Påske er, at Gud slår smut. Prædiken til 2. påskedag

”Har du set”, sagde en af minikonfirmanderne for et par uger siden, da vi talte om mosaikken med Via Dolorosa (se den her: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/115 ) ”Har du set, hvordan det ligner små gravsten, det der er ved siden af den vej, Jesus går på?”

Nej, det havde jeg ikke set og aldrig lagt mærke til. Jeg har altid forestillet mig, at det var små bump, der skulle symbolisere de mennesker, der ville Jesus noget. Dem, der standsede ham. Eller dem, der havde bøjet sig og samlet sten op for at stene en anden, men som måtte lægge dem igen, da Jesus havde sagt: At den der var ren, kunne kaste den første sten. Og derfor er der så mange sten – for hvem af os er ren?

Jeg har også tit tænkt om dem, at det var de små tuer, vi mennesker kan møde på vores livsveje, og som kan få hele læsset til at vælte. Men at det skulle være gravsten ved siden af den snoede vej, - der nærmest ser ud til at ende i himlen - dét havde jeg ikke tænkt på.

Men det er jo sandt. Jo længere, vores livs vej er, des flere gravsten er der ved siden af den. Mennesker, vi måtte tage afsked med. For tidligt, alt for tidligt med nogle af dem. For sent med andre. ”For sent”, siger jeg, fordi der ind i mellem er mere sand i livets timeglas, så livet er ud over det punkt, hvor det er værdigt.

Men de er der, gravstenene. Gravsten over mennesker, der døde fra os – eller blev som døde for os. Gravsten over det, vi måtte lægge bag os i livet, hvad enten det nu var frivilligt eller ej. Relationer, der visnede eller døde helt. Luftkasteller, der punkterede. Drømme, der ikke blev til noget og måtte begraves.

Vi har dem alle, gravstenene. En hel have fuld. Forskellige navne er der på. Og nogle med årstal, der er forvitrede, fordi vi ikke helt præcist kan huske, hvornår dette eller hint rent faktisk døde i vort liv. Andre sten er så nye, at det stadig kalder på tårerne, når vi går forbi dem – i tankerne eller derude på kirkegården. Eller hvor det nu er, vi bliver mindet om det, vi måtte begrave i livet.

Vi har alle vores gravsten langs vores livsvej. Og der kommer kun flere til. Sørgeligt sandt. Og skulle vi bære på dem alle, blev det ubærligt. Påskens evangelium er: at det skal vi ikke.

Engang imellem – når jeg tager en jakke på, jeg ikke har brugt længe - finder jeg en sten i en jakkelomme. Den er helt sikkert fundet og samlet op en dag på en gåtur langs Lillebælt. Holdt i hånden, varmet undervejs. Dejligt håndgribelig sådan en sten. I dag fik I en sten, da I kom. En lille unyttig, men håndgribelig en.

Mærk på den.

Du har helt sikkert båret tungere sten end den i dit liv.
Du har helt sikkert også haft sten i livet, du har samlet op. Måske endnu flere, du har lagt fra dig. Du har sten, der har været brugt til fundament. For dit hus, din livsindstilling, din tro. Der er sten med liv i. Og der er dem, der minder om død.

Nogle af dine sten har du båret med dig i årevis. Andre anede du ikke, du havde i lommen, men pludseligt mærkede du, hvordan de tyngede.

Nogle af dine sten er rundet af årenes gang. Andre er helt nye, og kanterne er stadig skarpe. Nogle er så tunge, at du ikke aner, hvordan du skal kunne løfte dem. Du ved kun, at det er dine og at ingen andre end du kan bære dem.

Det kan være, denne her bliver til en tankesten i din lomme. En eftertankesten. Det kan også være en lille gravsten, der minder dig om noget af det, du har måttet begrave.
”Kom, hjerte med hvad dødt, du har,
hvad du med sorg til graven bar” – skal vi synge om lidt.

Det kan også være et billede på den sten, der blev rullet for Jesu grav i fredags.

Men egentligt havde jeg tænkt at det skulle være en smutsten. For det er der opstandelse i. Det vender jeg tilbage til.

I 1943 tik en 6-årig dreng ved navn Johannes Møllehave sammen med sin far ved Roskilde Fjord. Johannes ved, at det må have været sommerferie. For ellers ville det have været et utænkeligt tidsspilde, at de to gik der. Og tidsspilde, det gik faren ikke ind for. Tid skulle bruges, ikke spildes, ikke smides bort. Nu gik de to der langs vandet, og faren forsøgte at lære den lille Johannes at slå smut. Johannes skriver om, hvor imponeret han var af, at faren kunne slå hele 20 smut.

Det er noget med at finde de helt rigtige sten. Det er noget med kroppens vinkel. Det er noget med hvor hurtigt man kaster. Og så ved enhver, der har gået langs vandet og slået smut, at det er så meget, meget mere.

Johannes var imponeret over sin far. For meget ofte faldt Johannes’ egne smutsten bare til bunden med et ordentligt plump. Selvom både stenen og kroppens vinkel og kastehastigheden var helt rigtig. Men i de sekunder, hvor stenen svæver, danser over vandet, dér står tiden næsten stille. Står stille og bliver til minder, man altid kan være med sig. Og øjeblikkene langs Roskilde Fjord blev dyrebare for Johannes Møllehave. Fordi der havde de to: far og søn, noget så dyrebart som tid til hinanden. Tid til noget så overflødigt om at slå smut. ”Og”, skriver Johannes, ”mens min far legede, blev han yngre, næsten jævnaldrende med mig. Han blev let i sindet”.

Når du slår smut, kan du ikke snyde. Ringene i vandet afslører hvor mange smut, det kunne blive til. Og det lidt for høje plump afslører, når et kast ikke lykkes. I smut kan du ikke snyde. Og livet snyder du heller ikke. For en dag, den dag, hvor alt liv slutter, danser hverken du eller jeg længere på bølgerne, men synker stilfærdigt til bunds. Og over vores nedsunkne krop, lægges en af livets tungeste sten: gravsten.

De havde set det med deres egne øjne: Han var død, Jesus. Stendød. De troede, at da stenen først var rullet for hans gravhule, så var der sat punktum. De troede, at historien var skrevet til ende. Påskemorgen viste dem noget andet. Viser os noget andet. For da kvinderne kom til graven, var stenen rullet fra, smuttet fra. Og den døde Jesus var ikke mere i graven.

Når en af vore kære dør, kan vi tro, at det er som når en smutsten synker til bunds. For vi mærker, hvordan hjertet synker i os. Og modet synker. Og tårerne triller på kinderne. Men det er kun vores dødes gravstene, der ligger fast. For påskemorgen fortæller os, at sten kan rulles fra. Hvordan – det ser vi ikke. Fatter det heller ikke med tanken. For tiden stod stille, mens livets Gud smuttede stenen fra graven.

Påske er, at Gud slår smut. Og han gør det med de allerstørste sten. De sten, vi ville kalde umulige: Den sten, der er tung som et mistet livsmod. Den sten, der er sort som en depression, der aldrig synes at lette. Den sten, der er så lille og let, at der ikke er hold i den. Den sten, der er dig eller mig med alt, hvad vi er. Påske er, at Gud tager dem alle i hånden og slår smut. Lader livet danse på bølgerne. Lad os blive genfødte af påskemorgens håb. Legende, levende, leende.

Påske er, at livet kan ikke fastholdes af døden.
Jesus gik selv som den første tilbage til livet.

Vi andre har oplevet det så mange gange, at vi næsten har glemt, at det burde vække stor opstandelse hver gang: Alle de gange, vi oplevede det, at vore døde kom tilbage til livet. Det gælder både dem, der ligger under mulde, og dem, der stadig lever, men er som en gravsten over noget, der blev forbi på vores livsvej.

Pludselig stod de der: I et minde eller en erindring. Og hver gang de er kommet tilbage til os har det været som om de stod lyslevende iblandt os. Og vi mærkede deres nærvær, så det var næsten til at tage og føle på.

Så nær, at vi syntes, vi kunne ane den duft, der var helt karakteristisk for dem. Så nær, fordi vi gjorde deres ord til vores og pludselig hørte os selv sige noget, vi aldrig ville have sagt af os selv.

Pludselig – som et smut – er de i vores liv med noget af det, de berigede vores liv med – eller med en færdighed, de lærte os. Eller som en smerte, vi ikke helt kan begrave og lægge fra os. De døde opstår, mens vi er i live. Og det er der liv i! Og nogle dage er det nærmest ubærligt, at de er tilbage. Og andre dage føles det som et kærtegn fra det hinsidige.

Det er påske. Og det er det ikke kun i dag. Men det er det hver eneste gang vi – som Maria - opdager, at en af gravstenene i vores liv er blevet væltet fra. Og at der var liv inde bag ved.

I fik en sten, da I kom. Og I må tage den med Jer. Skal tage den med Jer. For i dag må vi slå smut med gravstenene. I dag må vi lade dem danse over det uendelige hav. I dag må vi slå smut med alle de sten, der tynger i vores liv som gravsten kan gøre det.

I dag må vi vove at tro på, at den Gud, der kunne få stenen mellem død og liv til at rulle bort også kan slå smut selv med de tungeste sten i dit liv.

Hvordan det skal gå til? spørger du? Jeg ved det ikke. Men jeg kender en, der siger, at tro kan flytte bjerge. Tro, ikke videnskab. Og hvad er smutsten og gravsten i sammenligning med et helt bjerg? Faktisk siger han i samme sætning, at intet vil være umuligt for os.

Du kommer ikke forbi Lillebælt i dag, siger du? Det gør ikke noget. For der er andre måder at slå smut på. Der er andre måder at glemme tid og sted på. Og hver gang vi gør det, så er det evigheden, der i glimt lister sig ind på os og gør os unge og lette i sindet.

Det er påske. Glædens Gud, Ham, der kan få selv gravsten til at danse – har fra dem første påskedag lovet os del i den glæde og det håb, der aldrig skal dø. Og det er den glæde og det håb, vi i dag holder påske på. Glædelig påske!