Når "Yesterday" blir til "Today" og måske til et "Tomorrow"

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Søndagens tekster: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2017/24-09-2017.aspx

Han lå i sengen. Det var sent. Så sent, at i går var ved at blive til i morgen. Han var på en og samme tid lysvågen og træt helt ind til benet. Han vidste, at han ikke ville kunne falde i søvn. Heller ikke denne nat.

Natradioen kørte på P3. De kørte et tema med døgnfluer og evergreens. Om sangere, der var som stjerneskud: Som kort oplyste himlens bue med et enkelt hit eller to for så at slukkes for altid – og med numre, der blev spillet igen og igen, for ever and ever.

Speakeren annoncerede, at det næste nummer, ville være et af musikhistoriens mest indspillede numre. Beatles’ ”Yesterday”. Han havde ikke noget imod Beatles. Tværtimod. Han var vild med historien om, at Paul McCartney skulle have nynnet de første af tonerne for John Lennon og have spurgt: ”Hvor er det lige, jeg har hørt det her før?”  Men John Lennon havde svaret, det da vist ikke var hørt før. Og sådan blev en melodi til, der skulle blive alt andet end døgnflue. ”Ja, det skulle da lige være, fordi den sikkert blev spillet døgnet rundt et eller andet sted på kloden”, tænkte han og smilede ved sig selv.

Men smilet stivnede hurtigt. Sådan som det så tit var, når han lå vågen og søvnløs og blev kastebold mellem følelserne og tankerne. Fint nok, at melodien ikke var hørt før. Før McCartney altså indspillede den som den første af mange. Men når han hørte den nu, så lød den næsten for enkel, for enfoldig, som om melodien ikke rigtigt passede til alvoren i teksten. Eller – måske mere præcist: Til alvoren i hans liv.

”Yesterday… all my troubled seemed so far away” … Han fik pludselig lyst til at kaste noget efter DAP-radioen. Men det ville ikke have hjulpet. Der var surroundsound i hele huset. Så hvis det var lykkedes ham at lukke munden på ét ”Yesterday” ville det bare have ekkoet et andet sted. ”Yesterday … al my troubled seemed so far away.
Now it looks as though they are here to stay.
Oh, I believe in yesterday”.

Argh… teksten lød så banal, når man forsøgte at oversætte den. Når ”away” skulle rime på både ”stay” og ”day”. Men tanken om et i går, hvor alt så problemløst ud rimede nu meget godt på hans liv. Og endnu mere det næste: At nu så det ud som om at problemerne var kommet for at blive.

Engang imellem spurgte han sig selv: Hvad var det letteste at blive i? Dagen i dag. Eller at ønske sig tilbage til et ”Yesterday”, et i går. Eller var der lige meget virkelighedsflugt i begge dele?
Det var det, der holdt ham søvnløs aften efter aften. Bekymringerne. Tankerne. Tankerne om hans liv. Sådan som det var nu. Og alle ”hvad nu hvis’erne”. Tanken om, at han, som ethvert andet menneske, når alt kommer til alt, var ansvarligt for dit liv.

Han lå som han havde redt. Ha! Ja, han lå bogstaveligt talt som han selv havde redt op. Med en vinterdyne, der gav ham den varme, han hellere ville have haft andetsteds fra.

Man skulle være en døgnflue. Med en levetid på et par ubekymrede timer – eller et par døgn, hvis det gik højt. Man skulle være en døgnflue. En døgnflue behøver aldrig at spekulere på sin alder. På om man nu holdt sig ung – eller hvornår man var gammel nok – eller om man var for gammel.
Hvis man var en døgnflue, ville man formentlig overhovedet ikke kende til at bekymre sig. Ikke om, hvordan man fik tøj på kroppen, for man havde sine vinger. Man ville ikke bekymre sig om, hvad man skulle spise. For en døgnflue spiser ikke i den tid, den lever. 
Men ville formentlig overhovedet ikke bekymre sig om, hvordan man skulle score en anden døgnflue. For det ville ligge som noget helt naturligt i ens døgnflue-dna, at en døgnfluer som en selvfølge ville finde andre døgnfluer og at der ville komme nye døgnfluer ud af det.
Og man ville ikke et sekund skulle bekymre sig om, om man nu var god til at være en døgnflue eller ej.
Man ville kort og godt være henvist til at leve den tid, der var tilmålt. Og så ville man dø. Det ville være et døgnflue liv.

Argh…  men han var jo ingen døgnflue. 100 milllioner gange, mindst havde han tænkt det. ”I said something wrong…” Hvis bare .. hvis bare han ikke havde sagt det. De ord, der var blevet sagt, som ikke skulle have været sagt. Hvis bare sagte ord kunne have været usagt. Så …

Hvis ikke han havde været så forsigtig. Eller bekymret. Hvis han nu bare havde vovet. Vovet at slippe par et par af bekymringerne og kastet sig ud på .. hvor mange favne var det nu Søren Kierkegaard skrev om? 70 – eller 70.000? Så ville han ikke have ligget her og længtes efter et i går, der er blevet uhjælpeligt for sent.
Men han havde ikke vovet. Ikke nok. For det at bekymre sig, det havde været så indgroet en del af hans liv. Det at tænke worst-case- scenarier lå altid til højrebenet og kunne aldrig sparkes til hjørne. Eller frispark.

Engang i mellem tænkte han, at det at bekymre sig fyldte så meget af hans dna, at det var utroligt, at der overhovedet var andet, der fik plads.

Men så havde hun krydset hans liv. Og hun havde været så helt modsat ham. Så helt vidunderligt ubekymret, men ikke ualvorlig. Hun havde været så … let. Det var som om hun svævede over parkeringspladsen, når hun kom gående ham i møde. Som om solen altid havde skinnet, når de mødtes. Det vidste han godt, at den ikke havde gjort. Han huskede tydeligt den gang, hvor de havde løbet i regnen tæt omslyngede gennem vandpytterne, med hans jakke nødtørftigt over dem begge. Jo, det var vist den vådeste sommer i Danmarks minde. Men når han tænkte tilbage, så havde solen skinnet. Og han havde jo ikke kunnet skærme dem mod det, der var kommet.

Argh… det her lød jo endnu mere banalt end Beatles’ tekst. Kunne han godt høre. Det var næsten for godt til at være sandt. Hun var næsten for god til at være sand. Sammen med hende, så var det som om der faldt et andet lys ind over hans bekymrede sind. Nogle af skyggerne lettede. Bekymringer kunne faktisk godt se anderledes ud, når der kom andre øjne på dem.

Sammen med hende var han end ikke halvdelen af den mand, han plejede at være. Nye halvdele tittede frem. Forunderligt nye halvdele, som satte ham sammen på nye måder. Så han måtte le og fryde sig.

Engang imellem lykkedes det ham næsten at glemme naturkatastrofer og kaosteorier. Engang imellem kunne hendes latter næsten overdøve hans indre dommedagsbasuner.

Hvor havde de leet sammen! Han havde kunnet fortælle de få vittigheder fra sit repertoire. Og hun havde leet. For hun hørte dem for første gang. Og sammen havde de leet. Ad sig selv. Ad hinanden. Ad hvor tosset og fjollet man kan være, når man bliver forelsket. Og så i deres alder.

Hun havde åbnet hans øjne. Ladet ham se sig selv udefra. Ladet ham se sider, han ikke selv havde set. Eller ville set. Og han bildte sig ind, at han også havde lukket op for sider i hende. Hun havde ikke kun strøget ham med hårene og ladet ham høre, hvad han gerne ville høre.  Hun havde udfordret ham, når hun kærligt satte fingeren eller ordene på hans ømmeste punkter.

"Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan se så sort på tingene. Hvorfor bekymrer du dig om dine aktier, din pensionsopsparing. Hvorfor spekulerer du så meget på, hvad andre tænker om dig. Eller om vejret. Du kan jo alligevel hverken gøre fra eller til”.
Hun kunne have sat fingeren på så meget andet. Alle har vel noget, de bekymrer sig om. Mere eller mindre. Udfordringen var, at hos ham var det altid mere.

Hun kunne lige så godt have bedt ham om at se til himlens fugle og blomsterne på marken. Bedt ham om at være lige så ubekymret som dem. Eller have været religiøs og spurgt om han havde prøvet at overlade sine bekymringer til Gud. Gad vide, hvad han ville have svaret, hvis hun rent faktisk havde spurgt ham om det?

”For Gud er vi bare døgnfluer”, ville han nok have sagt. Og han var ret sikker på, at hun ville have sagt ham imod. ”Hvis vi bare var døgnfluer for Gud, så ville Han da overhovedet ikke have gidet skabe os. Se, hvor meget bøvl, han har med os, mennesker. Nej, der må være en mening med det her liv. Og den mening ligger altså ikke i, hvad vi skal spise eller drikke eller hvilket job vi har eller…” ”Hvad ligger den mening så i?” ville han drillende have spurgt. Og så ville han have lukket munden på hende med et kys. Og hun ville ikke have kunnet sige ham imod.

Og nu var det alt sammen ”Yesterday”. Forbi. For sent. Og her lå han og længtes, så det gjorde ondt helt ind i sjælen.

”Yesterday” … Det var jo ikke i går. Det var heller ikke i forgårs eller … Yesterday – det var allerede alt for længe siden.
”Du kan ikke blive hængende i det. Sådan sagde de til ham, dem, der holdt af ham. Dem, der ville ham det godt. Og dem, der ærligt talt ikke kunne holde ud at se tristheden i hans øjne længere. I går var i går. I dag er i dag. Du må videre. Du skal ikke bekymre dig mere om det”.

Det kunne de sagtens sige. Hvor megen trøst er der i at få at vide, at man ikke skal bekymre sig. Som om man kunne trække en eneste bekymring fra ved de ord?  Man holder da ikke op med at bekymre sig, bare fordi man får at vide, at man skal. Hvem ved ikke det? At vi ikke gør livet lettere ved at bekymre os. Det er jo så banalt, at det gør ondt. Men hvordan holder man op med at bekymre sig?

Måske er det en del af menneskets DNA. Det, de adskiller os fra dyrene, at vi kan bekymre os. Måske er det simpelthen det, der gør os til mennesker. Det, der har fået os til at overleve siden stenaldermennesket. Tænk, hvis stenaldermanden havde siddet der med sin økse ved bålet – og så havde det puslet i krattet. Hvis stenaldermanden bare var blevet siddende der ubekymret og havde tænkt: det er bare en mus – og det viste sig, at det var en sulten sabeltiger, der var kommet stormende ud af krattet, ja, så havde der næppe været nogen menneskehed i dag.

Du skal ikke bekymre dig? Jamen… hvad skulle han så? Når det nu var bekymringer, han var bedst til?

Klokken slog tolv. I går var blevet til i dag. Natradioen blev til midnatsradioavisen, hvor de fortalte, at USA nu sendte bombefly i retning mod Nordkorea, at … … han orkede ikke at høre efter. Det var det samme og det samme hver dag. Altid dårlige nyheder. Altid nye bekymrende dårlige nyheder.

Hvordan var det nu den der sætning fra Biblen, præsten havde læst, sidst han var med til barnedåb: ”Hver dag har nok i sin .. ” Argh… han var træt nu. Kunne ikke huske, hvordan citatet lød. ”Hver dag har nok i sin bekymring? Næ.  Hver dag har nok i sin … Hver dag har nok i sin fred? Velsignelse?

Øjnene var ved at glide i. Så irriterende, at han ikke kunne huske, hvordan ordlyden var.
Hver dag har nok i sin … glæde? Kunne det være glæde? Han besluttede sig for, at det måtte det være. ”Hver dag har nok i sin glæde”. Det lød forjættende godt. Var det med Gud ikke det gode og det glade budskab? Hver dag har nok i sin glæde. Han smilede lidt.
Hvis han nu bad et lille Fadervor? Argh… det var måske alligevel næsten hyklerisk, når han nu ikke plejede at gøre den slags? Måske han bare kunne nøjes med at folde sine hænder?

Gad vide, om han så kunne være så heldig at vågne på glæden. Bare et lille glimt. Så han ikke i morgen skulle leve på det i går. Men se på livet, som man ser på et landskab, når man pludselig får øje på en regnbue.
Måske kunne et ”Yesterday”, et i går så blive til et i morgen.

Han faldt i søvn. Måske spillede der et lille smil på hans læber i søvne. Jeg ved det ikke. For der er helt mørkt i soveværelset. Men jeg ved, at de i baggrunden på P3 spillede Rasmus Seebach’s ”Ingen kan love dig i morgen”

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os bede:

Gud.   Du lod din Søn, Jesus Kristus, komme ned på jorden for at sige til os, at vi ikke skal bekymre os. Det er svært at tro på. Og det var svært at tro. Derfor tog vi mennesker for en sikkerheds skyld din søn og korsfæstede ham. For så var vi da sikre på, at vi ikke behøvede at bekymre os mere om ham. Men vi tog fejl. For vi kan ikke tage det ud af verden, at du, Herre, bekymrer dig om og kærer dig om os, ud af verden.

Vi skal ikke bekymre os, for du bekymrer dig om os. Du sørger for os. Du vil os det bedste. Vil os det lige så godt som markens liljer og himlens fugle.
Se til mine allermindste, siger du. Se til William og Anna, som i dag er blevet døbt. De kender ikke til at bekymre sig.
Lad os lære af dem. Lær os at tage imod uden tanke om gengæld. Lad os vove at græde, i sikker forvisning om, at vi vil blive trøstet. Lad os tro på, at når vi er sultne, efter mad, efter udfordringer, efter vished og håb, så vil du mætte os med det hele – og mere til.

Tag de bekymringer, der måtte holde os vågne om natten fra os. Eller send mennesker, der vil hjælpe os med at bære dem.
Og send du os ud for at være medmenneske for den, der trænger til en skulder, en kleenex, et øre eller den omsorg, vi nu kan give.

Vi beder for mennesker, der har så meget at bære på og tænke på, at de ikke kan se sig ud af det.

Vi beder for dem, der er lette af glæde. Vi beder for de håbefulde og for de lattermilde.
Tak for alt, hvad der kan løfte os: Et smil, et blik, en udstrakt hånd, et solglimt i et edderkoppespind, musik, kunst – alle gode gaver.

Vi beder for dem, vi hver især tænker på lige nu.

Vi beder for enhver, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Vi beder for Dronning og Folketing, for byråd og menighedsråd.

Vi beder for vores børn og unge, for konfirmanderne: At det ikke må blive frygt, der fylder deres tanker. Men heller ikke, at det hele bare går op i youtube-videoer uden dybde. Giv de unge – og os alle at se, at også vi har et ansvar for mennesker omkring os – og at vi hver især har mulighed for at gøre noget.

Lad os leve på det levende håb, du gav os i vores dåb. Lad os slide frimodigt på det.

Tak, fordi vi ikke er døgnfluer i dit univers, men har evighedsværdi. Tak, fordi din lagde dine glimt af evighed i vores øjne og udstyrede os med hver vores helt personlige regnbue – i regnbuehinden. Så vi hver eneste gang, vi lukker øjnene op må se, at du, Herre har  lagt din pagt ind i vores verden.

Og den dag, der ikke er flere døgn tilbage til os, kom du os da selv i møde, tag os i hånden og vis os det sidste af vejen hjem til dig. Amen.