11.
søndag efter trinitatis,
søndag, den 27. august 2017
Christianskirken kl. 10.30
Christianskirken kl. 10.30
I
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.
Jeg
har en bog inden i mig. Den har boet der længe. Den er unik. Jeg har i hvert
fald ikke set ideen andre steder. Måske kunne det blive en god bog.
For
efterhånden et par år siden, kom jeg i en sammenhæng med mennesker, jeg kender
godt, uforvarende til at sige det: At jeg havde lyst til at skrive en bog. At
jeg havde ideen. Jeg har også kontakt til en anerkendt fotograf, der vil være
med på billedsiden. Ja, jeg har endda et forlag, der kunne være interesseret i
at se et oplæg. Det blev fint modtaget. Ikke med stående klapsalver, - den
slags bruger vi ikke i de kredse - men dog med åbenhed.
Indtil
da havde bogen kun boet inde i mig. Men der skete noget, da jeg først havde nævnt
den højt. Jeg blev ramt af en lige højre af den indre jantelov. Janteloven, som
jo også er en bog, jeg har indeni mig. Og den er ikke skrevet med de mindste
typer. Hvem
troede jeg lige, at jeg var? lød den indre Jantelov. Det er jo alt andet end
ydmygt at postulere, at man vil skrive en bog. Hvad i alverden bildte jeg mig
ind? Er
det ikke vanvittigt hovmodigt at tro, at nogen overhovedet ville læse det? Hvad
kan du have på hjertet, som skal udgives? Og … man skal aldrig spilde andre
menneskers tid. Sådan kørte den indre Jantelov som lydbog i mit indre på
repeat.
Det
vestjyske, altid parat til selvudslettende sind, satte enhver tanke om bog på
hold. Siden… når en enkelt eller to efterfølgende formastede sig til at spørge:
Hvad sker der egentligt med den bog, du talte om? Ja, så var det bekvemt at trække
autosvaret med et: Jeg har for travlt. Den
undskyldning er vidunderligt bekvem og den lukker som regel munden for videre
spørgsmål. Lige siden har jeg aldrig nævnt min bogide offentligt, før nu.
For
en lille månedstid siden, var der så igen en, der spurgte til min bog. Eller
rettere: Han sagde: ”Eva, jeg ved, hvilken bog, jeg synes, du skal skrive. Du
skal skrive en bog om, hvordan man kan leve som kristen i vores tid. For den
har jeg ikke set nogen steder”, fortsatte han.
Behøver
jeg at sige, at alle forsvarsværkerne prompte kom op igen? Helt af sig selv
begyndte lydbogen: ”Aksel Sandemose. En flygtning krydser sit spor. Side 1:
Janteloven: Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke … Men ikke kun Janteloven,
men også anderledes anfægtende tanker: Hvordan overhovedet skrive om at leve
som kristen, uden at risikere at det bliver pegefingerløftende moraliserende?
What
would Jesus do? Hvad ville Jesus gøre? – For år tilbage kunne man høre det
slogan. Ja, du kunne endda købe det som armbånd, så kunne du altid have
spørgsmålet ved hånden: What would Jesus do? Hvad ved vi i grunden om det: Hvad
Jesus ville gøre? Og fordi Jesus ville – eller kunne gøre det – betyder det
også, at vi ville kunne eller skulle gøre det samme?
Der
er nok mere end én grund til, at den bog om at leve som kristen i dag ikke er
skrevet. Så måske min bekendt har en pointe i at den burde skrives? Et
kristenmenneskes A – B – C.
Måske
skulle første afsnit – eller forordet - hedde: ”Y for ydmyghed”. Det ville være
klædeligt, ikke sandt?
Y
for ydmyghed. Ydmyghed, som den fremhæves i dagens evangelium som modsætning
til selvpromoveringen, selvhævdelsen, hovmodet.
Det
er bare ikke så let med den ydmyghed. Den smutter mellem fingrene og i
selvforståelsen. I samme øjeblik vi måtte tænke, at nu, nu er vi da ydmyge, ja,
så er vi hovmodige. Hovmodige, fordi vi så kan forfalde til at tro, at det er
os, Gud bønhører. Hvem er vi, at vi kan påstå at være ydmyge?
Både
farisæeren og tolderen står for sig selv. Beder hver deres bønner. Men det er
tolderen, hører vi, der bliver bønhørt. Hvorfor? Hvad er det i hans attitude,
der gør ham mere ydmyg?
Måske
er det noget så enkelt som at tolderen sætter sig selv til side? Det er ikke
bare det, at han ikke sætter sig selv i centrum. Eller at han er på grænsen til
at være selvudslettende. Nej, han gør plads. Gør plads ved sin side. Plads til
at Gud også kan være der. Gør plads til at Gud kan komme til og gøre sin
gerning i ham. Og dermed også gennem ham.
Og
når så prologen om ydmyghed er læst og forstået – og måske læst igen. Så kunne
man springe til A:
A
for ansvar. At være kristen, at leve som kristen i dag er at leve med ansvar. Ansvaret
for den gudsskabte jord, vi har fået betroet. Og det ansvar er i grunden ikke
så forskelligt fra det, Adam og Eva i sin tid fik betroet. Vilkårene er
anderledes, javist, men opgaven den samme.
Men
også ansvar for at forvalte vores liv som skabte. Ikke som dem, der har skabt
os selv eller selv skaber vores tilværelse. Men ansvaret for at leve med, at
noget er givet os hver især: Talenter, evner, vores personlighed … det, at vi –
som der står i Davidssalme 8 – er skabt kun lidt ringere end Gud. Dét kræver da
om noget både ansvarlighed og ydmyghed.
Som
kristenmenneske skal vi leve med Y for ydmyghed og A for ansvarlighed.
Næste
side i ”et kristenmenneskes A B C”: B
for barmhjertighed.
Vi skal leve barmhjertigt. Vi skal forbarme os, når vi møder såvel farisæeren som tolderen ude i verden. Den første støder vi tiere på end den anden. Og ikke sjældent har de to byttet tøj, så man kan være i tvivl om, hvem der er hvem. Men du skal være barmhjertig. Du skal åbne dit hjerte for dem begge. Barmhjertighed kræver overbærenhed. Og igen – det fordrer, at du kan sætte dig selv til side.
Vi skal leve barmhjertigt. Vi skal forbarme os, når vi møder såvel farisæeren som tolderen ude i verden. Den første støder vi tiere på end den anden. Og ikke sjældent har de to byttet tøj, så man kan være i tvivl om, hvem der er hvem. Men du skal være barmhjertig. Du skal åbne dit hjerte for dem begge. Barmhjertighed kræver overbærenhed. Og igen – det fordrer, at du kan sætte dig selv til side.
Du
skal være barmhjertig. Også når du møder de to: tolderen og farisæeren i dig
selv. Som to sider af dig. Forbarm dig over dem, når ordene løber af med dem
gennem din mund.
Som
kristenmenneske skal du leve med Y for ydmyghed, med A for ansvarlighed og B
for barmhjertighed.
Det
ville være let at finde andre ord med B, som du som kristenmenneske skulle leve
med. B som beskyttende eller bedende.
Det
er straks vanskeligere med C. Og der er sider i livet, - også kristenlivet, som
nok er centrale, men ikke desto mindre komplicerede.
Cølibatet
er heldigvis afskaffet. Gud ske tak og lov for Luther, som blandt meget meget
andet var med til at accentuere, at et kristenmenneske godt kunne være gift,
både med en mand eller en kvinde – og med Jesus. For
kærligheden er sat ind i verden som en dimension, der er alt andet end
enstrenget.
Som
kristenmenneske skal du leve med ydmyghed, med ansvarlighed med barmhjertighed,
med Kristus i centrum og du skal udfolde og udfordre din evne til at elske og
til at elskes. Igen og igen. Og igen.
Men
nu er hverken Et kristenmenneskes A B C jo skrevet - Og den bliver det heller
ikke i denne uge. For jeg har travlt. :D
Så
vi kan ikke vide, hvad der ville stå under F – eller G eller Z, for den sags
skyld.
Et
kristenmenneskes A – B – C.
Jeg ved ikke, hvor langt, jeg som læser ville komme i bogen, hvis den nogen sinde blev skrevet. For hånden på hjertet: Hvem af os kan leve op til de tillægsord? Ydmyg, ansvarlig, barmhjertig, kærlig …
Jeg ved ikke, hvor langt, jeg som læser ville komme i bogen, hvis den nogen sinde blev skrevet. For hånden på hjertet: Hvem af os kan leve op til de tillægsord? Ydmyg, ansvarlig, barmhjertig, kærlig …
Jeg
tror, jeg ville gå i stå allerede ved forordet … på en god dag lidt inde i kapitlet
om ansvarlighed.
For
vi ved jo godt, at den eneste, der kunne det, var Guds egen søn. Kun han kunne
helt uselvisk være både ansvarlig og anerkendende, bedende og barmhjertig,
elskende og elsket, frelst og fri … Han behøvede aldrig at ydmyge sig, for
ydmygheden var aldrig noget, han behøvede at tage på sig. Det var hans
livsindstilling.
Han
kom ind i vores verden, ikke for at tage en plads op. Men for at give plads.
Plads til os. Med alle vores bogstavkombinationer. Med al vores
utilstrækkelighed og selvtilstrækkelighed. Med vores behov for at vide, hvornår
vi er gode nok – og lyst til at være bare lidt bedre. For Guds skyld. Selvom vi
godt ved, at det ikke hænger sådan sammen. Men så for medmenneskets skyld da.
Tja… og engang imellem bare for vores egen skyld.
Jesus
kom ikke med en A – B – C. Eller med en manual. Han kom med sit eget liv. Han
sagde aldrig: ”Se mig”. Han sagde: ”Lær af mig”.
Jesus
sagde aldrig, at det ville blive let. Tværtimod. At være kristen – at høre ham
til – det er ofte både byrdefuldt og besværligt og svært at komme overens med.
Både for tanken og for hænderne.
Næ
… jeg ville nok ikke nå langt hverken ind i kapitlet om ansvarlighed eller
barmhjertighed, hvis jeg hele tiden skulle betænke, hvordan det var Jesus
levede.
Og
når jeg så afmægtigt har lagt bogen fra mig, så kunne jeg håbe på, at bogen af
sig selv slog op på N. N for nåde. N for at Guds nåde måtte være mig nok.
For
når alt kommer til alt – og det kan det såmænd gøre både i dag, i morgen, ja,
og til sin tid på den yderste dag. Så er der kun Guds nåde at falde tilbage på
– eller at håbe på.
Jeg
har et budskab indeni mig.
Du har et budskab indeni dig.
Det har ligget der længe.
Det er ikke en bog. Det er Guds eget ord, lagt i dig ved din dåb. Gentaget utallige gange siden.
Du har et budskab indeni dig.
Det har ligget der længe.
Det er ikke en bog. Det er Guds eget ord, lagt i dig ved din dåb. Gentaget utallige gange siden.
Du
skal ikke være speciel ydmyg for at kunne tage imod det
Du skal faktisk ikke andet end netop tage imod. Og lade det være nok.
Du skal faktisk ikke andet end netop tage imod. Og lade det være nok.
For
vi har en tro på, at det Ord og det budskab er levende. Guds Ord skaber, hvad
det nævner. Ikke kun dengang, da alt blev skabt. Men stadigvæk. Så
vi må tro, at Guds ord gør os ansvarsfulde, barmhjertige, ydmyge, elskværdige …
ikke kun i forhold til andre mennesker. Men netop som et tilsagn til os hver
især, toldere, syndere – og hvad vi nu hver især måtte være.
Så
vi som tolderen må gå retfærdige hjem. Ikke selvretfærdige, men gå med Guds
retfærdighed. Af nåde. Må Gud lægge det sind i os, at hans nåde er os nok. Ja,
mere end nok
Og
for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i
begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar