Med kikkert - 1. søndag i advent

Hvordan er dit syn? Er du langsynet, nærsynet, kortsynet eller klarsynet eller måske mest fjernsynet? Hvordan ser du? Ser du helst fremad eller tilbage? Og hvordan, tænker du, bliver der set på dig?

Til denne første søndag i advent har jeg har taget en kikkert med. Der er noget fascinerende – men også lidt besværligt - ved en kikkert. For først skal man skrue på den og få den til at passe lige til mig, så sætte den for øjnene – og så skrue og indstille igen. Men lykkes det, så er det, øjet ellers synes er langt væk, lige pludselig helt tæt på.

Nogen gange kommer det, der ellers ligger bekvemt i horisonten skræmmende tæt på. Men så kan man heldigvis tage kikkerten fra øjnene igen – og så ser tingene igen tilforladelige ud.

Hvis ikke et lykkes at få indstillet kikkerten korrekt, er alting helt sløret. Selv det, er ligger lige foran en, kan man ikke se klart, men kun i en tåge.
Sådan kan livet være. Ikke megen forventning eller fjernsyn i dét kikkertsyn eller livssyn. Kun en tåget uigennemskuelig nutid, der har lagt sig omkring en. Det er svært både at se tilbage og frem. Det er svært at orientere sig. Og man kan miste retningssansen i ens liv. Hvor skal jeg hen, når jeg ikke kan se vejen frem?

Der er andre, der lever med alt andet end kikkertsyn. De tror, de selv kan bestemme, hvad der får lov til at komme tæt på i deres liv. Og kan pludseligt blive overrumplede, når noget, der slet ikke var en del af deres horisont pludseligt bliver særdeles nærværende og uafrysteligt.

Livet i al sin uforudsigelighed kommer nogen gange tættere på os. Det kan være ganske forunderligt at se ting tæt på. Og det kan være helt forfærdeligt og svært at ryste af sig.

I dag er det første søndag i advent. Advent betyder komme. Eller Herrens komme. Vi kan kalde adventstiden for en komme-tid eller en kikkert-tid. For nu kommer det, der bare for en måned siden syntes så langt væk, tæt på. Når først vi sætter adventskikkerten for øjet, så ser vi julen komme tættere og tættere på.

Men vi ser ikke det samme i adventskikkerten.

For nogle er adventstiden begyndelsen på en travl måned. Se ser for sig: lange åbningstider, uendelige køer ved kasseapparaterne. De ser huskesedler og ønskesedler. De ser traditioner, der skal holdes. Og det er både forpligtende og hyggeligt, men det kan også være belastende at skulle være hyggelig og selskabelig en hel måned.

For nogle bliver adventstiden en anledning og en tid til at tage kikkerten fra øjet og lade tiden lige nu og her få lov til at fylde. Holde skumringstime. Komme til 1717. Giv tid. Og lade noget få lov at komme så tæt på os, at det kan røre os, berøre os. Adventstidens musik og tekster er fyldte af fremtidshåb og en længsel, der kan slå dybe strenge an i os.

For nogle er adventstid ventetid. Som voksne kender vi den glæde, der ligger i at kunne vente tiden ud. Og lade tingene komme til os – i stedet for at vi forsøger at ile til dem.

For især de yngste er det som om adventstiden næsten ikke blive hurtigt nok overstået. For dem er adventstiden ikke en forventningstid, men en ”kan næsten-ikke-vente-tid”. Og stod det til de allermest utålmodige af dem, skulle julen hurtigst muligt have lov til at komme helt tæt på, med alt hvad julen indebærer af julegaver og juletræ og alt det gode, der kan sættes jule- foran.

Når vi går i kirke i adventstiden, får vi kikkertsyn. Kikkertsyn, det er som at gøre sådan her (sætte hænderne for øjnene og begrænse synet) Kikkertsyn, det er, at vi ikke ser det hele. Og det skal vi heller ikke. Vi må godt hvile i, at vi ikke får det hele med.
De enkelte adventssøndage retter vores blik i forskellige retninger. Indtil blikkene falder i slag juleaften, hvor vi stiller skarpt på barnet i krybben. Julebarnet. Håbsbarnet, forventningsbarnet.

Men der er vi ikke endnu. I dag retter vi blikket mod Nazareth. Mod den by, hvor Jesus var vokset op. I dag kommer Jesus på besøg i Nazareth og han får lov til at læse op i synagogen for menigheden.

Tilhørerne forventede, at når Jesus læste den tekst, så skulle deres blik rettes tilbage til den tid, Esajas havde skrevet ind i. De skulle, billedligt talt, rette kikkerten mod fortiden, mod det, der havde været. Og de vidste samtidig, at det var en tekst, der var fuld af håb om noget, der skulle komme, engang.

Men så sker der noget overraskende: Der, hvor Jesus skulle give den traditionelle udlægning af teksten, siger han ikke det forventede. I stedet siger han: ”I dag er den profeti, I lige har hørt, blevet opfyldt”. Men det er jo umuligt. Lige så umuligt som at en kikkert skulle kunne trække fortiden ind i nutiden. En kikkert kan muligvis gøre fremtiden nærværende, men aldrig fortiden.

Det er det det forunderlige ved Jesus. Det mysterium, som vi aldrig holder op med at undre os over: Han er både den, som var, som er og som skal komme. Jesus kom til jord julenat – og han er den, der kommer forfra til os og møder os i vort nu.

Den dag i Nazaret forstod de det - og forstod det dog ikke. De skulle ikke længere håbe og vente på noget. De skulle ikke længere spejde længselsfuldt mod fremtiden. For det, de havde håbet og ventet på var kommet. Stod foran dem. I egen høje person.
Ja, høje person, det syntes de jo lige netop ikke det var. Det var jo bare – tømrer Josefs søn. Som om der skulle være  noget særligt ved det.

Sådan fortæller hele resten af Lukasevangeliet om mennesker. At først var de glade – og så turde de alligevel ikke tro på det – og holde fast i glæden. Det endte med, at de blev så vrede på ham, at de ville slå ham ihjel. Jeg tænker, at vi kan identificere os med det. Hvornår tør vi selv holde fast i glæden uden forbehold?

Det var som om, at med Jesus kom det for tæt på. Budskabet var på påtrængende.

Nogen gange er det bekvemt at kunne holde sandheder i en armslængdes eller kikkertlængdes afstand. Især sandheder om os selv. I en armslængdes afstand har vi stadig muligheden for at sænke kikkerten og sige, at det her det ikke kommer mig ved. Det må være rettet mod en anden.

Men i dag i synagogen i Nazaret kunne de ikke undslå sig. For ”i dag er den profeti gået i opfyldelse”. Det var derfor de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. For det kan være frygteligt besværligt, når livet kommer tæt på. Det kan gøre ondt. For man tvinges til at forholde sig til det.
De troede, at slog de Jesus ihjel, kunne de også slå sandheden om dem selv ihjel. At de kunne nøjes med deres eget – overskuelige - syn på sig selv.

”I dag er den profeti I lige har hørt, blevet opfyldt.”

Se, hvis det her skal have nogen som helst sandhedsværdi, så gælder evangeliets ord også nu. Så er det ”i dag” Jesus taler om ikke et forhistorisk engang fra for 2000 år siden. Så er det også nutid.

Troen er som en kikkert, der ser stort på 2000 år. Troen ser, at Jesus gennem sit liv og virke også har vist os, at det, der kan virke småt, når vi kigger på det, er stort I Guds øjne.

Troen fortæller os, at når Gud ser, findes der intet menneske, der er for småt, for bange eller for tvivlende til at blive elsket.

Når vi siger, vi tror på Jesus, når vi bekender, at han er sandheden, så indebærer det også at vi forsøger at gøre hans kikkertsyn til vores tro. Sådan at vi vover at se på andre sådan som Jesus gjorde det.

Ja, vi kan faktisk ikke undslå os. For har vi først mærket hans blik på os og har vi først vovet at leve på, at også vi er dem Guds kærlighed er faldet på, så kan vi ikke slå blikket ned.

At tro er at få kikkertsyn. Et kikkertsyn, der gælder både din fortid og din fremtid.

Nogle af os har det bedst i fortiden, i det der er sket og som vi ikke kan gøre om. Andre har det bedst i deres uforstyrrede nutid, men atter andre lever i håbet om at noget kan blive anderledes.

Men troen trækker os ind i nuet. Jesus trækker os ind i nuet. Enten fra fortiden eller fra fremtidshåbet. Og måske vover du at lade hans syn blive dit livssyn.

Det betyder, at så er Guds tid kommet, også til dig. Jubelåret er begyndt. Du har lov til at forvente dig alt godt af det, der kommer.
Og du har lov til at bagvente. Det vil sige…. Alt det, som er sket, alt det, du ikke fik mulighed for at gøre om eller gøre godt igen, det vender Gud selv for dig. Han vil ikke bruge det imod dig. Han vil ikke, at du skal bære det med dig som en byrde. Som en frigiven fange skal du sættes fri af det, der tynger.

Og din fremtid, den, du måske ser så uklart som i en kikkert, der ikke er indstillet rigtigt - om den har du lov til at håbe, at Gud vil hjælpe mig med at stille klart. Sådan at du kan se retningen også for dit liv.

Sådan kan du, - hvor du nu end måtte være i dit liv - liv, frimodigt vende dig mod fremtiden – og se din Herre komme dig i møde som din dommer og din befrier.

Og på det vil vi ønske hinanden: Glædelig advent!

Lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Kirkebøn: Lad os bede:

Jesus Kristus. Du er den, som var og som er og som kommer.

Du kommer ind i vores liv,
og når du er her, ser det anderledes ud:
mørke og mismod spredes og lys og håb vokser frem.
Vi længes efter din kærlighed, og vi frygter for den,
for den forstyrrer vore indgroede cirkler og mønstre.
Gør os åbne for det, du vil, og det, du giver.
Gør os frie af alt det, som trænger sig ind på os
og vil fylde os med tomhed og uro.

Lær os at lytte og være stille,

at løfte vore hoveder med håb
og høre dine ord som ord talt til hver enkelt af os.

Herre, vi beder dig for alle, der har glemt at håbe,
for alle, der føler sig fangne i livet.
Vi beder dig for alle ensomme, alle syge og fattige,
enten det er på legeme eller sjæl.
For alle, der er urolige og længes efter fred.

Vi beder for alle, der har brug for at fremtiden kommer lidt tættere på, fordi nutiden kan være svær at være i. Vi beder om, at du vil lægge håb og glæde ind i vores dage.

Herre, vi beder dig for dem, der skal styre:

for de nye byråd, folketing, regering og Dronning.
Giv dem styrke og visdom til at træffe de rette valg.

Vi beder dig for din kirke, for os som her og nu er din kirke. Vi beder for Clara, om i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familie og alle familier og alle enlige. Vi beder for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.

Lad os være lys i mørket for hinanden. Lad os bære lys ud i verden. Lad os ikke slukke lyset i hinandens øjne, men i stedet tænde håb og forventning.

Og lad os selv blive tændte af det håb, Gud lagde ind i vores verden, så stærkt og levedygtigt, at det ikke kan slukkes. Amen.