teksten, at det her handler om den lamme ved Betesda Dam. Men evangeliet selv
nævner det ikke. Jeg har selv læst teksten igennem igen og igen – og må
konstatere, at her havde jeg også i min læsning givet ham en fast plads og låst
mig fast på sygdommen.
Vi er også vant til at tænke, at han har ligget der i
38 år. Det står der rent faktisk heller ikke. Der står, han har været syg i 38
år. Der står, han har brug for hjælp til at komme i dammen. Der står ikke, at
han er lam og at han har ligget der i 38 år.
Hvad vi ved er, at der er er mand og en båre. Og en
fast plads. Både ved fåreporten. Lige så fast hans plads er, lige så fastlåst
er hans livsopfattelse blevet. ”Det her er mit vilkår”, tænker han. ”Her er
jeg. Herfra går min verden. Eller rettere: Det går slet ikke. For jeg har ikke
en eneste, der kan hjælp mig, så jeg kommer først i vandet efter at en engel
har været forbi”.
Har du først låst dig fast i din måde at tænke på, kan
det være svært at komme ud over. Det er ikke bare ynkeligt. Det er også at
forråde dig selv.
”Jeg ville ønske, det var anderledes”, tænker han. Og
hver dag bringer manden sig i en ønskeposition indenfor de faste rammer. Og dag
går efter dag.
Og ønsket går ikke i opfyldelse. Jamen, det gør ønsker
jo ikke altid. Nej da. Spørg enhver, som er syg eller sørgende eller fortvivlet
eller spørgende, om ikke de har ønsket det anderledes.
Manden her kan simpelthen ikke forestille sig, hvordan
livet skulle kunne være anderledes. ”Hvordan skulle jeg kunne komme i vandet.
Jeg har ikke én eneste. Der kommer ALTID en anden før mig. Næ, her ligger jeg,
kan ikke andet. Han kan ikke tænke ud over den faste plads”.
Og inden vi nu dømmer ham ude – og fordømmer ham som
fuldstændig håbløs og lidettroende og meget andet, så kig lige på din egen
plads. Hvor er din egen allermest faste plads? Hvor er det, du tænker,
fastlåst: At det nytter alligevel ikke noget. Det eller det vilkår ændrer sig
alligevel ikke? Der er alligevel også altid en anden, der er hurtigere, bedre,
klogere eller kønnere end jeg, som kommer før mig til det forjættede vand.
Det er ikke nok at ønske noget.
Du skal ville det.
Det lyder som side 1 i en billig selvhjælpsbog.
Men jeg tror rent faktisk, det er det, Jesus viser os.
Det er ikke nok at ønske at noget skal være anderledes, hvis du alligevel ikke vil komme ud af din faste plads. Hvis
ikke du vil ud af cirklen. Ud, hvor du ikke tager en plads op, men hvor du får
en plads givet.
Manden ved dammen anbringer sig dag efter dag i en
ønskeposition: Gid, jeg dog kom først i vandet.
Jesus sætter ham i en viljes-position:
Vil du eller vil du ikke?
Jamen, hvem vil ikke være rask da?
Men det handler om mere end det. Langt mere.
Det handler om at få en plads, som ikke er fast. Som
er større og mere uforudsigelig end du selv ville kunne begribe.
I alle helbredelser og undere, Jesus foretager sig,
får mennesker er ny plads. De får et nyt syn på tilværelsen. Bogstavligt talt
og overført. De får bevægelsesfrihed. De lamme får ikke kun ben at gå på. De
får en plads i livet, hvor de ikke længere skal se sig selv som handicappet –
eller andre skal. Den, der får sine synder forladt, skal ligeledes til at se
sig selv med en mindre fastlåst mindset.
Vil du det? Spørger Jesus manden.
Og det vil manden tilsyneladende godt. Han vil godt gå fra den faste plads til
en ny plads.
Tilsyneladende. Men det er jo løgn.
For knap er Jesus gået, før manden falder i igen. Han falder i den gamle
velgennemprøvede måde at se verden på, som han kender allerbedst: Nemlig den,
hvor man forråder.
I 38 år har han forrådt sig selv ved ikke at give sig
det liv, der kunne have været hans mulighed i vold. Han gav det ikke en chance.
Han satte sig ned og resignerede. Der fra sin plads.
Og nu – som frisat – og med alle muligheder for at
tage nye pladser. Så sætter han sig billedligt på samme faste plads. Denne gang
forråder han ikke sig selv. Nu forråder han Jesus. Det er altså ikke nemt at få
nye vaner.
Vil du være rask?
Vil du tænke større om dit liv?
Vil du flyttes?
Det samme spørge Jesus os om i dag.
Vi kan tænke, at vi ved, hvor vi har ham, Jesus. I 38 år – eller i 51 år –
eller i hvor mange år, vi nu har talt i gudsforhold, kan vi hver især tro, at
vi ved, hvor vi har Jesus. Vi ligger her ved vores damme, på vores faste
pladser.
Og for os har Gud – Jesus – kristendommen sin lige så
faste plads. Vi ved, hvad vi skal mene om det. Dåben, syndernes forladelse, det
evige livs håb – ja, vi har styr på det. For det med troen har også sin faste
plads i os.
Når vi går i kirke og finder vores plads, når vi
beder, eller læser i vores Bibel. Det har betydning for måden, vi lever vores
liv på og måder vi tænker om andre mennesker på….
Men så er det, at Jesus svinger forbi os der ved vores
faste plads. Eller han kom i en engels skikkelse. Eller i et medmenneskes. Og
pludselig er spørgsmålet rettet til dig: Vil du….
Vil du lade dig hive ud af din faste tros
vanetænkning? Og opdage – eller erfare, at det troen i virkeligheden lukker op
til og lukker os ind i er langt større end det, vi er blevet så vante til at
tænke: At Gud er langt større. At nåden er dybere og bringer oprør på en ganske
anderledes måde i vores indre damme end små behagelige skvulp.
Og at du – hvis du vil tage imod det – må rejse dig, tage de bårer og de faste
pladser, der er dine – og gå nye skridt.
Vil du så det?
Eller vil du hellere bare læne dig bekvemt tilbage her på din faste plads?
Jeg ved ikke, hvad dit svar er.
Men vi kender manden fra Betesda Dams svar.
Hans første skridt. Hans svar var et forrædderi mod det liv, livets Herre netop
havde skænket ham på ny.
Jeg ved ikke, hvad dit svar er.
Jeg ved ikke, om du tager din båre med, når du går herfra.
Men jeg ved, Jesus peger på en anden vej. Også for dig.
Det er ikke en vej uden sygdom eller lidelse eller nederlag.
Via Dolorosa krydser helt sikkert også din livsvej igen og igen.
Men det er en vej, hvor han altid
vil være det menneske, du har. Eller du vil møde ham i skikkelse af et med-menneske,
der er på samme vej som dig.
Det menneske, der kan bære dig ned i dammen.
Det menneske, du kan ringe til, når du er allermest fortvivlet.
Det menneske, du kan række hele hånden og tilværelsen med – og gå hele vejen.
Helt indtil den plads, han har sat frem for dig, både her i denne verden, hvor
der ikke kun er faste pladser, - og engang på Guds sted, hvor håbet har gjort
en plads rede for dig.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen,
Kirkebøn:
Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer.
Tak for nye
muligheder.
Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er
masser af oaser
Tak for gode mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem, der er som engle for os. Tak for dem, der holder os i gang – og for dem, der holder os ud.
Tak for Nora, som i
dag er blevet døbt. Giv familien en dejlig dåbsdag.
Tak når vi kan mødes
omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod,
når vi er uforsonlige.
Vær meget nær hos dem, der sørger og savner.
Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør
kigge frem på i morgen.
Vær hos Dronning og Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.
Vær med din kirke,
her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der
er allersværest eller allermest glædeligt.
Og giv os dit håb at
læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt –
andet end netop din evighed, Herre. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar