Fødder kan tale!

Prædiken til skærtorsdag

16 år siden er det ret præcist. Alligevel husker jeg det, som var det i går. ”Hvad er det hun gør? tænkte jeg. ”Hun” var – er - en af mine gode venner fra studieårene i Århus. Et venskab, der holdt ved, selvom vi var flyttet i præstegård i Sønderjylland. Nu var hun og manden kommet på  barselsbesøg for at se vores nyfødte tvillingepiger for første gang. Hun havde kun lige fået den første tvilling i armene, før hun gjorde dét: Hun hev strømperne af babyen. Begge to. Ikke noget med at tage barnets hånd, tælle fingrene, undre sig over hvor små og alligevel fuldendte nyfødtes negle er. Ikke noget med studere øjenfarven eller notere sig hvor umanerligt lange øjenvipperne var. Nej, hun gik direkte til fødderne. Tog den lille babyfod i hånden. Kærtegnede den. Nærmest ærbødigt.

Jeg kan se hende for mit indre blik. Veninde, kvinden. Hun, der selv var mor. En kvinde med et barn. Et ikonisk billede. Nærmest en pietà. Men med alt sit fokus på de små fine fødder. Fuldendte. Fine. Bløde. Blød hud. Bløde negle. Dén dag forstod jeg hende: Der er noget helt særligt over nyfødtes fødder. Ikke ét eneste skridt har de endnu gået, fødderne. Alle veje ligger åbne.

Når jeg kører hjem efter at have holdt juleaftensgudstjeneste her i en fuld kirke her med hallelujaer og spændte børn, mange kendte ansigter og endnu flere håndtryk, tænker jeg naturligvis først og fremmest på barselsbesøget i stalden i Betlehem.

Arj… der går måske også en enkelt tanke på andestegen og aftenens forestående program i øvrigt. Og der går helt sikkert også en tanke til nogle af dem, jeg så i kirken, dem der måske for første gang skal holde jul uden en eller flere af dem, der holder af. Men SÅ tænker jeg også på Betlehem. På stalden eller hulen, eller hvor Jesus nu blev født.

For gad egentligt vide, hvad de talte om: Maria og Josef, hyrderne og de vise mænd. Var der mon en af dem, der tog den lille guddommelige menneskefod i hånden og sagde: Hvilke skridt og veje venter mon disse fødder?

Hvis vægge kunne tale, siger vi. På en skærtorsdag kunne vi med fordel sige: Hvis fødder kunne tale. Hvis fødder skulle så tale? For der er så mange slags fødder. Der er forskel på en balletdansers fødder og en fodboldspillers og en fodterapeuts. Der er forskel på klumpfødder og snørede fødder, fra dengang man gjorde det i Kina. Der var det fornemt at gå i små sko. Så små som umenneskeligt muligt. I dag regner vi det ikke for en menneskelig kvalitet at gå i for små sko. Så er det meget bedre at gå i andre med træsko på.

Der er så mange slags fødder. Små og store fødder. De fleste af dem mærkede af det liv, de har båret. Der er fødder med nedgroede negle og fødder med hård hud. Der er fødder med deforme tæer og fødder vorter. Der er fødder er lugter. Der er blufærdigt mange grunde til ikke at tale om fødder.

Og fødderne selv. Fødder taler ikke. Fødder tier.
Fødder gemmer sig i fodformede og sneakers.
Fødder gemmer sig i hvide tennissokker i sandaler
Eller i hysterisk høje stiletter.
Gemmer sig i gips eller bag neglelak.
Eller iklædes nylonstrømper eller netstrømper eller uldsokker.
Fødder gemmes for det meste. Og et hul i en sok er et uvelkomment fod-ups. Kun brudgommens nyklippede strømper er ikke pinlige.

Fødder gemmer sig under sofaborde og slumretæpper og skriveborde. Du smider kun fødderne op, hvor du virkeligt føler dig hjemme.

Fødder taler sædvanligvis ikke. De tier.
Og vi tier.
Det er ikke ret tit, vi taler med hinanden om fødderne. De fleste af os har et blufærdigt forhold til vores fødder. Dem skal andre ikke for tæt på. Kommer de det, kan vi føle os trådt over tæerne, længe inden de er indenfor vores urørlighedszone.

Hvis fødder kunne tale.
Hvis fødder kunne tale, ville de sige mere end mange ord.
Vores fodspor efterlader ingen synlige spor. Men hvis fødder kunne tale, ville de afsløre os. Vores fødder ville i så fald være den GPS, der kunne røbe, hvilke veje, vores fødder havde bevæget sig ad. Både de slagne veje, vildvejene, og korsvejene, hvor vi trippede og tøvede, inden vi valgte side. Hvis fødder kunne tale.

Fødder kan tale. Fodspor er kun et af føddernes sprog.
Men fødderne taler også i billedsprog.

Se på mosaikkerne her bag mig. Mosaikkerne er ikke kun illustrationer af bibelske fortællinger. Mosaikkernes udformning illustrerer ikke kun, men tolker også livet.

To steder er der eksempelvis svømmefødder: Jonas her har selvfølgelig svømmefødder – (klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/122 )  det er en del af at have tilpasset sig livet i en hval. Og sådan er det for den, hvis leverum er begrænset. Han eller hun må afpasse trinene efter det mulige. Er du ved at drukne, må du udvikle svømmefødder.

Den anden med svømmefødder er naturligvis Jesus her i stormen på søen. ( kan ses her: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/128 ) For svømmefødder skal man have, hvis man skal gå på vandet eller hvis man skal stille et stormfuldt hav. Og svømmefødder må vi udvikle os, hvis vi igen og igen kommer ud på dybt vand i tilværelsen.

Fødder taler. Se Adam og Eva-mosaikken. ( klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/106  ) At Eva træder Adam over tæerne er ikke et tegn på, at han er under tøflen. Det er, siger Bjørn Nørgaard, et kærtegn. De to har noget for med hinanden. Det kan godt ske, det begynder i hjertet – men det breder sig ud i kroppen. Fra top og til tå. Det er ikke anderledes for nutidens Adam’er og Eva’er.

Der er masser af fødder, der taler i Bjørn Nørgaards mosaik. Gå på opdagelse en dag, hvor prædikenen bliver for lang.
Og vælg en anden dag til at se på fødderne her på det gyldne alter. (http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/104 )

Endelig er der lysestagen her til venstre. Her ser vi fodvaskningen, illustration til dagens evangelielæsning. ( klik og se: http://oeuvre.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/107)

Vi ser, har jeg altid tænkt, disciplen Peter. Han ser forlegen ud, som om han ikke helt vil være ved det. ”Jamen så ikke kun fødderne”, siger han, ”men også hænderne og hovedet”. Men lysestagen er ikke kun Peter. For han burde ikke være forlegen over at stå med blottede fødder. For fodvaskning var jo helt traditionelt i den kultur. Lige så selvfølgeligt som det i vores kultur er naturligt at vaske hænder inden vi spiser. Peter burde højst være forlegen over, at det var Jesus, der knælede ned og ville vaske fødderne. Det var jo sædvanligvis slavearbejde.

Men jeg tror, vi har lov til at spejle os i Peter. De allerfleste af os ville være særledes forlegne, hvis nogen tog vores fødder i deres hænder, tog sko og strømper af – og vaskede dem. Varsomt. Kærligt.

Men det er det, der sker i dag.
I dag tager Jesus vores fødder i sin hånd.
Han tager strømperne af. Dem begge to.
Han ser ikke på ligtorne eller hård hud, på nedgroede negle.
Han ser heller ikke på hvilke veje, vi gik af.
Og dem, vi forvildede os ned på.

Jesus knæler ned. Tager vores fødder i sine hænder. Ligesom han tager resten af vores liv i sine hænder. Han vasker fødderne. Vasker skidtet af. Alt skidtet. Og tørrer os så varsomt. Som endnu et kærtegn.

Når vi knæler her ved alterbordet. Når vi får rakt det jomfrueligt hvide nadverbrød, der er minder om det lydefri lam, jøderne skulle slagte lige siden udfrielsen fra Egypten. Når druesaften skænkes i de lueforgyldte håndsmedede sølvalterbægre. Og alt omkring os i nogle minutter er som det skal være: Vi er stille, nærmest andægtigt. Koret synger det indstuderede. Vi rækker en hånd til den, der er ved at snuble. Træder til side for hinanden, mens vi venter på at knæle. Vi sørger omhyggeligt for at skjule en hosten, hvis vi er ved at få saften i den gale hals.

I al denne æstetik kan vi godt glemme, hvad nadver handler om. Nemlig: At Jesus ikke kun bar alle de synder, vi intellektuelt kan forholde os til – eller måske ikke længere kan holde ud. Men at Jesus også tog alt det beskidte. Alt det, der – billedligt talt - er lige så beskidt som et par fødder kan være. Selv i vores del af verden.  Det er det, vi i særlig grad mindes om hvert andet år, når fodvaskningen er prædiketeksten.

Og nej, det er ikke noget særligt kønt syn. Det er heller ikke kønt, hvad der sker i morgen. Hvor Jesus på sine rene fødder går resten af vejen til Golgata for vores synderes skyld.

Jesus vasker vores fødder. Vi er rene. Er som børn på ny. For en tid. Men kun for en tid. For fødderne går ikke altid hans veje. Og så må vi herhen igen. Ikke for hans skyld. Men for vores egen.

Jeg skrev til min veninde, at hun havde sneget sig ind i min prædiken til i dag. Og hun svarede: ”Det er helt rigtigt. De nuttede små bløde runde fødder. Der er jeg fortabt”. Og sådan prædikede hun igen. For det er jo netop skærtorsdags budskab: At hvis ikke Jesus havde taget os i sine hænder, så var vi fortabte. Det er skærtorsdags evangelium og håb, at vi uanset fodstørrelse eller fodalder må gå herfra på bløde babyfødder. Gå ud i det liv og de veje, der er vores – og at vi engang slå følge med Vor Herre selv på vejen til Guds rige. Amen