Søndag med solsikker

17. Søndag efter Trinitatis 

Det danske Kongehus har 1, 1 mio af dem.  

Folketinget har blot 1213.  

Fodboldspilleren Cristiano Ronaldo har 629… millioner

Jesus har cirka 2 milliarder.  

Jeg taler om følgere.  

De første tre nævnte er tallet på følgere på den sociale platform, Instagram.  

De 2 milliarder er protestanter, katolikker, ortodokse og andre, der definerer sig som kristne. Kristne, troende eller følgere af det evangelium, der kom til verden med Jesus Kristus.  

”Følg mig”. Sådan siger Jesus i dag.  

Ikke nogen forklaring. Ikke nogen begrundelse.  

Bare et ”følg mig” – og vi hører, hvordan Levi rejste sig og fulgte Jesus.  

Det forekom mig ikke specielt rationelt.  

Måske var det derfor, jeg gik i stå på, netop på dette sted i prædikenskrivningen.  

Da jeg havde prøvet alle forhåndenværende overspringshandlinger, startede jeg til sidst den sorte Polo, og kørte ud i verden for at finde solsikker til Hannah og hendes faddere.  

Solsikkerne skulle prædike med på en søndag, hvor det handler om at følge.  

”Sol” – det ved vi alle sammen, hvad er.  

Og ”sikke” – det kommer af ordet ”sequi”, – der betyder følge.  

Jo. Solsikken – det er en blomst, der drejer sit hoved og følger solen.  

Det er endnu tydeligere når man hører, hvad solsikke hedder på fransk, nemlig ”tournesol” – tourne = ”vende sig” efter "soleil"– solen.  

Sådan er solsikkerne lysets følgere i naturen – og mine hjælpepræster i dag.  

For solsikkerne, de vender sig automatisk mod lyset. Sådan er solsikkerne er som den Levi, vi hørte om i evangeliet. De kan ikke lade være. Når lyset kommer forbi, må de følge ham. Helt af sig selv.  

Begejstret og lettet over, at prædikenen var skudt godt i gang, købte jeg en hel masse solsikker.  

Overspringshandlingen var blevet til en ren overskudshandling.  

Vel hjemme igen kastede jeg mig over en fortsat solsikke-research. Og hør nu bare: Det er længe siden forskerne fandt ud af, hvordan solsikken drejede sig hoved for at følge solen: Den, side, der vender mod solen, vokser nemlig en anelse hurtigere end skyggesiden.  

Det får blomsterhovedet til at dreje sig.  

Det giver god – også sjælesørgerisk - mening. Det menneske, der vender sig mod lyset, har mere livskvalitet, og adskillige videnskabelige undersøgelser har bevist, at religiøse mennesker lever sundere og længere.  

Men hvorfor vender solsikke så hovedet tilbage mod øst i løbet af natten, for at være klar til at tage imod solens stråler på ny næste morgen?  

Forskning har vist og bevist, at det ikke er solen i sig selv, der tiltrækker solsikkens hoved. Solsikken har simpelthen et indbygget biologisk ur og en døgnrytme, som hver nat fortæller solsikken, at nu er det på tide at vende hovedet mod øst.  

Bam! Der røg den pointe!  

Der røg pointen, at der er blomster og også mennesker, som har det i sig, at de af sig selv kan følge lyset.Så det kunne tro bliver lige så selvfølgeligt som at solen går sin gang.  

Sådan var min prædiken endnu engang slået hjem i ludo.  

Og eftersom jeg jo allerede havde brugt alle forhåndenværende overspringshandlinger og altså 1til, var der ikke andre muligheder tilbage end at lægge arm med evangelieteksten.  

Ham, der stod først for, var Levi.  

Hvem var Levi?  

Levi er ikke en Hr. hvem som helst.  

Det ved vi – ikke fra evangelieteksten her – men fra andre steder i Det nye Testamente, hvor den samme Levi er omtalt.  

Levi var tolder. Det var et udbredt erhverv dengang – om end ret upopulært, fordi tolderne arbejdede for romerne, altså den daværende besættelsesmagt. Det var en almindelig fordom, at tolderne gerne overtoldede, og stak noget i egne lommer også. De var altså dobbelt upopulære.  

Levi var også jøde. Rettroende jøde. Han havde altså – som en anden solsikke – set sit lys.  

Hvad er meningen med at fortælle om et menneske, der skifter fra religiøs retning for at følge en anden?  

Jeg slog navnet ”Levi” op. Og endnu en gang viste det sig, - som så mange gange før i Bibelen, at navne aldrig er tilfældige. Navnet ”Levi” betyder simpelthen ”følger”.  

Levi blev en af Jesu 12 følgere eller disciple.  

I mange år var teorien, at Levi var forfatteren til Matthæusevangeliet. For netop i Matthæusevangeliet understreges forbindelsen til ”det gamle” eller Moseloven tydeligere end i de øvrige evangelier. ”Dette skete”, sådan står der igen og igen, ”for at det skulle opfyldes”.  

Det er som om Matthæus har skrevet særligt til jødiske læsere, for at vise, at Jesus Kristus var opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier om Messias.  

Hvad kommer alt det her så os ved i dag?  

Det følger – forhåbentligt – i det følgende:  

Jeg tror, du kender til, at et menneske og krydsede din vej. Det sker forhåbentligt tit.  

Men der er mennesker, der kommer til at forandre vores liv. Ikke fordi de ville det eller havde det som projekt. Men fordi det blev sådan.  

Det var ikke sikkert, du konkret fulgte efter ham eller hende. Måske var I kun sammen kort: Til et arrangement, en fest, et foredrag, hvad ved jeg.  

Men det menneske kaldte noget i dig frem.  

Noget, du måske ikke selv havde lyttet længe nok til at høre.  

Det menneske satte noget i gang i dig. Og dette ”noget” var du nødt til at følge.  

Måske reagererede du ikke lige så hurtigt, som Levi i dag.  

Men kaldet - eller det at blive set som den, du var - affødte en reaktion hos dig.  

Måske blev du kaldet til at skifte spor eller retning i dit liv. Det kunne være et meget konkret retningsskifte: At du skiftede job eller bopæl. Det kunne også være, du blev kaldet til at ændre helt grundlæggende på dit livssyn.  

Så det du, før, med største selvfølgelig havde fulgt, det måtte du lægge bag dig.  

Måske kaldte dette andet menneske kærligheden frem i dig. Måske fulgte du det kærlighedskald og det menneske.  

Lod dig holde af.  

Måske blev dit mod kaldt frem. Eller et fornyet håb. 

Måske kaldte det møde mest af alt på, at du tænkte dig godt om.  

Er du, hvor du skal være i dit liv?  

Eller skal du også rejse dig – som Levi gjorde det?  

Evangeliet til i dag handler om, at liv ikke er statisk.  

At tro ikke er statisk.  

At det at være menneske ikke er statisk.  

Heldigvis for det.  

Evangeliet kan være det kald, der får dig til at spørge dig selv om, hvad det er, du følger.  

Evangeliet kan være en håbefuld stemme om, at også din vej kan ændres. Eller en opmuntring til dig, der har fulgt et kald.  

Og vist kan det være bøvlet at skifte retning.  

Det var det helt sikkert også for Levi. Jeg tænker ikke, han er blevet mere populær blandt sine nære af at være blevet Jesusfølger.  

Og vist kan det rive os itu – som lappen på kappen – eller det kan sprænge os indefra, som når man hælder ny vin på gamle vinsække – når vi følger nye veje i livet.  

Men der kan også komme liv i dit liv ud af det.  

Liv. Eller en ny sang. Eller et nyt indhold eller mening.  

Levi vidste, hvad han havde. Han vidste med garanti ikke, hvad han gik ind til.  

At tro, at følge ham, der om sig selv siger, at han er vejen, sandheden og livet, det er også – nysgerrigt – at gå i hans fodspor. Og se, hvor det følger hen.  

Kommet så langt, stod solsikkerne stadig på bordet foran mig. Det var som om de ikke var færdige med at tale til mig. Og da jeg først begyndte at lytte efter, lagde jeg mærke til, at solsikkerne talte hollandsk.  

”Jeg er heller ikke færdig med solsikkerne”, lød det, ”selvom jeg godt nok har malet dem mange gange”. Og så tog han sig til øret, altså det øre, der var tilbage.  

Vincent van Gogh, - for ham var det. Van Gogh, som i levende liv kun havde én eneste følger, én eneste der købte et af hans malerier, blev ved med at male solsikker om og om igen.  

For uanset, hvor mange gange han end malede, så var det som om lyset ikke rigtigt kom frem.  

Van Gogh ville egentlig ikke have været maler. Han ville have været præst. Arbejdede også med det kald. Kæmpede med det. For Van Gogh forærede alt, hvad han ejede og havde til de fattige. Til sidst havde han mindre end dem.  

Van Gogh blev klar over, at der er flere måder at følge kristendommens kald på. Van Gogh erfarede, at han også kunne tjene Gud ved at være kunstner.  

I 1880, da Van Gogh havde valgt at følge kaldet til at male i stedet for at være præst – og efter at have fået sin nærmeste familie på nakken pga. det – skrev han i et brev til sin bror Theo:  

”Den bedste måde at kende Gud på, er at elske mange ting.  

Elske denne ven, denne person, denne ting,  

hvad du nu end holder af –  

og på den måde vil du følge den rette vej i at forstå Gud bedre.  

Det er det, jeg bliver ved med at sige til mig selv.  

Men du må elske med en sublim, genuin, dybdegående medfølelse.  

Du må gøre det med hengivenhed, med alt dit intellekt  

– og hele tiden i forsøget på at forstå Gud mere, bedre og igen mere.  

Det vil føre dig til Gud. Det vil føre til en tro, som ikke kan rystes i sin klippegrund”.  

”Den bedste måde at kende Gud på er at elske mange ting”.  

Elske. Ikke i betydningen: at det må du eje.  

Men i betydningen: At have øje for.  

Når du ser skønheden i et andet menneske, i et par udtjente støvler, i en buket solsikker, der har set bedre dage – eller i et lille menneskebarn som Hannah – så ved du om den kærlighed, Gud ser på verden med. Så forstår du lidt mere af, hvorfor Gud sendte sin søn ind i verden, du vi kunne følge ham, som ser stort i selv det mindste, der er skabt.  

Det siges, at det var solsikkerne, der var med til at overbevise Van Gogh om, at han kunne male.  

Det siges, at solsikker for Van Gogh betød taknemmelighed.  

Det siges, at der den dag i dag ikke så sjældent lægges solsikker på van Goghs grav. Solsikkerne blev – sådan som han selv havde håbet på det – et synonym for Van Gogh.  

”Følg mig”, sagde Jesus.  

Levi rejste sig og fulgte Jesus.  

Van Gogh fulgte Jesus.  

Og der er 2 milliarder andre kristne følgere.  

I dag har vi fulgt med dem et stykke på vejen.  

Jeg ville ønske, jeg havde købt hele marken med solsikker. Så skulle I have haft en med hjem hver især. Og så kunne I have glædet jer over, eller måske elsket solsikken som en af mange ting.  

Elske dens tunge hoved, der lige nu smider frøene fra sig, så markerne også næste år kan blive fyldt med nye blomster.  

Elske solsikken for dens indbyggede evne til at følge lyset

Elske den for ikke kun at hedde sol, men også ”sikke”, fordi ordet ”sikke” betyder følge.  

Og dermed minde dig om det allervigtigste i forhold til Gud: Nemlig, at det ikke handler om, om du kan følge Gud – som Levi gjorde det. Evangeliet er, at Gud i dåben har lovet at følge dig. Det løfte står Gud ved. I dag. I morgen. Alle dage.  

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.