Prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Glædelig jul!

Sådan begynder prædikenen her i dag.
Og sådan slutter den også.
Og hvis ikke I får andet med fra denne gudstjeneste end dette ønske, så har I fået det vigtigste med.

Så læn jer bare godt tilbage. Tænk lidt på gaverne eller gæsterne eller noget andet, I glæder jer til eller glæder jer over. Og skulle I falde i søvn undervejs, så skulle det glæde mig – for man sover kun, hvor man er tryg.

Glædelig jul!

Det er, hvad vi ønsker for hinanden i dag.
Ja, ikke bare i dag. Nogle er begyndt for længe siden.
Jeg tror, første gang nogen ønskede mig glædelig jul i år var tilbage til begyndelsen af november måned.

Allerede fra i overmorgen begynder de første at ønske godt nytår.

Mit juleønske skal være, at vi må holde fast i glæden lidt længere.

Da jeg et af mine første år som præst stod og ønskede glædelig jul i kirkedøren efter julegudstjenesten, var der en, som lidt spidst svarede tilbage: at det kunne jeg ikke være bekendt at ønske hende, for hun skulle alene hjem! – og væk var hun.

Glædelig jul!

Hun hørte det, som et krav om glæde.
Hun hørte det, som noget vi selv skal præstere.

Glædelig jul!

Hun troede, det kun var for de i forvejen glade.
Hun troede, at det ikke var for hende.

Men englen sagde jo ikke: Se, jeg forkynder en stor glæde, som skal være for dem, der i forvejen er glade.

Nej, englen sagde: Se, jeg forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket.

Det er det, der er juleglæden.

Det er det, der er glædelig jul.
Den er ikke for de udvalgte. Den er for os alle.

”Glædelig jul” er ikke en ordre.
”Glædelig jul” er heller ikke en følelse.
”Glædelig jul” er ord fra Gud til os alle leve på. Ikke bare i juledagene, men alle dage. 

Jeg håber, at hun senere kom til at kunne høre det gode ønske bag ordene.

Høre at, når vi ønsker hinanden glædelig jul, så ønsker vi for hinanden, at julen må blive glædelig.Så ønsker vi, at glæden må finde vej ind til os, på trods af de bekymringer og udfordringer, vi hver især måtte have.
På trods af de sorger og tab, der kan fylde vores hjerter.
Vi ønsker hinanden glædelig jul, og måske ønsker vi det ikke mindst for den, for hvem glæden er blevet væk.

Juleglæden, nogen gange er der ligesom ikke plads til den, nogle gang må den blive på trods. Vi ved godt, at glæden ikke er sådan at holde fast i. Måske er det derfor, der heldigvis ikke er nogen, der er begyndt at ønske: ”Ha en fortsat glædelig jul”.

Allerede første gang det blev jul, var glæden også på trods af omstændighederne. Jeg mener, der var jo heller ikke plads til dem i herberget dengang… men glæden banede sig vej og tog sig plads i en stald. Som et håbefuldt billede for os på, at glæden kan finde sin plads uanset omstændighederne,

Sådan som glæden også kan gøre det hos noget så almindeligt som en grønthandler på Amager. Jeg har historien fra Erik Lindsø. Og jeg er ikke i tvivl om at det er et moderne juleevangelium.

 ”Min grønthandler på Amager hedder Mahmud og er pakistaner”, fortæller Lindsø: ”Jeg har rejst igennem Pakistan, og når jeg kommer ind til Mahmud, kommer jeg ofte i tvivl, om jeg er i Pakistan eller i København. Dufte, dårlig hygiejne og et anstrøg af orden midt i uordenen minder mest om Pakistan.

Mahmud er glæden selv, og man hilses med glæde, når man kommer ind.”

En dag kommer Lindsø ind til Mahmud for at hente fem avocadoer til en foret. Men der var udsolgt: ”Avocado”, sagde Mahmud med et grin så stort som hans armbevægelser, ”nej, desværre, mig ik flere avocado i dag.
Hva’ dig brug’ avocado til?”, spørger han, mens jeg et øjeblik tænker: Hvad rager dem ham? Men jeg er høfligt opdraget, svarer og forklarer høfligt lidt om forretten. ”Åååhh, det mig godt se, det meget fin ret, du der har tænkt dig”, svarer Mahmud. ”Men i morgen mig have avocado igen, og så mig give de allerbedste til dig og halv pris, og så dig lave din avocado i morgen”.
Inden jeg når at protestere, fortsætter han: ”Men mig have porre, selleri, gulerødder, løg og kartofler, så dig i stedet i dag lave dejlig grønsagssuppe”.

Og sådan er det at komme ind til Mahmut. Man komme for at købe 5 avocadoer, men går hjem med favnen fuld af grønsager og godt humør og føler, man har gjort en god forretning.

Et par gange har sundhedsstyrelsen været hos Mahmud, uden at Mahmud rigtigt havde fattet, hvad de velmenende kontrollanter ville ham, andet end at give ham ked-af-det-smileys.

Det er først, da han har fået det antal ked a det-smileys, der gør, at de kan lukke hans kiosk, at alvoren går op for ham.
Og da bliver Mahmud mut.
Nogle dage går han rundt og skælder og smælder og sparker til tomme kasser og meninger.

Men en nat må han havde besluttet, at nok er han kommet til et land med en sundhedsstyrelse, der kan lukke hans kiosk med ked-af-det-smileys, men de skal ikke få ham til at ligne en ked-af-det-smiley.

Næste morgen har han ved åbningstid pudset glasset i indgangsdøren og hængt Sundhedsstyrelsens smileyskilt op som det først, man får øje på.

Skiltet er prydet af tre ked-af-det-smileys – tre smil, som virkelig hænger med mundvige og underkæbe.
Men nedenunder har Mahmud taget et A3-ark og hængt det op med pakketape, og på arket har han med sin halvdårlige håndskrift på dit halvdårlige dansk skrevet:
”Mahmud glad alligevel” - efterfulgt af tre elitesmileys til ham selv for glæde og godt humør.

”Mahmud glad alligevel”. For det er jo, hvad vi kan opleve, selv når livet gør allermest ondt, at selv midt i det allersværeste, der kan vi være glade alligevel. Glade på trods.

Der er en glæde, som end ikke al livets alvor kan pille ud af os.

Det er den glæde, der kom til jorden julenat.
I skikkelse af et lille barn.
Udleveret og sårbart.
Sådan som vi er det: Sårbare og udleverede til hinanden.

Mahmud glad alligevel.

Fra at være en på trodsglæde, voksede glæden og bredte sig som ringe i vandet, for juleevangeliet med Mahmud slutter ikke her.
For ligesom Jesusbarnet får han også besøg.
Det er nu hverken engle, hyrder eller vise mænd, der kommer forbi.
Men alle dagens forbipasserende standsede med et smil og nogle syntes, de måtte ind og handle alene for at se, hvem Mahmud var.

Hen på dagen kom ugeavisen forbi og tog billeder og Mahmud kom på forsiden som en god historie.

Aldrig havde han haft så mange kunder som i dagene derefter, for alle måtte hen og se den mand, som trodsede kontrollanter med livsglæde.

At trodse modgang og alverdens kontrollanter med livsglæde. Det er et udtryk for, hvordan julelens glæde kan leve i os længe efter at den sidste grannål er støvsuget op.

Det var det, der skete mens Jesus vandrede på jord: Hvor han gik, spirede glæden frem. Glæde på trods af al den modstand, som kunne opdrives dengang – og stadigvæk.

Det bryder igennem, når vi mærker at ønsket også gælder os.

At ønsket også er for mig. Og at ønsket om det glædelige – det gælder ikke kun en glædelig jul – men et glædeligt liv.

Og hvad med Mahmud?

Ja, faktisk endte det med, at han fik en næsten glad smiley, da sundhedsstyrelsen kom næste gang. For nogle af kunderne gik samme om at få shinet kiosken op.
Mahmud får helt sikkert aldrig en elitesmiley – men mindre kan gøre det. Vi behøver heller ikke være eliteglade for at mærke glæden stryge os over kinden.

Glæden er jordens gæst i dag

med himmelkongen den lille.
Sådan vil vi synge om lidt.
Men julens glæde er, at glæden ikke kun kom på gæstevisit.

Himlens kongesøn kom for at blive hos os.

For at dele vores glæde og bære vores smerte.
Så:
Glædelig jul til dig, der er til avocado og grønssagssuppe og til dig, der også spiser selleri.
Glædelig jul til dig, der går alene hjem og til dig, der skal være sammen med andre.
Glædelig jul til dig, der aldrig tror du kan blive glad igen – og til dig, der er ved at sprænges af glæde.
Glædelig jul til dig, der har glæden på gæstevisit og til dig, der har glæden som fast livsledsager.

For det er for dig!
Det er for os alle, der i dag er født en frelser!
Og på det vil vi alle ønske hinanden: Glædelig jul!
 
Så lad os sende juleglæden fra Betlehem på vandring her hos os. Lad os nu ønske sidemanden – og dem, der sidder foran og bagved en glædelig jul

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.