Glædelig jul - juleprædiken

Han gik ikke baglæns. For han havde intet behov for at se tilbage på det, der lå bag ham. Der var kun én vej. Og det var fremad. Skridt for skridt for skridt.

Vi skriver året 1918. 1918. Den 11. november kl. 11 var freden en realitet. Men enhver fred har sin pris. Den pris skulle de mange soldater, der havde overlevet krigens gru, først til at betale.
Nu var de på vej hjem. Skridt for skridt for skridt.

Det er 100 år siden min oldefar Christian Eskesen – sammen med mange, mange andre – begyndte en mere end 2000 kilometer lang vandring – til fods. De skulle hjem fra Den store Krig.

Christian Eskesen gik fra Rusland til den del af det nordligste Tyskland, som efter 1920 blev dansk.
Christian skulle til Ballum Vesterende i Sønderjylland.
Han skulle hjem.

Hvad bar han mon på?

Han bar på oplevelser, som han aldrig siden talte om. Oplevelser, som ikke er for børn. Eller for voksne for den sags skyld. Hverken dengang eller i dag.

Hvad bar han?
Han bar på ordene fra alle de breve, der er udvekslet mellem Ballum og Rusland.

Jeg har læst et af brevene. Det, hvor hans kone skriver om sønnen Eske. Eske, som havde fået den spanske syge. ”Skriv hvad du synes, min ven, men lad os fremfor alt bede for lille Eske”.
Jeg ved ikke om Christian var med, da lille Eske blev begravet.

Christian bar på mindet om lille Grethe. Grethe, der 50 år senere blev min mormor. Christian havde ikke set Grethe ret mange gange. Hun havde været så lille, da han første gang drog afsted i krig. Sidst han havde været hjemme på orlov, havde hun ikke kunnet kende ham. Hun græd, da hun så ham i uniform og med skæg. Hun ville slet ikke over i de fremmede arme.
Jeg ved ikke, om Christian græd den dag.

Han bar på så meget. Og på så mange. Mindet om alle dem, der ikke kom hjem. Fordi de havde måttet lade livet i en krig, der ikke var deres.

Han bar på mindet om en særlig soldaterkammerat. De kom ikke samme sted fra. Men de kæmpede i den samme krig. Jeg kender ikke hans navn. Men jeg er sikker på, at oldefar Christian og han har talt om mange ting. Om deres glæder. Deres savn. Om deres familier. Og om deres tro. For mens Christian var protestant, var den anden soldat katolik.

Denne anden soldat kendte ikke kun til krig. Han var også håndværker. Som håndværker havde han været med til at lave badeværelse for selveste kejseren.
Kejser Wilhelm den 1.
Det havde, alt andet lige, været en ærefuld opgave.

Til minde om den opgave havde han taget en marmorflise fra det badeværelse med sig.

Det var da noget tungt noget at bære med sig, tænker du måske? Tja, måske. Men vi bestemmer ikke altid selv, hvor meget det vejer, det vi vælger at bære med os, vejer. Det kan være tungt, det kan være let, men hvis noget har betydning for os, bliver det en del af vores livs bagage.

Soldaten bar en marmorflise fra Kejser Wilhelms slot med sig. Da han så selv dør i krigen, får min oldefar flisen fra Kejser Wilhelms badeværelse.

Historien fortæller, at min oldefar bar den marmorflise ved sit hjerte hele vejen fra Rusland og hjem til Vesterende Ballum.

Lige nu er det den flise, jeg holder i min hånd.

Det, der er båret ved et hjerte, skal du passe særligt godt på.

Flisen har været i mit hjem lige så længe, jeg kan huske. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde rigtigt har lagt mærke til den. Den var der bare.

Den var der bare.
Sådan er det også med gode traditioner. De er der bare. Det er ikke altid, vi giver os tid eller rum til at reflektere over det, der bare er. Men det skal vi gøre. For sådan givet vi det betydning. Vi skal gøre os klart, hvad det er vi hver især bærer med os i slægt efter slægt – og hvorfor vi gør det. Det gælder også det arvegods, som vores tro er.

Sidste år flyttede mine forældre fra barndomshjemmet til deres nye hjem. Jeg tror ikke, jeg ville have opdaget det, hvis marmorflisen ikke var flyttet med. Men det gjorde den. Og det var først der, jeg hørte historien om den.

I aften lægger jeg flisen på julebordet som bordskåner. Og så kan den holde på varmen.

Det, der har været båret ved et hjerte, skal vi passe særligt godt på.
Det du bærer ved dit hjerte, skal du passe særligt godt på.

Vi har alle noget, vi bærer ved vores hjerter.
Det skal vi passe godt på.
Det gælder vores børn. Vores familie. Gode venner.
Det gælder dyrebare minder.
Det gælder traditioner.

Nu er det jul. Det er den dag på året, hvor vi har allerflest traditioner. Traditioner, det er det, vi gentager år efter år. Det er dem, vi giver videre fra slægt til slægt.

Gode traditioner er med til at give livet indhold. Vi skal huske de gode traditioner. Vi skal ikke bare gøre det. Vi skal vide hvorfor vi gør det. For sådan får traditioner også særlig værdi.
Vi skal vide og videregive, hvorfor det er vigtigt for os at være her i dag. Og hvorfor vi engang imellem hvisker et stille Fadervor.

Vi skrev 1918. Jeg fortalte om min oldefar, som jeg mødte. Han gik ikke baglæns hjem fra krigen. For han havde intet behov for at se tilbage på det, der lå bag ham. Der var kun én vej. Og det var fremad. Skridt for skridt for skridt.

Alligevel er jeg ret sikker på, at han er gået baglæns i sit liv. Da han efter orloven skulle tilbage i krigen, eksempelvis. Der gik han baglæns, så han så længe som muligt kunne se sin hustru og de børn, han alle havde haft i sine arme. Og han gik baglæns alle de gange, oplevelser fra krigstid – og fredstid dukkede op i hans hjerte og hans sind.

Nu skriver vi 2018.
Jeg har for ganske nylig læst, hvis man vil huske noget, så skal man gå baglæns. Det gælder både, når man fysisk går baglæns, men også når man gør det mentalt – og går baglæns i tankerne.

Og gå baglæns - det er jo lige præcis, hvad vi gør i juledagene. Vi går baglæns: Vi husker barndommens jul. Vi husker julen sidste år. Vi husker på dem, der ikke er med rundt om julebordet og træet i år og som vi savner. Dem, som kommer bare lidt tættere på vores hjerte, når vi tænker på dem.

Vi husker alle de skøre og sjove historier, som de allerfleste familier har. Om julemad, der gik i fisk. Om forbyttede gaver. Om væltede juletræer. Vi husker, hvordan det var at være os, sidst vi sad lige præcis her. 

I år har jeg et særligt juleønske.
Jeg ønsker det ikke kun for mig selv.
Jeg ønsker det for alle Jer, der er her i dag.

Jeg vil ønske, at I, at vi alle sammen,
på et eller andet tidspunkt i aften går baglæns.
Baglæns til bords.
Eller baglæns rundt om juletræet.
Baglæns i minderne.
Ikke kun for at dvæle. Men for at huske.
For at bringe til live. Og for at holde traditioner i live.

I bestemmer selv hvor længe, I går baglæns.
I bestemmer selv hvor langt tilbage i går.

Vi gik 100 år tilbage.
Vi kunne også have gået 200 år tilbage. Til 1718.
I det år blev julesangen ”Stille nat” skrevet.

Hvordan den julesang blev til for 200 år, siden vil jeg ikke fortælle her. Jeg vil blot minde om den julenat under Den store Krig i 1914, hvor soldaterne lå i hver deres skyttegrave. Der hørte man pludselig soldater synge ”Stille Nacht, heilige Nacht” på tysk. Og pludselig blev det flerstemmigt, for de engelske soldater stemte i med ”Silent Night”

Og måske har der ligget en soldat fra det, der et par år efter blev dansk land, og sunget ”Glade jul, dejlige jul” og ”Fred på jord”.

Og når vores kor lige om lidt synger salmen, så nyn gerne med.
Gør det for at ære alle dem, der mistet livet i krige.
Og for dem, som stadigt kæmper.

Men nyn det også for dig selv.
Nyn om at glæden og den fred, der kom til jorden julenat  også må nå helt ind i dit hjerte.
Og at du må bære den julefred med dig herfra.

Vi er gået 100 og 200 år tilbage.
Vi kunne også gå godt 2000 år baglæns.

Ja, lad os - i tro - gå ind i en vindomsust stald på en mark lidt udenfor Betlehem.
Lad os stille os ved krybben, dér hvor barnet ligger.
Gudsbarnet.
Fredsbarnet.

”Frygt ikke”, sang englene.
De sang det dengang.
De synger det til os i dag: Frygt ikke.

Vist er der stadig masser af frygt i verden
Og der er mennesker, der må flygte fra deres fædrelande.
Mennesker, der helt sikkert vender sig om og ser sig tilbage.

Og vi kender til det, for også vi kan frygte, når vi ser os tilbage. Og engang griber frygten os også, når vi ser frem og tænker: Hvad mon der venter mig?
Og når vi gør det, så lyt til ekkoet fra julenat.

Vi står i stalden.
Vi ser ham.
Jesusbarnet.
Kærlighedsbarnet.
Det er jul!

Gud gjorde det bagvendte af, hvad vi ville forestille os om en Gud. Han steg ned fra sin høje himmel for at komme til os.

Det er jul. Og vi får at vide, at vi er dem, Gud bærer under sit hjerte.
Det er for vores skyld, at Gud gik hele vejen ned på jorden og baglæns igen. For at dele sin kærlighed med os.

Det er jul, uanset om du nu er kommet forlæns eller baglæns ind i den. Det er jul. Lad juleglæden flytte ind i dit hjerte, så du bærer den med herfra.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul