Pinsedag - om at gå all in

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

Lykke er, når Helligånden viser sig i skikkelse af en 5-årig dreng, så der pludselig ud af det himmelblå dukker en pinseprædiken.

Sådan en 5-årig dreng som ham, der var til børnegudstjeneste i tirsdags. Vi var nået til altergangen. De knælede ned sammen: Ham – lillebror og mor. Han så ikke ud, som om han havde prøvet det før. Meget, meget opmærksom var han, da han tog imod brødet. Og da jeg var gået videre, hørte jeg ham sige til – lige så stille, men tydeligt– til lillebror: ”Du får kun en lille smule. Så du skal huske at nyde det”. Hvor var det fint! ”Du får kun en lille smule, så du skal huske at nyde det”.

Jeg tror, de fleste af os er gode til at nyde i det små. Nyde smulerne, øjeblikkene. Vi nyder forskelligt. En ser – og nyder magnolie- og kirsebærtræerne, der blomstrer så intenst, men kort og som allerede er ovre det for i år. En anden nyder den gode aften med vennerne på terrassen. En nyder en forårsmorgen med dens helt særlige kølighed og varme på samme tid. En anden nyder at høre huset vågne med hverdagslyde af børn og espressomaskinen, der sprutter den første kop kaffe ud. En nyder morgenandagten – en ny morgen i min skål - en anden solnedgangen… Nyde de små glimt af … ja, det er vel af lykke og livet selv. Men nyde, skønne på …

For sådan er det vel også med livet. Når alt kommer til alt, får vi kun en lille smule. Så vi skal huske at nyde det. Jeg tror det gælder, at uanset om man så får lov at blive 105 eller bare 15 år … det er stadig kun en lille smule af livets mangfoldighed, vi hver især får lov til at smage. Vi skal nyde det, vi får. Det betyder ikke, at vi skal stille os tilfreds med lidt. At vi ikke godt må være sultne efter mere.

Men vi skal nyde smulerne. Det er ikke os alle, der kommer til at stå på toppen af Kilimanjaro. Det er ikke os alle, der kan kreere himmerigsmundfulde eller kan reparere vandrør eller foretage hjertetransplantationer. Det er ikke os alle, der har bygget Storebæltsbroer eller har sat dybe spor efter os …

Det er måske ikke engang os alle, der kan sige, at vi kan huske, hvornår vi sidst var lykkelige, sådan helt ind til benet lykkelige. Men mindre kan gøre det. Og mindre kan være en rigtig dejlig velsignet smule.

Men pinse... Pinse er ikke at huske at nyde en lille smule. Pinse er faktisk alt andet end at huske at nyde en lille smule. Måske er det også derfor, vi har det lidt besværligt med pinsen.

For selve pinsens Ånd er at gå all in. Ind ad døre. Ind i hjertets sprækker. Ind for at tænde, engagere, brænde, forsone. Og ingen af de dele kan du gøre en lille smule, hvis det skal være helhjertet!

Det bliver tydeligt i pinsens salmer.
Iben Krogsdal skrev om at ”være soltilstede” – det har været let i den forgange solbeskinnede uge. Iben Krogsdal skrev om at være vild af Helligånd. Hun skrev om slet ikke at kunne lade være med at være glad.

Gode gamle Grundtvig holdt benene lidt mere på jorden. Og så alligevel ikke. Slå i tankerne lige op på nr. 290 – I al sin glans – det 3. vers.

Pinse – det er at det ånder… Ja, men det ånder ikke bare. Det ånder himmelsk over støvet. Det helt forunderlige er, at vi er det støv, som Guds ånd daler himmelsk ned over. Og pinsens under er at støv og ånd forenes, bliver til ét. Og forunderligt, at den forening ikke går over lige om lidt, men at Ånden bliver hos os og at den vil være i os.

Og videre… ”det vifter hjemligt” – ja, vist, er det ”hjemligt” men det lufter lifligt helt op under skyen. Opladt fra selveste Paradiset.
Og her ved vore fødder løber selve livets flod. Den, der sprang i Edens have. Den er ikke fjern, en metafor, et symbol. Nej, selveste himlen er kommet ned på jorden i Guds ånd og i Guds ord.
Det er alt andet end en lille smule. Det er uden lige. Nærmest uhåndterligt og ufatteligt.

Og måske derfor… måske også derfor bliver der holdt ufatteligt mange luftige pinseprædikener, hvor Ånden måske nok svæver højt, men hvor det kan knibe at få pinsens budskab til at komme ned på jorden. Og det er jo lige præcis det, pinse er: At Ånden kommer ned på jorden!

Pinse er, at vi ikke kun får en lille smule. Vi får det hele. Overvældende, overrumplende, uhåndterligt. Som livet - glæden - kærligheden - kan være, når det  kommer bag på os i al sin vælde. 

Og for alle os, der tror, vi befinder os bedst med det lidt tilbagelænede, det, vi tror, vi har styr over og kan overse, - den lille – men dejlige - smule af livet, der er blevet os til del – for alle os, der som dem den første pinsemorgen, sidder trygt og godt og overskueligt bag hjemmets fire vægge – og med den tro, der nu er vores - ja, der er pinsen en overvældende, overrumplende og uhåndterlig størrelse.

For livet - glæden - kærligheden er ikke håndterbar. Ingen af delene får vi altid rakt i små overskuelig smuler, vi sagtens kan snuppe i en mundfuld. Vores tro er heller ikke altid håndterbar. Du og jeg kan sidde i det hjemlige lønkammer – eller her bag lukkede døre, trygt og godt, og såmænd hvile godt og trygt i vor tro, vor forvisning.

Men pinse er, at der går Helligånd i den. Helligånd i livet. Helligånd i troen. Blæser liv i os. Blæser det tynde eller tykke lag støv, der har lagt sig på den tro, der nu var din, af – og gør den ny. Pinse er forårsrengøring af din tro.

Helligånden får dig til at løfte benene, så der kan støvsuges under dem. Den får dig op af stolen. Fordi du bliver klar over, at du ikke kan sidde stille, mens livet er lige der udenfor døren.
Helligånden får dig engageret og tændt på benene – og ud i verden. Fordi du bliver klar over, at du ikke kun kan dele dit liv og din tro eller kærligheden med dig selv. Og du hører dig selv tale om Guds storværker på dit modersmål. Om hvor stort og smukt og rigt livet er. Du hører dig bruge ord som vidunderligt – fantastisk – nåde – taknemlig.

Så lad det blive pinse. Luk sindets døre op.
Tag imod Guds storværker, rakt til dig. Og lad dig ikke holde tilbage. Ikke i dag.
I dag skal du ikke nøjes med en lille smule. I dag må du tage for dig. Næsten grådigt.

Måske virker lidt uvant for dig.  Det vil næsten være mærkeligt andet.
Men hvordan tror du ikke de første disciple havde det, da Ånden kom over dem? ”Er de ikke bare fulde?”, lød det fra onde tunger. For onde tunger har altid travlt med at pege fingre ad det gode, selv – eller måske især - når det viser sig på sin allermest overrumplende måde.

Men onde tunger har ikke ret. Pinse er, at Gud taler til os på sit tungemål. Kærlighedens tungemål. Så vov at lytte:
Guds Ånd taler også til dig.
”Du skal leve” siger Guds Ånd.
”Du er elsket”, siger den. ”Du er elsket af Gud Fader selv”.

Jeg ved ikke, hvordan det er med dig? Men jeg bliver en smule blufærdig, når jeg hører det. Gælder det her også mig? Også når jeg er allermindst modtagende eller bange eller tvivlende? Når jeg ikke tør give mig livet i vold – eller bare tillade mig selv at være glad?

Gælder Guds løfte om ikke at lade efterlade os så også mig og dig? Gælder Guds løfte, som Jesus minder os om i dag, om at også vi – med alt, hvad der er os – også er elsket af Ham?
Ja. Det gør det! Ja. Og pinse er at Gud vil sende os sin Helligånd som tolk og talsmand – eller som en fem-årig – eller som en susen – eller på - Gud ved selv - hvor mange andre måder – så det må blive levende og sandt for hver og en af os.

Jeg ved ikke, hvordan det er med dig. Men jeg tænker, at jeg får brug for at tage pinsens budskab det ind i små bidder. Men jeg tænker også, at jeg skal huske at nyde dem. Skønne på det. Hvile i det.

Lade Helligånden virke i mig og virke det frem. Virke den tro frem, som kan se ud som en lille smule. Men selv på smuler kan man bygge liv. Pinseliv!

Så lyt nu til blæsten, hør jublende stemmer i suset.
Luk døren op, lad Guds åndepust hvirvle i huset.
Glæde kom ind. Storm i mit hjerte og sind.
Ædru, og dog så beruset.

Se, der er ilden med dansende, flammende tunger.
Helligåndsilden, der knitrer, som tordenbrag runger.
Vid - denne brand overgår kløgt og forstand.
Mætter al længsel og hunger.

Fryd dig, ja fryd dig, for Ånden gir hjerterne stemmer.
Vidner om Ham, som de inderste kamre fornemmer.
Myndige ord.
Jublende tunger i kor.

Glædelig pinse!!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Kære Gud. Vi takker dig for det under, at vi har lov at leve lige her og nu, på denne smukke plet, hvor alt dufter, blomstrer og springer ud. Vi takker dig for alle dem, vi holder af, og som vi kan dele liv, håb og drømme med. Tak fordi du ikke efterlader os uden håb, men fornyer os til liv og til tro ved din hellige Ånd, der når ind til os med glæde og livsmod selv der, hvor vi troede, at alt var dødt, mørkt og uden håb.

Lad dine Helligånd blæse pinseliv i os alle. Blæs til vores tro og vores håb og vores kærlighed – så de flammer op. Blæs liv i Freja, som i dag er blevet døbt, og blæs dit liv ind i alle børn og unge. Blæs også liv i os forældre, så vi kan være og blive det bedste, du, Herre, har tænkt om dem. Blæs os ud i livet – med styrke og mod. Vis os vejen gennem livet, så vi ikke farer vild. Og Helligånd, når vi snubler og falder og sidder der i rabatten af livet og er ved at opgive det hele, så blæs os op og i gang igen.

Helligånd. Blæs os hen til hinanden. Så vi bliver den slags mennesker, som aldrig kommer til at mangle nogen at være noget for. Så vi aldrig kommer til at mangle nogen at elske, og så vi aldrig kommer til at mangle nogen, der elsker os, deler vores sorger og glæder og er vidner til vores liv.

Blæs os omsorgsfulde og varme. Blæs troen og håbet om det evige liv ind i os alle – så vi ikke behøver at frygte den død, der kan gøre så ondt. Blæs, så vi kan og tør leve livet helt ud – og selv når vi må se, at det ender – tillidsfuldt kan overgive os og dem, vi hører sammen med, til døden. Fordi vi kender dig og ved, at du siger, at døden ikke skal beholde os.

Blæs på alle dem, vi hører sammen med. Som er her. Og blæs på alle dem, som ikke kan være her i dag – og som vi savner. Uanset om de på jorden eller i himlen hos dig. Blæs alle vores bedste ønsker og håb for dem hen til dem og fyld efter med dine. Amen.

Konfirmation - prædiken - kirkebønner - tale til konfiramnderne

Konfirmander kl. 11.30
Flere fotos i indlægget

Prædiken:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

”Alting har en tid”. Sådan citerede vi før fra Prædikerens bog. Og nu – lige nu – er det tid til at feste, tid at være glad, måske endda rørt. Føle sig velsignet.

Det er ret vildt at tænke på, at måske lige præcis dette nu! – eller andre nu’er fra denne konfirmationsdag, ja, dem vil nogle af Jer huske længe, enkelte måske resten af jeres liv. Det er lige så vildt – måske vildere - at tænke på, at vi aldrig ved, hvilke nu’er, der får særlig betydning for os. Vildt, at nogle nu’er bliver så vigtige, at vi aldrig slipper dem – og de aldrig slipper os.

”Alting har sin tid”. Selv et lille nu kan have sin.

Et nu – og nu er det allerede borte. Men hvis du, konfirmand, er i tvivl om, hvor stor betydning et nu kan have, så spørg dine forældre, om de kan huske det nu, hvor de fik dig i armene for første gang? Eller om ikke de kan huske et nu, hvor de åndede lettet op, fordi der ikke var sket noget forfærdeligt med dig? Eller nu’et lige nu og her. Ubegribeligt, her sidder en ung, en smuk konfirmand, - er det allerede så mange nu’er siden han eller hun kom til verden. Hvor er de blevet af, alle nu’erne?

Ja, mon ikke I hver især kan kalde et nu frem, som betyder noget særligt for Jer hver især? Prøv.  

”Alting har sin tid. For alt, hvad der sker under himlen er der et tidspunkt”. Ordene betyder ikke, at det er Gud, der på forhånd har bestemt, hvornår det er tid til krig eller fred, tid til at fødes eller dø. Vi, mennesker, har stadig hver især vores frie vilje til at vælge at gribe nuet eller lade være.

Ind i vores nutid har Gud lagt sin evighed. Det skete, da du blev døbt. Da lovede Gud dig: ”Du skal vide, at i hvert eneste nu er jeg hos dig. Jeg er med dig – alle dage, indtil verdens ende”. Alle dage. Ja, i hvert eneste nu.

Fordi Gud er gået ind i vores tid, har tiden fået en anden værdi. Derfor bliver tid det dyrebareste, vi har. Derfor er tid det fineste, vi mennesker overhovedet kan dele med hinanden.

Det er derfor, Jesus i dag både græder og skælder ud i det, jeg læste før. Fordi vi mennesker nogen gange opfører os som om vi har al tid i hele verden til rådighed. Nej, siger Jesus. I skal kende jeres besøgelsestid.

Det er nemt nok at kende sin besøgelsestid, når man er helt klar over, at det er nu, det er nu. Men hver gang vi syntes, vi forpassede et nu, så var det fordi vi ikke kendte vores besøgelsestid.

For nylig så jeg et billede af et ur. Uret havde ikke visere. Eller tal. For der, hvor tallene kunne have været, stod det ordet ”nu”. Så der var nu kl. 12 – og 1 og 2 – ja, hele urskiven rundt indtil klokken 12 igen.

For mig blev billedet af uret med nu-tid et symbol på Guds måde at tænke tid på. Hver eneste nu lægger Gud et nyt nu foran dig. Al tid bliver nu-tid.  Derfor skal vi kende vores besøgelsestid. Vi skal være klar over, at det er nu’et, der gælder. Det er vigtigt. Nu. Ikke i morgen, ikke lige om lidt, ikke efter endnu en youtube-video. Men nu.

Vi ved godt, at det ikke er muligt kun at leve i nuet. Vi ved godt, at vi ikke kan jagte nu’erne. Vi kan ikke bestemme, at det næste nu – det skal være noget helt særligt. Men vi skal være bevidst om dem, nu’erne. For de har evighedskarakter.

De bedste til at leve i nuet er børn. Jeg tror faktisk, det er det, Jesus tænker på, da han sagde, at ”den, der ikke tager imod som et lille barn, kommer ikke ind i Guds rige”. Barnet griber nu’erne med selvfølgelighed.

Men også I konfirmander er fuldstændigt fantastiske til at gribe nu’et. Til at leve i det, være i det, fylde det ud, skabe Jer i det. Og I deler glade og gerne jeres nu’er med hinanden.

Hvis man ser en teenager stå og posere, så kan man være helt sikker på, at hun eller han er i gang med at sende et lige-her-og-nu-billede til en ven over snap-chat eller instagram.

”Livet er sjovere, når du lever i nuet”, står der, når man går ind og søger på Snapchat. Ja, og jeg tror såmænd ikke kun livet er sjovere. Livet er også rigere. Men et snap varer højest 10 sekunder. Så er det ude af verden igen.

Ét er at leve i nuet med sig selv. Men det er nu engang bedre at leve i nuet sammen med andre. Og nu – lige nu – vil vi dele dette nu og her med andre.

Jeg vil simpelthen bede jer alle sammen om at finde jeres mobil-telefoner frem. Og så skal I tage et billede lige her og nu. Et nu-billede. For også dette nu er Guds nu.
Tag et billede, et øjebliksbillede af din sidemand – af uret – af en konfirmand – af hvad som helst -  Hash-tagg det og sende til #chr7000

Og til dem af Jer, der ikke har mobiler med herind. Og til dem af Jer, der synes, det er noget pjat. I får lige 10 – 20 sekunder til at være til stede i nuet i. Eller bed en bøn for den konfirmand, du skal feste for i dag.

Læg så igen telefonen væk. Og vær til stede. Livet bliver hverken genudsendt eller lagt på Instagram eller Youtube. Livet er lige her og rigtigt meget nu.

Jeg vil godt vædde en 20’er på, at det sker igen. At både du og jeg glemmer vores besøgelsestid. At vi glemmer at være i nuet. Måske har du endda glemt det allerede et par gange under gudstjenesten her og tænkt dig andre steder hen. Og du kommer helt sikker til at misse vigtigere nu’er end denne prædikens nuer.

Men for det nu, som gik forbi, er der et nyt på vej. For det nu, du missede eller misbrugte, lægger Gud et nyt foran dig. Det betyder noget for dit liv og for din tro. For at tro på Gud, det er ikke at sidde virkelighedsfjernt med foldede hænder. At tro – det er at være tro mod det nu, din Gud ligger foran dig.

Det er dermed også at være tro mod det medmenneske, der i næste nu kan krydse din tid og dit liv. At tro, det er at leve håbefuldt på, at Gud hele tiden lægger endnu et nu foran dig.

Alting har en tid. Der er tid til at fortryde, tid til at vende om. Der er tid til at vende dig mod livet. Der er en tid – et nu til at kramme og elske og … Hvert eneste nu er mulighed og evighed i en maggiterning. Det er stort! Det er forunderligt!

Og for os, som ikke engang kan gribe en bold, kan det være svært at begribe. Men da er det endnu forunderligere, at Gud griber nuet for os – og rækker os det. Jeg tror, det er det, der hedder nåde. Livets nu.

Det her gælder, når alt er godt. Men også, når vi ikke synes, at nu’et er noget værd. Når vi ikke kan fange det eller gribe det eller fastholde nu’et, så får vi det. Det skal vi synge om om lidt i den salme, der fik absolut flest stemmer i konfirmandernes salmeafstemning.
Hver gang, at jeg syn’s jeg ku,
helt la være at være,
står du der med livets nu,
Jesus, du min Herre.

Hver gang Jesus gik og går ind i menneskers liv – måske kun for et øjeblik, står nu’et knivskarpt.

Hver og en af Jer her vil få masser af nu’er. Mange øjeblikke. Nogle af Jer vil lægge sende oceaner af snapchats eller lægge billeder på instagram eller lagre dem i den indre hukommelse. Men de vigtigste nu’er for de tro, de fastholdes ikke på nogen harddisk, eller på noget medie. Ja, måske kan de knap fastholdes af din tanke eller i ord.

Livets nu’er – det er når Guds nu og dit nu falder sammen. Det er når himlen selv strejfer dig. Livets nu, det er når du – måske bare i glimt - mærker lysten til livet boble i dig. Det er når du får mod til at gå, selvom du ikke kan se vejen foran dig. Det er når frygt forsvinder, selv når der er al mulig grund til at være bange. Det er når sorg letter, og du igen lader dig varme af forårssol. Det er når du glædes og løftes og mærker, at livet er godt ment. Du må gerne have det godt. Også selvom det kun er i glimt.

Det er det, evangeliet siger til dig: Du lever i et sådant nu.  Livets nu. Guds forunderlige nu. Givet af ren og skær nåde. Denne dag er din besøgelsesstid. Alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen er der et tidspunkt. Også lige nu.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så NU og ALTID og i al evighed Amen.

Kirkebøn

Nu skal jeg bede kirkebønnen. Hvert eneste sætning i det følgende er skrevet af konfirmanderne for nogle uger siden. Jeg har kun sat sætningerne sammen.

Kirkebøn, 23. april kl. 9.30

Kære Gud.

Tak fordi du har givet mig livet. Tak for det liv, jeg har.
Jeg beder om, at jeg aldrig mister mit livshåb.
Jeg beder om, at du Gud, vil være med mig.

Jeg beder om en verden uden krig, om at der vil komme fred overalt i verden. For der er så mange krige.
Jeg beder om at alle får mad og drikke hver dag.
Jeg beder for, at alle skal kunne gå i skole, blive kloge og få et job.
Jeg beder for dem, der ingenting har.
Jeg beder for dem, der har et forfærdeligt liv.

Jeg beder om at Fredericia får en bedre økonomi.

Jeg beder om at jeg – og min familie – og mine venner - får et godt liv
Jeg beder om, at mine forældre ikke bliver alvorligt syge.
Jeg beder for de kræftramte, for der er så mange, der dør af sygdommen.
Jeg beder for dem, der er syge eller har det dårligt – at de får det godt, for det fortjener alle.

Jeg beder for den hjemløse.
Jeg beder for alle dem, jeg holder af.
Min familie – mine venner.
Jeg beder for min døde oldemor. Hun betyder så meget for mig, - jeg savner og elsker hende.
Jeg beder for, at jeg kan fejre min konfirmation sammen med min oldemor.
Jeg beder for min gudmor, som ikke kunne være her i dag.
Jeg beder for mine bedsteforældre, så de får det godt i himlen.
Jeg er så ked af dem, der ikke kan komme til min konfirmation.
Jeg beder for mine forældre, for jeg elsker dem højt.

Jeg beder om kærlighed og om at alle får det i deres liv. For det har alle brug for.

Jeg beder for dem, der ikke er her mere.
Jeg beder for dem, man har mistet.

Jeg beder for en god fremtid, hvor alle har det godt med hinanden.
Jeg beder om retfærdighed fra andre til mig
Jeg beder for at andre, der holder af mig, bliver ved med det.

Jeg beder om at jeg kan forblive glad. Om at jeg altid vil forblive mig selv.
Jeg beder for, at vi alle kan få evigt liv i himlen.

Jeg beder om solskin på alle konfirmationerne og på blå mandag. Jeg beder om at vi alle får en fantastisk, spændende, sjov konfirmation og at alle har det godt på dagen. Amen.

Kirkebønner 23. april kl. 11.30

Kære Gud.

Jeg beder om et sundt og godt og langt liv. Et liv, fyldt med glæde og kærlighed. For det er ikke sjovt at leve med mørke omkring mig.
Jeg beder om en god uddannelse og karriere. Om en lang og lykkelig fremtid. Ja, jeg beder om alt godt i fremtiden for alle mennesker.

Tak fordi jeg har fået et godt liv med mad tøj og andre ting og at jeg har min mor og far.

Jeg beder om mad til de fattige. Jeg beder for at de syge må blive raske og at de ikke mister modet.
Jeg beder for børn i verden, der ikke har et godt liv, om at de må få en bedre fremtid. Jeg beder for alle de hårdt ramte børn og voksne, som har det rigtigt svært.

Jeg beder om fred i verden.  Om at alle krige stopper, og at mennesker lærte at respektere hinanden.
Jeg beder for alle de mennesker, der er i krig. Og om at de indser, døden ikke altid er vejen frem.
Jeg beder om et fortsat fredeligt land, hvor jeg kan være tryg i min tro.

Jeg beder for de indflygtende, for flygtninge, for familier, de hjemløse.
Jeg beder for dem, som lever udsatte steder i verden og som oplever enten krig, terror eller naturkatastrofer.

Jeg beder om, at folk ville hjælpe hinanden. Om at alle var ægte.
Jeg beder om at alle ville blive glade og at alle kan være trygge.

Jeg beder om, at venskaber ikke bliver brudt og at kontakt bliver ved med at holde.

Jeg beder om håb.
Om retfærdighed.
Jeg beder for at det onde bliver godt.
Om at Gud må være med os.

Jeg beder om besvarede spørgsmål.
Tak til dem, som altid står ved min side og som hjælper mig ud af svære situationer.

Jeg beder for dem, jeg holder af.
Jeg beder for min farmor, som er dement, for at min farmors fætter får synet igen.
Jeg beder for mine brødres fremtid.
Jeg beder for min farfar, som har en uhelbredelig sygdom.
Jeg beder om, at min mor må blive rask.
Jeg beder for min oldemors søster, for hun er rigtig gammel.
Jeg beder for min døde morfar.
Jeg beder for min lillebror, som har det svært.
Jeg beder om, at min farmor og farfar altid vil være i mit hjerte.

Jeg beder for, at min mormor og morfar altid vil være der for mig.
Jeg beder for min farfar, som tabte kampen mod kræft og alle de andre, som også har tabt den kamp.
Jeg beder for dem, vi har mistet. Dem vi savner, dem, der er langt væk.

Jeg beder for min familie, for jeg elsker dem så højt.
Jeg beder for dem, som svigter mig.

Jeg beder om at alle i dette rum får en supergod konfirmation.
Om at alle bliver lykkelige. Om at at alle får et godt og trygt liv sammen med dem, de har kær.

På forhånd tak. Amen

Indhold af goodiebag

Tale til konfirmanderne

 

Esther:
Se på dem, der sidder omkring Jer. De vil alle – hver på deres måde – gøre det allerbedste for at give Jer en god dag i dag. En dag med minder, I kan tage frem og huske.  Mens I har gået til præst, har Eva og jeg også gjort vores bedste for at give Jer noget med, som I kan tage frem af i løbet af jeres liv.

Esther:
Vi har samlet noget af det som små minder i en lille goodie-bag til jer. Men selvom det ser småt ud, skal tingene minde Jer om det allerstørste.

 

Esther: Kig i posen. Der er en tid til at tage klemmen frem. Det er ikke godt, når nogen har en klemme på andre. Det gør os bange og usikre.

Men en klemme kan også holde sammen på mange ting.

Og de fleste synes om at få et klem - et kram. Der er en tid til at give et klem.

På klemmen sthår der ”håb”. Når Gud taler, er der altid en tid til at håbe. Hvor der er håb, er der liv. Det håber vi, I vil bære med jer, konfirmander.

En konfirmationsdag er en håbsdag. Og I konfirmander her er ikke håbsløse, men fulde af håb. Og hvis I selv mister håbet, så må I hvile I, at Guds håb har en klemme på Jer.

 

Eva:
I posen er der også en lille nøgle.
Der er en tid til at låse i og en tid til at lægge bag sig.
Jesus lærte os om det. Det hedder tilgivelse.
Det er en vigtig goodie at have med i livet. Det er godt, både at kunne tage tilgivelse frem og kunne tage imod den.

Måske vil nøglen også minde Jer om Luthers nøgle, rollespillet, vi deltog i, hvor I lærte, at der er mange måder at låse op for kristendommen på.

I får en nøgle. For der er altid en tid til at låse op. Jesus lærte os om det. Det hedder mulighed. At tro er at leve i tillid. Tillid til at Gud vil låse op for Jer, uanset hvor fastlåst en situation kan se ud.

Esther:
Der er en tid til at bygge. Små, små sten er lagt i jeres pose. Mens I gik til præst, har der været en tid til at bygge. Vi har bygget Babelstårne, og vi har bygget fortrolighed op.

Når vi bygger mure, er der en fare for, at vi ikke længere kan se andre og bliver isolerede. Derfor hørte vi også, at der nogle gange er en tid til at rive ned.
I er allerede godt i gang med at bygge jeres liv op. Byg på jeres familie og gode venner. Byg på uddannelse og gode oplevelser. Og lad Gud bygge med.

 

Eva:
I goodiebagen ligger der også et bolsje.
På bolsjet står der ordet kærlighed. Der er en tid til at elske.

Men alting har sin tid. Også kærligheden. Nogle af Jer ved allrede, at kærlighed ikke kun smager sødt og godt. Nogle af Jer har erfaret, at kærlighed kan blive forbi, ligesom dette bolsje heller ikke varer evigt.
Dem af Jer, der har mistet nogen, I holdt af, ved det på en særlig måde.

Guds kærlighed er ikke som bolsjet. Guds kærlighed holder ikke op. Det er lige præcis det, vi bekræfter for Jer, ved at holde konfirmation. Gud holder af Jer. Hver og en af Jer. Med en kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som aldrig hører op.

Nu vil jeg bede Jer om at tage alle de små ting ud af papirsposen og lægge dem i den lille stofpose. Så tager I hver især jeres papirspose og puster luft i den. Godt med luft. Den skal være helt fuld. Og så smadrer I den!

Hvorfor?
For det har også sin tid. Det er, hvad vi hver især kommer ud for: at det, der var den trygge pose – eller sammenhæng i vores liv, går i stykker.

Esther:
Og hvad gør man med sine goodies uden bag? Hvad sker der med de gode værdier, ja, hvad sker der med kristendommen i en verden, der ind i mellem eksploderer med et ordentligt brag som en papirspose? Forsvinder det hele så?

Nej. Det skal være vores håb håb og ønske – og opfordring til Jer alle: At vi skal bruge de goodies, Gud har givet os. For verden og mennesker har få god brug for det.

Eva:

I smadrede posen. Og I vil komme til at opleve det, kon4, selvom det smerter os, jeres nærmeste, bare at tænke på det.
Der vil komme tider, hvor livet vil gå i stykker for Jer. Ikke hele livet, forhåbentligt, med små eller større ting i det. Engang imellem vil I måske selv slå det i stykker. Også I vil møde svigt, tab, dødsfald. Der er en tid til at miste.

Men selv når det måtte gå i stykker for Jer, så har I stadig modet – håbet – glæden og kærligheden at bygge på. Hver til sin tid.

 

Eva:
Kære kon4.
I dag fejrer vi jeres konfirmation. Og når I hver især lige om et øjeblik får Guds velsignelse, så er det fordi hver eneste en af Jer er Guds goodies. Hver og en af Jer er dyrebar og helt særlig, ikke kun for jeres forældre og familier – men også for Gud. Og dét er værd at feste for.
Til lykke på jeres konfirmationsdag. Og så skulle vi så ikke bare få Jer konfirmeret?

Forbøn:
Gud.
Tak fordi har gået ved siden af de unge hele vejen
indtil denne dag.
Du har delt deres lykke
Du har taget dem ved hånden, når de tøvede.
Lad dem nu mærke, at det er din hånd,
der lægges på deres hoveder,
ligesom den dag, da de blev døbt.
Le højt, så de kan høre, at livet er godt.
Tal til deres hjerte, så de ikke tvivler på dit ja til dem.

Slutningskollekt:
Gud.
Så mange drømme, så mange håb,
så mange tanker og bønner
fylder kirken og denne dag.
Læg din velsignelse beskyttende om os, Gud.

Vi takker dig Gud, for de unge, der i dag bliver konfirmeret.

Lær os som forældre fortsat at give vores børn al den opmærksomhed og støtte, de har brug for. Hjælp os til at være overbærende og tålmodige, men også til at sætte grænser.

Vi beder om, at du vil bringe det bedste frem i os, så vi altid elsker vore børn. Vi beder om styrke, når vi frygter for, hvad der kan ske dem. Bekæmp vor trang til at omklamre dem og giv os ro til at se dem vokse og finde deres veje i livet.

Vær med os, når vi i dag fester. Og lad os bære festens glæde med ud i hverdagene.

Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Konfirmander 23. april kl. 9.30