I himlen er der ikke bordkort

17. søndag efter trinitatis, søndag den 8. oktober 2017
Christianskirken kl. 10.30

Hvad var nu det, der mødte Jer, da I kom i dag?
Der lå reserveret-skilte flere steder i kirken.
Måske lå der endda et skilt på den stol, hvor du plejer at sidde? 

Måske spurgte du dig selv: Hvad? Det er da min plads! Måske blev du endda en lillebitte smule pikeret eller vred? Man kan godt få lidt ejerfornemmelser, selv i kirken. Måske er det en del af at føle sig hjemme: At man får faste pladser, også i kirken?

Jeg kender kun en i kirken her, der siger, han har siddet på alle pladserne, stolene her i kirken. De fleste af os har vist foretrukne pladser. Eller er enten højre- eller venstreorienterede.

Mon ikke, I kender det: At der kommer nogen på besøg og du siger: sæt dig bare ned her ved spisebordet. Og gæsten så spørger: Har I faste pladser? ”Nej, nej”, siger du, afværgende. Men det passer jo ikke. I har faste pladser. Ikke sådan at man ligger søvnløs, hvis en tager den. Men alligevel faste pladser.

Jeg ved, det samme gælder om en times tid, når mange af os efter gudstjenesten sætter os i bussen, for at køre på udflugt. I finder jer hver især en plads. Nogle ”holder” eller reserverer en plads til en anden, - det kan være en ægtefælle eller en, man gerne vil køre sammen med. Nogle skynder sig ind og nupper de forreste pladser, under dække af, at de let bliver køresyge. Det er naturligvis ikke, fordi man har det bedste udsyn fra de forreste pladser. Nogle nupper de bagerste sæder, cowboyrækkerne. Det er alt sammen ok.
Men jeg vil godt vædde en 20’er på, at når vi så har gjort første stop: Når vi er færdige på Vejen kunstmuseum og skal videre til Askou Højskole, så tager I de samme pladser, som I havde på vejen dertil. Også det, selvom vi kun skal køre mindre end 10 minutter. Vi er nu engang bedst til det med faste pladser.

Måske tænkte du, da du kom og så reserveret-skiltet på din plads: Jamen, hvem skal SÅ sidde på den reserverede plads? Det må være en virkelig betydningsfuld person, siden der er lagt reserveret-skilt ud? Og med så mange reserveretskilte i kirken, må der virkelig komme mange betydningsfulde i dag.

Måske blev du en smule provokeret og tænkte: Det skal den kirketjener ikke bestemme.
Måske flyttede du skiltet – og indtog beslutsomt din vante plads. Men lurede alligevel lidt på, om nogen ville komme og gøre krav på den reserverede plads.

Og måske har du for længst luret, at det her er præstens ide.
Hvad er nu meningen med det?

Jeg vender tilbage til skiltene. For selvfølgelig er der en pointe… Om den er god, tja… det må vise sig. Jeg vil til hver en tid påstå, at den er evangelisk.
For man sætter sig da ikke på en stol, der er reserveret til en anden vel? Tænk, hvis det var en fornem persons plads?
For mange år siden, mens jeg havde min gang i Århus Domkirke, skulle der være bispevielse. Og alle sejl var naturligvis sat til. Alle ekstrastole var fundet frem. Incl. de helt særlige polstrede stole, regentparret skulle sidde på. Normalt, når Dronningen og hendes familie går i kirke i Domkirke, sidder de overfor prædikestolen. Men her ved bispevielsen skulle de naturligvis sidde forrest i kirkens kor. Høje udskårne – og som sagt polstrede stole - var det. 2 var der. En til Dronningen og en til Prins Henrik.
Jeg ved ikke, hvem der foreslog det: At man skulle prøve at sætte sig i Dronningens og prinsens stol. Men jeg er ret sikker på, at de talte lidt frem og tilbage om det, kirkeværgen og kirketjeneren. Man sætter sig da ikke i regentens stol? Men en af dem tog alligevel mod til sig. Smed al ydmyghed til side. Satte sig højere op. Og godt det samme. For det viste sig, at man sad ualmindeligt dårligt i Dronningestolen. Fjedrene gik i bund. En enkelt var sprunget. Det var simpelthen kirkens ringeste stole.
Jeg har siden tænkt, at når Dronningen eller prinsen engang imellem kan fanges på fotos med lidt sjove grimasser, så kunne det være, fordi stolen, de sidder på, simpelthen er ringe. Og det kan vel ikke engang en royal tillade sig at sige?
Men den fredag eftermiddag før bispevielsen var der en århusiansk møbelpolstrer, der kom på overarbejde. Og lad mig bare sige – hvis nu nogen sidder og tænker tanken: Ja, prins Henriks stol fik naturligvis også en omgang.

”Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet”, siger Jesus i dag. ”Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du. …. Nej, når du bliver indbudt, så gå hen og sæt dig på den nederste plads, så han, der indbød dig kan komme og sige: ”Ven sæt dig højere op”.
Hvor har denne lignelse ført til megen misforstået ydmyghed og selvudslettende sætten sig selv nederst, bogstaveligt og overført talt. ”Nej, nej, jeg sætter mig bare her bagest”
Men jeg tror, vi snyder os selv, når vi tror, at Jesus taler om fornemme og mindre fornemme. For jeg kan slet ikke forestille mig, at der opereres i de kategorier.

I himlen er der ikke bordkort.
Der er ikke særlige pladser til de fornemme og mindre særlige pladser til de ydmygede.

I himlen er der ikke bordkort. Men der er reserveret plads.
Jesus siger i sin afskedstale til disciplene, at han er gået i forvejen for at gøre en plads rede for os. Og når han er gået bort og har gjort en plads rede, kommer han tilbage og tager os til sig, for han vi skal være hvor han er.
Jesus døde og opstod. Han fór til himmels. Og dér har han som en himmelsk pedel eller kirketjener – gjort en plads rede for hver og en af os.
I himlen er der billedligt talt lagt reserveret-skilte ud på hver eneste stol. Men der står ikke navn på. Og du kunne ikke drømme om at tænke i kategorier som: om du sidder til højbords eller lidt nede ad langsiden. For du er med til festen. Du er udvalgt. Ja, mere end det. Du er ventet og elsket.

Det lyder måske lidt højstemt og verdensfjernt. Pointen er – og det er også det, Jesus taler om i dag – og det er det, jeg har prøvet at understrege ved at ligge reserveret-skilte ud i dag – er, at Guds rige ikke er noget kommende. Engang. Det er også noget nuværende.
Guds rige bliver det, når vi gør plads. Når vi i vores liv reserverer plads til hinanden. Også når det er besværligt og ubekvemt. For hinanden, den anden, er ikke til at komme udenom. Den anden må vi tage os af. Lader vi ikke være med at tage os af. Den anden – hinanden – næsten – det er, som når en søn falder i en brønd. Hvem ville da ikke straks hive ham op?Sådan skal dit forhold til din næste være. Som var det din søn, der var faldet i en brønd.
Du ved aldrig, hvem du kommer til at sidde ved siden af i livet. For i livet er der ikke faste pladser. Derfor, også derfor skal du reservere plads i dit liv til dit medmenneske. Du skal være parat til at sætte dig selv til side. Siger Jesus. Ikke for Guds skyld, men for næstens.

Og så skal du reservere plads til, at Guds eget ord kan komme og tage en plads op i dit liv.
Iben Krogsdal, der holdt foredrag her i torsdags, brugte sådan et fint billede på det at reservere plads til Gud i ens liv. Hun fortalte om en kvinde, der vel nærmest karakteriserede sig selv som kulturkristen. En, der sjældent kom i kirken. Men når hun gjorde, og den første salme begyndte, så gjorde det noget ved hende. Så følte hun sig 5 % kristen. Og den procentsats voksede i løbet af gudstjenesten og salmerne.
Og når hun kom til salmen efter prædikenen, så var hun oppe på 100 %. Og tænk, havde kvinden engang sagt, nogen gange holdt denne følelse helt til tirsdag.
Kan man være procentvis kristen? Det skal jeg på ingen måde dømme om. Men kvinden her reserverede plads til muligheden. Hun reserverede plads en søndag i ny og næ i kalenderen til at gå i kirke. Hun åbnede sit sind for at Ord kunne få lov at komme hende nær. Og om det ”virkede” – eller hvor længe det virkede, det er ikke op til os at spekulere i.

Vi skal reservere plads til, at Guds ord kan rokke på os. At det kan flytte os. Så vi bliver nødt til at rykke en balle. Så vi er nødt til at komme ud af komfortzonen, faste pladser og faste meninger. For at gøre plads til noget andet. Som er større end os. Meget, meget større.

Der lå reserveret-skilte i kirken i dag. Ca. 20. Havde vi haft flere, havde jeg fordelt så der lå på hver eneste stol i hele kirken. For hvem er det, der er reserveret plads til? Det er naturligvis til dig. Du er den, Guds søn har sat en stol frem til. Og han har reserveret den lige præcis til dig. Du er den, Gud har reserveret en plads i sit hjerte til.
Du er den, der må komme her og føle dig lige præcis som den, du her. Føler du dig ydmyg, risikerer du at gå ophøjet herfra. Kommer du med ophøjede tanker, kan det være, du tager lidt ydmyghed med dig hjem.
Du kan komme reserveret og lidt tilbageholdende eller hjemmevant og fremme i skoene. Der er plads til dig.

I himlen er der ikke hverken bordkort. Det er der heller ikke her. Om lidt er alterbordet dækket.  En lille bid, lidt vin, bare en forsmag – og alligevel allerede en himmerigsmundfuld. Krus og tallerkener er sat frem. Der er også en plads til dig. Og her sidder vi alle til højbords.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen