Man sir, at over skyerne er himlen altid blå - Kristi Himmelfart prædiken

 

”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Hvem ”man” – sir’, at over skyerne er himlen altid blå?

Lad os spørge ”man” fra meteorologisk institut:
På meteorologisk institut siger ”man”, at himlen ikke sin egen farve. Himlen kan være næsten alle farver.
Men når vi mest ser himlen om blå, så er det et samspil mellem solens lys, atmosfæren og bølgelængder.
”Sollys er hvidt, fordi det er en blanding af alle farver.
Når sollyset rammer atmosfæren, bliver lyset spredt i alle retninger af luftens molekyler,
af skyernes mikroskopiske dråber eller af partikler.
Spredning virker mest effektivt på lys med kort bølgelængde, og det er det blå lys. Det er derfor, vi ser himlen som blå.
Det gule og det røde lys, som har de længste bølgelængder, spredes derimod mindst. Derfor ser vi Solen som gullig,”  
(Niels Hansen, meteorologisk institut).

Lov mig, at I ikke spørger mere ind til det. For jeg ved personligt lige så lidt om det her, som om meget andet.

Nogle gange, når jeg skriver prædiken, kommer jeg til at tænke på, at præsten for århundreder sider gik for at være lærd, sådan en datidens google søgemaskine – eller et leksikon, der vidste meget om meget.
Dengang var det ikke uhørt, hvis det var i præstens prædiken bonden hørte om nye kornsorter – eller at datidens hr. og fru Jensen hørte om nytten af hygiejne og håndvask.
Så lærd forventer man, ”man” forstået som menigheden, heldigvis ikke længere, at præsten er.

Men altså, når ”man sir at over skyerne er himlen altid blå” – så er det delvist rigtigt.

Men hvis ”man” er dig og mig, og vi siger til hinanden, at over skyerne er himlen altid blå - så siger vi det ofte i situationer,
hvor vi ikke kan se det:
Vi siger ”Men ovenover skyerne er himlen altid blå”,
når himlen er grå, fordi livet af forskellige grunde er gråt.
Gråt, tungt, sorgtungt eller af forskellige andre grunde uigennemskueligt.

Vi mener det godt: Lige nu er himlen grå.
Men ovenover er der blåt. Det bliver godt igen.
Der er noget i livet, vi ikke kan se bag. Vi kan ikke altid se meningen.
Men vi tror, at det bliver blåt – eller godt.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Når ”man” er sangerinden Anne Linnet, så fortsætter teksten:
”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man sir' at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde

For når vennerne forsvinder og når livet er blevet træt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne

For alting kan gå itu.
Et hjerte kan gå i tusind stykker.
Kaldte du mig for ven endnu, så er jeg her nok endnu”

Hvis melodien og teksten allerede nu synger i dig – eller hvis ikke den gør, så kommer den til det, når Hans Esbjerg spiller den til postludium.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det er Kristi Himmelfart i dag.
Det er en dag, der er svær andet end at tage bogstavelig.
To af dagens bibelske tekster beretter om, hvordan Jesus stiger til himmels. Eller bliver taget eller løftet til himmels.
Der står intet om, at over skyerne er himlen altid blå.

Men nu ved vi, - fordi man fra meteorologisk institut har sagt os det, at over skyerne er himlen måske ikke altid blå.
Eller rød eller gul eller hvid.

Og vi ved, med troens vished, at over skyerne, der er Kristus.

Han, som var disciplenes ven, er forsvundet.
Deres liv var blevet træt.
Nu så de alt med ganske andre øjne.
Sådan som vi gør, når noget væsentligt er forsvundet fra vores synsfelt.

Og hvor skal vi så rette blikket hen?
Det giver Kristi Himmelfart sit helt eget svar på.

For – som vi har hørt det her de sidste små 50 dage i kirken siden påske – har Jesus i sit liv – i sin død – og nu med sin himmelfart udfordret alle de grænser, mennesket ellers kendte til.

Jesus døde. Men han kom tilbage.
Døden blev ikke den sidste grænse.

Men selv i døden brød Jesus grænser.
Jesus var hos de døde.
Ligesom han havde været en del af levendes fællesskab, var døden heller ikke et individuelt sted for ham.
Jesus var sammen med de døde – med vores døde – for at også de skulle høre påskens budskab om, at opstandelse også skulle gælde for dem.

Efter sin opstandelse bryder Jesus så nye grænser.
Han går fra at have været ukendt og usynlig til at blive genkendt og følelig.

I dag giver Jesus disciplene mandat til at gå ud i verden på hans ord.
Og lad mig bare sige, at når Jesus siger: ”Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” -
så bliver det en grænse for min forstand og for min tro.

Jeg synes her, Jesus lover de troende en hel masse af de tegn, han ellers selv har brugt en god del af sit virke ved at afslå.

Derudover – og det vælger jeg at hæfte mig ved – derudover giver Jesus os her på grænsen til sin anden opstandelse – en retning at orientere os efter.

Vi skal ikke stå og se op efter ham.
For Guds budskab er ikke varm luft, der stiger til vejrs med ham.
Guds budskab har fået andre ben at gå på og andre hænder, der skal række det frem. Dine ben, dine hænder, dit hjerte, dit blik.

Vi skal ikke se ét sted hen. Men i alle retninger.
Prøv at lægge mærke til, hvor mange præpositioner eller forholdsord der er i Kristi Himmelfartsteksterne, både de evangeliske og dem i salmerne.
Der står ”op”, ja, men der står også ”ud”, ”ned”, ”i”.
Der står at med Kristi Himmelfart er ”jorden er løftet mod himlen” – og ”himlen sænket mod jord”.

Kristi Himmelfart ophæver alle de grænser, vi kender til.
Et guddommeligt paradoks er det, at ved at Jesus nu er allestedsfraværende er han for altid allestedsnærværende.

Når vi siger: ”Vor Far, du som er i himlen” – eller ”Fader vor, du som er i himlen”, så er himlen ikke et blåt sted i det fjerne.
Himlen er troens sted i os.
Og gæt hvilken farve troen traditionelt har i kirkekunsten?
Ja – rigtigt – blå!

Med Kristi Himmelfart er himlen kommet os nærmere end nogen sinde.
Indtil i dag kunne vi stemme i med et: ”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Fra og med i dag må vi bekende,
at ”Troens blå farve ikke kun er over skyerne”.
Det blå er os ganske nær.
Troen kan vi række til hinanden.
Dele med hinanden – når livet har alle regnbuens farver.

Guds søn er ikke forsvundet fra os. Han er ikke længere end et par foldede hænder væk, når vi beder: ”Fader vor, du som er i himlen”.
For når vi beder den bøn, beder vi også: ”Komme dit rige”
Og vi må tro, at han, som steg op Kristi Himmelfart, lige så let kan stige ned igen og igen – og vær dig og mig nær, når vi har allermest brug for hans nærhed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.