Advent er blevet til en for-fest

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Det er snart jul igen
og jeg glæder mig allerede til
det bliver januar
jeg hader, når
juletræerne tændes på alle byens altaner
og
gågaden er pyntet og Frelsens Hær synger salmer
det bedste ved julen er, når
den er forbi, og juletræerne ligger i regnen og venter på skraldemanden
jeg frygter altid de dage, hvor
vi samles med familie og venner for at fejre højtiden
jeg længes efter, at
vintermørket igen sænker sig over byen
det er det, jeg overlever på, når
det er jul
jeg mener det virkelig
og ja
jeg ønsker dig en glædelig jul
men det kommer ikke fra hjertet
julen er en overfladisk forbrugsfest
ja, jeg siger også, at
julen ikke er andet end sentimental overtro og religiøst kitsch
det er patroniserende at påstå, at
julen er et udtryk for en medfødt længsel,
der ligger dybt i os alle, ligesom
de fyldte kirker er bevis på en oprigtig tro,
hvor ved de det fra?
julen er et disneyficeret levn fra en død religion
det lader mig kold, når de siger, at
julen er hjerternes fest

Glædelig jul! Eller Jeronimus-adventstid – skulle jeg måske snarere sige. Så er stemningen da ligesom lagt. I digtet her er da virkeligt ikke lagt fingre imellem!

I kirkelige kredse plejer vi at betegne og insistere på adventstiden som en forberedelsestid, hvor vi stemmer sindet til jul. Hvor vi ser frem mod den ventede Messias, der skal komme til verden.

Men måske er det bare fordi jeg er ved at blive en gammel sur mand, der ligesom Johannes Døberen siger tingene ligeud, at jeg tænker, at der er gået for-fest i adventstiden. En for-fest - ligesom de unge holder for-fester inden den egentlige fest.

Til for-festen mødes de og klæder sig på, lægger make-up, spiser og drikker. Nogle af dem når aldrig længere end til forfesten, fordi promillerne blev for mange eller krudtet brændte ud inden den egentlige fest.

Det er ærgerligt, synes jeg. Ikke at holde dobbelt op af fester. Men at gå glip af det var det egentlige fest.
Vi har gjort adventstiden til en forfest. For vi er ikke ret gode til at vente. Og derfor tager vi ikke bare forskud på julefesten. Vi forspiser os i æbleskiver i løbet af december, i sådan en grad, at vi ikke har lyst til at klemme så meget som en eneste mere ned, når vi kommer til juledagene.

Allerede fra slutningen af oktober holder ethvert firma og enhver forening med respekt for sig selv julefrokoster. Og der er intet som helst i vejen med at spise sammen med mennesker, man holder af. Men hvorfor ikke vente med julefrokosterne til det er jul? Og er der et overflødighedshorn af mad, så julesulet både er spist og har sat sig på sidebenene inden højtiden.

Heller ikke julegaverne kan vi vente med. Så efter at have fået kalendergaver i 24 dage, så skal der virkelig noget til for at julegaverne kan toppe det.

Allerede fra slutningen af november er der så meget julelys i haver og huse, at selv hvis en stjerne lyste særligt klart julenat, så var det lige før vi ikke ville lægge mærke til den for bare lysforurening.

Så snart vi har passeret midnat den 24. december er det stort set ikke til at høre et stykke julemusik. Julepynten har butikkerne sat på bud allerede midt i december. Og fra den 26. december ligger nytårshattene kække på række.

Så er det klart, at vi kan komme til at spørge som Johannes Døber: Er Jesus allerede kommet? Var han kun på besøg? Og er han gået igen? Eller er han kommet for at blive?

Johannes Døberen var ikke kendt for at pakke noget ind. Og da slet ikke i julepapir. Johannes Døberen sagde tingene som de var. Som han så dem. Det bliver man ikke altid populær på. Nu sidder han fængslet. Fordi han også havde sagt råt for usødet til Herodes, hvad han tænkte om hans livsførelse.

Der var på Jesu tid – såvel som i vore dage - mange måder at være fængslede på. Johannes Døberen sidder dels i et fysisk fængsel, men på en måde er han dobbeltfængslet. For Johannes Døberen og det jødiske folk var også fængslet på en anden måde: Landet var besat af romerne. Det var på mange måder udsigtsløst. Romerne sat tungt på landet.

Jeg tror faktisk ikke, vi helt kan forestille os, hvordan det fængsel var – ligesom det kan være svært at forestille sig hvilken som helst fængsel – hvis man ikke har været der selv. Det gælder de fysiske fængsler. Det gælder også alle de andre måder, vi mennesker kan føle os fængslede på.

Der i mørket og dødens skygge og Johannes er kommet i tvivl. Det er oftest der, tvivlen sniger sig ind på os: Når mørket er tættest og det dødelige og det endelige kaster skygger ind over livet.

Det er såre menneskeligt. Hvem af os har ikke ind i mellem tvivlet på, om det nu også var de rigtige valg, man fik truffet? Hvad kom der egentligt ud af det hele: Alt sliddet, de mange overtimer? På det, man havde bygget liv og tilværelsestolkning på. Stod det fast, når det virkeligt gjaldt? ”Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden?” Det er det bud, han sender til Jesus.

Gad vide om Johannes Døberen har tænkt, om han kun nåede med til forfesten? Om han går glip af selve festen? Om Jesus virkelig var den ventede Messias – eller om andre nu var nødt til at overtage ventetiden og håbet.

For var der noget, Johannes kendte til, så var det at vente og at håbe. Det lå dybt i hans tros DNA: Det håb, Esajas skrev om. Det håb, vi sang om. At Gud selv ville befri sit folk. Når det sker, vil ørkenen stå fuld af blomster, blinde vil være seende, al frygt og sorg vil være forsvundet. Blomstre som en rosengård er kaldt salmen om det urimelige håb. Det er håb altid. Det håber aldrig kun på det, vi kan se. For så var det ikke et håb. Håbets aktionsradius ikke det opnåelige eller det rimelige, men det vi kun kan nærme os med uvishedens ærefrygt.

Håbet lever ikke kun i dagslys. I dag møder vi håbet fra mørkets sted. Fra det sted, hvor tilværelsen er gået i baglås.

Og derfor er Johannes også kun den første i en indtil videre uendelig række af troende tvivlende, der stiller det samme spørgsmål: Er du den, som kommer – eller skal vi vente en anden?

Det bliver ofte udlagt, som om Johannes er kommet i tvivl. Men jeg tror, det er et spørgsmål, både den troede og den tvivlende stiller: Er du den, som kommer, Jesus, eller skal vi vente en anden? Er du den, der kommer på besøg i vores liv, i vores fængsler, i det, mørke, der nu måtte være vores? Eller skal vi vente videre på at der kommer en anden? Til troens væsen hører både vished og uvisheden: For hvis Jesus er frelseren hvorfor føler jeg mig så ikke frelst og fri?  Hvis han er lyset, hvorfor er der så stadig mørkt i min tro? 

Jeg synes ikke, det er svært at forholde sig til, at Johannes kunne blive utålmodig.
Jeg synes, det er helt forståeligt, at han har svært ved at se sprækker af lys ind i det mørke, der har sænket sig over hans skæbne.
For nok ved vi nu – at Johannes kom ud af fængslet. Men det var ikke til frihed. Men til en fest, der ikke var hans. Først tabte kong Herodes hovedet, da Salome dansede. Siden gjorde Johannes.

”Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden?”
Jesus blev ikke Johannes’ befrier.
Alligevel er det svar, Jesus giver Johannes’ disciple med tilbage til fængslet: At han er kommet. At de undere, Esajas kun turde håbe på, sker. Ikke engang, men nu. De blinde bliver seende. De frygtsomme får mod. Og at Johannes var englen, der banede vej for Jesus.

Vi ved ikke, for det står ingen steder, om ordene nåede Johannes. Vi ved ikke, om den fred, Jesus kom med, også blev den fred, Johannes kunne dø på.

Vi ved heller ikke, for tro er aldrig viden, om adventstidens håb og længsel når til opfyldelse i vores liv. Eller om også vi skal vente videre. Videre på at opleve os som seende, der hvor vi har blinde plettere. Vente på at Jesus kommer og rejser det mod, der er faldet sammen hos os. Vente på, at det, der er så tørt som en Jerikorose kan folde sig ud og grønnes. Vi ser ikke altid tegnene. Og uanset om der er tremmer for vores tro eller ej, så kender også vi til tvivlen, til mismodet.

Jeg indledte med et digt. Jeg kender ikke forfatteren. Det stod i Kristeligt Dagblad for endda nogle år siden. Og det digt er næsten mere mistrøstigt end Johannes Døberen selv.

Men i alt liv afhænger det af perspektivet. Og digtet her kan ikke kun læses oppefra. Det kan også læses nedefra. Eller omvendt – om du vil. Og så lyder det pludselig sådan her:

julen er hjerternes fest

det lader mig kold, når de siger, at

julen er et disneyficeret levn fra en død religion

hvor ved de det fra?

hvor ved de det fra?

de fyldte kirker er bevis på en oprigtig tro,

der ligger dybt i os alle, ligesom

julen er et udtryk for en medfødt længsel,

det er patroniserende at påstå, at

julen ikke er andet end sentimental overtro og religiøst kitsch

ja, jeg siger også, at

julen er en overfladisk forbrugsfest

men det kommer ikke fra hjertet

jeg ønsker dig en glædelig jul

og ja

jeg mener det virkelig

det er jul

det er det, jeg overlever på, når

vintermørket igen sænker sig over byen

jeg længes efter, at

vi samles med familie og venner for at fejre højtiden

jeg frygter altid de dage, hvor

den er forbi, og juletræerne ligger i regnen og venter på skraldemanden

det bedste ved julen er, når

gågaden er pyntet og Frelsens Hær synger salmer

og

juletræerne tændes på alle byens altaner

jeg hader, når

det bliver januar

og jeg glæder mig allerede til

Det snart er jul igen

Perspektivet ændrer alt. Derfor er Johannes spørgsmål vigtigt: For det ændrer alt om Jesus er kommet – eller om vi stadig venter på, at han skal komme ind i vores liv.
Men er han kommet, er Gud også kommet ind i vores tilværelse og vender op og ned på det hele. Vender op og ned på alt det, mennesker gik og troede dengang – og vel også op og ned på meget af det, vi stadig går og tror.

Vi har så let ved at tro, at jul er det op til os at skabe. Men hvis vi nu kunne tage den del af julen lidt mere ”oppefra og ned”, så kunne det jo være, at der blev mere plads til det ”oppefra” til os. Til julen fra Gud til os.

Hvor tid ikke er noget, vi tager os, men noget vi får givet. Sammen med freden og glæden.  Og at det ikke kun er på visit, men at det er kommet for at blive.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster kan læses her:

https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-forste-raekke