"Har I faste pladser" - prædiken til 14. søndag efter trinitatis

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

I kender det med faste pladser ikke? Ja, nogen af Jer sidder sikkert på jeres faste plads nu. Selvom corona også betydet, at nogen af os har måttet finde nye faste pladser. Også i kirken.

Engang kom en mand i kirke. En enorm kirke. Vores kirke her var til sammenligning bare et anneks.
Bænkerække fulgte efter bænkerække.
I kirken sidder der et menneske. Ét menneske. Manden nikker venligt til kirkegængeren. ”Må jeg sidde her på bænken?”, spørger han. ”Nej”, lyder svaret. ”Nej, den plads er optaget”. Manden finder en anden bænk, en anden plads. Der kommer bare aldrig andre og tager den optagne plads.

”Nej, nej … her har vi ikke faste pladser”. Sådan kan det godt lyde, når du første gang er på besøg et sted og ikke helt ved, hvor du må sætte dig.

”Nej, vi har ikke faste pladser her”. Men det passer jo ikke. For vi har jo som regel faste pladser. Også selvom vi ikke vil være ved det. Hun sidder altid der. Han sidder altid der på den anden side af bordet. Børnene der. Hunden der. Også den enlige kan have sin faste plads. Vi vil gerne give indtryk af, at andre må tage den plads, de vil. Men rent faktisk foretrækker vi ofte at sidde på vores faste plads.

Faste pladser er en vane.
Faste pladser er at have en komfortzone.
Faste pladser er forudsigelighed.

Faste pladser er ikke kun en fysisk fast plads på en stol i en kirke, på din arbejdsplads, i dit hjem.
Faste pladser er også et mindset, den måde, vi tænker på.

At have en fast plads er som at være indenfor en usynlig ring. Her er min faste plads. Her er min faste mening. Her er min faste livsindstilling. Afmålt. Uoverskridelig. Overskuelig.

Der er masser af tryghed i faste pladser.
Både i de faste, fysiske pladser.
Og i de faste meninger og den faste livsindstilling.

Men der er også farer ved det. Den fare, f.eks. at vi gør verden for lille. Tænker for småt om vores muligheder. Og – ikke mindst - gør Gud for lille.

Jeg vil godt vædde en ekstra kop kirkekaffe på, at manden havde sin faste plads der ved Fåreporten til Jerusalem. Med en båre til seng og med udsigt til Betesda Dam, hvor en engel engang imellem kom fordi, så vandet efterfølgende kunne helbrede en og kun en.

 

Hvad fejlede han, manden? Det står der ikke. Det er rigtigt. Vi er vant til at tro – og det står i adskillige kommentarer til teksten, at det her handler om den lamme ved Betesda Dam. Men evangeliet selv nævner det ikke. Jeg har selv læst teksten igennem igen og igen – og må konstatere, at her havde jeg også i min læsning givet ham en fast plads og låst mig fast på sygdommen.

Vi er også vant til at tænke, at han har ligget der i 38 år. Det står der rent faktisk heller ikke. Der står, han har været syg i 38 år. Der står, han har brug for hjælp til at komme i dammen. Der står ikke, at han er lam og at han har ligget der i 38 år.

Hvad vi ved er, at der er er mand og en båre. Og en fast plads. Både ved fåreporten. Lige så fast hans plads er, lige så fastlåst er hans livsopfattelse blevet. ”Det her er mit vilkår”, tænker han. ”Her er jeg. Herfra går min verden. Eller rettere: Det går slet ikke. For jeg har ikke en eneste, der kan hjælp mig, så jeg kommer først i vandet efter at en engel har været forbi”.

Har du først låst dig fast i din måde at tænke på, kan det være svært at komme ud over. Det er ikke bare ynkeligt. Det er også at forråde dig selv.

”Jeg ville ønske, det var anderledes”, tænker han. Og hver dag bringer manden sig i en ønskeposition indenfor de faste rammer. Og dag går efter dag.

Og ønsket går ikke i opfyldelse. Jamen, det gør ønsker jo ikke altid. Nej da. Spørg enhver, som er syg eller sørgende eller fortvivlet eller spørgende, om ikke de har ønsket det anderledes.

Manden her kan simpelthen ikke forestille sig, hvordan livet skulle kunne være anderledes. ”Hvordan skulle jeg kunne komme i vandet. Jeg har ikke én eneste. Der kommer ALTID en anden før mig. Næ, her ligger jeg, kan ikke andet. Han kan ikke tænke ud over den faste plads”.

Og inden vi nu dømmer ham ude – og fordømmer ham som fuldstændig håbløs og lidettroende og meget andet, så kig lige på din egen plads. Hvor er din egen allermest faste plads? Hvor er det, du tænker, fastlåst: At det nytter alligevel ikke noget. Det eller det vilkår ændrer sig alligevel ikke? Der er alligevel også altid en anden, der er hurtigere, bedre, klogere eller kønnere end jeg, som kommer før mig til det forjættede vand.

Det er ikke nok at ønske noget.
Du skal ville det.
Det lyder som side 1 i en billig selvhjælpsbog.

Men jeg tror rent faktisk, det er det, Jesus viser os.
Det er ikke nok at ønske at noget skal være anderledes, hvis du alligevel ikke vil komme ud af din faste plads. Hvis ikke du vil ud af cirklen. Ud, hvor du ikke tager en plads op, men hvor du får en plads givet.

Manden ved dammen anbringer sig dag efter dag i en ønskeposition: Gid, jeg dog kom først i vandet.
Jesus sætter ham i en viljes-position: Vil du eller vil du ikke?

Jamen, hvem vil ikke være rask da?
Men det handler om mere end det. Langt mere.

Det handler om at få en plads, som ikke er fast. Som er større og mere uforudsigelig end du selv ville kunne begribe.

I alle helbredelser og undere, Jesus foretager sig, får mennesker er ny plads. De får et nyt syn på tilværelsen. Bogstavligt talt og overført. De får bevægelsesfrihed. De lamme får ikke kun ben at gå på. De får en plads i livet, hvor de ikke længere skal se sig selv som handicappet – eller andre skal. Den, der får sine synder forladt, skal ligeledes til at se sig selv med en mindre fastlåst mindset.

Vil du det? Spørger Jesus manden.
Og det vil manden tilsyneladende godt. Han vil godt gå fra den faste plads til en ny plads.

Tilsyneladende. Men det er jo løgn.
For knap er Jesus gået, før manden falder i igen. Han falder i den gamle velgennemprøvede måde at se verden på, som han kender allerbedst: Nemlig den, hvor man forråder.

I 38 år har han forrådt sig selv ved ikke at give sig det liv, der kunne have været hans mulighed i vold. Han gav det ikke en chance. Han satte sig ned og resignerede. Der fra sin plads.

Og nu – som frisat – og med alle muligheder for at tage nye pladser. Så sætter han sig billedligt på samme faste plads. Denne gang forråder han ikke sig selv. Nu forråder han Jesus. Det er altså ikke nemt at få nye vaner.

Vil du være rask?
Vil du tænke større om dit liv?
Vil du flyttes?

Det samme spørge Jesus os om i dag.
Vi kan tænke, at vi ved, hvor vi har ham, Jesus. I 38 år – eller i 51 år – eller i hvor mange år, vi nu har talt i gudsforhold, kan vi hver især tro, at vi ved, hvor vi har Jesus. Vi ligger her ved vores damme, på vores faste pladser.

Og for os har Gud – Jesus – kristendommen sin lige så faste plads. Vi ved, hvad vi skal mene om det. Dåben, syndernes forladelse, det evige livs håb – ja, vi har styr på det. For det med troen har også sin faste plads i os.

Når vi går i kirke og finder vores plads, når vi beder, eller læser i vores Bibel. Det har betydning for måden, vi lever vores liv på og måder vi tænker om andre mennesker på….

Men så er det, at Jesus svinger forbi os der ved vores faste plads. Eller han kom i en engels skikkelse. Eller i et medmenneskes. Og pludselig er spørgsmålet rettet til dig: Vil du….

Vil du lade dig hive ud af din faste tros vanetænkning? Og opdage – eller erfare, at det troen i virkeligheden lukker op til og lukker os ind i er langt større end det, vi er blevet så vante til at tænke: At Gud er langt større. At nåden er dybere og bringer oprør på en ganske anderledes måde i vores indre damme end små behagelige skvulp.

Og at du – hvis du vil tage imod det – må rejse dig, tage de bårer og de faste pladser, der er dine – og gå nye skridt.  

Vil du så det?
Eller vil du hellere bare læne dig bekvemt tilbage her på din faste plads?

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.

Men vi kender manden fra Betesda Dams svar.
Hans første skridt. Hans svar var et forrædderi mod det liv, livets Herre netop havde skænket ham på ny.

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.
Jeg ved ikke, om du tager din båre med, når du går herfra.
Men jeg ved, Jesus peger på en anden vej. Også for dig.
Det er ikke en vej uden sygdom eller lidelse eller nederlag.
Via Dolorosa krydser helt sikkert også din livsvej igen og igen.

Men det er en vej, hvor han altid vil være det menneske, du har. Eller du vil møde ham i skikkelse af et med-menneske, der er på samme vej som dig.

Det menneske, der kan bære dig ned i dammen.
Det menneske, du kan ringe til, når du er allermest fortvivlet.
Det menneske, du kan række hele hånden og tilværelsen med – og gå hele vejen.

Helt indtil den plads, han har sat frem for dig, både her i denne verden, hvor der ikke kun er faste pladser, - og engang på Guds sted, hvor håbet har gjort en plads rede for dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen,

Kirkebøn:

Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer. 

Tak for nye muligheder. 

Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser

Tak for gode mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem, der er som engle for os. Tak for dem, der holder os i gang – og for dem, der holder os ud.

Tak for Nora, som i dag er blevet døbt. Giv familien en dejlig dåbsdag. 

Tak når vi kan mødes omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod, når vi er uforsonlige.

Vær meget nær hos dem, der sørger og savner. 

Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.

Vær hos Dronning og Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.

 

Vær med din kirke, her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der er allersværest eller allermest glædeligt.

 

Og giv os dit håb at læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt – andet end netop din evighed, Herre. Amen.