SÅDAN SET ... lød min skærtorsdagsprædiken ca. sådan her:
I:
Selv så mange år efter, at han var gået bort – ja, for sig selv sagde hun stadig ”gået bort”, for sådan klamrede hun sig stadig til et irrationelt håb om, at han ville komme tilbage, selvom den måde, han var gået bort på, var for altid.
Og selv nu – så greb hendes hænder altid om to tallerkener, når hun skulle dække bord.
Kroppen husker.
Sanserne husker.
Derfor lavede hun også stadig karbonader, som han bedst kunne lide dem. Og opbagt sovs i panden bagefter.
På sin egen måde føltes det som at ære hans minde, tænkte hun, mens hun ved voksdugen tyggede sig igennem den ene karbonade og lagde den anden i en tubberwarebøtte i køleskabet til i morgen.
II:
En rød indkøbskurv. Uden hjul. Han skal alligevel aldrig have mere, end han kan bære. I dag ligger der to frysepizzaer med skinke og en jordbæryoughurt og råber ad hinanden.
Nu står han tøvende i afdelingen for færdigblandede salater.
Han tøver, fordi han ved, han burde spise mere grønt.
Han tøver, fordi han ved, at hvis han køber salaten, så er det kun af dårlig samvittighed. Om et par dage ryger det hele alligevel ud, slattent og endnu mere uspiseligt.
I dag vinder samvittigheden.
Da han har smidt pizzaerne i ovnen og benene på tv-bordet, zapper han sig frem til endnu et ligegyldigt afsnit af endnu en ligegyldig reality-serie, der intet har med hans eget liv at gøre.
III:
”Har du lektier for?” spørger mor, mens hun sætter minimælken på middagsbordet.
Hun ved godt, at mor ikke spørger, for at være irriterende. Det føles bare irriterende. Helt vildt irriterende. Og så gider hun ikke svare.
Hun gider heller ikke sige, at det havde været en virkelig træls dag i skolen. At hun igen havde fået skældud, fordi hun ikke kunne lade sin mobil være i tysktimen.
I virkeligheden har hun allermest lyst til et knus. Ikke sådan et hurtigt ”ha en god dag knus” – men sådan et langt et, man kan mærke resten af dagen. Men på en eller anden måde er det bare nemmere at brokke sig over, hvorfor der absolut skal være spinat i salaten. Selvom det faktisk smager ret godt.
IV:
De kittelklædte øjne forsøgte at holde øjenkontakten. Det skulle de.
”Endnu ikke stabil nok i vægt til at måtte spise måltider alene”, står der i min journal. Jeg har selv læst det.
Jeg forsøger, om ikke kartoflen kan skæres i et endnu mindre stykke – så resten kan trykkes helt fladt og uopskrabeligt på tallerkenen.
Og så er der stadig 8 grønne ærter, der stirrer anklagende på mig. Jeg skubber rundt med ærterne med gaflen. Nu ligner de et uendelighedstegn.
Endnu et måltid i rækken.
Endnu et.
V:
”Mor”, spørger barnet på sit modersmål, som er det sprog, enhver mor i hele verden forstår.
”Mor. Hvornår er vi der? Jeg er sulten”.
Men mor har hverken svar eller mad.
Sådan er det at være mor undervejs og på flugt.
De andre børn i den uendelige række af mødre og børn stillede de samme spørgsmål. De andre børn fik de samme svar.
Endnu engang løfter moren op i blusen og trækker brystet frem – selvom barnet egentligt er for gammelt til at blive ammet.
Men hun har ikke andet at tilbyde.
Og hun ved ikke, hvornår de er der.
VI:
”Lad mig præsentere jeres femte servering”, sagde den ulasteligt klædte unge tjener, hvor ingenting sad forkert, ikke engang smilet. ”I skal have stegt fransk andelever med marineret tomat, tomat chutney og æblegastric”.
En for en blev tallerkenerne tyst placeret foran de habitklædte herrer. De smilede professionelt tilbage.
Der var tre serveringer tilbage. Og forhåbentligt et par underskrifter på særdeles vigtige kontrakter i morgen formiddag.
Habitterne løftede blikkene og glassene med de blodrøde dråber, der matcher både i farve og bouquet til resten af set-uppet, og skålede. Igen.
VII:
Der er kartofler og lammesteg og kylling til dem, der ikke spiser lam. Der er tre salater og ramsløgspesto.
Og der er dessert efter kokkenes fantasi – og både fantasien og desserten plejer at være god.
Der er duge på bordene og tændte lys i stager.
Der er helt sikkert en, der vil servere for dig, hvis du ikke både kan balancere med både ben og tallerken.
Der er brød på bordet. Og vin til glasset. Eller vand.
Og der er stadig enkelte ekstra pladser, hvis ikke du skulle have fået dig meldt til skærtorsdagsmåltidet i aften.
For i aften vil vi gøre sammen, hvad mennesker ud over hele jorden gør hver eneste dag: Vi vil spise.
Spise, som enken ved voksdugen i køkkenet.
Spise som dem med pizzaer foran tv’et.
Spise som familien Danmark med teenagebørn.
Eller som den indlagte med spiseforstyrrelse på hospitalet.
Spise som forretningsmændene på endnu en Michelin-restaurant.
Spise som den på flugt og den, der spiser undervejs.
Som den, der havde for travlt og glemte at spise.
Som den, der igen kun fik havregryn til aftensmad eller pasta med ketchup.
Eller spise som den, der kun spiste, fordi han var sulten for sjov.
Spise, som dem, der altid spiser alene, fordi der er lås på døren og ledsaget udgang et fremtidsscenarie.
Spise som den, der altid spiser sammen med andre, men som alligevel føler sig alene.
Spise, som Vor Herre Jesus Kristus gjorde det denne aften med sine nærmeste.
Skærtorsdag inviteres vi til at spise sammen.
Vi gør det hver eneste dag.
Alene eller sammen med nogen.
Det kan være ukompliceret eller særdeles kompliceret, både det, der er på bordet – og omstændighederne omkring bordet.
Her i kirken spiser vi altid sammen.
Vi knæler eller står.
Og uanset hvor – så har vi Kristus på den anden side af nadverbordet.
Det har vi meget synligt og bogstaveligt her i Christianskirken med Bjørn Nørgaards gyldne alterbillede.
Der er de – de 12 - bænkede på deres side af bordet. Og Jesus sidder i midten.
Og der er sat krus og tallerkener frem til …
ja, indtil jeg skulle skrive denne prædiken, har jeg altid tænkt, at der var dækket til alle os, der kommer og knæler på den anden side af bordet.
Sådan sætter vi os til bords med Vor Herre Jesus Kristus.
Der rækker han os sig selv. Os, der har valgt at gå til alters.
Men forleden slog det mig:
Der er måske ikke kun sat ekstra krus og tallerkener frem til os, der kommer her i kirken. Der er også sat ekstra frem, for at Jesus kunne tage krus og tallerken med sig. For at Jesus har et krus og en ekstra tallerken, når han går på husbesøg og sætter sig til bords hos enken, den pizzaspisende, dem, der er på flugt – og dem, der er på flugt fra sig selv.
Alle dem, der var på besøg i begyndelsen af denne prædiken – og alle de andre ude i den store verden.
Dem, der måske aldrig ville træde over tærsklen till nogen som helst kirke – og da måske slet ikke vove sig til højbords.
Til dem kommer Jesus selv.
Inviterer sig selv indenfor.
For tro er ikke kun at komme til Kristus.
Men at lade Kristus komme til os og komme os nær.
Han sætter sig til bords hos os.
Han sætter sig ved siden af den salatforskrækkende og smækker sandalerne op på sofabordet.
Han indtager den stol ved voksdugen, der har stået tom længe.
Eller … han sætter sig bag ved kvinden på flugt, så hun kan hvile ryggen op mod hans bryst.
Han deler deres karbonade, ærter, pizzaer.
Deres skam, deres sorg, deres frygt, deres præstationskrav og deres afmagt.
Han sætter en tallerken og et krus på dit og mit hverdagsbord
og deler vores skam, sorg, frygt, præstationskrav og vores afmagt – og alt det, vi ikke fylder på tallerkenerne, men som fylder i vores liv.
Det gjorde Jesus, fordi han først og fremmest kom til denne jord for at sætte sig i vores sted.
For at dele vilkår og altså også noget så jordnært som måltider med os.
Det er ved måltidet, Jesus gør sig til måltid.
Han rækker sig frem.
Han rækker os sig selv.
Ikke i små afmålte doser.
Men helt og fuldt.
For mindre kunne ikke gøre det.
Jesus begyndte ikke på det ved et hvilket som helst måltid.
Men netop: ”I den nat, da han blev forrådt”, da tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det – gav os det – og sagde: ”Gør dette til min ihukommelse”
I den nat, i det samme døgn, som han bliver forrådt, forhørt, forhånet. I den nat, hvor han forlades af sine nærmeste.
I netop den nat.
Før alt dette – før han har fået et eneste piskeslag, giver han sig selv til sidste blodsdråbe, for ”denne kalk er den nye pagt i mit blod”.
Og bagefter – efter måltidet – i påskens efterfølgende begivenheder - giver han os bogstaveligt talt sig selv til sidste blodsdråbe.
Dér – her - ved måltidet tager han vor skyld og bærer med på vores skam og på alt, hvad vi i øvrigt kommer bærende med af meningsløse gåder og grænseløse glæder.
Måske rejser vi os og går mætte og nærede videre.
Måske tager vi selv en tallerken og et to go krus med os ud i verden.
Således at vi kan række videre af det, Jesus har givet til os:
Vi skal ikke være så bange for at give af os selv.
Vi skal række Jesu selvforglemmende kærlighed ud til den verden, der ikke har fået mindre brug for det siden det første kærlighedsmåltid.
Vi skal dele af det håb, der blev skænket os, da Jesus vidste, at alt håb menneskeligt talt var ude.
I troen på, at alle gode gaver, de kom fra oven og ned til os –
i det barn, der blev født julenat -
i troen på, at Guds gaver stadig kommer ovenfra, rækkes til os for at vi skal tage imod dem og dele dem med hinanden -
I den tro siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar