Julen varer lige til påske - prædiken 2. juledag

Jeg tænker, de fleste af os fik en enkelt eller to af sådanne nogle her i forgårs.
vise gaven.
I morgen er der så kø igen – ikke ved kirkerne denne gang – men i landets indkøbsmekkaer. For så står vi i kø for at bytte gaverne.

Bytte til noget, vi hellere vil have. Bytte til en bedre størrelse, en anden farve. Eller bare til noget, der ikke ramte helt så meget ved siden af.

I morgen ser det anderledes ud. For uanset om vi nu bytter gaverne eller ej, så er de alle sammen pakket op.

Men selvom vi nu altså er nået til anden juledag, så er vi ikke helt færdige med gaverne. For julen varer lige til påske. Det bliver ikke tydeligere end på en anden juledag. Det vender jeg tilbage til.

Vi er ikke færdige med gaverne. For denne indpakkede gave er min prædiken til denne 2. juledag. Nej, prædikenen er ikke inde i gaven.
Men skulle prædikener kommer med billeder på, så ville en gave som denne være illustration til denne dag.

For gaven er godt billede på evangeliet. Ja, gaver er et godt billede på livet.

Jeg har bestilt denne smukt indpakkede gave i en af de butikker i Fredericia, som jeg forventede pakkede smukt ind. Et af de steder, hvor mange mænd har lagt mange hundrede kroner.  

 

Her er bånd i flere farver, det er krøllet og det glimter og indpakningen fanger øjet.

Hvem har ikke været til pakkespil, hvor man er gået efter indpakningen? Og så viste indholdet sig at være – buddingepulver – eller vitaminer til kvinder over 60 – som jeg for år tilbage kom for skade at vinde.

Gaven er – i billedlig form – sådan som de fleste af os vel håber på, drømmer om og ønsker at livet skal være. Både for os selv og dem vi holder af.

 

I juletiden tager vi munden lidt ekstra fuld og ønsker hinanden ikke bare en god dag – eller – Gud bedre det - en fortsat god dag.

 

Nej, vi ønsker for hinanden, at julen må være glædelig. At den må være glæden lig. Det er faktisk ikke så lidt.

De smukt indpakkede gaver skal afspejle det, der er glæden lig. Det, vi tror, ligner glæden. Derfor pakker vi ind i noget, der er skinnende og smukt og som ser godt ud.

 

Vi gør os også umage med det, der er indeni gaverne.

Derfor skriver vi ønskesedler – derfor beder vi hinanden om ønskesedler. For denne ene aften om året ville vi ikke bare synge: ”Hvad du ønsker skal du få” – men vi vil også gerne give den anden det, han eller hun ønsker.

Det er tanken der tæller. Og de smukke tanker går hele vejen fra gavens indhold til gavens indpakning. Sådan er gaven selv et billede på den smukke tanke bag.

 

Hvis det alene stod til mængden af gaven, så betyder julen også for os, at vi ønsker for os selv – og hinanden, at livet er en gave. Livet er en gave, vi får rakt. Livet er en gave, vi rækker hinanden. Og livet er fyldt af gaver. Det har I sikkert alle hørt så tilpas mange prædikener om, at jeg ikke behøver at gentage det.

 

Det er i livet som det er når gaverne omkring juletræet skal fordeles: Det er ikke alle, der får lige mange.

Der er nogen for hvem alt ser ud til at lykkes.
Der er nogle, der er begavede på mange måder. Mens andre er mindre begavede, bogstaveligt og overført talt.

Når jeg kører herfra i dag, skal jeg til slægtsgården i Sønderjylland. For flere af os fætre og kusiner er det den eneste gang om året, vi mødes. Så vi kører langt, for at være sammen.

Som i de fleste familier er der naturligvis nogle traditioner. F.eks. er det blevet indført, at hver søskende og søskendebarn kort fortæller en enkelt ting fra året, der gik.

De første år hev de allerfleste en succeshistorie frem. Fortalte om at nu havde barn det sat ny rekord. Eller man havde fået nye betydningsfuldt job. Eller noget helt tredje.

Men de senere år har det ændret sig. En ærlighed eller frimodighed har sneget sig med. Jeg tror stadig mine nevøer og niecer sætter rekorder i landets svømmehaller og at mine fætre og kusiner får gode job – hvor de vist endda får løn. De kører i hvert fald i væsentligt større biler end min grå Skoda.

Men de senere år har vi vovet at fortælle – bare lidt – om bagsiden af det glittede. For det går ikke altid som vi håber på og drømmer om. Vi lukker livets gave op for hinanden med en anden ærlighed, jo ældre vi bliver.

 

Helt tydeligt bliver det, når vi kommer til ta – da – det store pakkespil. Nu tænker I nok, at Gud og hvermand kender til pakkespil. Så har I ikke set vores. Mængden af pakker er enorm. Men det væsentligste er ikke, at der kommer store, prestigefyldte pakker på bordet. Det væsentligste – og det sjoveste – er gentagelsen. For de bedste af pakkerne er dem, der går igen. År efter år.

 

Vi har en satirisk statue af en tidligere statsminister. Der er jubelscener når en af selskabets alleryngste vinder den. Og det kan også ødelægge selv den mest minutiøse 2. juledags-bilpakning at vinde det enorme gevir.

Jeg har en platte af klokkespillet i Løgumkloster, som jeg skal huske at have med i år.

Og en paperback-version af ”Dianas sande historie” er også et af klenodierne. Og hvert år er pakkerne indpakket til ukendelighed. Med alt, hvad måtte være af overskuds glimmerpapir fra juleaften.

Og … og nu kommer det. Der er ingen nåde. For nok er der masser af latter omkring bordet. Men tag ikke fejl. Det er alvor. For der er fuld overensstemmelse om, at pakkespillet skal ligne livet. Pakkespillet er en opdragelse i livets skole.

 

Her er ikke noget med at man kun må vinde 2 pakker.
Ikke noget med, at alle skal have.
Og i sidste runde, når man må stjæle pakker fra hinanden, må man også stjæle fra de yngste.
Og man må ikke tude.
Det er blodig alvor. Eller næsten.

 

For helt så blodigt som i dagens beretning om Stefanus og om profeterne, der bliver slået ihjel, fordi de fortæller om Jesus er det naturligvis ikke. Hverken omkring langbordet i køkkenet i Sønderjylland eller her ved denne andenjuledags gudstjeneste.

 

For vi ved det jo godt. Vi ved godt, at livet er langt mere og langt alvorligere end det glittede og det smukt indpakkede.

Anden juledag bliver vi mindet om, at julen varer lige til påske. Ja, til langfredag.

Det er ikke alle, der kan pakke gaver lige så flot ind som butikken i gågaden.

Men vender vi pakken her om, så ser vi, at den er pakket ind på den allermest almindelige indpakningsmåde.

Med båndet, der krydser hinanden. Så det ligner … ja, et kors.

Lige på den anden side af alt det smukke, er korset.
Lige efter julenattens fredfyldte idyl med frelserens fødsel hører vi om den første, der må lade livet, fordi han bekender sig til den frelser.
Lige efter hallelujaerne følger skældsord og forhånelse.
Lige efter fødslen kommer døden.

Hver sin side. Og dog to sider af samme sag.
To sider af Jesu sag: I julen er påsken forudgrebet.

Jeg tror ikke, vi tænker over det, når vi pakker gaverne op juleaften: At julen varer lige til påske. At har vi sagt Jesus og jul, har vi også sagt lidelse og langfredag.

Men julen varer lige til påske. Og for den, der har øjne at se med, bliver det tydeligt allerede ved gaverne.

Påsken er julens bagside. Eller forside. For vi kan også sige, at med julen kom glæden ind i verden. Men med påsken bliver håbet genfødt. Født af døde. Født der, hvor ingen havde ventet, at det kunne blive til liv igen.

 

For den, der måske først er nået til at lade julefreden falde over en og komme i kirke anden juledag er det næsten ikke til at bære at komme herhen og høre, at julefreden ikke varer længere end et par dage. Det gælder her i kirken – og det gælder i verden. Det er næsten ikke til at bære.

Men det er samtidig til at bære, fordi det er så troværdigt et billede på vores menneskeliv. Hvor liv og lidelse også for mange er to sider af livets gave.
Jo vist kan der være glæde. Og vist kan de kors, vi hver især måtte bære på ligge skjult på undersiden. Men det betyder ikke at de ikke er der.

Det er troværdigt, at Gud sendte sin søn ind i vores verden som den, der vil dele det hele med os. Både alt det smukkeste og det mest håbefulde. Men også livet, når det er lidelsesfyldt.

Det er troværdigt, at Gud ikke bare er de glades Gud og de lykkelige Gud og dem med et liv med glittet papirs Gud. Han er også ofrenes Gud. De myrdedes Gud.
Gud blev et menneske, som blev udsat for vold og tortur. Han kender smerten og angsten indefra.

Men hvad så med bødlerne, dem, der myrdede Stefanus? Dem, der hamrede Jesu hænder og fødder til korset? Er Gud også Gud for dem?

Det er svært at skulle forholde sig til, at Gud også er Gud for de dumme svin. Dem, der bliver tvunget til at øve ondt. Og dem, der

Men det vil være at gradbøje tilgivelsens absoluthed, hvis Gud ikke rummede dem. For hvor skulle vi så gå hen, når det er os, der har været bødlen i et andet menneskes liv? Når det er os, der har gjort ondt? Kastet med sten eller ord eller på anden vis såret et andet menneske? Grænsen for Guds kærligheds magt er det ikke op til os at sætte – og godt for det!

 

Juleaften sang vi "Et barn er født i Betlehem" Der lyder et af versene, "Forvunden er nu alt for nød, os er i dag en frelser fød". Hvert år er der nogle, som synger: Forsvunden er nu al vor nød. Og hvor ville det være dejligt, hvis det var sandt.

 

Men enhver kan se, at der stadig er masser af nød i verden. Nøden er ikke forsvunden. Men den er overvunden. Det er julens budskab. Ondskab og døden og nøden er ikke længere det stærkeste, der findes. Her i verden råder stenenes lov, og nøden er ikke forsvunden, men stærkest af alt er den glæde, den fred og det håb, Gud har lagt i vores hjerter.

Det er jul. Og julen varer til påske. For midt i julens glæde – som såmænd kan være påståelig nok – står korset som en skytte og en silhuet. Eller som det vartegn, vi alle har fået tegnet for pande og bryst, sådan som det skete for Keenza lige før.

 

I morgen smider vi papir og bånd til storskrald.
I morgen bytter vi gaver.

I dag spørger vi: Ville Stefanus have en bytter?
Ville han have ønsket, at den gave han havde fået: Troen – ikke var så dyr? At den ikke havde kostet ham livet?

Nej. Det var ikke et muligt valg for ham.  Og det er – blandt andet derfor – han er gået over i historien som en af mange martyrer.

 

Vi andre tror, at troen ind i mellem er et valg. Vi tager ikke hele pakken. Nøjes ind i mellem med Gud, når tilværelsen er som glittet julepapir og der er al mulig grund til at sige Gud tak. For så - når livet forekommer os for svært – eller vi synes, Gud er for urimelig eller for uretfærdig eller for uforståelig, så er vi mest tilbøjelig til at bytte Ham ud. Men med hvad? Der er ikke andre ombudsmænd i tilværelsen, vi kan klage til.

 

Vi har alle fået livets gave. Den gave kan ikke byttes. Og ikke sjældent er der de fineste, mest uforudsigelige ting i den. Som vi godt nok ikke havde regnet med, men som vi ikke kunne drømme om at bytte. Ja, engang imellem er livet skinnende og glittet som det fineste julepapir.

Men engang strammer garnet – eller gavebåndet. Og vi føles, at vi er ved at blive kvalt.

Da er det, at undersiden bliver oversiden.
For måske er det der, at vi mærker korset, - ikke som det, der strammer, men som det, der støtter og bærer.

Hvor er det håbefuldt, at det tegn, Gud har givet os, er at julen varer lige til påske. At glæden er der, at håbet er udødeligt, fordi det er fra Ham. Kors og krybbe står side om side. Barnet i krybbe og manden på korset udtrykker den samme: At håbets mulighed er kommet ind i vores verden. Og det håb kan ikke stenes til døde.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

Kirkebøn:,

Himmelske Far.

Vor Herre Jesus Kristus.
Englene sang om fred på jorden den første julenat, men du fik ikke fred.

Hvor du kom, blev menneskene delt, og hvor dit ord bliver forkyndt, vækker det modsigelse og strid. Herre, hold os fast, når modgangen skræmmer os.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange.

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.

Vi beder for dem, der kæmper for at holde fast i troen.  For os, når vi tror, at det er os, der skal holde fast – og glemmer, at det er dig, der holder os fast, Herre.

Vi beder for Keenza, der i dag er blevet døbt. Giv gæsterne en dejlig dåbsdag.

 

Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din.

Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Så beder vi dig, Herre: Både når modgangen synes stor – og når livet gør det, at vi må se og mærke glimt af den glæde og det håb, der blev tændt en mørk nat i en stald lidt udenfor Betlehem. Glædelig jul.