Juledagsprædiken - med stiger

I begyndelsen var - ikke Ordet – men stigen.

I min barndom begyndte julen med en stige. Med at den lange træstige, der havde sin helt bestemt plads i værkstedet forsigtigt – uden at skramme nogen steder – blev båret ind i baggangen. Det krævede øvelse. Stigen passede lige op til loftslemmen.

Det var kun far, der kunne gå på stigen. I sorte træsko med hælkappe. Uden at holde ved.

Vi børn blev andægtigt stående nedenfor – aldrig under - stigen. Derfra hørte vi fars træsko gå hen over loftet. Uden at træde ved siden af. For der ved siden af lå rockwoolen, og den måtte man ikke gå på.

Lidt skramlen … deroppe i det forjættede land.
Så så vi oppe i loftslemmen hælkappen af træskoene igen.
Og forsigtigt, meget forsigtigt bakkede min far ned ad stigen.
I armene havde han den store julekasse.

Og ja – det her var før De Nattergale. Det var før den store kasse med julepynt blev et nationalt begreb.
I min barndom var den store  julekasse stor. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være den mest uformeligt store papkasse, der var julepyntskassen, men det var det. Og hvordan far kunne have den i sine arme, aner jeg ikke. Men nogle fædre har store arme, der kan favne meget.

Men ned kom den, kassen. Magien, da den bliver lukket op. Og det var ikke bare julepynten, der blev lukket op for. Det var selve duften af barndommens jul.

 

Barndommens jul. Højtiden steg med i løbet af juleaftensdag. Trin for trin steg spændingen – andagten – stemningen i løbet af dagen.

Barndommens jul. Hvem af os har ikke hver vores minder fra barndommens jul? Man bestemmer ikke selv, hvilke minder, man får. Man bestemmer ikke selv, hvilke minder man bærer med sig.

Barndommens jul begyndte med en stige. Og den sluttede også med en stige. Den sidste så jeg nu sjældent. Det var som regel 2. eller hvis det gik højt 3. juledag, hvor vi børn sov længe. Jeg husker at være vågnet ved at bagdøren gik. Det var stigen, der havde været taget frem og skulle sættes på plads igen. For der i morgenens og formiddagens løb var det meste af julepynten blevet fjernet: Kugler og fugle og engle. Alt det, der havde været på julevisit. Nu var det hele forsvundet. Og i mit barndomshjem skete det aldrig, at der blev glemt en kravlenisse eller en falden engel bag en reol.

Men selvom pynten var væk, var der alligevel noget tilbage. Julen sad i en. Denne følelse, svær at beskrive, af at noget havde været forbi. Noget, som ikke lige lod sig pakke ned. Man var blevet strejfet. Eller var det det himmelske selv? Et strejf, som blev siddende i kroppen.

 

I dag hører vi Johannes’ juleevangelium. Der er ikke mange billeder i det. Ingen Maria eller Josef, ingen hyrder eller engle. Ingen stald, ingen stjerne, intet barn i en krybbe.

Men der er et Ord. Et ord, der får krop og kommer til verden. Det billedløse, men på sin egen måde stærke juleevangelium. For hvem af os har ikke mærket styrken i ord, der gik i kroppen på os? Ord, som vi aldrig kunne ryste af os igen, men som vi bar med os. Det var sådan et Ord, der kom til verden julenat.

 

Når jeg hører Johannes’ juleevangelium bliver det tydeligt for mig, at evangeliet om Jesus er en stigefortælling. Ordet, som i begyndelsen, var hos Gud, bliver ikke der.

Jesus stiger ned til vores jord. Men jorden er ikke det nederste trin. Der er flere. For siden nedsteg Jesus til dødsriget. Og tre dage senere steg han op fra de døde. Men jorden er jo ikke det øverste trin. For senere stiger han til himmels, der, hvor han kom fra. Men himlen er heller ikke sidste trin. For engang, bekender vi, skal han komme igen. For at dømme levende og døde. For at tage os til sig.

I Efeserbrevet, som vi godt nok slet ikke hører i dag, står der: ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus. v8  Derfor hedder det: Han er steget op til det høje,han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.
v9  Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? v10  Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.

Stiger går aldrig kun en vej. Stiger er ikke ensrettede. Du kan stige op. Og du kan stige ned. Eller omvendt.

En stige er et forbindelsesled. Har du en stige, har du mulighed for at nå det, du ellers ikke ville kunne nå. En stige er vejen til det, der ellers var uopnåeligt.

En stige er et godt billede på jul. Og derfor er det ikke så underligt, at juletræer igennem årene også har været pyntede med stiger. Jakobsstiger eller musetrapper. Og der er noget smukt og evangelisk ved, at netop musetrappen, den, hvor du folder et stykke papir over et andet og bliver ved så længe der er papir, er så enkel, at den kan laves af et barn. For så enkelt burde det med troen være: At det kan forståes og tilegnes af et barn. Det er bare os, der komplicerer det.

 

Jul er, at Gud har forbundet sig til os. Jul er, at Gud har åbnet den forbindelse, der ellers var uåbnelig og uopnåelig for os. Gud åbnede den. Gud åbnede loftslemmen. Gud satte stigen ned fra det høje og plantede den her i det lave. Gud genetablerede forbindelsen og steg selv ned til os, for at vi aldrig i evighed må være i tvivl om, at himmel og jord skal være forbundne. Det gav han os sit ord på. Det gav han os sin søn på.

 

Gud genetablerede den forbindelse, vi mennesker igen og igen havde sat over styr. Og han lod stigen stå. For godt nok steg Ordet, Jesus, igen til himmels. Men Guds ord blev på jorden. For Jesus tog ikke Ordet med sig.

Jesus gav os sig selv. Det vil sige: Han gav os Ordet. Han gav os mange ord at leve på. Blandt mange andre gav han os Fadervor. Den bøn, der som alle bønner er som en stige, der kan bringe os i forbindelse med Gud.

Læg mærke til, hvordan ordene i Fadervor også har stigens bevægelse. Vi beder til den Fader, der er i himlen. Men vi beder om, at den himmel og det rige vil komme ned.

 

I har fået en stige. Det er en juledagsgave til Jer. I må tage stigen med Jer hjem. Jeg har fået dem forærende – og nu giver jeg dem videre til Jer. Hvis I har mere end en, kan de sættes sammen, så stigen bliver længere.

 

Stigen er et julebillede. Stigen er Ordet, Kristus, der er sat ind i vores verden. I får en stige, for at minde Jer om, at tro aldrig nogen sinde handler om, at vi nærmer os Gud, men at Gud i sin nåde er steget ned til os. Og det var ikke en engangsbegivenhed. Jul er ikke en engangsbegivenhed. Gud bliver ved med at komme ned til os i sit ord.

I får en stige. Og på stigen er der engle. For engang imellem sender Gud engle på vores veje. Og hvem af os kan ikke have brug for at blive strejfet af en engel engang imellem – og ikke kun til juletid?

På stigen er der engle, der er på vej ned og der er nogle, der er på vej op. Dem, der kravler op ad stigen, det er dem, der er på vej hjem efter endt arbejde. De er på vej op efter nye opgaver. Og dem, der er på vej ned, det er dem, der er på vej til os.

 

I barndommen skulle stigen til julens paradis tages frem hver gang. Jeg blev aldrig fortrolig med den stige. Jeg synes, den var vakkelvoren.

Når jeg i dag genkalder mig billedet af barndommens brune enkle træstige, så får den mig til at tænke på det at tro. For troen kan være som en vakkelvoren stige. Hvor man kan være lidt bange, både for at gå op og gå ned.

Jeg tror, min tro er en stigetro. Jeg ved godt at stigen, at troen er der. Jeg ved godt, at den er et redskab, et værktøj, som jeg altid kan tage frem, og færdes på, selv når der er skrammer i livet.

Og alligevel kan jeg godt tvivle. Ikke tvivle på, om stigen holder. For stigen er Kristus selv, og han skal nok holde til det. Men om jeg selv tør stole på stigen. Om jeg selv tør kravle på. Klamrende mig til siderne. Forsigtig hver eneste gang, jeg skal gå et trin.

 

Jeg blev aldrig fortrolig med barndommens brune stige. Jeg synes, den var vakkelvoren. Og hvis jeg endelig skulle kravle op på loftet, havde jeg det bedst med, at der stod nogen nede og holdt fast ved stigen. Og at der var kravlet en i forvejen, som kunne række hånden ud og tage imod mig.

 

Men det er jo sådan det er. Det er jo ikke min tro, der skal holde til det. Det er jo ikke mig, der er stigen. Stigen er Kristus selv. Og Kristus er jo steget ned, for at stå der, hvor livet er allernederst nede, der hvor dit og mit liv vakler og rokkes i sin grundvolde. Der holder han godt fast. Og der hvor vi alligevel bliver tøvende og synes, at stigen og livet kommer i ubalance, der nøjes han ikke med at stå nederst og holde fast på stigen. Der går han lige bag dig. Støtter forsigtigt sin ryg. Eller styrer flytter forsigtigt dine fødder videre til næste trin.

Julenat steg han ned. I påsken gik han i forvejen. Og siden er han steget op. Og nu er det ham, der står allerøverst deroppe og rækker hånden ud.

Han har rakt hånden ud og taget imod hver og en af mine og dine kære døde, der er gået i forvejen.

Og en dag så er det mig, han tager ved hånden, så jeg ikke snubler ind i Paradiset, når der ikke er flere trin på stigen.

Det er julemorgen. Gud har plantet sit Ord, sin stige her. Midt i en verden, der kan rokkes af så meget ufredeligt, uglædeligt og forfærdeligt har han sat sin stige, sit Ord. Og det står godt fast. For Gud selv holder godt fast, både i den ene og den anden ende.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!