Mens disse linjer er skrevet, har jeg multitasket og pakket julepynt væk. Det er for tidligt, jeg ved det. Selvom julepynten ikke varer lige til påske, så plejer den her i huset at vare til Helligtrekonger. Men i år havde vi besluttet at sortere i beholdningen inden skolestart. Ud røg kræmmerhuse med hanke, så krøllede, at der ikke var noget at gøre. Ud røg hjemmestrikkede nisser, som allerede havde mere end 20 år for meget på bagen. Og på bunden af en julekasse fandt vi en ensom Jesus-figur fra en af mine mange julekrybber. Han havde været lånt ud til en kollega, der ikke selv kunne finde Jesus. Og selvfølgelig skal der et Jesusbarn i krybben? Hvad ellers?
Juleaften havde jeg mine to niecer til bords. Til venstre 5-årige Astrid. For at forhindre at hun guffede alle de lune franske kartofler i sig, inden anden nåede på bordet, spurgte jeg, om de havde sunget julesalmer i børnehaven.
”Nej”, lød det afmålte svar.
”Har I været med børnehaven i kirken?”.
”Nej!”
”Men så har I måske spillet krybbespil?” Og ja! sandelig. Det havde de.
”Og jeg var Josef. Men han skulle ikke sige så meget”, fortsatte hun, tydeligt skuffet. ”Han skulle bare spørge, om der var plads”. ”Var der så det?” ”Nej!”.
Faster tænkte, med et hurtigt sideblik til chipsskålen, at vi hellere måtte holde snakken i gang. ”Havde I så et æsel?” ”Nej!”
”Var der vise mænd?” ”Nej!”
”Var der en engel?” ”Ja, faster Eva – og hun skulle altså sige smaddermeget”.
Nu var der hul igennem, tænkte faster.
”Hvad så … var der så et Jesusbarn?” ”Nej!! det var bare en nisse!”
Nu var det min tur til at gribe til chipseskålen for at camouflere latteren. Og jeg har leet ad Astrids fortælling mange gange siden.
Jeg ved ikke, hvorfor det bare var en nisse, der lå i krybben i den børnehave. Jeg er åben for alle forklaringer – også de humoristiske. Og jeg er ikke snerpet.
Men det er ikke lige meget, hvad vi lægger i krybben. Det er ikke lige meget, hvad grundlaget for vores jul – og for vores tro er. Jeg tror, oprigtigt talt, det ville have gjort noget ved min barnetro, hvis Jesus kun var en nisse. Og jeg ved, at det vil gøre noget ved min voksentro, hvis vi i julen alene skulle samles om det fis og ballade, drillenisser kan lave. Eller hvis julens vigtigste ord var ”ho ho ho”, og det eneste indhold, der betød noget, var indholdet af julegaverne.
Det blev jul første gang, da Gud lagde sin egen søn i krybben og sådan meddelte os, at han vil dele vilkår med os. Et nyfødt barn, udleveret i menneskehænder, sådan som enhver af os har været nyfødt - og som enhver af os til stadighed er udleveret i hinandens hænder. Jesus hed han. Det betyder ”Gud frelser”. At det er Jesus, der ligger i krybben, betyder, at vi er befriet fra at skulle forsøge frelse os selv. Det er faktisk et ret godt og befriende budskab, som varer meget længere end til påske. Og mon ikke også det var derfor, at englene, - som i øvrigt ikke altid siger så smaddermeget – som de første sang ho-sianna og ”ære være Gud”.
Jeg håber, jeg skal sidde ved siden af niece Astrid til jul igen i år. Og hvis I lover ikke at sladre, så tror jeg også jeg ved, hvad hun skal have i julegave…. Shh…. ja, en julekrybbe. Måske køber jeg en med dobbelt op af Jesus – så er der en at dele ud af til dem, der ikke lige kan finde ham.
PS: Hoppede I også på den? Så er det også lykkedes Astrid at bilde Jer en julehistorie på ærmet!! For selvfølgelig havde hun været med børnehave i kirke inden jul. Og selvfølgelig sang Astrid højest af os alle, da vi om træet nåede til ”han lagdes i et krybberum” … og jeg gad vide, om det nu også var en nisse, der lå dér i krybben i børnehaven?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar