Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik” ”Ufravendt”, dvs. uafbrudt.
Vi tager det lige en gang til, hvad han sagde, den franske filosof fra 1600-tallet (La Rochefoucauld, 1613-1680): ”Hverken solen eller døden formår man at se på med ufravendt blik”.
For både solen og døden blænder os.
Blænder øjet. Blænder udsynet.
Så før eller senere må vi slå blikket ned for solens eller dødens magt.
Vi kan ikke ufravendt se døden eller solen i øjnene.
Vi må før eller senere se i andre retninger.
For ellers tager solen – eller døden hele udsynet.
Spørg den, der har mistet, om dødens magt.
Spørg den, der har kiggede længe mod solen, om det til sidst var lys, de så – eller om ikke det var mørke.
I tre dage havde de ufravendt siddet med livet vendt i dødens retning. De havde besøgt hans grav. En gang. Flere gange. De havde grædt, så de troede de skulle græde øjnene ud af hovedet. Lidt efter havde der alligevel været flere tårer.
De havde grædt, fordi Jesus var død. Og selvom ingen død har glæde af vores tårer, så havde disciplene grædt over Jesus alligevel.
De havde også – som så mange sørgende efter dem - grædt på egne vegne.
Hvad skulle der nu blive af dem?
Af deres forventninger? Af alt det, de havde skullet sammen?
De havde grædt, fordi det, der skulle have været fælles fremtid, nu var blevet reduceret til fælles fortid.
Og så havde de grædt de tårer, som kun den, der har mistet et livsgrundlag og et trosgrundlag, kender på egen krop.
Nu kunne de ikke mere. Nu havde de ufravendt gjort det samme i tre dage. Mørket var stadig lige mørkt omkring dem. I dem. Og selvom det føltes som endnu et svigt at vende ryggen til graven og Jerusalem, så tager de her på 3. dagen den aktive beslutning at vende sig fra det ufravendte.
De pakkede deres skuffede forventninger sammen med deres tro og pakkede det så langt ind i dem selv, at de aldrig troede, det skulle findes frem igen.
Så begav de sig på vej. Jeg ved ikke om de troede, de kunne efterlade sorgen bag sig ved at gå nye veje. I så fald er de ikke de første, der har prøvet den strategi.
Mange tror, sorg bliver mindre over tid. Nyere sorg-forskning siger, at tiden nok læger sår, men sorgen selv bliver ikke mindre. Sorg beholder sin størrelse. Det er derimod den sørgende, der vokser. Det er den sørgende, der med tiden får plads til andet og mere i sit liv.
Vi ser dem på forsiden af sangarket.
Vi ser dem ved indgangen til Christianskirken. I den samme række af billeder på portalen, hvor også den tomme grav er. Den række, der om nogen udgør troens Alfa og Omega.
Her går de, de to disciple.
De går – som så mange sørgende før og efter dem – har gået.
De har lagt Jerusalem bag sig.
Ligesom vi alle sammen kommer til at lægge noget bag os i livet.
De har lar lagt dødsfaldet og gravstedet bag sig.
Ligesom vi går fra vore grave.
Måske ved de ikke, hvor de går hen.
I evangeliet står der Emmaus.
Jeg synes, det lyder som navnet på et stoppested så lille, at du ved, du er nødt til at skifte igen for at komme til din destination.
Måske er der flere veje, som solen skygger for.
Måske er der altid flere veje for os.
Men det kan være svært at se, når man med blikket ufravendt mod solen. Eller når vi kun ser den vej, vi vil se.
Her ser vi kun den ene vej.
Den, der fører til et lille hus.
Marken omkring dem er høstet.
Vi andre ved, at det var et af tegnene på det, der skal komme. De ved det ikke. Sådan er det, når vi billedligt talt stadig ufravendt ser i samme retning.
Kornet står i stakke.
Eller måske er det små træer.
Tæl dem.
Vi er ikke overraskede over resultatet.
Der er 11 stakke eller træer.
Den ene er faldet – eller rykket op med rode.
Mon ikke der er en for ham, der lavede sit eget opbrud, oprør, Judas.
Ham, der ikke kom til at høste frugterne af Jesu forkyndelse?
Fordi han mistede tålmodigheden?
Eller blev fristet over evne?
Eller hvad der nu kan forlede mennesker til at gå deres egne mørke veje?
Også på vores opbrudsveje er der gode venner og støtter, der falder fra.
Eller os, der falder fra dem.
Fordi veje engang imellem må skilles.
For det kan være svært at blive ved med at have fælles fodslag med den, som længe har skullet se dødens realiteter i øjnene. Den, hvis øjne holdes til, så det kan være svært at se livet.
Ingen kan ikke trække den, der sørger, i livets retning.
Men vi kan følges ad. Hvis vi altså kan holde det ud.
For der er nogle, der falder fra – nogle venskaber, der rykkes op med rode. Lige som på billedet her.
Det ved den, der har mistet.
Det ved det menneske, der har foretaget andre store opbrud i livet: Det er ikke alle venner, der holder ved.
Nogle falder fra, fordi de ikke kan holde ud, at den, der har mistet, igen og igen retter blikket mod døden. Mod fortiden.
Og nogle falder fra, fordi de ikke kan holde ud at være vidner til, at den sørgende igen går i livets retning. Eller at den, der bryder op, går nye veje.
Dagen er ved at være forbi.
De to disciple går i modlys. Mod den nedadgående sol.
Måske ser de hverken lyset eller mørket.
Fordi de er forblændede.
Fordi også de ufravendt har set på døden. Eller solen. Eller begge dele. Alt for længe.
Så de nu har vendt deres blikke i en anden retning.
Vi ved, hvad der sker.
Vi ved, det er Jesus, opstandne selv, der står følge med dem.
Ham, der både kan se døden og solen i øjnene. Og blive ved.
Ham, der ikke blinker først.
Ham, der ikke nogen sinde slår blikket ned for noget som helst.
Vi ved, det er ham.
De ved det ikke. De kan heller ikke tro det. Hvordan skal man kunne tro på noget, man ikke kan se?
Det er det, 2. påskedag handler om:
At tro på, vi ikke kan se.
Det er det, påske også er, at Gud åbner vores øjne for, at der er et liv efter døden, og at Guds liv går side om side med os i livet.
At få åbnet øjnene – eller hjertet – det er at få stenen rullet fra i vores liv.
Jeg ved ikke, hvad der overbeviser disciplene mest:
Om det er ordene i Jesu udlægning.
Om det er, da han bryder brødet sammen med dem og genetablerer fællesskabet.
Jeg ved ikke, hvad der nærer din tro mest?
Ord, der forkynder.
Brød eller vin, der smager og nærer.
Jeg ved, som sagt ikke, hvad der prædiker stærkest til dig denne dag. For mig blev det en arm.
Det er derfor, I have en del af portalen med ind i kirken i dag.
Se igen på billedet på forsiden af sangarket.
Jeg er helt sikker på, at det er den opstandne, der går i midten, mellem de to disciple.
For selvom de går i samme retning – fra døden mod livet – så har de brug for noget forskelligt. Sådan som også vi er forskellige på vores livsvandring. En kan gå selv. En anden har brug for at få en arm lagt om sig.
For mig er der sjælesorg og omsorg og et kærligt nærvær i den måde, den opstandne lægger armen om den ene discipel på.
Det er sådanne arme, der kan nære min tro på, at det bliver godt igen:
Når en ven eller en bekendt eller en tilfældig livs-forbi-passerende lægger sin arm på min.
Uden ord.
Uden forkyndelse.
Uden bedreviden.
Bare en arm.
Jeg er der.
Jeg følges med dig. Hvor end du går hen.
Jeg leder dig ikke.
Men jeg er her.
Du kan mærke mig. Jeg kan mærke dig.
Jeg kan mærke, når dine skridt bliver langsommere.
Og vi begge må sagtne farten for at kunne følges ad.
Jeg registrerer det, når du er nødt til at tage din arm for at tørre en tåre bort.
Jeg er der, når du må skygge med armen for solen, fordi de nye dage blænder dig.
Jeg er der.
Kærligt.
Ukrævende.
Nærværende på din vej.
Jeg forlader dig ikke.
Dét er anden påskedag for mig.
At der på min vej fra døden tilbage mod livets retning.
Eller der hvor jeg gyser, fordi jeg ser, at også jeg en dag skal dø.
Eller nogle af mine kæreste er slået ind på den vej.
Der går den opstandne med mig.
Han har gået begge veje:
Vejen fra liv til død. Og vejen fra død tilbage til livet.
Og nu kom han tilbage for at gå den med mig – og med dig.
”Og så blev han usynlig for dem”.
Ja, selvfølgelig gjorde han det. Vi kan ikke altid have Kristus for øje.
Vi kan have ham som tro, som ledetråd, som vejviser.
Men han er ikke altid synlig.
Men du kan mærke hans arm.
Som en varme. En tryghed.
Som et aftryk, han satte på dig.
Intet menneske kan love en anden, at vi vil følge på alle veje.
Men vi kan love en arm.
Intet menneske kan love en anden, at vi vil følge på alle veje.
Det kan kun Kristus.
Ordet påske betød ”forbigang” eller at ”gå forbi”.
For sådan blev det påske for jøderne, da de smurte lammets blod på dørstolperne i Egypten og dødsenglen gik forbi deres huse.
Ordet påske betød forbigang, fordi også Jesus måtte opleve, hvordan han blev forbigået. Han blev forrådt og forladt. Og dem, der kunne have gået med ham og stået op for ham, de gik deres egne veje.
Påske betød forbigang.
2. påskedag hører vi, at påske betyder med-gang.
Ikke medgang som uafbrudt lykke og lange, lyse dage. Med med-gang. Ufravendt med-gang.
Han går med os, den opstandne.
Han går med os gennem livet. Gennem døden. Med der hvor alle veje ender og hvor Guds veje begynder.
For den medgang siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Helligdagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-paaskedag-fra-foerste-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar