Prædiken, juleaften 2012

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Det er meget længe siden, jeg har købt julegave til Jer alle sammen. Gaven er ikke pakket ind. Derfor kan jeg også godt røbe, hvad gaven er. Det er et hjerte.

I får et hjerte, for ingen skal kunne gå hjem fra julegudstjeneste og sige at de er hjerteløse.

Der er masser af hjerteløshed. Hvor meget hjerte har man, hvis man nægter en højgravid en seng at sove i, men sender hende ud i en stald? Hvor meget hjerte har man, hvis man stjæler de juletræer, som hjemløse skulle ha solgt for at tjene en skilling?

Og vi kunne blive ved… fra Jesu til vor tid er hjerteløsheden blandt mennesker udbredt… Ind i mellem kunne man godt få den tanke, at da Gud skabte mennesket, glemte han at sætte hjertet på plads i os.

Det er længe siden, jeg har købt hjerterne til Jer. Men når jeg lige så længe har spekuleret på hvordan hjertet skulle pakkes ind, så var det ikke hvilket papir, der skulle bruges, men hvilke ord, hjertet skulle pakkes ind i. For jeg vil jo gerne, at I ikke bare tager gaven med Jer, men især, at I tager gaven til Jer.

Og det er fint nok at sige, at julen er hjerternes fest. Men hvordan er det lige, man får julen helt derind i hjertet, uden at det enten lyder som en kristelig floskel eller som en omvendelsestale til Vera Grus?

 

Så hørte jeg om Rick. Rick blev født for 50 år siden i USA. Og til Jer, der sidder længst væk, kan jeg sige, at jeg i det følgende viser et par enkelte fotos herinde på skærmen (og disse billeder er ikke med her heller). Men af sikkerhedshensyn kunne vi ikke stille løse skærme op i sideskibene i dag. Det vigtigste er nu heller ikke om I kan se billederne med øjnene. Det vigtigste er, om I kan forestille jer dem for jeres indre blik – eller rettere: om I kan se med hjertet.

Under fødslen fik Rick ikke ilt nok – og derfor er Rick født som spastiker. Dengang i 1962 blev Ricks forældre helt pr automatik anbefalet at sende deres søn på institution, for lægerne kunne ikke give noget håb om at Rick ville blive rask. Og for lægerne var der kun en lille chance for at Rick ville få lov til at leve et – citat – ”normalt liv” – hva det så end er.

Forældrene trodsede lægerne og tog deres søn med hjem. Snart fandt forældrene ud af, at det kun var Ricks arme og ben, der var lammede. Hjernen fejlede ingenting. Og de lærte Rick at kommunikere gennem en computer. Og vi husker lige at vi er tilbage i begyndelsen af 70’erne. Senere fik Rick en universitetseksamen. 

Er dette mon så juleevangeliet til i dag: Historien om Rick, som der i første omgang ikke var plads til i herberget, i samfundet, at Rick, trods sit handicap, formåede at tage en god uddannelse? Nej.

Er det det faktum at Rick og hans familie er gode kristne, der er julefortællingen? Nej.

Mens Rick gik i skole, blev en elev der kørt over og blev lam. Der blev arrangeret et støtteløb og Rick insisterede på at deltage. Han kom ind på en suveræn sidsteplads. Men fra den dag han blev grebet af løb og siden da har Rick gennemført både maratons, triatlonløb og sågar ironmans, hvor der både svømmes, cykles og løbes en maraton.

Er det så juleevangeliet? At Rick kan præstere stort som sportsmand og har klaret mere end 1000 løb?

Nej. Det særlig er at Rick er lam. Helt og aldeles lam. Det betyder, at når Rick gennemfører en ironman, så er det hans far, der svømmer de 3,8 km. med et reb om maven og Rick liggende i en gummibåd, som faren svømmer med.

Når Rick gennemfører cykeldelen, så har faren båret sin søn fra gummibåden og op på den specialbyggede cykel, som hans far kører de 180 km. Når Rick gennemfører det afsluttende maratonløb, er det i en løbevogn, som hans far skubber foran ham.

I dag er Rick 50 år gammel og hans far 72. De gennemførte maratonløbet i Boston igen i år.

I Ricks familie er der selvfølgelig andre i familien, der har båret med end faren. Sådan er det, når man har børn med særlige udfordringer. Men Ricks far må have en engels tålmodighed, bjørnekræfter og en udholdenhed af den anden verden. Men mest af alt er han drevet af kærlighed til sit barn.

Men det er heller ikke Ricks far, der er denne prædikens hovedperson og som binder sløjfen på gavepapiret rundt om jeres hjerte.

For der er masser af fædre og mødre … I er masser af fædre og mødre, der hver eneste dag gør hvad I hver især kan, drevet af kærlighed til jeres børn.

Det er ikke alle børn, der bogstavligt talt har brug for at blive båret på hænder og fødder som Rick. En anden gang kan vi diskutere om der er for mange børn, der bliver det.

Men der er også masser af kærlighed i madpakker og rent vasketøj. Og fordi vi holder af vores børn, har vi dem i tankerne hver gang vi sender dem ud i trafikken til de kommer hjem, om det så er ud på natten, hvor vi har ligget søvnløse til vi hørte yderdøren smække bag dem.

Fordi vi holder af vores børn, lever vi med i deres store og små konflikter og udfordringer i tilværelsen. Ja, selv efter de er flyttet hjemmefra følger vi dem. For nogle familier er kærligheden til deres børn udfordret på mange og gennemgribende måder. Og nogle af os har som børn (og måske stadig) en udfordring for vores forældre.

Forældre er vi livet igennem. En dag besøgte jeg en af mine gamle koner. Men det blev et kort besøg, for hun skulle til fødselsdag hos sin lille søn. ”Hvor gammel bliver han?”, spurgte jeg. ”75”, svarede hun. Livet igennem er vi vores forældres børn.

Men det er heller ikke os, der er hovedpersonerne her.

 

Da jeg læste om Rick – og da jeg så videoen på familiens hjemmeside, gik det pludselig op for mig, hvad jul også er: Jul er Jesusbarnet i krybben. Jul er at blive mindet om, at også vi er børn. Og at Gud er vores far.

Jul er, tro er, at vi tør læne os op ad vores himmelske far og stole på ham.

Spastikeren Rick kan ikke meget af sig selv. Vi andre tror, vi kan det hele. Og mere til. Hvem af os er mest handicappet, når det kommer til stykket?

 

Som en far står bag sin søn, sådan er det billede, julen viser os af Gud. Som en redningskrans, når vi er ude på dybt vand, sådan er han frelseren.

”Livet er godt”, sådan står der på hjulene på Ricks kørestol. Livet er godt. Eller måske mere præcist: Livet er også godt. For livet er ikke altid godt. At tro på Gud er ikke en garanti for noget som helst. Og julefreden holder måske ikke engang året ud.

Jul er, at vi får gentaget, at Gud er den, der har hjerte for os.

Og jul, langt ind i hjertet bliver det, når du ikke bare hører det, men også tør tro, at det gælder dig.

Det er derfor, I får et hjerte med Jer hjem. For Julens er hjerternes fest. Vores hjerters fest. Og Guds hjertes fest. Gud gav os sit hjerte i Jesus. Og i troen på at det barn gør en forskel, kan vi få vores hjerter justerede på plads.

For hjertet skal vi bære med os hele året rundt. Vi skal have hjertet med i det vi tror og det vi gør og den måde, vi behandler hinanden på. Vi kan ikke tro på Guds kærlighed i Jesus og samtidig være hjerteløse.

 

 

I får et hjerte med Jer hjem i dag. (skift dias)

Hjertet er lavet af sølvtråde. For med masser af tråde er vi mennesker knyttet til hinanden. Tråde af oplevelser, tråde af erfaringer, tråde af miner.

Men når I får hjertet i hånden vil I også lægge mærke til, at det ikke er helt. Der er huller i. Hjertet er hullet, for vores kærlighed bliver aldrig fuldkommen eller perfekt. Engang imellem er det os, der er lammede eller reagerer ukontrolleret som Rick gør det.

I får et hjerte med huller, for vi kan ikke altid rumme hinanden. Engang imellem er der nogen, der falder udenfor. Det gælder i vores samfund. Det gælder også nogle gange dem, der skulle være vores nærmeste og fortrolige.

Men hjertet I får er også hullet, som et symbol på dem, der mangler i vores hjerte. Nogle af Jer går denne jul i møde med sorg og savn, fordi der er en eller flere tomme pladser omkring bordet. Nogle af Jer går julen i møde med et knust hjerte eller et brudt hjerte eller måske et halvt hjerte, fordi I savner en at give jeres kærlighed til.

Men sølvtrådehjertet skal ikke minde os om vores ufuldkommenhed eller det vi savner. Hjertet skal minde os om den Gud, hvis hjerte er mere end rigeligt stort til at rumme dig og mig med alt det du nu kan og alt, hvad du har at glæde sig over, og alt det dit er fuldt af – men også med alt det, du savner i dit hjerte.

 

”Far, hvem er det egentlig, der banker mig hjerte?” – sådan spurgte et barn engang. Det blev til en salme om at Gud er den, der banker vort hjerte og får det til at slå.

Det er jul. Gud har givet dig sit hjerte og han banker det for os hvert eneste dag, ja, hvert eneste hjerteslag. Det er jul. Mærk engang, hvordan Gud banker dit hjerte.

Det er jul. Hank op i dit bankende hjerte. Og vid, at fra nu af er du aldrig mere helt hjerteløs. For du er i Guds hjerte. I dag, juleaften, i morgen og alle dage indtil evig tid.

 

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.