Prædiken til 8. søndag efter trinitatis

for henvisnings til mosaikkerne, jeg omtaler. Se www.duskalelskedinfjende.dk (billedarkiv)

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Hun spurgte i går eftermiddags, en af de kvinder, der var med, da jeg fortalte om Bjørn Nørgaards kirkeudsmykning her bag mig. Og det var et af de spørgsmål, jeg har hørt før. Men pludselig gav svaret mening på en ny måde.

Hun spurgte: ”Hvorfor er der hul i en af jeres mosaikker?” Jeg vidste med det samme, hvad det var for en mosaik, hun mente. Det er nemlig altid den samme, folk tror, der er i stykker. Det er mosaikken med Noas ark, den I kan se nederst til venstre.
Og det er helt rigtigt, at set nedefra kirken, da kan det godt se ud som om der mangler det nederste af mosaikken. Den er helt mørk og falder på en måde udenfor resten af farvespillet i mosaikken.
Mit svar er, at det, der ser ud som et hul, er klippe. Men Bjørn Nørgaard har kun vist os en stump af den klippe, det Ararats bjerg, arken ifølge traditionen strandede på. Og ved en lejlighed har Bjørn Nørgaard også fortalt, at man på et givet sted kan sætte en passer på den stump klippe og lave en cirkel. Og sådan vil vi se, at arken står ovenpå jorden.

Så det kvinden – og flere andre med hende – tror, er en defekt eller noget ødelagt, det er faktisk hele firmamentet – eller fundamentet. Men klippen kan altså være skjult for øjet.

Der er flere klipper på mosaikvæggen her. Og da jeg først begyndte at gå på opdagelse efter dem, opdagede jeg, at klipperne er en slags ledemotiv. De går igen og igen i de bibelfortællinger Bjørn Nørgaard har udvalgt til mosaikken.

Nogen tilfældighed er det næppe. Fra Bjergprædikenen har Bjørn Nørgaard hentet titlen til sit værk: ”Du skal elske din fjende”. Og mosaikken, hvor Jesus holder sin bjergprædiken, er placeret allermest centralt. I midterste række i midten til højre. Og Jesus står nok så nydeligt på en lille klippetop.

Ved hans højre side er der ører og øjne, for vi skal lægge godt mærke til, hvad han siger her. Og ordene fra dagens evangelium – det udgør netop slutningen på bjergprædikenen. Det er her, det hele bliver sat i perspektiv.

Men tag lige først med på en lille klippevandring igennem altervæggen. I rækken yderst til venstre mødte vi nederst Noas ark, der altså står på urklippen.

Men højere oppe i samme række øverst, der ser vi, at klipper ikke bare er noget, man står på, men også noget man kan bære på.

I Jakobskampen, beretningen om hvordan Jakob kæmper med sin Gud, ja beretningen om hvordan ethvert menneske har sine Jakobskampe med sin Gud, der er der til venstre i mosaikken en meget stor klippestump.

Og måske er det et godt billede på, hvornår det er, vi tager vores kampe med Gud? Det er, når vi har for meget at bære på? Når byrderne bliver for tunge, som skulle vi bære Mount Everest med vore bare næver. Vi kæmper med Gud, når meningen bliver væk? Og livet bliver ubærligt. Når vi står der med alle vores stumper og ønsker at vores klippestump må være en del af en større bjergkæde – eller i hvert fald del af en større mening.

Det samme ser vi i mosaikken med Job. Nu er vi i tredje række fra venstre, den nederste mosaik. For mig har hans store grå hænder altid mindet mig om sten. Hans hænder er ikke kun knyttet i afmagt. Han er som forstenet.

Og endelig er der også klippestumper på vejen til Via Dolorosa, i Moses med tavlerne og der, hvor Jesus fristes af Satan.

Hvorfor alle klipper og klippestumper? Fordi klippen er et billede på det urokkelige. På det, der står fast. På det, sikre. På fundamentet, ja på Gud selv.

I dagens evangelium lyder det umiddelbart som om Jesus taler om, at det er vigtigt hvilket fundament vi bygger vores liv på.

Og at det, som enhver kan sige sig selv, er bedre at bygge på klippegrund end på sandbund, og at det er Jesu ord, der er klippegrunden. Og bare du hører Jesu ord, så skal du nok stå fast.

Men det er faktisk ikke det, der står. For både den, der bygger på sand og den, der bygger på klippe har hørt Jesu ord. Men det er ikke dem begge, der har gjort, hvad Jesus har sagt.

Det handler ikke primært om at høre eller se. Det handler om at gøre. Og derfor skulle Bjørn Nørgaard ved siden af ørerne og øjnene på bjergprædikensmosaikken måske også have sat nogle hænder, for det væsentligste handler ikke kun om at høre. Men om at gøre. Og det har Bjørn Nørgaard så også. For i alle de mosaikker, hvor der indgår hænder, er hænder uforholdsmæssigt store. Som et symbol på, at vi mennesker har fået lagt meget i vore hænder. Vi har fået meget betroet. Først og fremmest hinanden. Og når vi handler, så skal vi aldrig sætte os selv i centrum, men altid den anden.

Det er det, der er på færde i den første læsning fra alteret og det er det, Jesus pointerer med billedet af profeterne, der nok profeterede i Jesu navn, men for egen vindings skyld.
”Klippen” – sådan omtales Jesus selv et par gange i Det nye testamente – Han er klippen. Og det som klippen har sagt, det skal vi tro. Og det skal være byggesten for, hvad vi skal gøre. For deri er tro.

Og kan du stå klippefast i din tro, når skybruddet kommer og floderne stiger, når stormene suser og rammer dit liv, - og ved du altid, hvordan du skal omsætte Jesusord til konkret handling i dit liv, så pris og tak din Skaber for det.

Men jeg vakler. For nok har jeg hørt hvad Jesus har sagt. Og noget af det har jeg hørt ret så mange gange. Men jeg bliver ikke sjældent i tvivl om, hvad jeg skal stille op med det. Hvordan Jesusordene bliver til andet og mere end, ja, netop ord.
Jeg vakler, når jeg igen og igen erfarer, at livet af alt er det allermest skrøbelige og sårbare. For livet er hverken bygget på sand eller klippegrund. Det kan når som helst falde sammen om os. Og hvilken forskel gør det så, at jeg har hørt Jesu ord? Når livet gør mig magtesløst. Hvilken forskel gør det, at jeg har hørt, når jeg ind i mellem synes, at Gud gør for lidt?

Hvad hjælper det mig, at Gud står som en klippe fast, når hele mit – eller et af mine medmenneskers liv vakler? ”Hvad han har bygt, står på en klippe så trygt” sang vi. Men det passer jo ikke. Fra dag til anden, ja, på splitsekunder kan lykke blive til ulykke, glæde til sorg, mening til meningsløshed. Og når man for mange gange er vidne til det og vidende om det, så er det, der begynder at komme sorte huller i mit livs mosaik – og jeg bliver i tvivl om hvor vidt troen holder.
Hvor mange huller kan min tro, mit Gudsbillede holde til, inden hele mosaikken ramler?

Nej. Min tro er ikke en klippe. Den ligner snarere sand fra Dueodde på Bornholm. Fint som timeglassand. Forsvinder mellem de foldede hænder. Ikke til at holde fast.

Og så bliver det en anfægtelse at skulle holde prædiken i dag. For hvordan kan en med en tro, der ikke er klippefast, skulle kunne prædike til tro? Har I, som menighed ikke al mulighed til at sige: ”Bort med dig”

Men jeg – og jeg vover at tro, at vi er flere – jeg slår min lid til en anden klippe. Til gravhulen påskemorgen. Den klippe, det hul bliver fundament for min, vaklende, tro.
Ligesom det påståede hul i Noas-ark-mosaikken i virkeligheden er det vigtigste i mosaikken. For klippen i bunden af Noas ark-mosaikken viser os, at selv der hvor bølgerne er gået højest, der er der noget, der står fast. Gud står urokkelig fast.

Da kvinderne kom til Jesu grav påskemorgen var de i syv sind. For hvordan skulle de kunne salve Jesu legeme, når der lå en kæmpe sten foran graven, som de umuligt ville kunne flytte?

Det første mirakel var, at stenen var væk, da de kom. Tænk, sådan kan det gå. Vore største bekymringer, noget, uoverstigeligt som et bjerg, noget der kan have holdt os søvnløse, ubærlige byrder, kan pludselig være fjernet. Problemer flytter sig, ændrer karakter.

Det næste underfulde var, at Jesus var væk. Det eneste, der stod klippefast for dem: At Jesus var død og begravet, blev der nu rokket ved. Der måtte en engel til at sætte ord på for dem. Frygt ikke. Det er sandt. Han er ikke her. Han er gået i forvejen for Jer. Gå hjem og fortæl det til de andre.

Så den allerførste påskeprædiken, af kvindemund, lød, at den klippefaste Gud havde åbenbaret sin kraft i en hullet klippe. Men hullet var ikke tomhed. Fra tomheden begyndte meningen på ny.

På Bjørn Nørgaards alterudsmykning er der masser af klipper. Men der er intet påskemotiv. Der er ingen tom klippegrav. Men alligevel er der masser af glæde.

Ordet ”glæde” kommer af ordet ”glas,” der jo er gennemsigtig. Og den dybeste glæde er den glæde, der opstår, hvor ting bliver så gennemsigtige, at du kan se Gud i dem.

Jeg fik ikke takket kvinden fra i går for, at hun – igen – gjorde mig opmærksom på hullet. Der altså ikke er et hul. For hun gav mig en prædiken. Denne prædiken.

For jeg blev mindet om det, man alt for let kan glemme, når man gerne vil se helhed og mening, når man gerne vil kunne trøste og kunne sige noget opbyggeligt. At Gud ikke kun er i det fuldendte. Gud også er i hullerne. I det, der ser ud som om det hullet eller i stykker, som mosaikken med Noas ark. I den tomme grav påskemorgen. Min glæde blev dyb, da jeg opdagede at Gud også er i hullerne.

Det betyder, at Gud også er i det, der laver huller i min tilværelsesforståelse. At Gud også er i det meningsløse. Som i glasset i mosaikkerne: På en og samme tid synligt og usynligt.

Gud behøver ikke min klippefaste tro, for at være Gud. Han kan godt nøjes med en hullet tro. Det er der faktisk grund til at være taknemlig over.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.