SÅDAN SET …. er det måske
skæbnens ironi, at på denne 3. søndag i advent, hvor jeg skulle have jubilæumsprædiket
om den stumme Zakarias, ja, der var det mig, der var stum.
Ikke fordi jeg har mistet stemmen. Jeg har heller ikke corona (første kviktest
var negativ og om lidt nupper jeg en pcr) – men som jeg havde det i går, var
det mest forsvarligt, at der skulle hidkaldes en standin til gudstjenesten i
dag.
SÅDAN SET er det irriterende så at vågne i dag og være næsten frisk – så frisk
at jeg før corona havde nuppet to panodil og holdt gudstjeneste. I stedet stod
jeg så i testkø i kirketiden. Det ER godt nok en kedelig måde at fejre jubilæum
på.
SÅDAN SET har min søde hjemmeboende twin havde nu hængt flagranke op – og min
søde menighedsrådsformand kom forbi med alle de blomster og gaver og søde
hilsner, som menigheden alligevel havde medbragt.
OG SÅDAN SET synes jeg det er held i uheld, at al fejringen er udsat. Og sådan
set er det meget heldigt, at jeg ikke skulle vies til biskop i dag (det var der
nu heller ingen fare for) eller at jeg skulle have holdt afsked fra et job, for
den slags kommer jo ikke i en genudsendelse.
SÅ … her er min prædiken. Nu var den jo alligevel næsten skrevet færdig. Og
mangler der noget – så føj selv til.
PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG I ADVENT
Mit livs første LP købte jeg i 1989. Coveret var dybgult med
et stort fotografi af Anne Linnet. ”Min sang” hedder albummet. Den gang anede
jeg ikke, at den LP skulle blive soundtracket til mit liv og til min tro.
”Min sang” blev jo ikke kun min sang. For hvem har ikke nynnet med på
”Lille Messias”? Hvor mange præster har ikke i begravelsestaler citeret ”men vi
tror du falder i levende hænder” fra nummeret af samme navn? Og hvem ville ikke
ønske, at ordene ”mild, lattermild og gavmild”, var en sang skrevet om dig?
Cirka et år før jeg købte LP’en, befandt jeg mig på en
restaurant i Bruxelles. Overfor sad Johannes Møllehave, der havde inviteret mig
ud at spise. Det var en uges tid før jeg skulle forlade Belgien og vende hjem
til Danmark, for at begynde at læse. Efter maden fortæller Johannes, at han
netop havde gang i et spændende projekt sammen med sangeren Anne Linnet. Så
trækker han papirer op af sin taske. A4-ark med tekster med tilføjelser og
overstregninger. Johannes viser mig teksterne og spørger interesseret, hvad jeg
mener om dem. Jeg kan heldigvis ikke huske, hvad jeg svarede. Det kan kun have
været ubegavet og meget meget starstrucked.
Starstrucked havde jeg helt sikkert ikke behøvet at være.
For Johannes Møllehave var som menneske ligetil og ukompliceret, men med dybde.
Ligesom teksterne på bordet i restauranten, der siden blev til sangene på
albummet ”Min sang”.
”Min tro er ikke en svada,
indviklet, knudret og lang.
Og slet ikke nu i dag da
min tro er min sang”.
”Min tro er min sang”.
Hvor er det både enkelt og sandt: ”Min tro er min sang”.
Du har din sang.
Jeg tænker ikke på de sange, du har på din playliste, og som du sætter på, når
du skal træne eller gøre rent eller som skal understøtte en bestemt stemning. Jeg
tænker ikke på de sange, der gør noget særligt ved dig: Dine yndlingssange
eller sange fra særlige mærkedage i dit liv.
Jeg tænker på din sang.
Sangen om dig.
Sangen om dit dig.
Måske din sang endnu bor i dig, stumt og usunget. Men før eller siden finder de
fleste sange deres sprog, deres rytme og toner.
Meget kan du holde inde. Og meget af det, der er dig, har
måske endnu ikke fundet sprog og toner til at blive din sang.
Men den er som en kladde. Den er på vej. Din sang.
Som en rytmisk banken på bordet. En umærkelig fløjten. Et par taknemlige toner
under bruseren eller ved middagsbordet. Som løsrevne bogstaver, der lidt efter
lidt finder sammen til ord og sætninger og bekendelser.
Sange kan i længden ikke holdes inde.
For sang er som et ustoppeligt lys, der baner sig vej gennem den mindste
sprække.
Også din sang skal synges.
Jeg tror, Johannes Møllehaves enkle ord: ”Min tro er min
sang” samtidig er en dyb - og evangelisk - sandhed: At tro er som sang. At tro,
det er heller ikke noget, du kan holde for dig selv som din sang alene. Tro er
måske nok en privatsag, men tror du, så er det ikke noget, der kun får
betydning for dit private liv.
Det er tro, der synger i dig, når du får mod på livet. Det
er din tro, der synger, når du håber det bedste – eller bare det næstbedste, selv
om du har meget at kæmpe med. Din tro, det er den sang, der håber på det gode i
medmennesker, og selv om du er blevet skuffet gang på gang.
Det kunne jeg alt sammen holde en lang svada af en prædiken
om. Jeg kunne også bare sige: Også din tro har sin sang. Måske du bare skal
finde den – eller den skal finde dig. Din tro, din sang finder sin vej. Når den
er klar. Når du er klar.
I dag er evangeliet en sang: Zakarias lovsang. Det er en af
flere sange, vi møder i Lukasevangeliet. De to af sangene opstår spontant: Jomfru
Maria bryder ud i sin sang, da hun har haft besøg af englen, der forkynder
hende, at hun skal føde Guds søn. Englene synger lovsang på marken julenat. For
”med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og
sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til mennesker med Guds velbehag”.
Men Zakarias’ lovsang, den har været længe på vej. Hele 9
måneder faktisk. Lige så lang tid som hans kone ventede deres søn, Johannes.
Ham, der siden blev til Johannes Døberen. Men Zakarias kunne ikke synge sin sang
før nu, for Gud havde gjort ham stum. Hvorfor? Og hvorfor lige en Zakarias, der
jo var præst og havde det som sin fineste opgave at tale til folk om Gud? Umiddelbart
er der ikke megen forkyndelse at hente hos en stum præst.
Forhistorien er, at Zakarias ligesom jomfru Maria havde haft
besøg af en engel. Men Zakarias troede ikke på budbringerens budskab. Han kunne
ikke tro på, at det virkeligt skulle lykkes, at han skulle få en søn i sin høje
alderdom. Han kunne simpelthen ikke tro på, at det var Gud, der stod bag. Så Zakarias
gik i rette med ærkeengelen Gabriel selv: ”Hvordan kan jeg vide det er sandt?”,
spørger Zakarias. Og sådan sætter Zakarias overstregninger og tilføjelser til
Guds sang. Men sådan spiller klaveret ikke. Eller de himmelske harper. Derfor
lukker Gud munden på Zakarias. Zakarias’ stumhed er et raffineret billede og et
humoristisk eksempel på, at Gud nok skal få sit budskab frem. Så når en præst
ikke vil forkynde det glade budskab gennem ord, så må han gøre det gennem stumhed.
I 9 måneder var Zakarias svanger med sin viden om, hvordan Gud vil gribe ind og
sende velsignelse. I de 9 måneder voksede sønnen Johannes sig levedygtig i hustruen
Elisabeths moderliv. Og i de 9 måneder sang lovsangen i Zakarias. Efter 9
måneder fik Zakarias lov til at lukke munden op, og da havde han noget
opbyggeligt at sige.
Mens Zakarias var stum, havde Gud skaffet sig ro til at give
sit under tid til at virke. Tid til at virke og vokse i Zakarias. Guds tid
virkede i Zakarias. Det er også hvad advent betyder: At der er lagt en anden tid
ind i vores verden, som vi ikke har nogen magt over. Gud har lagt sin tid, sin
ventetid ind i vores tid.
Når Guds sang skal synges kan den ikke synges med små
bogstaver.
For Guds sang synges er det ikke længere kun Guds sang. Så er det også din sang.
Og min sang.
I dag hører vi Zakarias’ sang. Vi hører den færdige sang. En
sang uden overstregninger eller tilføjelser i teksten.
Nu synger Zakarias sin sang. Nu synger han Gud tak, ikke for
ét barn, men for to børn, for Jesus og Johannes – og Zakarias takker i den
rækkefølge. Zakarias synger sin sang. Og han lægger stemme til Guds kærlighedssang.
For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.
Den dag lånte Gud Zakarias’ stemme til at synge Guds sang til os med. Men
rigtigt mange andre dage låner Gud din stemme til at synge kærlighedens og
næstekærlighedens sang ud i verden. Og jo flere vi er til at synge den, des
mere flerstemmigt er den.
Vi har brug for at Guds sang bliver vores sange.
Vi har brug for Guds morgensang om solopgange og nye begyndelsers mulighed.
Vi har brug for Guds håbssang, for der er nok, der kan tage håbet fra os.
Vi har brug for Guds sang om at vente, når vi tror, der ikke er mere at hente.
Vi har brug for Guds trossang, når tvivlen nager i os.
Vi har brug for Guds sang om evighed og det, der aldrig hører op, når vi savner
vore kære, så det svider og når noget bliver uigenkaldeligt forbi.
Guds sang var aldrig Guds alene.
Julenat sendte Han Jesus til vores verden for at lære os sine sange. Og for at
synge dem sammen med os. For det gør noget ved os at synge sange som
fællessang.
Johannes Møllehave talte hurtigt, tænkte hurtigt, skrev
hurtigt. Men selv hans sange var kladder først. Måske du er mere utålmodig. Tænker:
Jeg har godt nok skrevet mange kladder. Hvornår er min sang klar til at blive
sunget? Hvornår kan jeg bryde ud i sang? Bryde ud i liv? Zakarias lærer os om
at vente. Ingen ved, hvad Zakarias tænkte på at sige alle de mange stumme
måneder.
I dag sang Zakarias sin sang.
Vi må synge med på den.
Det er ikke sikkert, din sang er klar til at blive sunget endnu.
Men indtil da må du synge med på andres sange, låne andres ord, lige som Gud
låner os sine.
Og lige som Gud har lagt sin sang i dig.
Jeg mistede min første LP, dengang vi gav grammofoner og
LP’er væk, fordi vi troede, at CD’ere var vejen frem. Men jeg mistede ikke min
sang. For det er min tro: At Gud har lagt sin sang i mig som i dig. Den sang er
ikke en svada, indviklet, knudret og lang. Den lyder kort og kort: ”Du er min.
Jeg slipper dig aldrig”.
For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det
var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen
Søndages tekst kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke
Anne Linnet og Johannes Møllehaves ”Time og dag og uge” kan høres
her: https://www.youtube.com/watch?v=0ar8pnW0pmo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar