"Nå, dér er du!!" - Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

”Nå! Der var du, Jesus!” Sådan udbrød jeg spontant i mandags, da jeg ikke bare pakkede julepynten sammen, men også – efter års tilløb – fik sorteret og smidt ud i kasserne med julepynt. For der – på bunden af en kasse kom et ensomt Jesusbarn i krybbe til syne. Jeg havde forgæves ledt efter ham i begyndelsen af december, da alle julekrybberne skulle stilles frem.

Og nu, hvor Jesus pludselig var fundet, kunne jeg godt huske det. Han havde jo været lånt ud til en kollega sidste jul, der ikke selv kunne finde Jesus. Og den lille Jesus-figur havde været med til adskillige krybbespil, inden kollegaen et halvt års tid efter kom og afleverede ham en sommersøndag.

Så lå Jesus længe i min præstekjolelomme. For – som jeg tænkte det – det er bedre at have Jesus i lommen end slet ikke at vide, hvor man har ham. Og en dag må jeg bare have dumpet ham ned i julekassen, i den tanke, at så dukkede han nok op til jul, sådan som Jesus har for vane. Det gjorde han så bare ikke.

Og sådan blev Jesus-figuren i al sin lidenhed et symbol på det, jeg tror, vi alle har oplevet – og som føles alt andet end småt: At Jesus ikke altid er der, hvor vi regner med, at han er. At Jesus kan blive væk. Og det er ikke altid, han bliver fundet.

Jesus var blevet væk. Det var sådan det var for Josef og Maria i dagens evangelium. De troede, de vidste, hvor de havde ham. De var sikre på, at han var med i rejsefølget. Og det er jo ikke den dårligste forudsætning at rejse med: At Jesus rejser med en. At vi i livet tror, vi ved, hvor vi har ham. Og så forbløffelsen – og forskrækkelsen, da Jesus ikke viser sig at være, hvor vi tror det.

For Josef og Maria var det selvfølgelig enhver forælders skræk, der kom til udtryk. Og oplevelsen af at lede og længe lede forgæves kan nok få det til at gibbe i enhver forælder, der har prøvet at lede efter et bortkommet barn.

At Josef og Maria så leder efter Jesus netop i påskedagene i Jerusalem og at det præcis er tre dage, de leder i, er naturligvis ingen tilfældighed.

For på denne måde bliver denne første påske, vi hører om i Jesu liv, også en indirekte foregribelse af den påske, der skal blive hans sidste. Den påske, hvor Jesus også bliver væk. Bliver væk i døden i tre ubegribelige dage – indtil hans lige så ubegribelige kommen tilbage påskemorgen.

Men den sidste påske forudsiger han. Han bliver ikke baer væk. Adskillige gange siger han til disciplene i det, vi kender som lidelsesforudsigelserne, at han skal lide og dø – men at han skal komme til syne igen. Men de tror ham ikke.

Jesus blev væk fra Josef og Maria. Men han blev aldrig væk fra det, der var hans bestemmelse. Det, der var retningen for hans liv. Han blev i tvivl. Men det er noget andet. Og det var i fortvivlelse, han spurgte sin far: ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?” Er du blevet væk fra mig i alt det her? Og hvad var svaret: Svaret var … nej, jeg er her. Jeg er her. Jeg er dig nær. Også der, hvor du ikke kan finde dig selv. Der, hvor du ikke kan mærke dig selv.

Det er første søndag efter Helligtrekonger. Vi er i det, der hedder epifanitiden – åbenbaringstiden – eller den tid, hvor noget skal komme til syne og blive tydeligt. Og derfor er der en særlig humor i, at vi netop denne søndag skal høre om Jesus, der er blevet væk.

Jesus var blevet væk. Men hvor langt væk var hen egentligt blevet? Jeg mener… det var jo ikke noget helt uoplagt sted, Josef og Maria fandt ham. Den 12-årige Jesus var ikke gået på burgerbar eller i legeland. Han var jo netop gået derhen, hvor han skulle være iflg. sin mission. Jesus var selvfølgelig gået i templet.

Gået hen for at gå i dialog med datidens præster og andre akademikere. Gået hen for at finde dem – og måske også hale dem ud af deres forstokkethed. Han kom for at opsøge det fortabte – eller det hengemte – og trække det ud i lyset.

Sådan blev han allerede som barn en ledestjerne. Et lys. En ny oplysningstid var begyndt. Selvfølgelig var han i templet. Det mest oplagte sted at lede efter ham. Men det var ikke der, de ledte.

Sådan er det måske også for os, når vi leder efter Jesus – eller Gud  - eller troen i vores liv. Leder vi de oplagte steder? Eller leder vi alle mulige andre steder?

Jeg siger ikke, at bare man går i kirke, så finder man Jesus. Det ville være alt for letkøbt. Jeg tror faktisk heller ikke, det er sandt. Men jeg tror, at vi nogen gange kan lede ikke bare 3 dage eller 30 – men det meste af et liv forgæves. Hvis ikke vi søger de rigtige steder.

”Nå, der var du, Jesus!” Sådan sagde jeg, da jeg fandt Jesus på bunden af en julekasse. Men sandheden var jo, at jeg var holdt op med at lede efter ham. Sandheden var jo, at da jeg troede, at Jesus var blevet væk, var gået tabt, så var han der pludselig. Det var ikke mig, der havde ledt.

Og det er håbet, at der, hvor vi er holdt op med at lede efter Gud. Der hvor vi ikke længere leder efter at Gud skal give mening i vores liv, ja, der har Gud fundet os. Han har ikke været væk! Han har været der hele tiden. Men det var bare dig og mig, der var andre steder og ledte efter os selv og var så optagede af det, at vi ikke opdagede, at vi blev fundet!

Som nævnt har jeg en del julekrybber. Den mindste er på størrelse med en valnød – men i den er både Jesus i krybben, Josef og Maria, engle, hyrder og vise mænd.

Da jeg i år i begyndelsen af december arrangerede julekrybberne slog en ny tanke mig. Som en lille juleåbenbaring. Er jeg kun tilskuer til julekrybberne? Er julekrybberne og det evangelium, julekrybberne peger hen på, alene noget, jeg betragter – eller er jeg selv en del af tableauet? Kan jeg finde mig selv i det? Kan I?

Lad os se efter:

Her er Josef. Kan vi finde os selv i Josef? Jo, jeg tror, at de fleste af os i perioder kan genfinde os selv i en Josef. I ham, som vel i store træk lader sig føre med. Ganske vist er det et overraskende budskab, at hans kæreste skal føde verdens frelser. Men selv en Maria har vel brug for en trofast støtte?

Så Josef er vi, når vi trofast eller loyale støtter op. Ikke kun om vores nærmeste. Men er loyale overfor planer, andre har lagt – og som indirekte får indflydelse på vores liv.

Det kan være ret bekvemt at være en Josef, for man skal ikke nødvendigvis tage stilling til så meget. Man skal være løsningsorienteret og omstillingsparat – men i tillid til at andre har udstukket retningen.

Til andre tider tror jeg, vi kan finde os selv i en Maria. I at være den, der skal bære noget frem. Måske ville det være dejligt, hvis vi så også kunne hvile i, at der lå en guddommelig plan bag. Men Vorherre åbenbarer ikke altid sine planer ved uanmeldte englebesøg.

Maria er ikke en brokker. Hun tager opgaven på sig – også selvom den er byrdefuld – tung – ja, til tider ubærlig. Hun er åben for underets mulighed. Den side af Maria gad jeg godt have: Ikke altid være så rationel, men at leve med, at livet kan komme bag på os på forunderligste vis, og at der kan komme nyt liv ud af det.

Og hvad så med dyrene i julekrybben? Som bare ligger… Tja… dem genkender jeg også mig selv i. De dage, hvor man bare holder fri. Flader ud. Ikke stiller nogen krav. Og alligevel får mad. Indrømmet – jeg gad godt være et får eller en ko eller et æsel, bare engang imellem.

Så er der hyrderne. Er der hyrde i dig? Ja, måske? Når du passer på det, der er betroet dig. Gør dit bedste. Undgå at ulven kommer, kan du ikke. Men du gør, hvad der står i din magt for at holde samling på flokken.

I datidens øjne var det ikke noget særligt at være hyrde. Men uden hyrder i et samfund går det ikke. Og hyrderne i julekrybben, de får ny retning på deres liv. De får underet at se, det lille Jesusbarn. Og underet tager de med tilbage til deres hverdagsliv.

I krybbespillet er der også en engel – eller flere. Jeg håber, du har mødt engle på din vej, ikke nødvendigvis hvidklædte eller syngende. Men nogle, som bragte dig godt budskab.

Ja, engang imellem er du det selv: Den, der kan gå englebud for dit medmenneske.

Og så er der de vise mænd. Ja, hvem af os har ikke ønsket at være viis? Er det måske også. Måske er du viis på et specialområde – måske er du livsklog?

De vise mænd optræder altid i flok. Engang så jeg i en forretning nogle fine vise mænd figurer. Men de var dyre. Ret dyre. ”Jamen”, sagde ekspedienten… ”du kan da bare købe én”. Nej. Det kan man ikke. Vise mænd kommer i flok.

Jeg tror faktisk, man er klogere i flok. For visdom – uanset hvilken art det er af – er en gave, og den skal deles i fællesskaber, ikke kun med andre viise, men også med …

Ja, med barnet.
Der er han så, barnet i krybben. Og det er klart - verdens frelser er ingen af os. Men børn har vi alle været. Og i perioder af livet er vi som børn. Er udleverede til andre. Har brug for andres omsorg, nærhed, hænder. Har brug for at blive svøbt og vugget til ro i troen på, at det nok skal gå.

Og vi er som barnet, der hele tiden har nye muligheder, ja ikke andet end muligheder. Fordi intet har været prøvet før. Vi skal være som børn. Børn uden plejer eller paratviden.  Men som børn, der tager imod. Tager imod livet, glæden, kærligheden, tager imod Guds rige sådan som det lille barn altid tager imod det, der bliver rakt det.

 

Julen er forbi for i år. Julekrybberne er pakket væk.
Men Jesus – Guds ord - er kommet til verden. Kommet for at blive.

Alligevel bliver han væk for os engang imellem. Væk for os. Og væk for verden.
Ja, troen på ham kan blive væk. Fordi tro kan se ud af så lidt i verdens magtfulde og skræmmende krybbespil.

Engang imellem bliver Jesus væk. Og vi kan blive væk for os selv.

Men uanset, hvem vi er. Om vi er vise – hyrder – engle lig – om vi er som en Josef eller en Maria – om vi ikke overhovedet ved, hvad vi er, eller hvad vi længes efter, eller hvor vi er på vej hen, så kan vi ikke blive væk for Gud.

Uanset, hvor du er. Uanset hvilke grunde du måtte have til at gemme dig. Eller til ikke at åbenbare dit sande jeg. Uanset …
Du kan ikke blive væk for Gud.

Tænk – dette enfoldige budskab er der faktisk evangelium i:
Du kan ikke blive væk for Gud!

Til alt hvad der er dig - alt det, du glad og gerne lader komme frem i lyset og alt, hvad du måtte have allermest lyst til at gemme væk af fortid eller nutid – eller frygt for fremtiden. Til alt det siger Gud: Til dig var det, jeg sendte min søn. For at opsøge og frelse det hengemte og det fortabte. Og han vil gik til verdens ende – ja længere – og han vil gøre det igen, også for at finde dig.

Og for det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som et var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Gud, vor Far og finder.
Tak fordi du tager imod os med åbne arme
Tak for de mennesker, der venter på os og tager imod os.
Tak for dem, der har hjulpet os til at finde dig,
for dem, der har rakt troen videre til os .

Tak, når troen bliver styrket. Når vi ser børn modtage dåbens gave og tage imod som netop kun børn kan: Uden forbehold. Vi beder for Lærke og Rosa og deres gæster: Giv dem en dejlig dåbsdag.

Vi takker dig for nadverbordet. For at der altid er plads til os med alt, hvad vi måtte kommen bærende med af godt eller svært.

Jesus Kristus. Tak fordi du aldrig gemte dig for noget menneske. Tak fordi du gik ind i krogene og hev mennesker frem i lyset. Lad os være med i den – ikke gemmeleg – men findeleg, så vi altid finder det gode frem i hinanden. Og så vi lover at se på os selv, som du ser på os

Vi beder for din kirke, her og ud over hele verden.
Gør den en port til dit evige rige.

Vi beder for Dronning, Folketing, regering og byråd. For alle, der har ansvar for andre end sig selv. Giv dem – ja os – at have hjertet med, når vi tager beslutninger på deres vegne.

Vi beder for børn og for unge. Giv dem at leve i tillid – og selvtillid.

Vi beder for dem, vi hver især tænker på lige nu. På dem, der fylder vore hjerter. På dem, vi savner, så det gør ondt.

Vi beder for dem, der ligger gemt i erindringen som gode gaver – og for vore døde, som vi tror hviler i din evighed.

Lad os gå herfra i troen på, at du Herre, er og bliver vores Gud – vores frelser og dommer. Og lad det være vores glæde i dag og i morgen – og den dag, vi slår øjnene op i dit rige. Amen.