Hans spiller det samme vente-muzak
Eva: Du er nu i kø som nummer … 7
Hans spiller det samme vente-muzak
Eva: Du er nu i kø som nummer … 9.749
Hva?
Hvad skete der lige for det?
Her stod jeg lige og ventede pænt på tur. Og så røg jeg ud af køen.
Hvor urimeligt er det lige?
Det er lige som når nogen snyder foran i køen i Brugsen.
Det er faktisk ikke retfærdigt.
Når vi nu alle sammen står og venter på det samme: At det bliver ens tur.
Men i dag skal jeg sige dig noget: Det er ikke sådan det fungerer i livet.
I livet er det ikke sådan, at bare man venter pænt og passer sin plads i rækken, så går det efter tur.
Det kan virke uretfærdigt. Men sorger og glæder, livsmod og håb, ja døden selv går ikke efter tur.
At leve er at vente.
Vi ved bare ikke altid, hvor lang tid vi skal vente.
Vi ved heller ikke altid, hvad vi skal vente på.
Det er bøvlet for den, der gerne vil kunne indstille sig på noget.
Man kan ikke sætte tid på, hvor lang tid det tager at vente.
Nogle gange kan det føles uendeligt at vente på at komme fra nr. 8 til nr. 7 i køen.
Når man er rigtig utålmodig, så kan et minut føles som en evighed. Der er faktisk ikke noget, der tager så lang tid, som når man venter på det.
Man venter ca. 9 måneder på et barn.
Det passer ikke. Det ved enhver forælder.
For når først barnet er kommet til verden, så kommer man til at vente på det mange gange.
I løbet af et liv venter vi meget længere end 9 måneder på et barn.
Vi venter på, at barnet skal blive færdig til at komme afsted.
Vi venter på, at barnet kommer hjem fra skole.
Vi venter på at hente og bringe.
Vi venter på, at barnet får ryddet op på værelset.
Tusinde andre gange venter vi på barnet.
Og barnet venter.
Jeg er sikker på, at selv os, der for længe, længe siden var børn, kan huske hvordan det var at vente: ”Hvornår er vi der?”
Hvem af os har ikke siddet på et bagsæde i en bil og utålmodigt spurgt vores forældre om det. Og hvilken forælder har ikke svaret ”snart”? Velvidende, at "snart" er et relativt tidsbegreb.
Og juleaften – det har været årets længste dag.
Da jeg var barn, skrålede vi med på sangen: ”I aften er det juleaften, der er længe, længe til”.
Og det var der: længe til. I hvert fald i min barndom.
Så længe, at mine forældre syntes, at jeg skulle sove middagssøvn, for så gik dagen hurtigere og jeg kunne bedre holde det ud om aftenen. Og så lå man der i sin seng og ventede på at falde i middagssøvn, og der var bare endnu længere til det blev aften.
Vi holder ikke op med at vente.
Nogle gange kan jeg blive træt af den tendens, der er i vores samfund: At det er som om vi hele tiden venter på noget:
Når det er mandag, så bliver der pisket en stemning op om, at der er længe til weekend. Jamen – der bliver da hverken kortere eller længere til fredag af at sige, at der er længe, længe til.
Og lur mig – lige om lidt begynder man i vejrudsigterne at tale om, at vi venter på sommervejr. Og når sommeren er gået – uhh – ja, så skal vi vente mange måneder på, at det bliver sommer igen.
Hvad er der i vejen med tirsdage onsdage og torsdage?
Hvad er der i vejen med efterår, vinter og forår?
Hvorfor ikke bare acceptere, at der er nogle ting, som har sin tid.
Og så må vi øve os i at vente.
Nogle gange på bedre tider.
Nogle ting skal vi ikke vente ret lang tid på.
Nogle ting skal vi vente længere på.
Der er søde ventetider.
Der er ventetider, hvor vi næsten ikke kan vente længere af spænding.
Der er ventetider, som ikke kan måles i tid, men hvor en beslutning venter på at blive modnet og taget.
Der er ventetider, hvor vi står på venteliste eller standby – og hvor vi venter på at få en besked, vi måske både har frygtet og ventet.
Der er ventetider, der er deres helt egen tidsregning.
Vand koger ved 100 grader. Men det kan vi ikke vente på længere. Så nu har vi vandhaner, hvor der med det samme kan komme kogende vand ud af.
Jeg tænker, det er noget af det, der kan være med til at presse os: At vi er blevet dårlige til at vente. Vi er hele tiden er på vej et andet sted hen. Som om vi kan sprænge køen.
I stedet for at kunne vente. Og så bliver vi utålmodige og får stress, når vi opdager, at vi er nr. 9.749 og ikke nr. 7 i køen.
En døgnflue lever et døgn. Den skal nå et helt liv på 24 timer.
Ikke så sjældent lever vi som om vi var døgnfluer.
Det er virkeligt dumt.
Som mennesker kan vi ikke sætte os tilbagelænet tilbage og vente på, at noget vil ske. At andre får noget til at ske i vores liv.
Vi kan glæde os, når det sker. Når familie og naboer og andre gode mennesker af sig selv gør noget godt for os. Gør os tjenester, slår vores græs, gør ting, der gør os glade. Men vi kan strengt taget aldrig forvente det.
At leve er at vente. Men det er også at leve imens vi venter.
Du kan forbinde venten med en ventesal. Så er du hele tiden på vej et andet sted hen. Og så kan din venten være rastløs eller utålmodig.
Du kan også forbinde din venten med væren og væren til. Og så er din venten ro og accept.
Jeg tror, de to måder at vente på ofte kæmper med hinanden.
I det danske sprog er der indenfor de seneste år kommet et nyt ord. Det hedder ventesorg. Ventesorg – det er den sorg, man ved vil indtræffe, før eller senere. Vi kan også sige, at det er en forventet sorg, som før eller senere vil indtræffe for os alle. For døden kommer vi forventeligt alle til at møde. Den venter os alle.
Når der er kommet opmærksomhed på ventesorgen, er det fordi det på sin egen måde kan være en sorg allerede før et menneske er dødt. Ventesorgen slider på sin egen måde.
For det er ikke let at se på, hvordan et menneske, man har kendt og holder af, er i dødens forrum. Og det kan være en udfordring på sin egen måde at gøre det venterum til et leverum.
De ord, vi i dag hørte Jesus sige, at om en kort tid, så ser vi ham og om en kort tid, så ser vi ham ikke mere, - dem siger han skærtorsdag, mens han sidder til bords med sine disciple. Han taler om sin forestående død. Hans taler om ventesorg. Men Jesus taler også om, at ventesorgen aldrig er uden håb. Dét er evangeliet.
Jesus er helt klar over, at hans venner ikke forstår, hvad han taler om. ”Hvad er meningen?”, siger de. ”Vi forstår det ikke. Hvad er det vi skal vente på – og hvor længe skal vi vente?”
Det er derfor, Jesus bruger billedet af en kvinde, der venter sig. Som er gravid. Selvom vi godt ved, at det tager ca. 9 måneder, når man venter et barn, så kan ventetiden være lang. Men – siger Jesus – når først barnet er der, så glemmer man smerterne.
Der kan komme noget godt ud af at vente.
Det gælder både for det, der er godt at vente på – og det, der er svært.
”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”, siger Jesus.
Det lyder som en hån overfor den, der har mistet et menneske, man var tæt på.
Det lyder som om man bare kan sprænge sorgens og savnets ventekø ved at være tålmodig nok.
Jeg tror ikke det er det, Jesus mener.
For Jesus var aldrig ude på at håne os.
Det har lige været påske.
Påskens begivenheder var på ingen måde, som de havde forventet det dengang. Selvom Jesus havde sagt, at han skulle dø. Så havde de ikke troet, at det skulle være på den måde.
Selvom han havde sagt, at han skulle opstå fra de døde på tredjedagen, så havde de da slet ikke forventet, at det ville ske. At de skulle se ham igen. Ventesorgen – og den helt uforventede glæde påskemorgen har lige siden kæmpet sine egne stille troskampe i mennesker lige siden.
”I skal græde og sørge”, sagde Jesus, ”men jeres sorg skal blive til glæde”. "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer"
Hvordan kan vi tro det?
Kan det virkelig tænkes, at lige så sikkert som ventesorgen er en del af vores liv – fordi døden er det – kan det mon tænkes, at Gud også har plantet en venteglæde i vores liv? Så vi kommer til at mærke livet og livsglæden i os igen, selvom vi har mistet? Ja, selv de gange, hvor vi mistede os selv.
Venteglæde er, at vi må håbe og forvente, at også vi kommer til at få dage, hvor vi kan glæde os igen. Hvor vi kan grine og bare være til. Dage, hvor vi ikke skal spørge, hvor håbet findes i verden. Men erfare, at det er her. Håbet. Også i din verden.
Jeg tror det.
Og derfor har jeg købt blomsterfrø.
Et helt kilo solsikkefrø. For solsikker kan – hvis vi venter længe nok – blive meget store og nå næsten op til himlen. Og solsikken er som os, der kan lide at sidde i solen og flytter os, så solen rammer os på den bedste måde. Sådan drejer solsikken sit hoved.
Jeg har sat skåle med solsikkefrø i våbenhuset. Tag endelig rigeligt med jer, når I går herfra.
Plant dem i jeres have. Eller find en stump jord et sted og spred frøene der.
Og så skal I vente.
Og mens vi venter, så må evangeliet gro i os. Evangeliet om ham, der var død og var hos de døde. Og som stod op igen.
Og hvis du ikke gider et solsikkefrø, så lad Guds ord gro i dig.
Lad rødder af håb nå ned til det i dig, hvor der er dybest og mørket.
Der er et kilo solsikkefrø – og vi skal plante solsikker i tusindvis for at sprede budskabet om ham, der sagde, at vi skulle gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple.
Og du behøver – som sagt ikke plante dem som frø. Der er tusinde måder at så ordet – og håbet på.
Du skal så. Og så skal du vente.
For på et tidspunkt vil frøet – eller Ordet slå rod.
Hvor længe vi skal vente – det ved vi ikke.
Men der vil være små grønne spirer.
Der vil være små grønne stænk af venteglæde i verden – og måske i dag.
Det er livet, der gror.
Det er håbet, Gud har plantet her i den verden, der har så svært ved at vente.
Du er nu nummer … ja, jeg ved ikke hvilket nummer i hvilken kø.
Hvad jeg ved er, at også du kommer til at vente.
Der er ventesorg.
Og jeg tror, der er venteglæde.
Jeg tror, Gud har mange flere glæder i vente til enhver, der sørger og savner og venter.
Hvordan de ser ud – Guds venteglæder – ja, det kan vi bare vente på. Men vi har al god grund til at tro, at vi venter på noget godt.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar