Er én Jesus i lommen bedre end ti i krybben?

- Artikel i Fredericia Dagblad den 23. december 2013

For nylig fortalte en af medarbejderne i kirken om, hvordan hun som barn havde sunget om det lille Jesusbarn, at ”han lagdes i et krybespor”. En anden føjede til, at hun konsekvent have sunget ”og sneglen med hus, paryk og vanter” i ”Nu titte til hinanden”. Store ord i børnemund kan give sjove billeder på nethinden, men barneformuleringerne kan også åbne for nye perspektiver.

En Jesus i krybesporet – eller måske snarere i overhalingsbanen? Sikkert er det, at Jesus fra dag ét levede en omtumlet tilværelse: født i en stald, på flugt i sine første leveår og lige siden udleveret i menneskehænder og i menneskemund med alle muligheder for at blive tabt og misfortolket.

I mange hjem er julekrybben blevet en fast del af julepynten. Og som den mindste af alle figurerne lever Jesus også her en noget udsat tilværelse.

En præstekollegas børn havde hver især en julekrybbe på deres værelse. Figurerne var lavet af porcelæn. På et tidspunkt fik den fem-årige revet krybben på gulvet og kom grædende ud i køkkenet: "Åh mor, se Jesus er gået i to stykker og også noget af alt det andet kryb".

Vores tvillingepiger var endnu små – og nu er mor sikkert igen piinlig ved at bringe eksemplet her ud i offentligheden. Hver eftermiddag sad vi i mørkningen og tændte et lille stearinlys foran Jesus i stalden og sang et par vers af ”Et barn er født i Betlehem”. Helt rituelt var det, at de på skift skulle puste henholdsvis tændstikken og lyset. De havde styr på hvis tur det var. Indtil den dag, hvor den ene mistede tålmodigheden og snuppede Jesus ud af krybben og stak ham ind i lyset – for så at puste på svøbelsesbarnet. Så nu har vi en lettere sodet Jesus, der hvert år minder os om, hvor let det er at blive brændt af, når man falder i menneskehænder.

Drama var der også det år, da den lokale landsbyskole havde fået foræret en julekrybbe af en spansk klasse, der havde været på udvekslingsbesøg. I løbet af december var der vokset et helt tableau op rundt om krybben: Dyr og landskab, huse og masser af figurer. En gang imellem var der en, der forsøgte at smugle en supermand eller dinosaur ind i set-uppet, men det blev hurtigt diskvalificeret af andre elever: Det skulle være ordentligt det her! Den formiddag, hvor jeg var på vej til årets rituelle kop decembersorte kaffe med hjemmebag hos skoleinspektøren, blev jeg overfaldet af en hærskare af skolens yngste elever: ” Eva, der er sket noget forfærdeligt. Jesus er blevet væk. Hvordan kan det blive jul uden Jesus?” Det lød fromt. Men det her var ikke fromt. Det her var dødsens alvor. Jesus lå ikke i krybben. Jeg tænker, der var forhørsscener i de fleste klasselokaler. Men Jesus var og blev væk. En morgen lå han der pludselig igen. Ingen vidste, hvor han var kommet fra. Mon ikke en enkelt lille skolelev alligevel havde fået kolde fødder eller hænder – og havde fundet Jesus i jakkelommen og lagt ham tilbage i krybben? Sådan kan juleglæden komme snigende, også til os, uden at vi ved hvordan.

I år var krybbespillet i Christianskirken lige ved at slutte, inden det overhovedet kom i gang. Her var det ikke Jesus, der var væk. Der var faktisk en nyfødt tvilling, hvis forælder godt ville gå med til at barnet agerede Jesus, hvis hun altså blev færdig med sin middagssøvn. Josef havde også meldt sig. Men da jeg spurgte om nogen kunne tænke sig at være Maria – og i samme sætning fik sagt – ”og være kæreste med Josef her” – røg alle de forventningsfulde pigehænder ned igen. Ikke om jeg kunne få nogen til at byde ind. Jeg var lige ved at udnævne en tilstedeværende byrådspolitiker til at blive Maria. Han havde på forhånd sagt, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg manglede en af de vise mænd. Heldigvis meldte den yndigste Maria sig, hårdt presset ved tanken om, at hvis ikke Jesus blev født, måtte vi aflyse resten af eftermiddagen, inklusiv julemanden og godteposerne. Heldigvis blev Jesus født igen sidste lørdag i Christianskirken.

Jeg burde have husket det. Der er ikke megen prestige i at være Maria. ”Altså, præst”, sagde en 5-årig i et af mine første præsteår. ”Sidste år var jeg Maria. Men dét gider jeg bare ikke igen. Jeg vil meget hellere være et får og ligge stille med pels på”.

I hele denne december har der ligget en Jesusfigur i min præstekjolelomme. Han ligger helt stille, i godt selskab med lommeuld, et lommetørklæde og en enkelt gajol. Hvis jeg nu i alt det andet juletummel skulle glemme, hvad jul egentlig handler om, så kan jeg lige stikke hånden i lommen – og så bliver jul igen meget håndgribeligt.

Første lørdag i advent sad sammen med min ene lille niece og nevø. Vi havde talt om julegaveønsker og hvem man skulle være sammen med juleaften og hvad man kunne tænke sig at spise – hvorefter jeg spørger: ”Hvad er så det bedste ved julen?” De blev de stille, de to 5-6-årige. Mere stille end de havde været længe. Så mærkede jeg en lille, fedtet barnehånd gribe min og så kom det: ”Det bedste er bare at det blev jul”.

Det blev jul for første gang dér i en stald for godt 2000 år siden. Lige siden er det blevet jul. Hvad enten vi blev klar eller ej. Hvad enten det er glæden eller gaverne eller julesorgen, der fylder mest for os denne jul. Det blev jul. Det bliver jul. Det er det, vi fejrer igen.

Glædelig jul.