Pinseprædiken med nattergalesang

”I sommernattens korte svale
slår højt fredsskovens nattergale”
Det var det, vi skulle ud at høre. ”Nattergalesang i fredsskove”. Vi, det var mere end 100 præster fra Haderslev stift. Med os var en naturvejleder, som var amatørornitolog af den passionerede slags. Og her taler vi ikke bare med et outfit, der kunne gå i et med hvilken som helst natur. Vi taler passioneret all inclusive: Med kikkert, solhat, regnslag og garanti med sikkert også med nitroglyceringpiller – just in case. Han var beredt. Troede han.

Skal ret være ret, så var vi 100 præster måske knap så passionerede denne aften. I hvert fald ikke nattergalepassionerede. Efter en hel dag med foredrag og faglige udvekslinger, med en bedre middag og et enkelt glas vin, var vi blevet gelejdet i busserne på nattergaletur. Som jeg husker det, var vi denne aften ærligt talt mere optagede af studier i marken af apostlenes gerninger. Og netop den del af apostlenes gerninger, jeg læste om før, det med at drikke vin. Og bare opklarende: Der er naturligvis ikke tale om, at vi ville have drukket os fulde, vi ville bare have smagt vinen til. Men der var naturligvis ingen kære Fader Vor.

I busserne kom vi og standsede først adskillige km. senere ved den første – indrømmet kønne destination på Als, hvor der var chance for at høre nattergale. Men hvis man nu betænker, hvor meget bare en enkelt præst kan tale – og hvis du så ganger det op med en faktor hundrede, så er du i nærheden af lydniveauet. Og hvis der havde været bare en enkelt nattergal, så var den fortrukket allerede, da bussens bagdør åbnedes ved udsigten til så mange prædikener på en gang.

Nu var det som sagt en meget passioneret naturvejleder. Han gav ikke op. Men fik gelejdet os alle i busserne igen og kørt os til den næste destination. Og, lad mig bare være ærlig: og den næste. Men her skulle der også nærmest være nattergalegaranti. Der gik vi nu – og prøvede at være så stille som vi kunne. Det lykkedes kun begrænset godt.

Naturvejlederen blev mere og mere fortvivlet og så efterhånden også en smule sammenbidt ud. Mens han med alle mulige - og efterhånden også umulige - pædagogiske virkemidler forsøgte at få os præster til at holde mund. Til sidst blev det så for meget. Måske både for vejlederen og en af præstekollegerne. Denne mandlige præst – kan jeg godt sige det var, uden at komme i clich med tavshedspligten, fandt ubemærket sin mobiltelefonfrem. Han googlede sig frem til fuglestemmer. Trykkede på nattergal.

Og der ( https://www.fuglestemmer.dk/nattergal/ ) , helt ud af det blå – og midt i præstesnakken, hørte vi så nattergalen. Jublen ville ingen ende tage.

Den ægte nattergal blev udkonkurreret af teknikken. Det er ikke første gang i historien, det er sket.

I husker naturligvis H. C. Andersens eventyr ”Nattergalen” – og har I det ikke present, så kan det også googles. Gå hjem og læs det. Der er fine finesser med, som det ikke giver nogen mening, at jeg refererer her. Men da jeg genlæste det i denne uge, opdagede jeg, - hvad jeg ikke tidligere har været opmærksom på - at eventyret i den grad er en pinsefortælling.

I kejserens rige priser alle besøgende nattergalesangen. Kejseren selv har aldrig for alvor været opmærksom på sangen. Sådan forholder det sig ikke kun i eventyrene: Det, der ligger lige for, når ikke altid til vores ører eller øjne. Med passende ironisk distance er det naturligvis ikke kejserens fornemste rådgivere, der ved hvor nattergalen er. Men det er – som ofte i H. C. Andersens univers – og helt evangelisk - et barn, der ved, hvor nattergalen bor. Undervejs hører de kloge folk både en ko, en frø, ja sågar en kirkeklokke og tager disse lyde for at være nattergalesang. Men ved barnets hjælp får de fundet nattergalen.

Den ser unægtelig ikke ud af ret meget. Men synge – dét kan den. Og synge, dét gør den. Også for kejseren. Jubelen ville ingen ende tage. Ikke før kejseren af Japan sender en mekanisk nattergal, prydet med alskens glimtende diamanter.

”Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina.” står der på til og fra-kortet. Det er en besked, der er til at forstå. Den ædelstensbesatte nattergal bliver forfremmet. Mens den grå nattergal gør, hvad grå mus har gjort til hver en tid: Den fortrækker.

Den mekaniske nattergal spiller og spiller, indtil alle kan nattergalesangen taktfast på fingrene. Sådan går der et år. Indtil noget brister i nattergalen. Sådan kan det gå for en sangfugl, både for de ægte og dem, der har fjeder i ryggen. Nattergalesangen bliver rationeret.

Men nu bliver kejseren syg. Så syg, at de tror, at han er død. Imens døden sidder på kejserens bryst og minder ham om alle hans onde og gode gerninger. Da døden tier, bliver der bogstaveligt talt dødstille. Den stilhed kender enhver, hvor døden har været på husbesøg.

Men ind i det langfredagsmørke lyder da nattergalesang. Ikke af den optrækkelige slags – for der var ingen til at trække den kunstige nattergal op i ryggen. Men den ægte vare. Nattergalen synger og synger. For hver en sang, mister døden stadig mere af sin magt. Og den afleverer tilbage af det liv, den har stjålet fra kejseren.

Til sidst er kejseren igen så fuld af liv, at han er opstanden. Og hvis nogen er i tvivl om, hvor vidt det nu også er en Kristus-parallel, ja, så hilser kejseren som det første sine nærmeste med et ”god morgen”. Derefter lover kejseren den livgivende nattergal både guld og grønne skove, hvis den vil blive hos ham.

Men nu er det så, at der for alvor går pinse i den. For nattergalen lover ikke kun at være det livgivende og livsopholdende for kejseren. Den lover også at være talsmand. En anden talsmand end dem, kejseren ellers har haft.

Den vil være formidler, der synger om de lykkelige og de lidende. Den vil synge om godt og ondt, der ellers holdes skjult for kejseren. Den vil synge, så kejseren kan blive både glad og tankefuld på samme tid. Kun ét kræver den: Nattergalen vil have lov til at komme, når den selv vil. Jo, Ånden blæser hvor og hvornår den vil.

”Hver fugl synger med sit næb”, siger vi. Det handler eventyret om nattergalen også om. Men den mekaniske google-nattergal har kun én stemme og én tone i livet – og den er der intet liv i. Kun den ægte nattergal kan synge livet frem.

Det er den nattergal, vi mødes om søndag efter søndag. Ham, der brød gravens mørke. Ham, der har livets røst. Ham, der ikke holdt den for sig selv.

Det er pinse. Vi fejrer, at Gud har givet os en anden talsmand, efter at Jesus er faret til himmels. Den nye talsmand går ingen steder. Den skal være hos os til evig tid. I kender den stemme, siger Jesus. For den er i Jer. Det er selve livets røst.

Det vil altså sige, at Guds egen stemme er i os. For os rationelle, google-fikserede mennesker rejser det så spørgsmålet: Hvordan kan vi høre den talsmand, den stemme? Hvornår kan vi være sikre på, at det er den ægte stemme og hvornår det bare er en falsk efterligning? Og endelig: Hvad siger den, Guds nattergalerøst?

Jeg tror, der er tidspunkter, hvor vi ikke er i tvivl. Vi hører stemmen. Som trøst. Som kærtegn. Som opmuntring. Som guidelines.

Jeg er lige så sikker på, at der er masser af tidspunkter, hvor vi er i tvivl. Hvor vi gerne ville høre den. Men hvor vi synes, der er alt for stille. Og vi tænker, er Gud blevet tavs? Har Gud sæson lige som nattergalen? Tier han, som nattergalene på de steder på Als, hvor der egentlig var nattergalegaranti, men hvor vi lukkede munden på dem?

Men måske er der allerflest tidspunkter, hvor sandhedens og kærlighedens stemme drukner i kakofonien af verdens stemmer. Af os, der højrøstede er mere interesserede i at høre os selv og til nød hinanden, at vi simpelthen ikke kan eller vil høre, hvad ånden, talsmanden har at sige.

Målt mod alverdens bling-bing kan evangeliet være som en lille grå nattergal, der er alt for let at overse og alt for let at overhøre. Små, grå støvede fortællinger. Hvad har de at sige os i dag?

Men det er livets stemme, der synger fra dem. Det evangelium kunne intet menneske udtænke af sig selv. Og hver gang der går mekanik i vores udlægning af den kristne tro, så hopper fjederen af. Vi er nødt til at blive ved med at lytte til den stemme, så vi kan kende det sande fra dets skin.

”Hver fugl synger med sit næb”. Helligånden synger med sit. Ustoppelig synger Helligånden håbets sang. Det håb, der er som ham, som døden ikke kunne holde fast.

Helligånden sang det ind i de første disciple: Frimodigheden til at de skulle synge og forkynde hver med deres næb. For det var jo det, de gjorde den første pinsedag. De gik ud i alverden og talte med hver deres stemme om Guds storværker. Vi har gjort det lige siden. Talt og sunget med hver vores næb, med hver vores røst. Undseeligt og højrøstet, frygtsomt eller engageret. Men altid med håbet om, at livets røst, Guds egen stemme måtte lyde igennem vores.

Og Helligånden synger med sit næb i dig. Synger, så du ser, hvad du ikke før så. At i det, der kan se ud til at være gråt i gråt, der er ikke kun gråspurve, men også nattergale.
Den synger, så du hører stemmer, du ikke før hørte: Den udsattes, den ensommes, den forsagtes stemme.
Den synger mod i dig, så du tør … gøre noget. Bare noget. Jeg ved ikke, hvad det er du har brug for mod til at gøre. Det ved du måske heller ikke selv endnu. Men en dag synger modets sang måske også i dig.

Hver fugl synger med sit næb. Helligånden synger med sit. Den synger i dig. Og måske en dag du får mod til at efterligne dens røst. Så du en dag løfter din stemme og synger med.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

"Det sidste farvel" er ikke det sidste, men det første

Kristi Himmelfart, torsdag den 10. maj 2018

”Et sidste farvel”. Sådan står der ofte på båndene på bårebuketterne og kransene til begravelserne og bisættelserne her. Som et ”sidste farvel”, det er også sådan, mange tænker om det at gå til begravelse. Her siger vi ”et sidste farvel” til den afdøde. Vi håber, den døde må fare vel. Har vi tro, så kan vi vel ikke ønske noget bedre for vore døde, end at de må fare vel hele vejen til himmels? Og sådan er det vel i grunden himmelfartsdag hver gang, vi holder begravelse?

Jeg tror, nej, jeg er sikker på, at jeg masser af gange selv har brugt formuleringen, at en begravelse er et sidste farvel. Nu tænker jeg anderledes om det. For det sidste farvel er ikke dét sidste farvel. Det sidste farvel er det første farvel. Det sidste farvel, det sagde vi, da vi gjorde noget for sidste gang sammen med den, som nu er død. Uanset om vi nu vidste, at det blev sidste gang eller ej. Da vi spiste jordbær for det, der viste sig at være sidste gang.  Da vi spillede Yatzy, dansede, kyssede, skændtes for sidste gang. Da vi forlod en og vidste, at det ville blive sidste gang, vi sås. Dét er det sidste farvel. Uanset om vi nu sagde ordet ”farvel” eller ej.

Begravelsen er ikke det sidste farvel. Den døde hører jo ikke dit farvel. Tager ikke imod det. Ligger bare der så utilnærmelig som aldrig før i kisten.

Begravelsen er ikke det sidste farvel. Nej, det sidste farvel er det første farvel. Begravelsen er kun det første af uendeligt mange farveller, der følger, og som du først bliver klar over, mens du lever videre uden den, der ikke længere er i dit liv.

Farvel til den far, der har vist dig, hvordan du skifter kølervæske på bilen – og som for resten har gjort det lige siden. Farvel til den mor, der lavede verdens bedste ris á la mande, så nu står du der og aner ikke hvordan det nogen sinde skal kunne blive jul igen. Farvel til den veninde, der har fulgt dig siden jeres ungdomsår, og som var den eneste, der vidste alt, som i: alt, om dig. Farvel til ham, du altid kunne ringe og spørge om gode råd. Eller som fik dig til at grine som ingen anden. Farvel til det at komme som par. Farvel til flere fælles nye minder.

Nej, det sidste farvel lukker kun op til en tilsyneladende uendelig række af farveller, hvor det aldrig synes som om du kommer til det sidste. Nej, det sidste farvel er det første farvel. Det første af en lang række af farveller.

Det definitivt sidste farvel, det lyder først den dag, hvor du ikke længere husker på eller tænker på eller græder over eller mindes den, som var en del af dit liv. En stor eller lille eller engang umistelig del. Men nu fortonet, forsvundet, og det sidste farvel blafrer i vinden.

I skal møde Sebastian. Og I skal møde Esben, hans far. Som har skrevet bog om at miste et barn. Det er der skrevet andre bøger om. Hjertegribende bøger.

Men Esben Kjærs bog har helt grundlæggende ændret mit syn på det at sige farvel til et menneske. Men den har også ændret på det med, at et farvel også altid er et goddag. Vore døde forsvinder ikke. De farer ikke til himmels. Ikke kun i hvert fald. De er fortsat en levende del af vores liv.

”Vi har altid haft viljen til at flytte bjerge”, skriver Esben Kjær om han og hans kones tilgang til udfordringer. ”Når virkeligheden og vi lægger arm, er det os, der plejer at vinde. Kan man ikke lide virkeligheden, laver man den om”.

Den strategi havde de anvendt i mange situationer. Og derfor var det også det register, de trak ud, da deres 6-årige Sebastian ud af det blå får konstateret cancer.

”Hvis Sebastian havde været voksen, ville jeg have givet ham nul procents overlevelseschance”, sagde overlægen. ”Da han er et barn, vil jeg give ham én procent”.

”Jeg har”, skriver Esben, ”set film med højhuse, der falder sammen på få sekunder, når nedrivningsfolk sprænger dynamit under de bærende strukturer. Det var sådan, jeg havde det. Overlægen sprængte mit håbs bærende strukturer væk. Det var som om alt indeni mig faldt sammen i dét sekund”. ”Det kommer ikke til at ske”, sagde min kone. Det bjerg, vi nu stod overfor var større end alle andre tilsammen. Og det måtte så bare kræve endnu mere vilje.

Nu følger så måneder, hvor Esben og hans kone bruger al deres vilje, al deres koordineringsstrategier og ret mange penge på at supplere Rigshospitalets kræftbehandlinger med alternative behandlinger i ind- og udland. Til en begyndelse ser det lovende ud. Men ikke længe. Esben og konen nægter at opgive.

En dag sidder de i Østrig på en restaurant med en særdeles alvorligt syg dreng, som ikke må dø i udlandet, fordi der ikke er nogen sygeforsikring, der gælder. Og så siger drengen Sebastian: ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg skal dø”. Forældrene krympede sig af rædsel og forsikrede ham om, at der ikke kunne være tale om, at han skulle dø.

Det gjorde han så alligevel, den lille Sebastian. Og det er så meningsløst, at jeg ikke har nogen ord for det.

Alligevel er der to forhold i det, jeg gerne vil formidle videre –fordi jeg er overbevist om, at Esben Kjær har en pointe, en pointe, som netop en Kristi Himmelfartsdag understreger.

”Der er én ting, jeg ikke fortryder: Og det var, at vi kæmpede. Vi var ikke bare tilskuere til behandlingerne, vi kæmpede selv i frontlinjen. Selvom kampen var forgæves, har jeg efterfølgende kunnet finde en vis fred i det faktum, at vi gjorde alt, hvad vi kunne for at redde ham”.

Men Esben er også smerteligt klar over, at det, at de kæmpede så indædt for helbredelse, lukkede deres øjne for at det også kunne gå den anden vej. De ville ikke se et muligt farvel i øjnene. ”Måske”, skriver han, ”måske skulle jeg have givet op tidligere og brugt den sidste tid på fredfyldt bare at være sammen med Sebastian? Ligget i sengen med ham? Holdt om ham og igen og igen fortalt ham, hvor meget jeg elskede ham? Skulle jeg have forberedt ham på den død, han givetvis selv så komme, men som jeg nægtede at acceptere. Døde han ensom, fordi jeg havde travlt med at kæmpe en kamp, som jeg ikke ville indse, at jeg var ved at tabe?”  

Esben italesætter, at vi kan have så svært ved at skulle sige farvel, at vi forpasser tidspunktet. Og vi kan gøre det af alle de bedste hensigter, vi vil ikke gøre den døende ked af det, det er jo slemt nok i forvejen, men måske svigter vi både os selv – og, værre: den døende, når vi ikke vil se i øjnene, at nu skal der gives slip og siges et ordentligt farvel, mens tid er. For det er svært at stå ved begravelsen og erkende, at det netop ikke er der, du kan sige det sidste farvel. Men at du har forpasset tidspunktet.

Esben Kjær er helt på det rene med, at han kunne have sagt et bedre farvel. Et mere inderligt, fredfyldt og nærværende farvel, ”hvis jeg”, som han skriver, ”ikke til det sidste havde haft så travlt med at prøve at flytte bjerge”.

Jesus har igennem et længere stykke tid forsøgt at forberede sine disciple på, at afskedens time nærmer sig. De har taget imod budskabet med både vantro og forvirring. Vi kan vel ikke fortænke dem i det.

Først havde Jesus forberedt dem på, at han skulle lide og dø. Og de siger farvel, stående under korset. De siger farvel, da de vender det hele ryggen og flygter. Og nu har de så tøvende taget imod ham igen efter opstandelsen. Hvorefter han så fortæller dem, at han skal forlade dem igen. At de skal få en ny talsmand. Men også, at de skal være vidner og gå ud i verden og fortælle om ham. Er det ikke lidt mange farveller? Og mindst lige så mange god dag’er. Jo, det er lige præcis, hvad det er.

Det er den erfaring, Esben Kjær formidler, og som jeg ikke kan forstå, ikke har været mere fremherskende før. Vi siger ikke et sidste farvel til vore døde. Vore døde forsvinder ikke ind i skyen, op i himlen, ind i evigheden. De forsvinder fra vores faktiske virkelighed og vores hverdag. Ja! Og det tomrum, de efterlader råber, så det vi kan være nødt til at lukke både ører og øjne for det.

Men væk er de ikke. I så megen sorgforskning har det lydt: At selvfølgelig er der en sørgeperiode. Selvfølgelig må vi – og skal vi – græde, rase, savne, men også forliges med at den døde er borte. Og på et tidspunkt, så kommer nyorienteringsperioden. Så kan vi se fremad. Og det skal den sørgende helst også. I andres optik.  

Ja vist. Men de døde er der jo stadig. ”For den efterlevende handler det om at omforme båndene til den døde, ikke om at afvikle dem”, skriver Esben Kjær. ”Du skal bære den afdøde i dig i det indre liv. Det er ikke en adskillelse. Vi skal beskæftige os med betydningen af den afdødes nærvær”. Det handler ikke om at komme af med vores døde. Det handler ikke om at komme videre uden dem. Det handler om at leve videre med de døde. Sorgen er et vilkår. Den kommer vi ikke over. Nej, spørgsmålet er, hvem vi har tænkt os at blive som mennesker under det nye grundvilkår: At vi har mistet.

”Det, sorgen har gjort ved mig, minder om det, farvehandleren gør, når han toner en bøtte maling, som i udgangspunktet er hvis. Han putter nogle stænk af stærke farver ned i bøtten og ryster den voldsomt i en maskine. Når han åbner låget igen, består hovedparten rent kemisk stadig af hvid maling, men hele bøttens indhold vil for altid være tonet i en mørkere farve, der umuligt kan gøres hvid igen.

På samme måder toner en stærkt elsket persons død og den efterfølgende sorg også sjælen i en farve, der uundgåeligt bliver mørkere. Men måske også i en mere interessant farve? Turen til farvehandlere slipper vi ikke for. Men vi kan have indflydelse på, hvilken fare, vi bliver tonet i. Vi kan give sorgen retning”.

Det er jo præcist det, der sker Kristi Himmelfart. Sorgen får retning. Livet får retning. Og det er ikke med himmelvendte øjne. Det er at gå ud i verden. Og lige om lidt er det pinse, der sætter nye farver på det hele.

”Min usynlige søn” hedder Esben Kjærs bog. Pointen er, naturligvis, at sønnen, skønt død, er alt andet end usynlig. Kristi Himmelfartsdage er heller ikke dage, hvor vi markerer, at Guds søn bliver usynlig. Kristi Himmelfart markeres netop Jesu fraværende nærvær. Jesus er ikke længere på jorden. Men han er ikke fraværende i disciplenes liv. Eller i vores liv. Hans budskab lever i dem og os. Ligesom vore døde lever videre med os.

Esben Kjær har besluttet sig for at ære sin søns liv ved at bruge alt det, hans død har sat i gang i ham. Det er ikke så mystisk, som det kunne lyde. Det er faktisk overhovedet ikke mystisk. Tænk, hvis vi kunne gøre det samme. Gå ud i verden, som de første disciple med det, budskabet om Jesu liv, død og opstandelse har sat i gang i os. Lade det være en retning for os.

Forestil Jer, at Kristi Himmelfart havde været dét sidste farvel. Så var der jo ingen levende Kristus-tro. Så var der et menneske, en lære, nogle dogmer, men uden nerve og nærvær. Og vi prædiker – tror – jo netop, at Kristus er os nærværende her i vores liv. I det liv, hvor vi ustandseligt siger goddag og farvel til hinanden, til sider i os selv, til erfaringer, der skal bearbejdes og nogle, der skal smides væk.

Han er ikke væk, Jesus. Han er nærværende i sit levende ord. I det vidnesbyrd, disciplene bærer videre, da de gik velsignede ud i verden.

Hans sidste ord var en velsignelse. De gik langt på literen på den velsignelse. Ja, vi går såmænd endnu på den. For den velsignelse var heller ikke et sidste farvel, men et fortsat: Lev vel.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Himmelske Far – himmelske Søn – du Helligånd, der er her og gør det hele levende.

Tak, Gud, når vi oplever dit nærvær i vores liv.
Tak, at vi må mødes her i gudstjenesten og lade ord og vand og brød og vin komme os ganske nær.

Tak, når vi oplever mennesker som nærværende i vores liv.
Vi ved ikke altid, hvad vi har brug for. Men ingen af os kan få for meget nærvær.

Hjælp os med at holde blikket i den rigtige retning. Ikke kun op. Ikke kun ned.

Lad os se den skabte verden.
Lad os se mennesker i den.
De lidende, de sørgende, de triste, dem, der trænger til opmuntring. Lad os gå hoppende skridt med de glade og gå en ekstra kilometer med en ven, der trænger til det.

Lad viljen til nærvær og oprigtighed være hos dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Vær nær hos politikere, både på lands- og lokalplan.

Vær hos Dronningen og hele det kongelige hus.
Vær hos forældre, der gerne vil kunne være der for deres børn og se dem finde deres veje i livet. Og bedsteforældre, som kan være nærværende for deres børn og børnebørn på en anden måde.

Vi beder for dem, der har været i vores liv, men som nu er fraværende. Enten fordi vi mistede kontakten til dem. Eller fordi de døde fra os.

Lad os se dagen i møde med forventning og med håb. Denne dag – dagen i morgen – og den dag, hvor du, Herre tager imod os i det himmelblå i dit rige. Og siger: Goddag – og velkommen hjem. Amen.