Om at komme godt i vej

Men her er dagens prædiken. I al sin stilfærdighed. Skrevet til os, der er blevet lidt gråhårede – eller til dem, der lige har fået et barn konfirmeret. Eller bare til … ja, frilæsning.

3. søndag efter påske.

I dag skal vi på udflugt. Vi skal til Nebobjerget. Jeg har aldrig været der. Men jeg ved, hvordan der ser ud. Og det gør du også. For jeg er sikker på, at også I har været der. I dag er vi kun turister. Vi kommer hjem igen. Men jeg er også sikker på, at det er et sted, vi vender tilbage til igen og igen.

Lad os følge i fodsporene på en af de første, der var her:
”Fra Moabs sletter gik Moses op på Nebobjerget, til Pisgas tinde, over for Jeriko, og Herren lod ham se hele landet: Gilead op til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar. 
Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!« Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse, og han begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er. Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet”.

Nebobjerget. Det er synonym for det sted, hvor vi kan se tilbage på en livsvandring. Nebobjerget er steder, hvor vi kan se livet i widescreen.  Hvor vi kan se 360 grader rundt og hvor al tid er ophævet, så vi ikke kun se lige her og lige nu – men ser fortid og fremtid i den forunderligste blanding.

Nebobjerget – det er stedet, hvor vi kan se ind i det forjættede land. Hele det forjættede land. Nebobjerget, det er stedet, og de steder i livet, hvor vi får vished. Vished for, at det, vi stilede ikke efter, ikke var et fata Morgana, men en realitet.

Moses så sit forjættede land. Så det land, Gud Herren selv havde stillet ham i udsigt. Han så det hele: Landet, der flød med mælk og honning. Guds løfter havde ikke været tomme ord. Det var håndgribeligt. Og lige så håndgribeligt var det, at Moses ikke skulle komme til at træde ind i det forjættede land, men kun se det på afstand.

For her på Nebobjerget dør Moses. Vi hører om Moses, at hans øjne ikke var blevet svage og hans livskraft ikke svundet. Held den, der dør sådan!

Her på bjerget må Moses for sidste gang sige: ”Let my people go”. Ikke til en Farao. Men sige det til sig selv. For her på toppen af Nebobjerget ved Moses, at hans og Guds folk er godt i vej. Og derfor kan han slippe dem.

Og måske har vi stået samme sted. Der på Nebobjerget. Og bare for nogle øjeblikke set klart. Set tilbage. Set frem. Og … givet slip.

Hun sad ikke på Nebobjerget. Hun sad komfortabelt i sin otiumstol på ældrecenteret. Hun var en sådan kvinde, hvor det ikke er nogen fornærmelse, men tværtimod en ærefuld titel, at blive kaldt gammel. Gammel og næsten mæt af dage.

Omkring hende var de obligatoriske billeder af børn og børnebørn, der blev ældre for hvert billede. Der i hjørnet et sort-hvidt bryllupsbillede af ham, hun havde været gift med i mangfoldige år. Sort-hvidt for den medgang og modgang, der blev deres som så mange andres.

Hendes rynkede ansigt og hænder var som et landkort, der vidnede om et langt levet liv, der havde sat sig spor af både glæde og bekymring. Som smilerynker og bekymringsrynker. Hendes øjne var ikke blevet svage og hendes livskraft var ikke forsvundet. Der var en sætning, hun gentog ofte. Ikke fordi hun var dement og at der ikke var så mange andre sætninger tilbage. Men fordi det var det sandeste, der var tilbage at sige. Og derfor blev det gentaget. Og gentaget: ”Jeg har”, sagde hun ”jeg har så meget at være glad for taknemlig for. Og alle mine børn er godt i vej”. Og så smilede hun. Altid.

Hun så mere tilbage end fremad. For hun vidste, at der ikke var meget mere nyt at se frem til. Og det var ikke vemodigt. For hun var sikker på, at det forjættede land lå foran hende. Det var hendes tro. Men det forjættede land var ikke kun et fremtidshåb. For hende var det en velsignelse, at det forjættede land også lå bag hende. For det er forjættende at kunne se tilbage – og gøre det med tak.

”Jeg har så meget at være glad for taknemlig for. Og alle mine børn er godt i vej”. Jeg kan høre hende sige det. Indtil hun ikke sagde det mere, fordi hun en dag lukkede sine øjne og sov stille ind. Så smukt og sandt og rigtigt som det kan være og skal være.

Hendes omkvæd synger i mig. Og selvom jeg ikke helt mener at være gammel nok til at kunne sige det, så ved jeg præcist, hvad hun mener: Det – tilbageskuende - at have meget at være glad og taknemlig for.

Den glæde, der er i, at ens børn er godt i vej. Det er måske en af de dybeste og mest rene og uselviske grundfølelser i os: Ønsket om, at vore nærmeste, dem vi holder af må være godt i vej, som det så smukt hedder. For selvom der ikke er så mange, der bruger udtrykket ved vi godt, hvad det betyder: Det er den største tilfredsstillelse og dybe glæde, at ens børn må have det godt. Ikke bare i glimt. Men netop at de må være godt i vej. Og godt i vej – det er ikke, som det er i nogle kulturer - at ens børn helst skal klatre et par trin højere på karrierestigen end en selv. Godt i vej, det er helt grundlæggende, at børnene må have det godt Uanset om de så er faglærte eller ufaglærte eller slet ikke har noget fag, der er deres.

Inden vi kan sætte os mageligt tilbage i otiumstolen eller strække os på tæer og se hele horisonten rundt på Nebobjerget er der helt sikker gået masser af dage – eller nætter, hvor vores børn – eller andre af dem, der var tætte på vores hjerter, gav os bekymrede rynker i ansigtet eller tankerne, fordi vi vidste, at deres veje ikke kun var jævne. Der var sten og bump. Der var blinde veje og vildveje. Og fordi det at komme godt i vej aldrig er nogen selvfølgelig. Og at det at komme godt i vej aldrig er en vej, vi alene selv kan bane os.

Der er veje, der bliver til, mens vi går dem. Og der er mennesker, hvis veje er så kringlede, at vi ikke kan forstå, hvordan de overhovedet kan sætte den ene fod foran den anden og tage næste skridt.

Først, når vi ved, at vore kære er godt i vej – og det uanset om de er 15 eller 55 eller 75, så kan vi på en måde slippe og sige: ”Let them go”.  

I disse uger springer konfirmanderne ud. Og selvom de i vore dage ikke så definitivt som tidligere tager skridtet ind i de voksnes rækker, så er konfirmationsdagen stadig en pilepæl. Konfirmationen er nok den første store fest, man husker noget af resten af ens liv.

Som forælder – og bedsteforælder tænker jeg – er det samtidig en dag, hvor vi billedligt talt står lidt på Nebobjerget og ser tilbage på 13-14 år sammen med det barn, som nu er blevet ungt. Men vi ville også ønske, at vi kunne se lidt frem, og få bare et forjættende glimt af håb af, at de unge må komme godt i vej.

Konfirmationsdagen er en dag, båret af håb og gode ønsker, og det bærer stemningen i kirken præg af. Særligt på to intense tidspunkter, hvor man fysisk kan mærke, at her er vi fælles om at ønske og håbe og bede om alt det bedste for de unge.

Det ene tidspunkt er lige efter selve konfirmationen, når samtlige konfirmander og præst knæler og når de – og hele menigheden – beder Fadervor højt i kor for konfirmanderne. 5 – 6 – 700, der med én mund ønsker alt godt. ”Giv os i dag”…. ”Fri os fra det onde”.

Det andet tidspunkt er lidt tidligere. Og i år blev det særligt stærkt. Også for præsten.

Jeg konfirmerer altid sådan, at konfirmanden står midt for alteret. De konfirmeres en ad gangen. Så kan alle se. Og det bliver ikke udstillet om man er særligt høj eller særligt lille. Og det bliver understreget at hver eneste konfirmand – bogstaveligt talt - er enestående, også i Guds øjne.

Men I år havde min medunderviser, Esther, og jeg besluttet, at noget skulle være anderledes. I år skulle hver konfirmand have 2, 3 eller op til 4 ledsagere med. Det kunne være forældre. Eller bedsteforældre, ældre søskende eller faddere eller andre, de selv havde valgt. Ledsagerne skulle gå med op – og mens jeg lyste konfirmationsvelsignelsen skulle ledsagerne lægge hånd på konfirmanden. Og nede i kirken rejste resten af konfirmandens gæster sig, om vanligt op.

Hvorfor blev det særligt intenst? Det gjorde det, af samme grund, som at det bliver særligt, når jeg får fadderne til at lægge hånd på det lille nydøbte dåbsbarn. For når man rører ved hinanden, understreger man, at man har en relation. Man er hinanden nær. Og det kan man være på mange måder: I ord, i tanker. Men berøring er noget andet. Vi mennesker husker på mange måder. Men kroppen har sin måde at huske på.

Og her stod de så forrige lørdag: Mine første 18 konfirmander med hver sine ledsagere, nøje udvalgte, der lagde hånd på. Berørte er jeg sikker på ikke bare konfirmandens skulder eller hoved eller hvor de nu lagde hånden, men rørte også konfirmandens hjerte. Kropssproget talte i kor med ordene Guds velsignelse: ”Den almægtige Gud, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne og bevare dig i sin kærlighed”. Vi er nogen, der vi dig. Vi er nogen, som vil gå med dig. Som allerede har ledsaget dig et stykke af dit liv, men som nu giver en slags håndslag på, at vi også vil være der for dig på dine fremtidige veje. Der er nogle der går med, så langt som de kan – eller så langt som de får lov til – men vi begynder konfirmationsfesten i kirken – hos Ham, der siger, at han vil være med os – gå med os – indtil verdens ende.

Vi lukker konfirmanderne ud til en ukendt fremtid. Men vi håber sådan, at de må komme godt i vej. Vi håber, at de må få meget at være glade og taknemlige over. Mest håber vi, at de må finde deres veje i livet.

 

Vi har været på Nebobjerget. Og her efterlader vi Moses. Moses vej sluttede her. I tro kunne han lægge sig til at dø, fordi han havde set, at hans folk var godt i vej. Han havde gjort, hvad han kunne og skulle. Nu skulle de selv gå de sidste skridt.

Moses var en forløber. Han var også en lederskikkelse. Og mangen moderne leder kunne godt finde et par mannakorn at bære med sig fra Moses’ lederstil: Han gik altid foran. Han anerkendte sin egen ufuldkommenhed. Han talte folkets sag åbent og ærligt, også når de havde været nogle dumme svin. Men han faldt dem aldrig i ryggen, men forblev loyal overfor dem og overfor sit kald. Og selvom hans liv mestendels var en ørkenvandring, gik han hverken i strejke eller lockout, fordi arbejdsvilkårene var for ringe og frokosten kun bestod af manna eller vagtler. Og hans øjne blev ikke svage og hans livskraft forsvandt ikke.

Folket kom ind i det forjættede land.  Og det flød ikke altid med mælk og honning. Ind imellem flød og flyder det snarere med blod og ufred. Og ikke så få har i tidernes løb spurgt, om den ørkenvandring da aldrig får ende.

For efterhånden mange år siden talte jeg med en jødisk kvinde i mit daværende sogn. ”Eva”, sagde hun, ”jeg forstår simpelthen ikke helt forskellen på jøderne og de kristne. Vi tror jo begge på Messias, gør vi ikke?” ”Jo”, svarede jeg, og må have haft et øjebliks klarsyn, for jeg fortsatte: ”Men vi kristne tror på, at Messias er kommet”. ”Er han kommet?” sagde hun og lyste op på en måde, jeg aldrig før eller siden har set et menneske lyse op på. Ja, han er kommet. Ham, som i dagens evangelium kalder sig vejen. Og sandheden. Og livet. For ingen af de tre er statiske.

Modsat Moses gik Jesus hele vejen. Alle veje. Se på mosaikkerne her. Læs lignelserne. Og lidelseshistorien. Jesus tog aldrig den slagne vej. Han var altid undervejs, var aldrig bange for at lade sig standse. Han havde et og kun et formål: At få os alle godt i vej. De vildfarne hentede han tilbage. For dem, der havde taget omveje, blev han udvejen. Han var vejen. Er vejen.

Undervejs rørte han mennesker. Nogle lagde han hånd på. Nogle faldt hans blik på. Nogle rørte han med sit ord. Men ingen forblev uberørte af det.

Mange forlod den vej, de ellers ville have fortsat af. Ja, nogle vendte om og blev vendt om. Og nogle vendte ryggen til ham, fordi han var for meget.

For at følge ham, at bekende sig til den kristne tro er ikke at have én bestemt retning. Men det er at have en vej at gå på. Det er også at have et håb. Et håb om at vi ikke skal nøjes med at ane det forjættede land ude i horisonten. Guds rige er ikke et engang og et endemål. Det er også nutid.

Og derfor skal vi ned ad Nebobjerget igen. For bjergtinder kan man ikke blive stående på. De er for spidse. Vi skal have fast grund under fødderne.

Vi skal ud på vejene. Ud hvor livet leves og mennesker mødes og har brug for at blive fulgt og rørt og ledsaget, for at komme godt i vej undervejs. 

Og engang – der, hvor alle veje ender - skal vi modtages af ham, der siger: Let my people come.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.