søndag den 24. marts 2019

Det ér stadig søndag - prædiken til 3. søndag i fasten


En af mine præstekolleger fortalte, at han for nylig havde været til søndagsgudstjeneste i en anden kirke end sin egen. Jeg skal undlade at nævne, hvor det var. Der havde været dåb og der var pænt besat på kirkebænkene. Om det var derfor, skal jeg lade være usagt, men det hænder for præster, at taletrangen kommer over os i større forsamlinger.

For denne præst i tjeneste havde den taletrang været aldeles udtalt. Han – for det var vel naturligvis en mand J – han havde prædiket og prædiket og prædiket. Længe. Og det havde – ifølge min mandlige præstekollega faktisk ikke været særligt interessant.

Det er i øvrigt noget af det, der kræver mod ved at være præst: At vi altid bliver vurderet og bedømt.

Vi bliver bedømt på dagsformen, på lige præcis den prædiken eller tale, vi holder den pågældende dag. Vi bliver bedømt på, ikke kun på, hvad vi siger, men vi bliver især bedømt på, hvad den enkelte af Jer mener at have hørt. Og så bliver vi også meget ofte sammenlignet med de gode eller dårlige præster, som tilhørerne tidligere måtte have hørt - eller hørt om.

Nå – men tilbage til den kirke og den prædiken et sted i en kirke i Ribe stift. Da præsten på et tidspunkt holder en pause – måske for at få vejret – da lyder det med meget høj og meget tydelig barnestemme: ”Mor… Er det stadigvæk søndag?”

Sådan havde jeg det, da jeg forberedte mig til denne søndags prædiken. Er det stadig søndag? Ja, er det stadig 2019? For hvad har dette evangelium da overhovedet af relevans for os i dette århundrede, i vore dage, i på denne søndag? Vi, som ikke opererer med dæmoner eller dæmonbesatte eller urene ånder – ja, nogle af os knap nok med fejede eller prydede huse?

Selvfølgelig kunne jeg gøre det her langt og minutiøst gå hver eneste sætning teologisk igennem og forklare, hvorfor det på Jesu tid havde en helt anderledes relevans og nødvendighed, men så ville det afgjort blive mandag, inden vi nåede til et amen.

Så jeg har valgt at vælge halvanden sætning ud og stort set koncentrere mig om dem. Det er prædiketekstens første sætning – der, som I jo alle husker – lød sådan her: ”Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale”.

”Tale er sølv, tavshed er guld”, lyder et ordsprog. Og selvom de måske nok ville være enige i den kirke i Ribe stift forleden søndag, - fordi de syntes, der var langt til guldet, så er det jo ikke sandt. Tavshed er bestemt ikke altid guld.

Tavshed kan være en forbandet størrelse. Ja, tavshed kan være dæmonisk. Tavshed kan være lammende og særdeles magtfuld. Tavshedens følgesvend er usikkerhed. Hvorfor taler den anden dog ikke?

For efterhånden mange år siden skulle jeg begrave en kvinde. Hun og manden havde været gift i virkeligt mange år. Enkemanden lagde ikke skjul på, at deres ægteskab i deres første år havde været særdeles stormfuldt. De havde skændtes hyppigt og højlydt og det havde taget hårdt på dem begge. Men de var også begge stædige, så der var ingen af dem, der havde villet give sig i diskussionerne.

Når skænderierne døde ud, begyndte tavsheden mellem dem. Vi taler fuldstændig radiotavshed. Ikke et ord. Ikke engang et ”tak for kaffe” mellem de to over morgenkrydderen. Og den tavshed kunne vare længe. Vi taler ugevis. Uden ét eneste ord. Jeg har ikke fantasi nok til at forestille mig, hvordan det har været at leve bag de fire vægge.

Jeg ved ikke, hvor længe det varede ved. ”Men”, fortalte enkemanden så ”på et tidspunkt lavede vi en aftale: Vi måtte gerne blive sure. Vi måtte også gerne skændes. Men der måtte højst gå 20 minutter, før vi igen skulle begynde at tale med hinanden.

Og nu skete der noget mærkeligt. Hvor vi tidligere havde været lige stædige – og lige gode om at være tavse – så gik der nu, ikke engang 20 minutter, men højst 5 minutter, før den ene af os sagde: ”Skal vi ikke tale sammen igen”. ”Hvorfor tror du, det gik sådan?”, spurgte jeg. ”Fordi vi jo holdt så meget af hinanden”, svarede han. Hvorefter et par store, tavse tårer trillede ned ad hans kinder.

Hvis ikke de to havde fundet ud af at bryde tavshedens dæmoni, så kærlighedens stemme igen havde fået taletid, så ved jeg ikke, om det ægteskab havde holdt.

Der skal mod til at bryde tavshedens dæmoni.
Der skal også mod til at tale om det, der kan være svært at give stemme.

Men det er det, Jesus gør. Jesus går ind i tavsheden og giver livet stemme. Det er det, vi snart igen skal fejre, når det bliver påske. For påske er, at Jesus, da han opstår fra de døde, på den allermest ultimative måde bryder tavshedens dæmoni.

Døden er det, der allermest definitivt lukker munden på os. Den gør det i det små, når vi bliver lammede, når frygtelige og uventede ting sker: Når unge kører galt i trafikken og på meningsløs vis mister liv eller førlighed. Når et prøvesvar fra en tilsyneladende harmløs undersøgelse viser sig at være alt andet end harmløs eller når telefonen pludselig ringer med en besked, vi ikke brød os om at høre, så mister vi mælet. Så ved vi ikke, hvad vi skal sige. Så bliver vi stumme.

Og ét er, at vi ikke ved, hvordan vi skal formulere det i forhold til os selv. Men vi bliver også stumme sammen. For vi løber meget ofte tør for ord for hvad vi skal sige til hinanden, når livet pludselig ikke kører på automatpilot.

På de nye indgangsdøre, kirken her får til december, har Bjørn Nørgaard i et af felterne beskæftiget sig med døden. Der er mennesker i alle mulige dagligdags situationer. Børn, unge, gamle. Men bag hver og en af dem ser man døden. Og døden lægger en hånd på mennesket. Både barnet, de unge og de gamle. Vi ved godt, at det sker. At døden også rammer eller tager som i blinde. Men vi isner ved tanken – og mister talens brug. Og det er dæmonisk, for der, hvor livet rammer os i al sin gru, har vi ikke brug for tavshed, men for tale, for ører og for nærvær.

Hvor ville det være dejligt, hvis det mirakel, Jesus foretager i de første linjer her, ville ramme os, når vi havde allermest brug for det, så vi ikke stod stumme og mundlamme, men kunne begynde at tale.

Men vi skal vove at tale, også om det, der er svært, når det er svært.

Når jeg står ved de allermest forfærdelige begravelser. Der, hvor kisterne enten er alt for små eller hvor dødsfaldet skete under omstændigheder, som ingen mening giver, dér hvor man tænker, at der ikke er noget at sige, og jeg som præst skal sige noget.

Dér tænker jeg: At hvis ikke jeg taler, hvis ikke der bliver sagt noget ind i denne situation, så har vi givet døden ret. Så får vi sagt, at døden er stærkere end livet. Og derfor skal der tales. Og derfor skal vi tage os mod til at gå til dem, hvor der er blevet alt for stille. Og vi skal være hos dem. For sådan er vi med til, at døden ikke får ret. Det får den så tit i forvejen.

--

Dagens evangelium ér unægtelig knudret – men det er også et evangelium: et godt budskab, fordi det peger på, at hvor der er kommunikation, er der liv. Det er en fortælling om nyskabelse, om et menneske, der gik nye muligheder givet, fordi det menneske nu kunne tale.

Og samtidig er det et evangelium, der peger på, at liv, alt liv blev jo – bibelsk talt - sat i gang ved, at Gud begyndte at tale. Før det var der ingenting. Før det var alting bare hulter til bulter, som der står. Jeg tror, vi genkender det, når samtalen mellem os er gået i stå.

Tavsheden kan være dæmonisk. Men den kan brydes. Den kan brydes af gode ord, af ord, der giver livet tilbage.

Præsten i Ribe stift talte Ordet ihjel. Det er en skam. For engang imellem skal vi – præster som ikke præster – også vove at give stilheden sin plads. Men det skal netop være den gode stilhed, der er båret af tillid og fortrolighed.

Tavshed kan være dæmonisk, fordi tavshed er fravalg af kommunikation.
Mens stilhed – også mellem flere - kan være en helt anderledes livgivende oplevelse, fordi stilhed er et tilvalg.

Parret, jeg talte om, talte sig gennem tavshedens dæmoni tilbage til hinanden, fordi deres relation var båret af kærlighed.

Også Jesus brød tavshedens dæmoni. Han gjorde det med kærlighed. For den fuldendte kærlighed fordriver al frygt og al dæmoni. Og hvis vi tør bruge kærlighedens kræfter i verden, vil vi opdage, at der er mere power i dem end i alverdens magt og terror.

Vi mennesker er blevet skabt med munde, for at vi kan tale med hinanden. Vi blev også skabt med ører, for at kunne lytte til hinanden. Og vi blev skabt med hænder for at kunne håndtegn, der hvor munde ikke kan danne ord. Og der, hvor kun kropssprog kan tale.

Vi skal tale. Vi skal kommunikere.
Vi skal tale – også selvom det engang imellem bliver langt i spyttet. Vi skal tale – for hvem husker ikke de gode samtaler, hvor vi glemte tid og sted?

Vi skal tale – for sådan skaber vi i videre forstand med på den verden, Gud gav os i arv.

Vi skal tale -
Men nu siger jeg ikke mere.
Jo, for resten – det er stadig søndag.

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-forste-raekke