Om at ville... og om frygten for at vinde

14. søndag efter trinitatis, søndag den 28. august 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 814 – 38 – 46 --- 898 – 440 – 864 – 592
Efterfølgende grillfrokost.

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skrive evangelisten Johannes

Rio, Brasilien – Bethesda dam, Israel – hvad har de to med hinanden at gøre? Måske ingenting. Måske alligevel en hel del.

Rio, Brasilien. Igennem de sidste uger har mere end 10.000 sportsfolk konkurreret ved de olympiske lege. Forud er gået års træning i al slags vejr. År med vabler, blod, sved, skader, tårer. Smerter og frustrationer. Afkald på socialt samvær.
Års drømme om at være med, konkurrere – og hvem ved – få lov at stå på skamlen og få en af de eftertragtede medaljer om halsen.
Der er ikke noget at sige til, at der er jubel hvis det lykkes, for vejen dertil har været lang – og mange har givet op på vejen.

 

Betesda Dam. Han havde siddet der længe, den lamme. 38 år. Han var trænet. Nærmest olympisk mester i at vente. Vente på lige præcis sin chance. Vente på, at den chance for at komme i dammen lige præcis ramte sammen med at en engel ikke bare kom forbi, og bar ham i – og at en anden engel på samme tid kom og bragte vandet i oprør. Men han havde ventet forgæves. Og alle engle var gået forbi ham.
Gad vide om han egentligt stadig fokuserede på, hvad der var hans mål?  
Var det vigtigste i hans liv virkelig at komme i dammen – og blive helbredt? Eller mister man – efter 38 år det fokus? Så det vigtigste ikke bliver, om der sker en forandring, men at holde status quo.

Han var blevet ret god til det med at ligge ved dammen.
Som en overskrift i en avis lød i går: ”Hvis man lever som syg og behandles som syg, ja, så bliver man ved med at være syg”.

Han kendte sikkert de andre syge, der lå omkring ham. De havde deres egen parallelverden i verden. ”Nå, så er vi her igen”. ”Tror du det bliver i dag” – smalltalk omkring Bethesda Dam er sikkert ikke anderledes end smalltalk i Rema 1000.

 

Og så kommer Jesus pludselig og afbryder al smalltalk forbi med sit: ”Vil du være rask?” Og den lamme svarer: ”Herre… jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”. Der er noget, der ikke helt stemmer. For den lamme har formentlig ikke ligget ved dammen nat og dag. Nogen må have flyttet ham. Og sært, at disse nogen – eller bare en af dem ikke liige kunne blive lidt længere og  også bære ham ned i dammen.

 

Eller var han blevet en pestilens, den lamme. Sådan en, man kun lige holder ud at være sammen med. Ikke længere end højst nødvendigt. Sådan en af dem, der altid fortæller de samme historier. Lidt selvforherligende, lidt selviscenesættende, lidt selvmedlidende.

 

”Jeg har ikke én eneste”… Årh come on … man kan godt blive lidt træt af at være sammen med dem. Ja, selvfølgelig, er de familie eller gode venner, så sætter vi gode miner op  - og holder det ud så længe det varer. Men tænker i vores stille sind: Så tag dig dog sammen. Find ud af noget. Find på noget. Vær løsningsorienteret. Hvad vil du med dit liv?

Og hånden på hjertet – er det ikke det, vi siger til hinanden? I bedste mening forstås. Når nogen ikke rigtigt ved, hvad de vil med deres liv. Når vi synes nogen har sørget og savnet længe nok, siger vi:  ”Skulle du nu ikke se at komme videre med dit liv?” Når nogen har været deprimerede længe nok, siger vi: ”Du skal se, nu bliver det sommer”. Eller når nogen synes, de møder for mange lukkede døre – siger vi: ”Du skal se, når Gud lukker en dør, åbner han en ny”.

 

Eller hvad vi nu kan finde på at sige. Og det er naturligvis alt sammen sagt i bedste mening forstås. Vi vil jo de andre og hinanden det godt. De syge, de lamme, de sørgende, de deprimerende, dem, der ikke helt ved, hvad de skal med deres liv.

 

Men vi er nu engang bedst til at folk flytter sig, kommer videre. Meget bedre end til dem, der stagnerer. Også dem, der er gået i stå længe før der er gået 38 år.

 

38 år – det er helt urimeligt lang tid. Der er næsten en hel ørkenvandring, næsten lige så længe som Moses var i ørkenen med israelitterne.

Og vi er ikke ret tit lige så tålmodige som israelitterne.
Men derfor skal vi alligevel behandler hinanden som mennesker – og ikke bare behandle det besværlige og det svære i livet som noget, der skal gå over – og helst lidt hurtigt.

Ting tar tid. Og nogle ting tar lang tid. Du kan godt flytte et stædigt æsel eller spise en elefant, hvis bare du gør det i små bidder – eller måske hvis du griller den.
Men der er noget, der skal modne og lagres, ligesom oste og rødvin.

Der er beslutninger, vi ikke sådan lige kan tage.

Der er beslutninger, der er så omsiggribende at der skal nøje overvejelser til. Nogle af dem sover vi på… Nogle af dem tar ugevis, dagevis… årvis… Og nogle får vi aldrig taget.

Og det er hos de færreste af os, at der lige kommer en engel og hjælper os.

Hvad holder os tilbage?
Frygten for det ukendte?
Visheden om, at man ved, hvad man har, man ved ikke, hvad man får?
Valgets konsekvenser?
Frygten for at såre andre?
Frygten for selv at blive såret eller skuffet?

 

”Vil du være rask?” spørger Jesus den lamme.
Vil han?
Er det virkelig en viljessag?

 

Jeg kan faktisk godt forstå, den lamme tøver.
Bliver han rask, vil han jo skulle give afkald på alt det, han kender allerbedst. Sin tilværelse. De faste rammer. Pladsen ved dammen. Dem omkring ham, som han kender så godt. Sin identitet som syg.

 

Jeg tror, de fleste af os umiddelbart tænker: Sig da ja. Hvad har han at tabe, den lamme? Men synes vi valget burde være let, så lad os spørge os selv. Ville vi? Ville vi sige ja til at være raske – hvis vi ikke vidste hvilken tilværelse, der ventede os?

Og nu er det så, at Rio og Betesda og måske også Christians sogn i Fredericia måske alligevel har noget med hinanden at gøre.

Der findes i sportsverdenen et udtryk, der hedder: ”Frygten for at vinde”. Nej, du hørte ikke forkert: ”Jeg sagde ikke frygten for at tabe”.

Frygten for at tabe kender enhver sportsmand. Ja, også vi, der overhovedet ikke er sportslige. Frygten for at tabe – ikke bare i en sportskamp. Det kan også være at tabe ansigt. At falde igennem. Ikke at leve op til de krav, man stiller til sig selv – eller andre stiller til en. Frygten for at tabe, den kender vi rigtigt godt.

 

Men frygten for at vinde? I sportsverdenen betyder frygten for at vinde, at konsekvenserne af en sejr kan være uoverskuelige. Hvis man er så god, at man vinder, fx en guldmedalje ved OL, så har man noget at leve op til. Der er på en anden måde et forventningspres på en vinder – end på en, der er undertippet.

Man kan være en dårlig taber – men man kan også være en dårlig vinder! Fordi man ikke magter det, som følger med vindertitlen.

 

Tænk hvis den lamme vinder sit liv – og alligevel taber det? Tænk, hvis han vinder sit liv – og burde give sig i kast med at leve det fuldt og helt – leve som han  - i vores opfattelse – ikke har gjort det i 38 år – og så ikke kan finde ud af det? Tænk, hvis livet ikke er det, han troede det var.

Er det så ikke bedre at blive i det, han har?

 

Vil du?
Vil du vove det? Vil du risikere at vinde livet igen og så tabe det i anden runde?

Men nu er det heldigvis sådan med det her gudgivne liv, at det gudskelov ikke er os, der skal præstere livet. Vi skal ikke gøre os fortjent til det. Men vi har fået det givet. Som hver morgens mulighed. Hver eneste morgen rækkes det os på ny, livet.

Javel, kan du sige. Men det er ikke alle mennesker, der har fået de samme muligheder givet. Det er sandt! Og vi bestemmer ikke selv over sygdom eller sind eller temperamenter eller …. ja, der er så meget, der er vilkår, som vi ikke kan ændre på.
Men Jesus spørger ikke, om vi kan! Om vi kan magte livet. Han spørger om vi vil. Om vi vil give os i kast med det. Og tøver vi med svaret, så svarer han for os: At han vil for os!

 

 

”Begik du livet, bedrev du livet” … sådan begynder et digt af Tom Kristensen. Det har titlen ”Mannakorn” – ligesom de små sedler med bibelord, som findes i nogle kirkelige miljøer. Mannakorn – det er ord at leve på og leve af.

 

Og havde Jesus talt i længere sætninger, kunne han såmænd godt have sagt nogle af disse ord til den lamme ved Betesda dam – ja, til os.

 

”Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du bør og gør,
saa er det givet,
at alt i livet,-
det blev dig givet, fordi du tør”.

Det er voveligt at leve.
Nogle af os er nogle bangebukse.
Og med rette – for det kan være svært nok at vove livet.
Og vi kan aldrig gradbøje mod.

En har livsmod til at ligge ved en dam 38 år.
En anden har mod til at love at elske og ære indtil døden skiller ad.

En tredje har mod til at sætte alt på et bræt.
Og en fjerne har måske lige knap mod til at slå øjnene op til endnu en dag.

 

Men uanset, så er vi til i det her liv. Ikke fordi vi altid kan eller magter det. Men fordi Gud vil.

For alt i livet,
som blev dig givet,
er lys og mørke,
i sammenspil,
og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet,
så var du til.

Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du må og skal,
så husk at livet,
er blevet givet,
til dig i kraft af
et syndefald.

Livet er givet i kraft af et syndefald. Vi bliver aldrig fejlfri. Men det er heller ikke det, der er målet i livet: at være fejlfri.

I livet skal vi aldrig frygten angsten for at vinde. Vi skal aldrig frygte for at tage livet på os. Eller frygte for at smide det hele på gulvet og miste det.

For kristeligt talt har Jesus vundet for os. Vi ved godt, at de væsentligste sejre i livet – eller at sejre over døden – ja, de kampe kan vi ikke vinde. Og det var netop derfor Gud selv gik ind i livet. Lod sin søn gå ind i kampene. Tage kampene, i ord og diskussioner – og sætte sit eget liv ind i den kamp. Og vinde.

 

I Rio blev der uddelt mange, mange medaljer af ædelt metal. Nu hænger de i sportsfolkenes hjem og minder dem om en særlig sejr.

For mange af sportsfolkene, der var med til OL, slutter karrieren her. For andre – måske de fleste – kan de ikke hvile længe på laurbærerne.
Der er træning igen i morgen. Der er mere træning i regnvejr. Der er flere vabler. Der er nye sejre og nederlag. Deres liv er en stadig kamp. Ligesom vores.

Men vi har fået at vide, at vi ikke skal kæmpe alene. Og at vi hverken taber eller vinder alene. Gud kæmper for os. Og når Gud er for os, hvem kan da være imod os?
Det lyder floskelagtigt for den, der synes, det er en kamp bare at komme ud af sengen. For den, der synes, at de valg, man står i er mellem pest og kolera. Og at der er rigelig kamp i at vælge mellem…

For vi har ingen gyldne medaljer i udsigt. Men vi har fået en påskemorgen – med en sol så gylden som noget. Vi har fået et håb, der ind i mellem er så flygtigt som en solstråle på en gråvejrsdag. Og vi fik et løfte i vores dåb, at Gud vil os. I dag. I morgen. Om 38 år – og helt ind i evigheden.

 

OL i Rio er slut. Personligt er det ikke antallet af guldmedaljer, jeg vil huske. Men der er et par momenter… Momenter af sportsfolk, der for nogle øjeblikke glemte konkurrencen, men viste sig som ægte sportsfolk, nemlig den slags, der først og fremmest er mennesker. Dem, der midt i kampen huskede at leve. Hende, der rakte hånden ud og hjalp en medløber på benene igen, selvom det betød, at de begge kom allersidst.
Eller når to sportsfolk fra lande, der er i indbyrdes krig omfavner hinanden og lykønsker med en god præstation.

De gange vandt livet!

 

Man skulle tro, at den lamme ved Betesda dam havde det som en vinder. Men vi ved ikke, om han levede lykkeligt til sine dages ende. Vi ved ikke, om denne dag, blev et lykkeligt vendepunkt i hans liv. Eller om livet bare blev nye kampe, med nederlag og sejre.

Gud give, at vi ind i mellem må glemme, hvad vi hver især måtte have at kæmpe med, og at vi, når spørgsmålet: Vil du? stilles til os, ikke tøver, men bare rejser os, tager vores liv på os – tager denne morgens mulighed på os og går omkring med vores bårer og byrder og glæder. Og gør det i troen og håbet om, at uanset om vi nu kan eller vil – så både vil og kan  Gud!  

 

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer.

Tak for nye muligheder.
Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser

Tak for gode mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem, der er som engle for os.

Tak for dem, der holder os i gang – og for dem, der holder os ud.

Tak når vi kan mødes omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod, når vi er uforsonlige.

 

Vær meget nær hos dem, der sørger og savner.
Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.

 

Vær hos Dronning og Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.

 

Vær med din kirke, her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der er allersværest eller allermest glædeligt.

 

Og giv os dit håb at læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt – andet end netop din evighed, Herre. Amen.

 

Skilleveje - prædiken til 12. søndag efter trinitatis

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

”Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden”. Og sådan går det. Jonas bliver spyttet ud af den fisk, vi plejer at omtale som en hval.

Lige over mig kan I se Bjørn Nørgaards mosaik af det. Når jeg har rundvisninger, plejer jeg at spørge, om det forestiller der, hvor Jonas er ved at blive slugt af hvalen – eller der, hvor han bliver spyttet ud?
Det er der som regel delte meninger om. Jeg tror, Jonas er ved at blive spyttet ud. Se på hans fødder – de ligner svømmefødder. Se på hans hår – det ser ud som om han har tang i håret. Sådan ser man ud efter tre døgn i en hval. Jeg vil ikke vide, hvordan han lugtede. Gad vide, hvad opholdet i øvrigt gjorde ved Jonas? Blev han et nyt og bedre menneske? Blev det en skillevej?

Tja.. i første omgang så gør Jonas rent faktisk det, Gud oprindeligt havde kaldet ham til at gøre. Jonas tager til Nineve, og han siger kort og godt til byen, at Gud vil udslette den om 40 dage, hvis ikke de ændrer deres liv. Og så sker det. Hele byen omvender sig.

Bliver Jonas så glad? Nej, tværtimod. Han bliver edderspændt rasende på Gud: ”Tænkte jeg det ikke nok”, siger Jonas. ”Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab – og at du ville fortryde. Jeg vidste jo, at du alligevel ville forbarme dig over byen. Hvad skulle alt det her så til for?”

Da spørger Gud Jonas: ”Har du ret til at være vred?”
Og senere, da Jonas sætter sig under en olieplante, for at se om Gud nu også virkelig forbarmer sig over Nineve, så bliver Jonas vred igen. Vred fordi Gud forbarmer sig over byen og vred, fordi Gud lader den plante, Jonas sidder under, visne

Og igen spørger Gud: ”Har du ret til at være vred?”
”Ja”, fastholder Jonas.
”Du havde ondt af planten, der visnede”, siger Gud. Den var dog kun en dag om at blive til og et øjeblik om at gå ud. Skulle jeg så ikke kunne få ondt af byen Nineve?”

Så er Jonasbogen ikke længere. Vi efterlades med Jonas ved det visnede træ. Ved en skillevej. Hvilken vej skal han gå? Skal han blive i sin vrede? Skal han lægge vreden bag sig? Og se at komme videre. Se, at når alt kommer til alt har vi ikke nogen ret til at være vrede i livet.

Ingen af os er blevet lovet et langt og lykkeligt liv. Vi er strengt taget ikke blevet lovet noget som helst. Men ofte lever vi sådan, at når tingene ikke lige går, som vi syntes de skulle gå, så klager vi. Og hvis det går helt galt, så klager vi til Vorherre. Nu må Han lige tage og tage sig sammen.

Jonas står ved en skillevej. Jeg ved ikke, hvilken vej, han vælger. Men jeg ved, at der bor en Jonas i os alle.
Også vi bliver kaldede, kaldt på. Også vi får, som Jonas, opgaver, vi ikke kan se mening med, men som skal løses. Også vi står igen og igen ved skilleveje.

Skilleveje… du møder dem i trafikken. Men du møder dem især i dit liv. Skilleveje – skillevalg.

Der er de helt store skilleveje i livet. Dem, der handler om de store eksistentielle valg i dit liv. Da du valgte retning. Uddannelse, job. Eller valgte at gå i en ny retning og skifte. Eller valgte at gå på efterløn eller pension. Da du og din livsledsager valgte hinanden – og I valgte at leve sammen. Da I valgte at bygge, flytte – valgte at få børn – og tusinde andre fælles valg. Eller da I valgte at gå hver for sig. Eller valgte at fortsætte ad den vej, I var begyndt på. Eller i fællesskab valgte nye veje.

Der er de helt store skilleveje. Og så er der alle de små skilleveje. De små skilleveje - Det er fx dem i ord. Det er når du får sagt noget, der sætter skel. Er ord først sagt, så kan de ikke tages tilbage. Det gælder både på godt og ondt.

Skilleveje. Der er dem, hvor det kun tager sekunder eller øjeblikke at vælge – og så er der de skilleveje, vi dvæler ved … længe… inden næste skridt. Du kan ikke blive stående ved en skillevej. Se igen på mosaikken med Jonas. Jonas blev heller ikke hængende frit svævende. Han blev opslugt og han blev spyttet ud til nye muligheder og nye skilleveje.

Skilleveje… Journalisten og forfatteren Bo Østlund indleder bogen med titlen ”Skilleveje”  med at fortælle om sine forældre – og om, hvordan flere af de veje, de valgte at gå også fik indflydelse på andre.

Skilleveje… Som den ene af byens købmænd var han en del af byens bedre borgerskab. Agtet. Med i logen. Byrådet. Udadtil fejlede facaden ingenting. Men ting er sjældent så enkle, som de ser ud.
En dag solgte de hele butikken og gik på efterløn. I stedet for købmandsbutikken i en mindre fynsk landsby, købte de en hacienda på Solkysten. Der var udsigt over Middelhavet. På papiret et indlysende alternativ til års knoklen fra tidlig morgen til sen aften i butikken.

”Men” – skriver journalisten og forfatteren Bo Østlund – ”for min far var sagen enkel. Han fortrød fra dag ét salget af butikken og flytningen til Solkysten.

Han døde natten til 10. februar 1980, da han efter måneders tilløb fandt modet til at tage afsked med det liv, han ikke længere kunne se i øjnene. Han følte, han havde svigtet byen og familien ved at sælge butikken. Han følte sig overbevist om, at han havde mistet al status, al identitet. Følte sig hjemløs i de nye omgivelser under palmerne.

I et af flere afskedsbreve skrev han: ”Det er meget hårdt at skulle sige farvel men jeg kan ikke mere, efter at jeg på så kort tid har mistet venner, loge, lejr og agtelse. Jeg kan heller ikke leve med resten af tilværelsen at skulle være en byrde for samfundet”. Og brevet slutter med en kærlig hilsen og ønsket om et lykkeligt liv.

På bagsiden af papiret havde faren lavet en udregning for at vise, hvor meget mor årligt ville have at leve for efter hans død. Jeg var – skriver Bo Østlund – 23 år, da jeg fik beskeden. I det sekund besluttede jeg i vintermørket, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv”.

”At jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv”.
Aldrig at fortryde… det betyder ikke, at man ikke ser sig tilbage mod den vej, man ikke valgte. For det kan ingen af os lade være med.

Aldrig at fortryde… det betyder ikke, at man aldrig kommer til at fortryde noget i sit liv, for hvem af os har ikke noget at fortryde på. Og hvem af os har ikke lavet udregninger – kolonner med for og imod – som hjælpeværktøjer for at kunne vælge hvilken vej, vi skulle gå.

For skilleveje kan være ganske skelsættende.

Vi kan komme derud, hvor vi træffer valg, der skiller os fra livet og fra hinanden. Og så er der de allermest definitive skilleveje, som eksempelvis den faren valgte.

Og mon ikke de fleste af os har overvejet, hvad der kan skille os fra Gud? Kan vi gøre noget? Eller undlade at gøre noget, som skiller os fra Gud? Er der mennesker, Gud ikke vil have indenfor sin ramme? Er der handlinger, eller undladelseshandlinger, der kan skille os fra Gud?

Svaret fra dagens evangelium er enkelt. Der er er intet, der kan skille os fra Gud. Det er Jonas tegnet på. Guds tilgivelse er uendelig. Uanset hvad vi gør, om vi flygter, uanset hvilke veje eller vildveje eller skilleveje, vi vælger, så har Gud valgt os. Intet kan skille os fra Gud.

Alt skal tilgives os. Synd og bespottelse. Ja, alt. Ligesom byen Nineve blev tilgivet alt. Ligesom Jonas blev tilgivet alt. Lige som du og jeg må hvile i, at vi er tilgivet i alt. Alt.

Undtagen… undtagen bespottelsen mod Helligånden. Den skal ikke tilgives os. Det alene kan skille os fra Gud.

Jeg synes det er mærkeligt at tænke på. Ja, ikke bare mærkeligt. Men anfægtende. Tænk, er der noget, vi har magt til, noget, vi kan gøre eller undlade at gøre, som kan skille os fra Gud. Er det ikke at give os for megen magt og Gud for lidt?

Bespottelse mod Helligånden. Det store ”men”.
Hvad er det så: Bespottelsen mod Helligånden? Ja, det er at benægte Guds virkelighed. Det er at benægte, at den findes, at den bor i os.

Det er bevidst at skille sig fra Gud – og det er noget helt andet end det, Jonas gjorde – for hans flugt fra Gud indebar jo netop, at han anerkendte Guds eksistens.

At bespotte Helligånden, det er at sige, at tilværelsen og livet og meningen ikke er større end den, jeg selv kan tænke mig til. Himlen er ikke højere end jeg kan måle mig frem til videnskabeligt. Livet er ikke glædeligere end min glæde. Og tilgivelse ikke rummeligere end den, jeg kan tilgive.

At bespotte Helligånden, det er at tro, at vi selv kender al mening. At bespotte Helligånden er at bespotte livet – for så gør vi livet for småt. Alt, alt for småt. Og vi gør Gud alt, alt for lille.

Bespottelsen af Helligånden skal ikke tilgives os. At gå ned ad den skillevej er at sætte sig uden for Guds tilgivelse og nåde. Dommen er umisforståelig. Den er også hård og kompromisløs. Og der er ikke mange, som den ikke rammer.

Men mon ikke… vi må slå lid til, at når du og jeg, når selv det meget egenrådige menneske er gået et stykke ned ad den vej, der bespotter Helligånden – at der så rundt om hjørnet kunne vise sig endnu en skillevej? Og at det netop er ved den skillevej, at Gud satte sin søn for at pege på muligheden for at vælge igen – og vælge om? Og at han selv vil gå de første skridt sammen med os? Det ville jeg gerne håbe på.

Guds skillevej burde vel gøre os glade? Men gør vi så det? Bliver glade? Eller går vi i Jonas-mode og siger: Ja, ja, tænkte vi det ikke nok. Du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab… hvad skulle alle truslerne så til for?

Og så lyder spørgsmålet, Jonas fik, nu rettet til os: Har I ret til at være vrede? Hvordan kan vi være vrede over, at Gud forbarmer sig over hvem han vil? Og at Han er en nådig Gud?
Måske vi meget heller skulle hvile i, at Han er nådig og barmhjertig og sen til vrede – for det er også vores velsignelse. For kun sådan kan også du og jeg gå videre, uden at skulle fortryde på de valg, vi tog eller ikke tog.

Dagens evangelium skal give os frimodighed, uanset hvilke skilleveje i vores liv vi end måtte komme til. Ind i mellem vil det naturligvis være med rystende knæ og med bævende tanker om, hvad vores valg af vej fører med sig. Men vi skal aldrig ikke være bange for det, der kan skille os fra Gud.

Profeten Jonas stod ved en skillevej. Vi hører aldrig om, hvilken vej, han vælger. Alligevel henviser Jesus til ham. For Jonas er et tegn. Jonas er det tegn på Guds godhed, som vi mennesker kræver. Jonas.
Jonas var den, som ikke kunne finde ud af at vælge den rigtige vej – i hvert fald ikke Guds vej. Alligevel går Gud ikke fra ham.
I får ikke andre tegn end Jonastegnet, siger Jesus.
Jo! Det gjorde vi. Vi fik Kristus tegnet. Jesus, som gik Guds veje og kun Guds veje. Indtil han gik den vej, som skilte ham fra livet. Og da han gik ud af graven påskemorgen – blev han for altid et tegn for os på, at vi aldrig kan kende Guds veje. For der, hvor vi tror, at alt skiller – der samler Gud

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Kirkebøn:   
Tak Gud, også for denne lyse morgen.
Tak Gud, for glæden ved at leve.
Tak, fordi du har skabt verden med skilleveje, fordi du har skabt os med muligheden for at vælge.
Og fordi du har sat tilgivelsen ind i verden, når vi vælger forkert.

Tak Jonas-tegnet og for påskemorgen.
Tak for dit håb som lever, selv når vores går i sort.

Tak for Morgan og Lærke, som i dag har fået dåbens gave. Giv dem og deres en dejlig dåbsdag. Og lær os alle at hvile i, at vi i dåben har fået din hellige Ånd.

Lad os gå frimodige til alterbordet og tage imod syndernes forladelse og lad det være et smageligt tegn for os på, at intet kan skille os fra din kærlighed.

Giv os frimodighed på vores veje. Lad os aldrig have så travlt, at vi overser den næste, du sender på vor vej.

Og gå med enhver, der har fået betroet magt og ansvar i denne verden. Vær med Dronning, Folketing, Byråd, alle de små og store bestyrelser og foreninger, der skal træffe beslutninger, der får betydning for andre.

Og når vi synes, vi går allermest alene, fordi livet er tungt eller svært – eller fordi det kun går den vej, som vi næsten ikke kan holde ud at tænke på, så lad os mærke dit nærvær, Herre, i medgang som i modgang.

Vær hos dem, der er gået foran os. Og vær med dem, der er gået fra os og med dem, vi forlod.

Lad os leve videre på – og dø i troen på – at der vitterligt ikke er noget, der kan skille os fra din kærlighed i Kristus Jesus. Amen.

"Du skal ikke frygte - du skal turde" - en narrativ prædiken

(afspille lydeffekten: Af biip-lyd fra hjertemonitor)

Frygt… For ham var lige præcis denne lyd den skinbarlige lyd af frygt.
Bippene fra en maskine, der holder et andet menneske i live, havde altid givet ham kuldegysninger. Hver gang han så det på tv, skruede han ned for lyden.
Biip… biip… biip.
Når man først hører den lyd, så ved man, at ens værste frygt er blevet til virkelighed.

Biip.. biip… biip…
Og nu sad han her så.
For … Ja, kun Gud ved hvor mange gange - kiggede han igen på skærmene.
Det så fint ud.
Helt regelmæssige kurver. Helt regelmæssige biip.
Det var også, hvad sygeplejersken havde sagt. Og lægerne.
”Frygt ikke”, sagde de. ”Det skal nok gå. Hun er stabil”.

Stabil… det kunne de sagtens sige. Det var meget mere end man kunne sige om ham. Hans hjerterytme var ikke stabil. Hver gang der var det mindste udsving på skærmene og i bippene, så sad hans hjerte i halsen på ham – og pulsen steg.

 Årh… der var en tid, hvor han levede uden frygt. Og det var ikke fordi han levede på kanten. Eller levede noget fanden i voldsk liv. Tværtimod. Engang var der en, der havde sagt til ham, at hun var i tvivl om, hvor vidt han overhovedet havde en puls, fordi han altid virkede så rolig. Så frygtløs. Der var en tid, hvor han havde et overskueligt liv.

Det var alt sammen før den tid …
Det var før hun kom ind i hans liv. Den lille rødhårede pige. Ja, han vidste godt, det lød som noget fra radiserne. Men det var sådan det var. Han var som Søren Brun. Håbløst forelsket i hende den rødhårede. Han ville aldrig have turdet at spørge hende om noget som helst. Hvorfor ikke? Han frygtede at blive afvist. Hvorfor i himlens navn skulle hun dog have lyst til at gå i biografen med ham? Eller drikke kaffe på café? Eller bare sidde ved samme bord og spise frokost?

Alligevel mærkede han de små gib af glæde, når hun pludselig var i hans nærhed. Når hun alligevel satte sig ved hans bord engang imellem.

Og en dag var det hende, der spurgte ham om ikke de skulle gå i biografen og drikke en kop kaffe på en café bagefter. Og så sad de pludselig ved samme bord hver dag.

Og nu var hun ikke længere bare end rødhåret pige blandt andre rødhårede piger. Hun var hans. Og han var hendes. Hendes kærlighed blev hans og hans hendes.

Og der blev tid til at omfavne og elske. Der blev tid til at tale. Tid til at være stille. Tid til at lære at kende.

Han syntes nu, det der forelskelse var noget opreklameret. For han fløj ikke rundt på lyserøde skyer. I samme øjeblik, hvor hun havde sagt, at hun var vild med ham – og han havde fået fremstammet, at han da også var ret glad for hende, flyttede den ind: Frygten. Frygten for at miste. Frygten for at han ikke var god nok til hende. Frygten for at de smil, hun sendte ham en dag ville blive sendt til en anden i stedet.

Og det var ikke fordi han ellers var noget særligt frygtsomt menneske. Han var ellers ikke sådan en, der gik og bekymrede sig. Men sammen med kærligheden flyttede angsten for at miste ind i ham. Når han så hende komme cyklende i susende fart uden cykelhjelm, rev frygten i ham. Sæt nu…

Og da hun skulle flyve på sommerferie sammen med en veninde til Tyrkiet, havde han ikke et roligt øjeblik, før hun var hjemme igen. Havde der ikke været flere uforklarlige flystyrt på det seneste. Og terror i lufthavn. Og madforgiftninger. Og upålidelige taxachauffører. Og tsunamier og …

Ja, han vidste det godt: at det løb af med ham. Men når først tankerne kom – og det gjorde de tit – så var de ikke sådan at standse igen.

Hvem var det, der havde sagt, at frygt ikke findes i kærlighed? Det var i hvert fald ikke hans erfaring. Der er masser af frygt i kærlighed.

Og da de endelige krammede hinanden i lufthavnen igen, så var han tæt på at være verdens lykkeligste mand.

Biip… biip.

Årene gik. Og han blev ikke ved med at være lige så frygtsom hver dag. For selvom hun stadig ikke kørte med cykelhjelm, så kom hun hel hjem hver aften. Og hun smilede stadig til ham. Og kyssede ham. Og sammen havde de været ude at rejse. Med fly. Og alt var godt. Men frygten slap aldrig helt sit tag i ham.

Hun havde længe talt om at tiden var inde til, at hun gerne ville have et barn. Men det var ham, der holdt igen. Han havde aldrig rigtigt haft lyst til at få børn. Var der egentligt en tid til at sætte børn i verden?

”Hvilken fremtid kan vi tilbyde dem?” Sagde han, når hun igen spurgte. ”Hvad med klimaforandringerne? Hvad med finanskrisen, som aldrig så ud til at få ende? Hvad med arbejdsløshed? Eller hvad nu hvis han havde dårlige gener? Hvad hvis barnet, selv hvis man gav det alt det bedste, man kunne, alligevel ikke blev noget glad eller lykkeligt barn”. Dét ansvar mente han ikke, han kunne bære.

De snakkede om børn. Tit. Diskuterede om børn. Og der var en tid, hvor de også skændtes om det at få børn eller ikke få børn.

Pludselig en dag stod hun med en positiv graviditetstest. For sådan kan livet komme bag på os, selvom vi prøver at sikre os mod det. Og så kunne det ikke være anderledes for nogen af dem. Og mens maven voksede og de knus, de gav hinanden blev stadig rundere, så voksede glæden også i dem begge.

Da han første gang stod med deres barn i armene efter fødslen. Da han holdt hendes små små fingre i sine. Og da han hørte hendes små knirkelyde og hun drejede hovedet søgende ind mod hans bryst og hans hjerte, så… var al frygt forsvundet. Han var ikke nærmest lykkelig. Han var lykkelig. Bare lykkelig. Og hans hjerte slog dobbeltslag. Der var en tid, da tiden stod stille. Helt stille…

Nye følelser, som han aldrig havde mærket før, stod i kø. Skal det virkelig lyde sådan, når babyer sover? Har hun ikke for meget tøj på? Eller for lidt? Spiser hun nok? Giver vi hende kærlighed nok? Og han blev – på ny klar over, at det at være menneske er at have frygten som ledsager i livet.

Biip… Biiip…
Da hun var begyndt at kravle, og pludselig var halvvejs oppe ad trappen til førstesalen. De havde kun vendt blikket fra hende et øjeblik.

Eller når hun stod øverst oppe på klatrestativet. ”Hej far”, råbte hun og vinkede. Og han var lige ved at brøle… ”hold nu fast” – men lod være for ikke at forskrække hende. Når hun hang med hovedet nedad på legepladsen. Da hun første gang cyklede uden støttehjul.

1000 gange var det gået godt… Men han havde ikke tal på de gange, hvor hun havde fået hans hjerte til at slå dobbeltslag af frygt.

Og så… i forgårs var den kommet. Den telefonopringning, han ubevidst havde frygtet hele hendes liv. Lige siden han havde holde hende nyfødt i armene første gang. ”Du skal komme på sygehuset, intensiv-afdelingen. Men kør roligt. Hun er stabil”.

Stabil – stabil – stabil… Som en rytme havde ordene dunket i ham, mens han kørte. Alt andet end roligt. Hvordan kunne han. Aldrig havde han været så bange før i sit liv. Skulle han miste hende?

En højresvingsulykke.
Han bandede. Hvem…. Biiip… havde også fundet på, at lastbiler skulle kunne svinge til højre.
Brækket en varm. Et lille hovedtraume, havde de sagt. Ikke alvorligt. Ingen mén. ”Men vi lægger hende i respirator for at give hende ro”.

Give hende ro. Tsk. Hun, som aldrig var i ro. Som altid løb, hvor andre gik. Som altid havde gang i 40 ting på én gang. Som altid snublede over ordene, fordi der var så meget, hun gerne ville fortælle. Give hende ro…

Biip. Biiip.

Han strøg hende over håret. Så mange gange havde han gjort det de sidste dage. Man skulle næsten tro, han havde tal på hvor mange hår, hun havde på hovedet, så mange gange havde han glattet og aet hendes fine lyse hår.

”Er det prisen for at holde af, at man hele tiden skal leve med frygten for at miste?” Det havde han tit tænkt. Og engang imellem også tænkt, at selv al frygten og dobbeltslagene til trods, selv alle de gange, hvor han havde ligget søvnløs, fordi barnet havde tårnhøj feber eller hendes den skønne rødhårede var forsinket på vej hjem fra sin nattevagt, så ville han ikke have været det foruden.

Han ville ikke have ladet være med at binde sig, have ladet være med at holde af, have ladet være med at elske af frygt for at miste det. Det er en del af prisen for at elske, at man frygter for at miste det man holder allermest af.

Biip… biip.
Nu gik døren igen op. Næsten lydløst der i nattemørket. Man hørte kun lige godt og vel de lyddæmpede skridt fra sygeplejerskens sko. Hun tændte en lille natlampe og stillede sig ved siden af ham. Sagde ikke noget. Hun virkede rolig. Beroligende. I sin stilhed.

”Det bliver godt igen. Du skal ikke være bange”.
Han svarede ikke. Det kunne hun sagtens sige. Det var som om sygeplejersken kunne mærke hvordan han havde det indeni: ”Du tror ikke helt på det? Det er også svært, når man har vovet at tænke det allerværste. Det ser værre ud end det er. Og når man frygter det værste, så ser alt slemt ud. Men det er ikke kritisk.
Nogen må have holdt en hånd under hende”.

Han mærkede, at han blev lidt vred – eller skeptisk.
Denne nogen… hvis nogen havde holdt en hånd under hans datter… hvorfor havde han så ikke holdt lidt bedre, så der slet ikke var sket hende noget?

Han vidste ikke rigtigt, om han kunne tro på denne nogen? Hvem skulle det i givet fald være? Gud?

Og hvis Gud er den, der holder hånden over eller under?
Hvorfor virker det så vilkårligt, hvem han holder sin hånd under?

Og nu denne nogen – Gud? – var i gang – kunne han så ikke holde en hånd under alle de andre på afdelingen, hvor det ikke så lige så godt ud.

Og kunne han så ikke have holdt en hånd under ham også, så han ikke havde behøvet at frygte så meget i sit liv?

Eller hvad med verden, så der ikke skete så mange forfærdelige ting.

Han mærkede en hånd på sin skulder. Det var sygeplejersken.
”Du skal ikke frygte. Se på hende. Kan du se – hun er ved at få farve i kinderne?”
Hun tjekkede et par af maskinerne og så gik hun igen, lige så stille som hun var kommet.

Han stod stille. Havde det som om en engel var gået igennem stuen og havde strejfet ham med sin ro.

Igen strøg han sit barn kærligt over håret.
Og da vidste han det. Helt dybt i hjertet: At han ville få hende med hjem igen.
Hel og uskadt.
Og han vidste, at han ville blive nødt til at skulle sende hende afsted på cykel igen.
Og hendes mor skulle køre på nattevagt i den mørke nat.
Og han selv ville blive nødt til at give slip på frygten for at miste.
For hvis ikke han gjorde det, så ville frygten ikke bare komme på besøg, men flytte ind i ham for bestandigt.

Alting har sin tid.
Der er en tid til at grue og frygte.
Der er en tid, hvor mareridt bliver til virkelighed.
Der er en tid, hvor man har lyst til at gemme sig hen og lukke sig selv og alle ens kæreste inde, så der ikke sker dem eller en selv noget. Men vi skal ikke plage os selv. Og det skal ikke være frygten, der styrer vores liv.

Døren gik op igen.
Der kom hun. Hans livs rødhårede kærlighed.
Der var kommet et par grå stænk i det røde hår.
Han holdt af hende alligevel.
Hun smilede forsigtigt.
Han smilede igen.

”Det bliver godt igen”, sagde han. ”Du skal ikke være bange”.
”Gud ske lov”, sagde hun

De kiggede på hinanden. Og på hende i sengen. ”Vores lille dyrebare skat”, hviskede hun, og kyssede barnet på panden.

I det samme lukkede barnet i sengen sine øjne op. Bare helt kort.
Hun så sine forældre. Hun smilte.
Så faldt hun til hvile igen.
Også de bange voksenhjerter faldt til ro.

Selvom der stadig er masser, de tre hver især kunne frygte for, så var alt, hvad man hørte på stuen 3 hjerter,
der frygtløst slog i takt.

Selvom der er masser, vi hver især kan frygte for.
Og med god grund.
Og selvom der er meget, vi hver især bekymrer os om, så vores hjerter slår dobbeltslag, så  må også vi finde hvile i den stemme, der siger til os: Frygt ikke.

Den lyder fra englemund i julenattens mørkeste mørke og i påskemorgendagens første lys.
Og måske lyder den for dit indre øre, når du er allermest bange.
Og det er Jesu ord til os denne søndag: Du skal ikke frygte. Hvad end du sidder eller står i, siger han til os: Frygt ikke!

Da Jesus kom til jorden, gik han ind i alt det, vi kan frygte for: I sygdom, i fordømmelse, i skænderier, i kid og strid og smålighed, ja, selv døden gik han ind i. Han tog ikke altid frygten fra os, men han tog frygten ud af det.

Og derfor siger han igen i dag til os: I skal ikke frygte.
I skal turde.
I skal turde livet. Og glæden. Og kærligheden. Og sårbarheden og udsatheden.
Der er en tid til det hele.
Og jeg er i tiden. Sammen med Jer.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.  

Kirkebøn:

Herre.
Hold din hånd under os, når vi er ved at tabe os selv.
Hold din hånd over os, så vi ikke støder hovedet, fordi vi gør os alt for mange tanker og slår os på dem.
Hold din hånd om os, når vi er bange eller kede af det eller sørgende og trænger til støtte, trøst og opmuntring.
Hold os i hånden, så vi har nogen at følges med, og så vi kan finde veje og udveje i vores liv.
Hold din beskærmende hånd over vores folk og over alle folk.
Vær med Dronning og Folketing og alle de steder, hvor mennesker tager beslutninger, der får betydning for mange. Lad ikke frygten få dem og os til at tage beslutninger, vi kommer til at fortryde.

Vi beder for Isabella, som i dag er blevet døbt. Giv hendes familie en dejlig dåbsdag. Vi beder for hendes fremtid og for alle børn og unges fremtid. Lad dem vokse op i en verden, hvor det ikke er frygten, der er bestemmende.

Lad os have tillid til hinanden.
Lad os have tillid til dig, Herre.
Og tillid til, at du har givet hver og en af os livet – og at det er godt ment. Nu og helt ind i evigheden.
Amen.