Allehelgen

 

SÅDAN SET... PRÆDIKENEN DENNE SØNDAG 

Lydkulisse: Hans spiller et par takter af ”Den allersidste dans, før du går hjem"

I Else Sørensens danseskole i ungdommens Esbjerg var der bænke på begge sider af dansesalen. Det var første gang i mit liv, jeg prøvede at være bænkevarmer. Første gang jeg erfarede, hvordan andre, en efter en blev budt op til dans, mens vi sad stadigt færre tilbage på bænken. 

Som dansene gik, holdt jeg op med at følge de andre par med øjnene. 

Som dansene gik, blev bænken under mig varmere og varmere. 

Som dansene gik, fik jeg stadig mere kolde fødder og fik lyst til at løbe min vej. 

Det kan godt ske, jeg husker forkert. Måske var der ikke bænke i Else Sørensens danseskole. Men fornemmelsen af ikke at blive budt op til dans, husker jeg. Eller rettere: Kroppen husker. 

Selvom jeg helt sikkert ikke var alene om oplevelsen, føltes det alene. For mig så det ud som om alle de andre rundt om mig har det sjovt i livets dans. De kender trinene. Kan variere grundtrinene på alle mulige fantasifulde måder. De griner sammen. For selv fejltrin bliver til at leve med, når du har en partner. Og dér sidder du med følelsen af at gå glip af livets dans. 

Kære menighed. 

I dag på denne alle helgens søndage er I bænkevarmere. Alle I, der fylder bænkene her i Christians. Det er I, det er vi, fordi et eller flere af de mennesker, der har været i vores liv, har danset den allersidste dans. Nu er de gået hjem. Gået hjem til Gud. I hvert fald gået bort. 

For nogle af jer sluttede dansen brat. Før I var klar til det. For andre af jer var det mere ventet. Gamle ben var blevet trætte og svang sig ikke længere i dans. Nu har de fået fred. De har stillet træskoene – og danseskoene side om side. 

Nogle af jer sidder med en sorg og et savn, der stadig suger al taktfølelse ud af jer. 

Andre med en længsel efter det, der var. Eller med følelsen af, at I havde så meget mere til gode. 

Nogle af jer sidder måske med en snert af dårlig samvittighed, som nu også er blevet hjemløs, fordi den tomme bænk også minder dig om alle de gange, du ikke var der hos den, der nu ikke er mere. Fordi du havde for travlt. Fordi du prioriterede anderledes. Eller fordi du simpelthen ikke kunne holde det ud at besøge den, der nu tælles blandt dine døde. 

Nogle af jer sidder med dyb og varm taknemmelighed der på bænken. Med tanke på alle de mange bænke, I har siddet på sammen med den, vi i dag har nævnt navn på. Og dem, hvis navne du nævnte i dig selv. Solbænke, havebænke, en bænk i køkkenet, morfars ølbænk. Bænke, hvor benene var for korte og endnu ikke kunne nå jorden. Eller de bænke, I måtte tage et hvil på. 

I dag er I alle bænkevarmere. 

Men i dag sidder du ikke alene på bænken. 

Alle helgens dag minder os nok om, at sorg og savn kan opleves meget individuelt. Lige så individuelle som livets danse har været. 

Men i dag ser du – hvis du var i tvivl – at du ikke er den eneste. 

Kære du. 

I dag må du gerne tage et åndeligt hvil der på bænken. 

Puste lidt ud som efter en dans, der fik pulsen til at banke så rytmisk, at du nærmest tabte pusten. Det er hårdt at sørge og du kan føle dig meget alene i det. 

Jeg har fået slæbt en af bænkene fra kirkegården ind i kirken i dag. 

En af dem, der var på invitationen til gudstjenesten her. Den, der også er på forsiden af sangarket. 

Den tomme bænk også minder os om tomheden. Om den, der mangler. 

”Sorgen og savnet er søstre, hvem af de to er størst?”, spørger Ellen Lissner i et digt. 

”Sorgen og savnet er søstre, hvem af de to er størst?”

Sorgen er sviende smerte, savnet er tomhed og tørst. 

Sorgen er vild og voldsom, den river min sjæl itu, 

Savnet – Det er din tomme stol, mit ”jeg” der mangler et du"

”Mit jeg, der mangler et du”

Den tomme bænk har god plads. 

Den tomme bænk minder også nogle af os om, at nu sidder vi yderst på bænken, fordi det var det ældste slægtled, der gik bort. 

Hos nogle af jer er der blevet meget tomt på bænken. 

Det er netop med vilje, at det er bænkbilledet, jeg bruger. 

For vi behøver ikke være alene med vores sorg og savn. 

For på en bænk er der plads. En bænk er ikke en enmandsplads. 

En bænk kan der sidde flere på. 

Jeg har sat en bænk herind. For du må gerne sætte dit lys – du må gerne sætte dit liv, der har fået åndenød og iltmangel af sorg og savn frem i lyset. Du må gerne sætte dig selv frem i lyset. 

Det er ikke nogen skam at være bænkevarmer. 

Du skal ikke sætte dit sårbare og tårevædede liv under en spand, for så går også dit lys ud. Og du gør ikke den, du savner, en tjeneste derved. Det er ikke sådan, du ærer det, I havde sammen. 

Går du går tur her på Christianskirkens kirkegård, har du måske lagt mærke til, hvor mange bænke her er. Nogle af bænkene står på gangene og stierne. Nogle af dem står på gravene. Det er netop bænke. Ikke stole. 

Dér på bænkene sætter de efterladte - men stadigt efterlevende - sig. Nogle af dem fortsætter en samtale med ”det du”, de savner. I årevis kan den samtale fortsætte. For savn kender ingen alder. 

Og der i den fortsatte samtale er et nærvær, som døden ikke er en grænse for. Fordi der er en kærlighed og en forbundethed, som går ud over det. 

Har du oplevet det: At det er som om den døde stadig er hos dig, bør du heller ikke undre dig over påskemorgen, over hvordan den døde Kristus kunne gå tilbage til livet, fordi du selv har oplevet det gang på gang: At du stadig føler sig tæt knyttet til den, der ikke længere er i live. Fordi dine døde på mangfoldige måder stadig går fra døden tilbage i dit liv, så det næsten er til at tage og føle på: En duft, der ligner deres i en forbipasserende. Deres overtøj, du stryger henover med hånden, når du går det forbi det i entreen, noget, de altid sagde. Tusinde ting. 

Måske oplever du det endda her i dag: Et kort -men intenst glimt af nærvær fra den, du engang sad på bænk med. 

I dag er vi bænkevarmere. Vi holder kirkebænkene varme. 

I dag tænder vi lys. Vi sætter dem ikke under skæppen. 

For der under skæppen er der iltfattigt – og der går lyset ud. 

Og det er ikke kun lys, der går ud der i mørket og hvor der er iltfattigt. Det gør vi andre også. 

Derfor tænder vi lys, og vi sætter dem frem i lyset. 

Derfor er vi hver især kommet.  

Vi har sat os helt synligt på bænken. 

For sådan sætter vi også os selvfrem i lyset. 

Fordi vi, der er tilbage, skal leve – ånde – ilte og lyse. 

Fordi vi trodsigt insisterer på, at der hvor mørket vil ind, der vil vi lyse op med kærlighed. 

Kærligheden fra det, der var. 

Og kærligheden fra det, vi stadig håber på. 

For der er samtaler, der ikke er forbi. 

Der er dem, der ikke engang er begyndt. 

Der er liv, der er blevet forbi, ja. 

Og det er liv, der endnu ikke er begyndt for dig. 

Det kan jeg sagtens sige – siger du måske – du, der for nylig har mistet

Eller du, der jævnligt oplever at falde i sorgens mørke hul, som det kan være så svært at hive sig selv op af igen. 

Eller du, der er kommet til at mærke, at du selv er dødelig. 

Nej, det kan jeg ikke sagtens sige. 

For det er ikke mig, der siger det her: Det er Gud, der siger det. 

Den Gud, der har lovet at tørre hver tåre også af vores kinder. 

Den Gud, der har sagt, at ej eller sorg, ej heller skrig ej heller pine skal være mere. 

Fordi det der var før, er forsvundet. 

Den Gud, der taler om en ny himmel og en ny jord. 

Den nye himmel og den nye jord gælder for dem, vi har taget afsked med

Dem, vi savner, så vi stadig synes det er helt og aldeles urimeligt. 

Men som – vi må tro – er der på den nye jord og under den nye himmel. 

OG der er også bænke. 

Men ordene gælder også os. 

Os, der er her. Endnu under denne himmel på denne jord. 

Det bliver nyt for os også. 

Det gør det. 

Ikke fra en dag til en anden. 

Måske opdager vi ikke engang, at vores sorglys er blevet taget ud fra mørket, ud fra skæppen eller spanden. 

Nu står det og lyser. Og en dag lyser du med. Måske bare i et glimt i øjnene. Måske i et fornyet lyst syn på tilværelsen. Måske i handlekraft i at også du skal være et lys for andre. 

Engang kom der en ind i en kæmpestor kirke. Han – eller hun – ville til gudstjeneste. Der var god plads på bænkene. Der var virkelig god plads. Faktisk sad der kun en eneste anden på en af bænkene i kirken. Den besøgende standsede netop der – og spurgte: ”Må jeg sætte mig her?”, spurgte han. ”Nej, det må du ikke. Den plads er optaget” 

Du er bænkevarmer. Det er ingen skam. 

Og en dag kommer der måske en forbi og spørger: ”Må jeg sætte mig her hos dig?” Det er ikke fordi han eller hun kan eller skal tage pladsen for den, der engang sad der. For den plads kan ingen tage. Men derfor kan du godt gøre plads til noget andet i dit liv. 

Måske siger du: ”Værsgo at tage plads”. 

Og tænk – det kan være, det bliver det bedste, du har gjort. 

For måske var dette andet menneske lige præcis det lys, du ikke vidste, du havde brug for. Måske dette andet menneske sagde noget, du ikke havde forventet. 

Eller sagde noget, som ændrede din blikretning. 

Var lys eller salt. 

Selvom det første er nemmere at forholde sig til end det sidste. 

Måske sagde eller gjorde dette andet menneske lige præcis ingenting. Men var bare. Sammen med dig i det, der var dit. 

Og det var det bedste vedkommende overhovedet kunne gøre. For det var også med til at omsorge din sjæl. 

Du er bænkevarmer. 

Men du sidder aldrig alene. 

For der sidder altid en på bænken ved siden af dig. 

Ham, der kunne være blevet på den nye jord, i den nye himmel. 

Intet ville have været lettere. 

Men Gud sendte ham – sin søn – ned på vores bænke. 

Vi ser ham ikke altid. 

For han gør ikke altid så meget væsen af sig. 

Men Guds søn bliver siddende. 

Han sidder bænket ved nadverbordet, og vi kan møde ham der. 

Han sidder på din køkkenbænk i de alt for stille timer. 

Han sidder på en bænk i byrummet – og ligner et af de mennesker, du passerer hver eneste dag. 

Du er sikkert gået forbi ham. Og måske nåede det at strejfe dig, at der var et menneske, der lyste op på en særlig måde. 

”Nej. Der er optaget”. 

Pladsen på bænken ved siden af dig er optaget. 

Gud sidder på den ene side. Men der er stadig plads på den anden – hvis du rykker dig lidt i livets retning. 

Så sidder I der og er bænkevarmere sammen. 

Indtil det levende håb inklinerer for dig. Og så bliver den allersidste dans til den allerførste dans. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Mere lyskulisse: Hans Esbjerg spiller lidt mere af ”den allersidste dans”