PRÆDIKEN TIL JULEDAG: Hvad byder du uventede gæster?

Juledags prædiken: Hvad byder du uventede gæster? 

”Hvad byder du uventede gæster?”
Sådan lød en reklame for nogle år siden. Jeg ved det godt, og I husker sikkert også godt, hvad der blev reklameret for. Men det er ikke lykkedes mig at lave en lukrativ sponsoraftale med firmaet, så jeg holder mig til egne bønner. Desuden er varen også irrelevant. Det er spørgsmålet, vi skal bruge til noget.

Altså: Hvad byder du uventede gæster?

”Jamen”, kan du hævde, ”i disse tider tør vi jo dårligt nok komme på uventet besøg.
Og selv hvis vi gør, så vover vi jo knap nok at tage imod en kop kaffe. Hvis da ikke både den og vi og kruset af ler og den tørre kage er sprittet godt og grundigt af”.
Og sådan må det være i disse tider.

Alligevel prøver jeg da én gang til: Hvis det nu alligevel skulle ske - Hvad byder du så uventede gæster?
Ja, du byder dem indenfor.
For hvor der er hjerterum, er der husrum, som et gammelt ord siger. Og der kan også godt være hjerterum med afstand.

Du byder gæsten indenfor.
Og så giver du gæsten det, huset formår.
Gæsten var jo netop ikke ventet.

Og selv om besøget og gæsten var uventet, så kunne det meget vel være gå sådan, at det blev et ganske særligt besøg.
Kan være det varede kort eller længere.
Men det fik betydning.
Fordi gæsten havde jo bestemt, at det lige præcis var dig, han ville gæste.
Det var der jo nok en grund til.
Så det kan godt ske, det var uventet for dig.
Men det var det ikke for gæsten.

Det er jul.
Mange af os havde sikkert gæster i går.
Og mon ikke de fleste af os får enkelte gæster i løbet af jule-og nytårsdagene?
Men i disse tider er de nok alle ventede.

Det er jul.
Vi fejrer den uventede gæst: Jesusbarnet.
Ventet var han af Maria.
Og Josef.
Ventet var han hos folket.
For slægt havde overdraget til slægt, at engang skulle der komme en Messias, en frelser, en befrier.
Men der er ikke meget, der tyder på, at de havde regnet med, at det var nu.

For hvad var det de bød den ventede, uventede gæst?
De bød i hvert fald hverken ham eller hans familie velkommen eller indenfor.
Jesus fik lov at komme til verden i kulden.
Hans første seng var en krybbe i en stald eller en hule.
Hans sidste seng var i en klippehule.

Hvad bød de ham senere i livet?
De bød forræderi, forargelse, falske kys, smålighed, bagtalelse og baghold.
Hvad er det for en måde at byde en gæst velkommen på?
Ja, det er den måde, mennesker byder velkommen på, når de frygter. Frygt bringer ikke det bedste frem i mennesker.

Der var også dem, der bød ham indenfor.
Som gjorde døren høj og porten vid.
Dem, der viftede med palmegrene.
Dem, der vaskede hans fødder.
Dem, der forventede sig noget af ham.
Dem, der troede.

Sådan tog de imod den uventet, ventede gæst.
Gad vide, hvordan de ville have taget imod ham, hvis Jesus var kommet som ventet?

Jesus var jordens gæst.
Han var her en tid.
En kort tid.
Han blev her ikke.
Så tog han hjem til sin far igen.

Men engang skal den ventede, uventede gæst komme igen. Vi siger det hver eneste gang i trosbekendelse.
”opfaret til himmels, siddende ved Guds Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.
Han kommer igen.
Tror vi.
Håber vi.
Og nogen frygter det.
Jeg tænker, hans genkomst vil være lige så uventet og uforberedt for os som hans første visit.

Men indtil Jesus kommer igen, er det os, der kommer til ham som gæst i de himmelske boliger.
Gæsterne, det er dem, der gik i forvejen for os.
Vore kære døde.
Hvad mon Jesus byder disse ventede gæster?
Hvad mon venter os der?
Jeg skulle begrave en kvinde, jeg har besøgt.  
Jeg fik lov at se hende, inden hun blev lagt i kisten.
Og jeg siger jer: hun lignede en engel, der havde foldet vingerne ind. Hun havde det her lille smil om munden, som man så ofte ser, og så havde hun – selvom øjnene var lukkede – nærmest et glimt i øjet – eller i sine træk, som ville hun sige:
Nu ved jeg noget, I ikke ved.
Måske hun ved, hvad himlen byder ventede gæster?
Det er jul. Vi fejrer, at Jesus kom på gæstevisit.
Men det han bragte med, det var her ikke kun som gæst.
Det kom for at blive.

Så han er her endnu.
Ham, der kom for at frelse os.
Ham, der kom for at være den store glæde, der skulle være for hele folket.

Han er i tilgivelsens mulighed og nødvendighed.
Alle de gange, hvor du rakte hånden ud – også selv om du egentligt syntes, det var modparten, der skulle gøre det.

Han er i kærligheden.
Ikke kun den kærlighed, du har til dem, du elsker og dem, der elsker dig. Men han er i kærligheden, når du rækker ud over dig selv og dine nærmeste og når din næste.
Han er i den smækkede dør, der forsigtigt åbnes på klem.
Han er i det nannosekund af glæde, der glimter i den sørgendes øjne.

Han var her som gæst.
Men han lod bagagen blive tilbage.
Og sådan er verden aldrig helt forladt.
Så længe Jesus fødes i stalden, i medmenneskeligheden,
i håbet på trods, så er verden aldrig hverken håbsforladt eller glædesforladt – og da slet ikke Gudsforladt.

Det er jul.
Vi fejrer Jesu fødsel. Igen.
For nu ved vi, at han kommer.
Som dommer, befrier og frelser.

Så byd ham da velkommen.
Og byd ham da indenfor.
For hvor der er hjerterum, er der krybberum.
Byd ham ind i dit hjerterum.

Inviter hans ledsagere med.
Dem vi synger om.
Dem, vi erfarer:
At glæden er jordens gæst i dag.
At freden er jordens gæst i dag.
At håbet er jordens gæst i dag.
De er her. Midt iblandt os.
Engang imellem kan det godt opleves som om de kun er på korte visitter.
Og det kan være svært at få dem til at blive ret længe hos os: Glæden, freden, håbet.

For der er så meget andet, der står og banker på vores opmærksomhed: Uroligheder, ufred, usikkerhed over pandemier og … - meget mere.

Måske vi på denne juledag med fast overbevisning i stemmen – og i troen – skal sige til hinanden, at de også kun er her på besøg: Ufreden, terroren, frygten, vira og alt det andet.
De går igen.
Det går over.
Det bliver godt igen.

Jesus kom ikke kun som gæst.
Han kom for at blive.
Han kom for at slå sig ned i dit hjerte og gøre det til sit krybberum.
Så heller ikke du nogen sinde er helt forladt.

Glædelig jul

Hør evt: "En stjerne skinner i nat" af Nordjysk Pigekor - YouTube

 

Kirkebøn

Himmelske Far.
Kristus, julebarn og menneskesøn.

Tak for juleglæde og julefred på trods af alt.
Tak fordi du har banet dig vej til os her på jorden
og også har åbnet en vej herfra og til himlen,
som vi kan følge engang.

Lys din fred over os alle,
og hjælp os til at varme vores hjerter hos dig.
Vær os nær, når julesorgen gør ondt.
Enten det er pga. sorg og savn
af dem vi elskede,
og som ikke er her denne jul,
eller det skyldes sygdom, økonomiske problemer,
misbrug eller konflikter.

Lad din kærligheds flamme lyse op
og brænde både stille og stærkt
hvis angst og depression presser sindet.

Send særlig julevarme til dem,
der er alene denne jul,
og som savner selskab og fællesskab.

Lad os huske hjælpsomheden og solidariteten,
og tage den med ind i 2021,
så vi kan hjælpe hinanden,
også her lokalt og i hele landet
med at klare de kriser og udfordringer,
som omstændighederne har sat os i.

Vær hos dem der savner det allernødvendigste.
Ofre for fattigdom, terror, krige og katastrofer.

Vi sender en særlig tanke
både til de fremmede hos os,
og til vores i det fremmede.
De udsendte, soldaterne og hvem de end er,
der bor og arbejder og lever
rundt omkring i den store verden.
Og hvis hjerter banker lidt særligt på dansk,
når højtider og traditioner kalder.

Ånd fred til den, der snart skal dø
og kraft til dem, der skal sidde ved siden af.

 

Hjælp os også altid med glæden,
med at nyde hinanden og livet,
lige så længe det varer.
Send visdom til alle der har ansvar for andre,
så både de og vi kan være med til
at gøre jorden til et godt sted at være.
For os allesammen.

Vi beder dig for dronning Margrethe,
hendes familie og alle – familier
som dem, der lever alene.

Lad julens højtid blive til velsignelse for alle. Amen

Juleaften i Christianskirken - live

Det er sikkert ikke kun mig, der har gjort mig umage med at finde de helt rigtige julegaver i år? Men af alle gaver har det sværeste været at finde den, 

jeg vil give Jer ved denne julegudstjeneste.

Så – kære menighed – i år får I et gavekort.
Eller rettere: I får to hver
”Årh”, siger du, ”du har allerede gavekort liggende,
du aldrig har fået indfriet.
Eller gavekort, som er udløbet for længst?”

Men frygt ikke.
Gavekortene her har hverken indfrielses- eller udløbsdato.
De gælder bogstavligt talt til evig tid.

Du får gavekort på glæde.
For hvis der er noget, vi har erfaret i dette besynderlige år 2020, så er det, at vi ikke kan leve uden glæde.
Vi er nødt til at have noget at glæde os til.
Vi er nødt til at have noget at glæde over.
For i glæden er der retning.
Og hvor er der retning, er der håb.

Fra 2020 tager vi også det med os, at vi synes,
vi har meget til gode:
Alle de fester, vi ikke fik holdt, eller som blev udskudt.
Alle de knus, vi ikke fik delt.
Alle de mennesker, vi ikke fik set.
Nøj, hvor har vi meget at glæde os til.
Nøj, hvor har vi meget til gode.

Også derfor – kære menighed (kære læser) får du gavekortet eller tilgodebevis på glæde: For at huske dig selv på, at du har noget til gode.
For det er julens glædelige budskab:
At glæden kom til verden
– og at den kommer dig i møde i dag – og alle dage.

Glæden er ikke ny.
Glæden har været der lige fra den første begyndelse,
da Gud så ud over alt, hvad Han havde skabt
og Gud smilede og glædede sig over,
hvor godt det var.
Ja, måske var det endda forventningens glæde,
der gik forud for det hele?
Fordi Gud – før noget som helst andet –
var fuld af glæde og besluttede sig for
at glæde skal deles med nogen.
For delt glæde er dobbelt glæde.

Og så lagde Gud glæden ind i verden,
for at glæden skulle være for hele folket.

Det er derfor, du godt kender den, glæden.
Og ikke kun til jul som en særlig stemning.
Men Skaberens grundglæde,
det er en samme glæde, du genkender,
hver eneste gang du kigger ud over den del af skaberværket, der omgiver dig,
og erfarer, at du – når alt kommer til alt -
har meget at være glad og taknemlig for.

Glæden har ind i mellem trange vilkår hos os.
Enten fordi vi mennesker er glemsomme.
Eller utaknemlige.
Eller er fortravlede.
Eller har så mange sære ting for.
Eller får for tunge byrder at bære på.
Ja, du ved selv, hvad der skygger for din glæde.

Derfor besluttede Gud sig for at genudgive glæden.
Glæden version 2.0.
Også denne gang skulle glæden være fra Gud.
For glæden skulle være Gud.
Også denne gang skulle det være en glæde, der skulle være for hele folket.
Ikke kun for nogen af os.
Eller for d troende
De tvivlende
De triste
De allerede glade
Glæden skulle være for hele folket.

Glædens epicenter blev en stald på en mark
lidt uden for Betlehem.
Glæden blev svøbt og lagt i en krybbe.
For glæde kan godt nøjes med lidt plads.

Og de rykkede tæt sammen om krybben:
Hende, der fødte glæden. Josef. Englene, hyrderne, de vise mænd, dyrene.
Hver på sin måde tog de glæden til sig.
Hver på sin måde tog de glæden med sig derfra.
Tilbage til det de kom fra,
som var det samme.
Men de var ikke længere selv de samme.

Sådan blev det jul for første gang.

Julenat gav Gud os et glædesdepot, vi kan gå ind i.
Og der står vi nu – sammen med alle de andre – og med alle dem, ud over hele jorden, som har fået at vide, at glæden er stor nok til dem også.

Vi ser det nyfødte Jesusbarn.
Vi ser, at glæde ikke er noget, vi selv skal præstere.
Eller kreere.
Eller stå på mål for.
Glæde er noget, vi får givet.
Glæde er altid en gave.
Som når vi får givet et barn.
Eller alt det andet, vi får givet i livet,
uden at vi selv kan gøre fra eller til.

Jul er et glædesdepot.
Uanset, hvordan livet former sig for os, har vi brug for at kunne gå ind i et glædesdepot og der hente nye kræfter til sjælen.
Den, der allerede er glad, finder lettere glæden.
Blive du bare ved med det.
Du skal gøre noget, der gør dig glad.

Men den, der har glæde på vågeblus,
har en anden forpligtelse til at komme forbi glædesdepotet. For vi har ikke kræfter til at sørge eller savne eller lide, hvis ikke vi giver sindet noget at leve på.
Og I, der nu bærer tunge byrder, ved,
at selv den mindste glæde kan gøre en stor forskel.
Vi kan også sige, at der skal der ikke så meget til, som hvis du i udgangspunktet var glad.

Det er ikke sikkert, det er glæden der fylder mest hos dig lige nu. Så meget desto mere er der grund til at klamre dig til, at Gud også giver glæde som tilgodebevis og som håbsbevis på, at det bliver godt igen.

For som jeg læste før: ”det folk, der famler sig frem i mørket, skal få et stort lys at se. Gud, du giver os glæde”.
Ja, engang skal glæden ligefrem blive fuldkommen, er vi blevet lovet.
For Gud kan ikke bære tanken om, at vi skulle forfalde til at tro, at der ikke er noget at håbe på eller nogen glæde.

Det er jul.
Glæden er født i Jesusbarnet i krybben.
Og glæden fødes forhåbentligt i tusindvis af glade barneøjne i dag.
Og den glæde reflekteres forhåbentligt i mange voksenøjne.
Også sådan gør glæden dobbeltglad.

Det blev jul, da Guds glæde blev født i Betlehem.
Glæden er givet for at blive delt.
Og glæden er givet for at blive givet videre
og videre og videre.
For kun sådan kan det blive en glæde, der skal være for hele folket.

Det er derfor, du får 2 gavekort – eller tilgodebeviser.
Så tag dine 2 tilgodebeviser med herfra.

Men du skal give det ene fra dig.
Læg det ubemærket i nogens postkasse, i et handskerum, i Brugsen eller et sted, du kommer på besøg denne jul.

Du må også gerne dele gavekortet på nettet.
Og hvis du er til den slags, så prøv at skrive hashtagget #storglædeforhelefolket og lad os se, hvor langt vi kan få glæden spredt ud.

Jul er at sende glæde i omløb.
”Rut med dit forråd af glæde”, som Benny Andersen engang skrev.
Kære du.
Du skal rutte med dit forråd.
Sådan som Gud rutter med sin glæde – og kaster den i grams.

Du skal gavmildt dele videre af det, du har hentet i glædesdepotet.
Del din glæde.

Og vid, at du selv er en del af Guds glæde.

Giv dit gavekort videre.
For glæden er for hele folket.
Eller som digteren Louise Juhl (ja, hvad skulle hun ellers hedde?) Dalsgaard har skrevet i det lille digt, hun har skrevet helt specifikt til os i dag:
Glæden er,
at glæden er,
og at du er en del af den.
Tilsammen er glæden os alle.
Del og se det ske.
Og ved du ikke, hvordan du skal give glæden ben at gå på,
så begynd med at ønske en fremme glædelig jul.

Glædelig. Ikke god.
For Gud ønskede netop ikke bare for os,
at det skulle være godt nok at være til –
men livet må gerne være så godt,
at vi kan glæde os over det.
Og at vi kan glæde hinanden i det.

Og først og sidst, at Guds glæde også er til dig.
Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul. Amen.

KIRKEBØN
Gud.
Vore tider er i din hånd.
Lær os at tælle vore dage med glæde
og se betydningen af hver eneste af dem.

Gud. Tak for julen, hvor du gik ind i menneskelivet
så vi tør tro på, at du kender os,
og at du ved, hvordan det er at være menneske.

Vi takker dig for de mennesker, vi glæder os over.
For dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Og for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.
Fordi de giver os megen glæde.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod – og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Og vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Vi beder for folket. Her og ude i verden.
Vi beder for dem, der skal tage beslutninger i verden og her hos os.
Vær med Dronning, Folketing og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for andres liv.

Tak, fordi vi med julenat, med påskemorgen og med pinsedag in mente ved at vi altid har mere godt i vente.
Og Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – lad os da gøre det med håbet om, at når vi åbner dem igen, så ser vi din glæde.

Men i dag – gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter.

Hør os, når vi beder den bøn, du selv har givet os:

FADERVOR

 

Online-julegudstjeneste.

 Glædelig jul. 

I år er der ikke plads til alle i kirkerne.
I år er der heller ikke plads til alle i hjemmene.
Når denne optagelse bliver sendt, kan meget have ændret sig.
Men intet kan ændre på, at det er jul.
For Guds søn blev født, selvom der heller ikke var plads til ham i herberget.
Må julen finde sin plads i hjerterummet hos hver og en af Jer, der ser med her.

Lad os nu – fra hver vores sted - synge – eller nynne med
sammen med medlemmer af Christianskirkens Drenge-og Mandskor.

Prædiken

Jeg har mange julekrybber.
I år, da jeg fandt julekrybberne frem, kom jeg til at tænke på, at de på mange måder kan sammenlignes med det her år, som 2020 har været.
Jeg har en Babushka-julekrybbe.
Det her år har lignet den.
Frivilligt og ufrivilligt har vi hver især måttet finde ind til det, der var det vigtigste – det inderste for os.

Jeg tror, de allerfleste af os på en ny måde har erfaret, hvor vigtigt det er med gode relationer.
At vi hænger sammen med nogen.
Hvor vigtigt det er, at vi har mennesker omkring os: Familie, trofaste venner, gode naboer, fællesskaber – en menighed?
Hvor vigtigt det er, at vi har mennesker i os. I vores hjerter og vores tanker. Ja, og i vores erindring.

Nu er det så blevet jul.
Vi er helt inde ved den tætteste af alle relationer: Relationen mellem Gud og mennesker.
Julenat bøjede himlen sig helt ned på jorden.
Den almægtige lod sig føde som et afmægtigt barn.
Den største blev lille.
Gud blev som os.
I Jesusbarnet i krybben ser vi, at småt godt kan være godt.
At i det mindste kan det største udfolde sig fuldt ud. 

2020 lærte os, at vi godt kunne godt reducere.
Vi fandt ud af, at vi ikke behøvede helt så meget omkring os.
Vi øver os stadig.
Og selvom det er svært, - hvis man har en stor omgangskreds og meget man går til, - så tror jeg også, mange af os har erfaret, at det, vi måske tidligere ville have regnet for for lidt, blev stort for os.

Vores samfund lukkede ned. Nogle døre lukkede sig. Men vi lukkede op for nogle andre.
Småt kan godt være godt.

Måske har du selv erfaret det.
Også i dette år:
At selv små skridt stadig er skridt.
At selv den mindste glæde eller små glimt i øjet stadig er glæde og glimt.
At selv et lille håb dog er et håb.

I år har jeg givet mine mindste julekrybber en mere fremtrædende plads end de plejer at have.
Sådan minder jeg mig selv om, at småt godt kan være godt nok. Ja, mere end det. Småt kan sagtens være stort.

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”, siger englen. Den store glæde er det lille barn i krybben. 
Her er min næst-mindste julekrybbe.
Den er ikke større end en tændstikæske.
Den minder mig om Johannes’ juleevangelium: At lyset er kommet i verden. Og at intet – intet kan slukke det lys igen. Det er der al mulig grund til, at vi minder hinanden og os selv om denne jul.

Og her er så min mindste julekrybbe.
Det er jul i en nøddeskal. For her er kun blevet plads til det allermest centrale: Jesusbarnet, forældrene. Stjernen i toppen. Og nødden selv, der både er skal og stald.

I år holder vi jul i en nøddeskal.
Det gør vi, når vi finder ud af, hvem der skal være med indenfor i vores boble, i vores skal.

Det gør vi, når vi fjerner de unødvendige lag og finder ind til det, der er det centrale. 

Hvor lidt skal der til, for at det bliver jul for dig?
Men selvom det er småt, kan det godt blive godt.

Der er mange nødder, der skal knækkes i disse tider.
Det gælder for os som enkeltindivider.
Det gælder for os som samfund og som verdenssamfund.
Vi kan godt.
Men det kommer til at kræve af os,
at vi ikke kun tænker indenfor vores egen nød.
For så kan det, der er der, enten blive for småt
eller komme til at fylde det hele.
Det kan blive en hård nød at knække.

Hvert år er der nogen, der i ”et barn er født i Betlehem” synger: ”Forsvunden er nu al vor nød”.
Gid det var så vel.
Men sådan er det ikke.
Nød forsvinder ikke.
Gud knækker ikke al vor nød.
Men nød bliver i bedste fald forvunden, overvundet.
Gud er i nøden.
I al den nød, alle de små og store udfordringer, der måtte være vores.
Det er evangeliet i en nøddeskal. Ikke kun til jul.

Også i år har jeg købt et nyt stykke julepynt.
Det skal minde mig om dette Herrens år.
Det er ikke endnu en lille julekrybbe.
Det er en engel.
Den er lavet af plexiglas.
Stor er den ikke.
Du skal helt tæt på for at se den.
Og hvis du ikke passer godt på, overser du den.
Eller du ser igennem den.

Sådan tror jeg, nogen kan have det i år med den store glæde, der skulle være for hele folket:
At det kan være svært at se den.
Det kan være svært at mærke juleglæden helt ind i hjertet,
når frygten først har taget sin del af pladsen.
Det kan være svært at lade freden sænke sig,
når hjertet banker uroligt.

For mig blev denne plexiglasengel
juleevangeliet i en nøddeskal dette år:
For selv ikke en engel med vinger kan bære sig selv oppe.

Den skal have en snor.
En lille tynd, violet snor.
Himlens hjertebånd.

Det er jul.
Jesusbarnet blev født,
efter at have været båret af Maria i 9 måneder.
Selv himlens kongesøn kan ikke bære sig selv.

I år må vi godt føle os små.
Så når vi synes, at vi har nået smertegrænsen for,
hvad vi synes, vi kan bære,
ja, så skal vi ikke bære mere.

Så må også vi godt lade os bære.
Bære af hinanden.
Bære af himmelske violette hjertebånd.
Bære af det håb,
den glæde og det lys,
Gud tændte i vores verden den første julenat.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
Amen.

Lad os bede:
Gud.
Der var ikke plads i herberget.
Men du fandt et andet sted, hvor den store glæde, som skulle være for hele folket, kunne komme til verden.
Kom og bank på – og lad glæden finde sin plads i hver og en af os.
Det gør ikke noget, at det kun er en lille glæde.
Jesus voksede også ud af krybben.

Gud.
Du sendte engle.
De sagde ”Frygt ikke” til hyrderne julenat.
Lad englene sige det samme til os: Frygt ikke.
Lad ikke frygten optage al pladsen hos os, når vi ikke kan overskue, hvad der skal ske. Lad os vove at tage englene på ordet.

Gud.

Tak fordi julens glædelige budskab er blevet forkyndt igennem generationer og nu har lydt for os igen.
Tak for de mennesker, vi skal være sammen med denne jul.
Vi beder for dem, vi må holde jul med i tankerne eller minderne eller i savnet.
Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Så beder vi for Dronning Margrethe, for regering og folketing, for byråd og menighedsråd – for alle, der skal træffe beslutninger, der får betydning for andre. For de har – som os alle – brug for at blive bedt for.

Gud. Sid hos alle, der er ensomme, modløse, rastløse, stemnningsløse. Vi beder for de hjemløse. For dem, der ikke føler sig hjemme nogen steder, heller ikke hjemme i sig selv.

Vi beder for enhver, der glæder sig som et lille barn.
Vi beder for dem, glæder sig, fordi de har fået et lille barn.
Lad din glæde være for hele folket

Lad det blive jul

Hør os når, vi sammen beder den bøn, du har lært os:

Fader vor …

 

 

Hvor er håbet? Prædiken til 2. søndag i advent

Tak for kaffe! – eller gløgg skulle jeg måske snarere sige! 

For jeg skal da ellers lige love for at der er skruet ned for decemberhyggen i dagens evangelium. Der er ikke meget stjernestøv eller puslen i høet i en stald i Betlehem som forvarsel til julenat. Det er ikke fred på jord, fryd på jord, det flyder over med.

For det er de sidste tider, Lukas taler om. Om Herrens genkomst. Det, vi netop har sagt i trosbekendelse: ”siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jo tak. Og når Herren kommer, så er det med bulder og brag, som om hele jorden skulle rystes af en verdensomspændende katastrofe. Og mennesker skal gribes af angst og gå til af skræk. Hvor bliver lige det gode budskab? Hvor bliver håbet af?

For et par uger siden spurgte et par lærere fra Fredericia Gymnasium mig, om jeg ville være ekstern partner på et kreativt projekt for nogle 2.g’ere. Hvis ikke de havde sagt ordet ”kreativt”, var jeg måske kommet til at sige nej tak, og så ville jeg med garanti have ærgret mig. For det blev en god oplevelse.

To fag skulle arbejde sammen: Naturgeografi og religion. Projektet fik – i samarbejde med lærerne - titlen: ”Hvor er håbet i naturkatastrofer?”

Inden jeg skulle på gymnasiet og forelægge og motivere opgaven for eleverne, sparrede jeg lidt med min ene datter, som blev student i sommers:
”Kunne det ikke være sjovt”, sagde jeg…
”kunne det ikke være sjovt, hvis nogen af eleverne virkeligt tænkte ud af boksen?
Kunne det ikke være sjovt, hvis de lavede noget, vi rent faktisk kunne bruge?

Tænk, hvis nogen af dem tænkte i at lave sådan en slags håbs-første-hjælps-kasse? At ligesom man i et fly og på skibe har en redningsvest, så kunne der ved hvert sæde ligge en håbs-første-hjælps-kasse.

Eller tænk, hvis vi præster kunne have sådan en håbfyldt kasse med ud til mennesker, der havde mistet håbet og ikke kunne finde det igen – eller som oplevede sig selv som håbløse eller håbsforladte der i deres egne katastrofer.
Og i den håbskasse kunne der være …”

”Mor”, sagde datteren,
”mor, du skal huske, at det ikke er dig, der skal besvare opgaven. Du skal bare stille spørgsmålene”

Sådan!
Det var ikke min opgave at prøve at løse opgaven.
Det var min opgave at stille spørgsmålene.
Og netop at være opmærksom på, ikke kun at stille spørgsmålene, så jeg fik de svar, jeg gerne ville have.

I disse dage er det netop 24 år siden, jeg blev præst. Jeg kan huske nogen af de overvejelser, jeg gjorde mig forud. Jeg havde tænkt – 100 gange – mindst, at hvis det at være præst var konstant at skulle ud og forsvare Vorherre – skulle stå på mål for, hvorfor naturkatastrofer sker – hvorfor der er så meget ondt i verden – og hvorfor nogle mennesker skal så meget svært igennem - hvis Gud nu er god – ja, så skulle jeg ikke være præst.

Når katastrofer rammer et menneskeliv, så skal vi ikke forsvare noget som helst.
Vi skal heller ikke gradbøje katastrofer i størrelse. Men vi kan være med til at stille spørgsmålene:
Hvorfor? Hvorfor mig?

Hvor er du, Gud, når katastrofen rammer? – til den Gud, som siger: ”Mine ord skal aldrig forgå”.

Og så må det være Guds ansvar at komme med svarene.
Og med håbet.

Håb kommer ikke på kommando.
Og der kom ingen håbs-førstehjælpskasser i nogen af besvarelserne.
Men der kom flere andre gode bud.
Og i dag har jeg fået lov at få og at udstille 2g’ernes kreative besvarelser her i kirken.

Tag et kig på dem under kirkekaffen efter gudstjenesten.

Hvor er så håbet, set med de unges briller?

(FOTO 1, se nederst i dokument)
Ja, håbet er i bygninger, der står så fast, at de er jordskælvssikrede – som i installationen her. Og så tillader jeg mig at tolke – for måske er installationen frommere end drengene, der havde produceret den, havde tænkt det. 

For der er et hus mere. Et hus, der vælter om, når ”der sker tegn i sol og måne og stjerner”. Og hvad er der i huset? Ja, der har drengene sat et kors. Et grønt kors. Grønt som håbet. Som et håb, der kan gro, selv i murbrokker og sammenstyrtede menneskeliv.

For huse styrter om ude i verden – og mennesker styrter om, også her hos os – men håbet står fast. Ind imellem som et postulat. Men alligevel som en del af den bærende konstruktion.

FOTO 2 (Se nederst i dokument)  
I en anden af installationerne sidder det moderne menneske i en lysende kuppel, omgivet af en masse naturkatastrofer. Håbet, det er som et helle. Et sted at krybe i ly og i lys. Et håbssted kan være et meget ensomt sted. Du kan godt opleve, at du er ret alene om at håbe.
Men håb er håb, også når det er i ental.

FOTO 3:
For en anden gruppe finder du netop håbet i fællesskabet. Selv når alt andet rokkes, selv når din egen verden vakler om dig eller i dig – så er du en del af et større fællesskab. Et diakonalt fællesskab.
Håbet er her en masse mennesker, der holder i hånd. Selv i disse tider.
Menneskene er lavet af piberensere. Der skal ikke meget til at ryste dem – der skal heller ikke altid meget til at ryste os. Men på samme måde skal der heller ikke meget til at bringe dem og os i bevægelse.
Og både i rystelsen – og i bevægelsen – støtter mennesker hinanden. ”Løft jeres hoveder”.

Der er to installationer mere, jeg gerne vil sige noget om.

FOTO 4: 
Det ene er billedet, der er placeret her under prædikestolen. Det hedder ”Et håb i mørket”. På den ene side er titlen naturligvis anfægtende: At der er håb i mørket.

For, for den, der sidder i sit livs mørke, der opleves håbet måske meget langt væk. Måske er mørkt så mørket, at du ikke kan se en hånd for dig. Eller et håb.
Men måske er det netop også så mørkt, at du ikke opdager, de håbstegn der er der, selv i mørket. Duen. Olivengrenen. Fredstegn. Håbstegn.

Og derfor er det måske netop der, hvor mørket er mørkest, at vi har brug for håbet, selv som et postulat. Håbet er der, også når du ikke kan se det.

Håbet er ikke mørkeræd.
Derfor gik Gud selv ind i mørket langfredag. I det allermest ufremkommelige og skræmmende mørke, dødens mørke
forgård.

Og derfor må du i dit tætteste mørke råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? – fordi du ikke kan se ham i dit mørke. Men fordi vi, med langfredag i ryggen, må tro, at Gud – og Guds levende håb – også er i mørket.

I dagens evangelium er katastrofen jo netop et tegn på og en forudgribelse af, at de mørkeste tider skal blive forbi.
Jeg ville ønske, det samme altid ville gælde for mennesker, at når vi tror, at nu kan vi ikke komme længere ned  - eller livet kan ikke blive mørkere eller sværere – så er det fordi det er sandt: At det kan vi ikke.
Og så kan det kun blive bedre.

Hvor er håbet, når naturkatastrofen rammer?
Det var spørgsmålet, de unge fik.
Det er spørgsmål, mennesker til alle tider stiller, når katastrofen rammer.
Hvor er så håbet?
Hvor er så Gud?

”Mor”, sagde datteren, ”mor, du skal huske, at det ikke er dig, der skal besvare opgaven. Du skal bare stille spørgsmålene”

Når katastrofen rammer, når vi rystes af livet og bliver rådvilde og grebet af følelser og tanker, der virker med samme kræfter som naturkatastrofer, så skal vi ikke forestille os at vi har svarene.

Men når du i den katastrofen, der måtte være din, råber til din Gud, så skal du være opmærksom på ikke kun at stille spørgsmål, som kun åbner for det svar, du gerne vil have. Men være åben for, at der kan komme svar på spørgsmål, du ikke stillede.

Håb er et sådant svar.
Det levende håb, Gud lagde ind i verden.
Gud lagde det i menneskeskikkelse. Og håbet er som det lille nyfødte barn: På en og samme tid skrøbeligt og uendeligt hårdfør. Håb kan voksne – som barnet i krybben blev til manden på korset. 

Og håbet er levende. Det levende håb er i bevægelse. Håb er altid bevægelse. Håb er altid retning. Ellers staves det på en anden måde: Resignation. 

Håb er bevægelse. Greta Thunberg sagde: ”Once you start to act, hope is everywhere”. Altså: ”Er vi først begyndt at handle, vil vi se, at håbet er alle steder”. 

Eller sagt teologisk: Hvis vi først opdager, at Gud er begyndt at handle – så vil vi se Guds håb alle steder.

Eleverne fra 2.g. byggede håbsinstallationer.
Vi sidder selv midt i en af dem.
Kirker er bygget af håb.
Kirker er bygget på håb.

Bygget på håbet om og troen på ham, som sagde, at selv om alt, hvad der var ham skulle blive hængt på et kors og slået ihjel, så ville han genopstå på tredjedagen.

Der er født et håb ind i vores verden, der ikke kan slås ihjel.
Det er håbets fødsel, vi fejrer igen denne jul.
Derfor er adventstiden – trods alt – en håbefuld tid.
Vi ved, at håbet er på vej.

Og med disse ord til den sidste installation. Det hedder kort og godt: ”Håbet”.
FOTO 5:
Værket er – skriver de unge – en fortolkning af det moderne menneskes evige følgesvende: Risiko og fare.
Spejlet, der er i mange stykker, symboliserer naturkatastrofer, der river menneskers liv i tusinde stykker, når mennesker f.eks. mister deres kæreste, deres hjem og deres hverdag. På samme tid giver spejlet det moderne menneske mulighed for at se sig selv fra flere vinkler og fra nye vinkler, der kan sætte livet i perspektiv.

I krisesituationer kan vi opleve, at Gud kan være nærværende som fraværende.

Der opstår noget smukt, når vi i krisesituationer tager os af hinanden og står sammen. Når vi sætter stumperne sammen på nye – om end fragmenterede måder. Eller når vi hver især opdager, at selv i stumperne – i det, hvor vi endnu ser i et spejl som i en gåde – ja, selv der i det gådefulde, splintrede ser vi Guds ansigt.

På installationen har eleverne også placeret en due. Og med den tænker de den kraft, der bærer ordet Gud rundt fra hjerte til hjerte og sender os mod hinanden til trøst og hjælp.

Og endelig har de sat en blomst. Pigerne, der har lavet installationen skriver, at blomsten symboliserer det smukke, der kan ske i svære tider. Blomsten symboliserer håbet, der giver mennesket mod på livet igen frem mod den kamp, der venter, når ens livsgrundlag skal bygges op på ny.

Blomsten er en rose. Et gammelt Kristus-symbol.

”En rose så jeg skyde”, sang vi. Det er det kristne håb, der er plantet hos os.
At det gør de, roserne: De skyder op af den frosne jord, juleroserne.
Og de sidste sommerroser blomstrer i haverne netop nu.
Og Guds rose – Guds søn – han fødes ind i vores verden. Lige om lidt.

Han er håbet, der blev menneske.
Han er håbet, der tog bolig blandt menneskene.
Så vores tro må finde hvile i, at håb er det, der bestandigt og ustoppeligt kommer til os, indtil den dag, da alle spørgsmål besvares og alle håb er opfyldt i Guds fremtid.

For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os bede:

Vi håber at du findes, Gud
at vi ikke er de sidste
at under rummets stjerneskud
 - når vi mærker troen briste -
skaber du din lyse fylde
ud af vores mørkeskylde
kommer du og åbner verden
hjertekamret midt i smerten.
Vi håber at du rummer alt
der står og går, der stod og faldt

Vi håber du er med os, Gud
at du møder os varmblodigt
at du går varsomt med os ud
så vi elsker andre modigt.
Du som døde selv og græder
over vores gerningssteder.
Du som ryster troens bjerge!
Store, stærke, stille værge!
Vi håber du er nattenær
og morgenvarm og lige her

Vi håber at du råder, Gud
at du folder vores hænder
at hver gang vores gnist går ud
er du den der stadig brænder
vores flamme så vi mærker
du kan gøre underværker
mens vi kæmper frit med livet
som vi får det dagliggivet.
Vi håber at når alt er tabt
er dine veje lige skabt
(Iben Krogsdal)

Amen.

FOTO 1: 

FOTO 2: 

FOTO 3: 

FOTO 4: 

FOTO 5: 

 

"Har I faste pladser" - prædiken til 14. søndag efter trinitatis

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

I kender det med faste pladser ikke? Ja, nogen af Jer sidder sikkert på jeres faste plads nu. Selvom corona også betydet, at nogen af os har måttet finde nye faste pladser. Også i kirken.

Engang kom en mand i kirke. En enorm kirke. Vores kirke her var til sammenligning bare et anneks.
Bænkerække fulgte efter bænkerække.
I kirken sidder der et menneske. Ét menneske. Manden nikker venligt til kirkegængeren. ”Må jeg sidde her på bænken?”, spørger han. ”Nej”, lyder svaret. ”Nej, den plads er optaget”. Manden finder en anden bænk, en anden plads. Der kommer bare aldrig andre og tager den optagne plads.

”Nej, nej … her har vi ikke faste pladser”. Sådan kan det godt lyde, når du første gang er på besøg et sted og ikke helt ved, hvor du må sætte dig.

”Nej, vi har ikke faste pladser her”. Men det passer jo ikke. For vi har jo som regel faste pladser. Også selvom vi ikke vil være ved det. Hun sidder altid der. Han sidder altid der på den anden side af bordet. Børnene der. Hunden der. Også den enlige kan have sin faste plads. Vi vil gerne give indtryk af, at andre må tage den plads, de vil. Men rent faktisk foretrækker vi ofte at sidde på vores faste plads.

Faste pladser er en vane.
Faste pladser er at have en komfortzone.
Faste pladser er forudsigelighed.

Faste pladser er ikke kun en fysisk fast plads på en stol i en kirke, på din arbejdsplads, i dit hjem.
Faste pladser er også et mindset, den måde, vi tænker på.

At have en fast plads er som at være indenfor en usynlig ring. Her er min faste plads. Her er min faste mening. Her er min faste livsindstilling. Afmålt. Uoverskridelig. Overskuelig.

Der er masser af tryghed i faste pladser.
Både i de faste, fysiske pladser.
Og i de faste meninger og den faste livsindstilling.

Men der er også farer ved det. Den fare, f.eks. at vi gør verden for lille. Tænker for småt om vores muligheder. Og – ikke mindst - gør Gud for lille.

Jeg vil godt vædde en ekstra kop kirkekaffe på, at manden havde sin faste plads der ved Fåreporten til Jerusalem. Med en båre til seng og med udsigt til Betesda Dam, hvor en engel engang imellem kom fordi, så vandet efterfølgende kunne helbrede en og kun en.

 

Hvad fejlede han, manden? Det står der ikke. Det er rigtigt. Vi er vant til at tro – og det står i adskillige kommentarer til teksten, at det her handler om den lamme ved Betesda Dam. Men evangeliet selv nævner det ikke. Jeg har selv læst teksten igennem igen og igen – og må konstatere, at her havde jeg også i min læsning givet ham en fast plads og låst mig fast på sygdommen.

Vi er også vant til at tænke, at han har ligget der i 38 år. Det står der rent faktisk heller ikke. Der står, han har været syg i 38 år. Der står, han har brug for hjælp til at komme i dammen. Der står ikke, at han er lam og at han har ligget der i 38 år.

Hvad vi ved er, at der er er mand og en båre. Og en fast plads. Både ved fåreporten. Lige så fast hans plads er, lige så fastlåst er hans livsopfattelse blevet. ”Det her er mit vilkår”, tænker han. ”Her er jeg. Herfra går min verden. Eller rettere: Det går slet ikke. For jeg har ikke en eneste, der kan hjælp mig, så jeg kommer først i vandet efter at en engel har været forbi”.

Har du først låst dig fast i din måde at tænke på, kan det være svært at komme ud over. Det er ikke bare ynkeligt. Det er også at forråde dig selv.

”Jeg ville ønske, det var anderledes”, tænker han. Og hver dag bringer manden sig i en ønskeposition indenfor de faste rammer. Og dag går efter dag.

Og ønsket går ikke i opfyldelse. Jamen, det gør ønsker jo ikke altid. Nej da. Spørg enhver, som er syg eller sørgende eller fortvivlet eller spørgende, om ikke de har ønsket det anderledes.

Manden her kan simpelthen ikke forestille sig, hvordan livet skulle kunne være anderledes. ”Hvordan skulle jeg kunne komme i vandet. Jeg har ikke én eneste. Der kommer ALTID en anden før mig. Næ, her ligger jeg, kan ikke andet. Han kan ikke tænke ud over den faste plads”.

Og inden vi nu dømmer ham ude – og fordømmer ham som fuldstændig håbløs og lidettroende og meget andet, så kig lige på din egen plads. Hvor er din egen allermest faste plads? Hvor er det, du tænker, fastlåst: At det nytter alligevel ikke noget. Det eller det vilkår ændrer sig alligevel ikke? Der er alligevel også altid en anden, der er hurtigere, bedre, klogere eller kønnere end jeg, som kommer før mig til det forjættede vand.

Det er ikke nok at ønske noget.
Du skal ville det.
Det lyder som side 1 i en billig selvhjælpsbog.

Men jeg tror rent faktisk, det er det, Jesus viser os.
Det er ikke nok at ønske at noget skal være anderledes, hvis du alligevel ikke vil komme ud af din faste plads. Hvis ikke du vil ud af cirklen. Ud, hvor du ikke tager en plads op, men hvor du får en plads givet.

Manden ved dammen anbringer sig dag efter dag i en ønskeposition: Gid, jeg dog kom først i vandet.
Jesus sætter ham i en viljes-position: Vil du eller vil du ikke?

Jamen, hvem vil ikke være rask da?
Men det handler om mere end det. Langt mere.

Det handler om at få en plads, som ikke er fast. Som er større og mere uforudsigelig end du selv ville kunne begribe.

I alle helbredelser og undere, Jesus foretager sig, får mennesker er ny plads. De får et nyt syn på tilværelsen. Bogstavligt talt og overført. De får bevægelsesfrihed. De lamme får ikke kun ben at gå på. De får en plads i livet, hvor de ikke længere skal se sig selv som handicappet – eller andre skal. Den, der får sine synder forladt, skal ligeledes til at se sig selv med en mindre fastlåst mindset.

Vil du det? Spørger Jesus manden.
Og det vil manden tilsyneladende godt. Han vil godt gå fra den faste plads til en ny plads.

Tilsyneladende. Men det er jo løgn.
For knap er Jesus gået, før manden falder i igen. Han falder i den gamle velgennemprøvede måde at se verden på, som han kender allerbedst: Nemlig den, hvor man forråder.

I 38 år har han forrådt sig selv ved ikke at give sig det liv, der kunne have været hans mulighed i vold. Han gav det ikke en chance. Han satte sig ned og resignerede. Der fra sin plads.

Og nu – som frisat – og med alle muligheder for at tage nye pladser. Så sætter han sig billedligt på samme faste plads. Denne gang forråder han ikke sig selv. Nu forråder han Jesus. Det er altså ikke nemt at få nye vaner.

Vil du være rask?
Vil du tænke større om dit liv?
Vil du flyttes?

Det samme spørge Jesus os om i dag.
Vi kan tænke, at vi ved, hvor vi har ham, Jesus. I 38 år – eller i 51 år – eller i hvor mange år, vi nu har talt i gudsforhold, kan vi hver især tro, at vi ved, hvor vi har Jesus. Vi ligger her ved vores damme, på vores faste pladser.

Og for os har Gud – Jesus – kristendommen sin lige så faste plads. Vi ved, hvad vi skal mene om det. Dåben, syndernes forladelse, det evige livs håb – ja, vi har styr på det. For det med troen har også sin faste plads i os.

Når vi går i kirke og finder vores plads, når vi beder, eller læser i vores Bibel. Det har betydning for måden, vi lever vores liv på og måder vi tænker om andre mennesker på….

Men så er det, at Jesus svinger forbi os der ved vores faste plads. Eller han kom i en engels skikkelse. Eller i et medmenneskes. Og pludselig er spørgsmålet rettet til dig: Vil du….

Vil du lade dig hive ud af din faste tros vanetænkning? Og opdage – eller erfare, at det troen i virkeligheden lukker op til og lukker os ind i er langt større end det, vi er blevet så vante til at tænke: At Gud er langt større. At nåden er dybere og bringer oprør på en ganske anderledes måde i vores indre damme end små behagelige skvulp.

Og at du – hvis du vil tage imod det – må rejse dig, tage de bårer og de faste pladser, der er dine – og gå nye skridt.  

Vil du så det?
Eller vil du hellere bare læne dig bekvemt tilbage her på din faste plads?

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.

Men vi kender manden fra Betesda Dams svar.
Hans første skridt. Hans svar var et forrædderi mod det liv, livets Herre netop havde skænket ham på ny.

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.
Jeg ved ikke, om du tager din båre med, når du går herfra.
Men jeg ved, Jesus peger på en anden vej. Også for dig.
Det er ikke en vej uden sygdom eller lidelse eller nederlag.
Via Dolorosa krydser helt sikkert også din livsvej igen og igen.

Men det er en vej, hvor han altid vil være det menneske, du har. Eller du vil møde ham i skikkelse af et med-menneske, der er på samme vej som dig.

Det menneske, der kan bære dig ned i dammen.
Det menneske, du kan ringe til, når du er allermest fortvivlet.
Det menneske, du kan række hele hånden og tilværelsen med – og gå hele vejen.

Helt indtil den plads, han har sat frem for dig, både her i denne verden, hvor der ikke kun er faste pladser, - og engang på Guds sted, hvor håbet har gjort en plads rede for dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen,

Kirkebøn:

Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer. 

Tak for nye muligheder. 

Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser

Tak for gode mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem, der er som engle for os. Tak for dem, der holder os i gang – og for dem, der holder os ud.

Tak for Nora, som i dag er blevet døbt. Giv familien en dejlig dåbsdag. 

Tak når vi kan mødes omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod, når vi er uforsonlige.

Vær meget nær hos dem, der sørger og savner. 

Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.

Vær hos Dronning og Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.

 

Vær med din kirke, her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der er allersværest eller allermest glædeligt.

 

Og giv os dit håb at læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt – andet end netop din evighed, Herre. Amen.

In Memoriam vingårdsejer Alfiero Boffa og om den vingårdsejer, der insisterer på liv

 

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis

Kender du det at vågne om natten og på en eller anden måde ved du bare, at der er sket noget vigtigt? At din verden aldrig helt bliver den samme igen? Det kan være en beslutning eller en erkendelse, der umærkeligt er modnet i dig? Eller noget, der er sket i den store verden eller i din egen lille?

Jeg vågnede en nat i efterårsferien ved 3-tiden og havde denne her anelse. Mørket omkring mig var roligt og trygt. Jeg greb ud efter telefonen. Selvom jeg havde ferie, var der et eller andet, der fik mig til at åbne mine mails. Det var ikke almindelig pligtopfyldenhed. Det var denne her uforklarlige anelse. Det viste sig, at der bare et par minutter forinden var tikket en mail ind.

Mailen var fra en veninde fra gymnasietiden, der i mange år har været bosat i Italien. Vi har ikke jævnlig kontakt – men er forbundne på den måde – at vi selv efter længerevarende tavshed kan tage tråden op fra sidst.

Og tro mig – konfirmander - det er den slags venskaber, man kommer til at skønne på, jo ældre man bliver. Før jeg havde læst mailen, vidste jeg, hvad der stod. Ganske rigtigt – kun et par linjer nede kom det: ”Alfiero er gået bort”

Alfiero var gymnasievenindens mand.
Alfiero kommer ikke med i denne prædiken tæt på allehelgen, fordi han er død. Alfiero kommer med, fordi han var vingårdsejer.

Alfiero Boffa. Hans vinmarker ligger i den del af Italien, der hedder Piemonte. I det område, hvor også de boblende Asti-vine har deres navn fra. Dem er vi nogen, der har drukket en enkelt flaske af. Eller måske to.

Alfieros far var vingårdsejer. Og hans far før ham. Og hans farfar, oldefar og tipoldefar før ham. Siden 1800-tallet har de dyrket vin på de bakkede marker i landskabet i det nordlige Italien.

Skråningerne taler ikke kun om vin igennem århundreder. Vinmarkerne fortæller også andre historier. Historier om krige og om en vingårdsejer, der engang forbarmede sig over en soldat af fremmed herkomst. Og vinmarkerne fortæller om dengang, hvor alle vinstokke døde pga. sygdom.

I 2014 besøgte vi Alfiero og min gymnasieveninde på vingården og boede der. Jeg har tidligere besøgt vingårde, men det var først dér i de julivarme sommerdage i Piemonte, at jeg helt ind til benet fik respekt for arbejdet med at producere vin.
Det gjorde jeg på rundturen igennem hele produktionen. Fra de dybeste kældre til maskinen, der satte etiketter på flaskerne.

Det gjorde jeg i vinkælderen, hvor der lå flaske efter flaske. Boblende dråber, gyldne dråber, røde dråber – dyre dråber. Men ingen af dem var så meget som en eneste euro værd, hvis ikke der er nogen, der køber dem.

Respekten fik jeg også, da vi stod derude på vinmarkerne. 25 hektar var der. Det er ikke engang så meget jord, som Christianskirkens og kirkegårdens matrikel udgør.

Dér på markerne, hvor store rosmarinbuske stod for enderne af de lange rækker med vinstokke, hvor jeg hørte om, hvor mange gange, vingårdsejeren og hans folk skal over markerne for at beskytte vinen mod skadedyr eller ukrudt.

Og respekten voksede i mig og tog bolig, da jeg erfarede hvor mange gange på en dag, vingårdsejeren spejder mod himlen for at holde øje med vejret.

For der er tidspunkter, hvor det absolut ikke må regne. Og der er tidspunkter, hvor det ikke må være for tørt. Der er foråret, hvor det ikke må blive for koldt. Og der er millimeter vand eller sol eller vind eller varme til forskel på om høsten bliver en katastrofe eller sublim.

Dagligt gik vingårdsejen til sin mark – vel vidende, at han ingen magt havde over, om druerne voksede eller modnedes eller om de ville gå til.

Der var en ydmyghed over hvervet som vingårdsejer, som vi er mange, der kunne lære noget af. Enhver, som tænker i profit eller mersalg eller optimering eller lean hvad ved jeg. Enhver, som tænker: Nu fistrer jeg lige til Fleggård og køber 6 flasker vin til 100 kr. og synes, jeg har gjort et godt køb.

Udover respekten og ydmygheden fik jeg 3 ting med hjem fra turen til Alfiero Boffas vingård:
Selvfølgelig nogle kasser vin.

Især én helt særlig flaske vin. Nemlig en vin fra det år, hvor jeg blev født. Og det er gammel, kan jeg godt betro Jer. For når man har passeret 50, så har jeg i denne uge lært af konfirmanderne, at så er man gammel. Man er i hvert fald godt på vej. Og flasken er tom. Nu. For jeg drak den en aften sammen med gode vin-og madvenner. Og den kunne drikkes.

Og endelig fik jeg en gren fra en vinstok med hjem. De bagerste af Jer kan ikke se den. Men jeg lader den – og vinflasken – ligge fremme efter gudstjenesten.
En kroget vinstok. Gammel. Meget ældre end jeg. Og som har båret masser af druer. Og været stok for masser af vin.

Alfiero Boffa var ikke bare ydmyg. Han var også en dygtig vingårdsejer. Og så var han modig. Han vovede at tænke nyt. Og ikke bare gå i sine forfædres vingårds-spor. Han vovede at tænke i nye unikke sorter og vinstokke og smage for at få et endnu bedre resultat.

Jeg husker ham som det venligste menneske. Som generøs. For mit indre blik ser jeg ham stadig skænke op af de forskellige flasker, indtil han fandt ud af lige præcis hvilke dråber og den drue, der passede min gane bedst.

Og nu er han død.
”Gået bort”. Som hans kone skrev det.
Det er på sin helt egen måde et tab.
Som det er det hver eneste gang et menneske, du har kendt, og som har skænket dig mere end du ved af, går ud af dit liv, for ikke mere at komme tilbage i andet end minder og savn.

Jeg ved ikke, hvad der sker med hans enke.
Og jeg ved ikke, hvad der sker med vingården.
Og begge dele gør mig trist.

Jeg kendte engang to vingårdsejere.
Nu er der kun én tilbage.

Det er ham, Jesus fortæller om, gang på gang: Ham, vi må have lov at sige Vor Fader til.
Den Gud, der er generøs og omhyggelig.
Den Gud, der hele tiden tænker nyt.
Den Gud, som under os glæder og vingårde.
For vin er strengt taget unyttig og tjener ikke noget andet formål end nydelse.
Det er den Gud, som kærer sig om, hvem der skal forvalte vingården, når han ikke er der. For en vingård kræver mere end almindelig omhyggelig omsorg. Som vi har hørt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Jesus bruger billedet af en vingårdsejer, for at sige noget om Gud.

Og alligevel er dagens lignelse – og de andre bibeltekster, vi hører i dag – noget af det sværeste at forstå.

Det er lignelser, Jesus fortæller. Det er ikke beskrivelser af, hvordan vingårdsdrift foregik i Israel. Det er et polemisk indlæg mod datidens religiøse og politiske ledere. Det kan vi ikke bruge til så meget i dag.

Men vi kan bruge billedet af Gud, som den, der som en vingårdsejer er interesseret i at få en høst. Og få den høst, der tilkommer ham – og ikke de uærlige forvaltere.

Vi mennesker er den høst, Gud er interesseret i.

Vi er druerne på vinstokkene. Og uanset om den høst nu er god eller dårlig eller ligefrem ringe, menneskeligt talt, så er den Guds. Der er ikke nogen menneskelig magt, der kan komme og kræve os og sige, at vi er deres.

Vi er Guds.

Hvis jeg var vingårdsejeren i lignelsen, ville jeg for længst have givet op mod overmagten.
Men Gud giver ikke op.
Han bliver ved med at sende nye sendebude, der vil hente høsten.
I tidens løb har det været profeter, lærde, præster og andre forkyndere.
Forgæves.
Og Gud har sendt sin egen søn.
Heller ikke det hjalp meget.
Ham pressede vi til sidste blodsdråbe.

Andre havde for længst givet op.
Men Gud giver ikke op.
Han sender stadig sendebude.

Hvor er det godt, at Gud er passioneret, hvor vi er uden lidenskab.
Hvor er det godt, Gud er mere vedholdende end selv det ondeste, der bliver beskrevet i lignelsens verden.

Hvor er det særligt at tænke på, at Gud aldrig er det for sin egen skyld.
Eller for magtens skyld.
Men Han er det for vores.
Os, der i bund og grund er lige så unyttige som druer, der hænger på vinstokke.

Hvorfor er Gud så vedholdende i at få os høstet hjem? Fordi som Paulus skriver i det stykke i Romerbrevet, som vi også kunne have hørt i dag: ”At Gud ikke er den, der skifter mening, når han har udvalgt nogen og vist dem godhed”.

Du er den, som Gud har udvalgt og vist godhed.

Det gælder både dig, der er sur som den sureste mest umodne drue.
Og dig, der har kerner, som er irriterende, når man får bidt i dem.
Og dig, der har fået frost og som kan få alt til at isne omkring dig – men som dog kan blive til til ice-wine -
Og det gælder dig, der hele dit liv har haft en plads i solen og som kan presses til det yderste – og blive til præmieret vin.

Alle I – alle vi – er druer i Guds vingård.

Gud behøvede os ikke.
Lige så lidt som vi behøver vin.
Men Han er den eneste, som en gang for alle har sagt ja – og som bliver ved med at sige ja. Som ikke ændrer mening.

Hvad kan vi så bruge alt det her til?
Skal vi holde op med at drikke vin?
Er det her en afholdsprædiken anno 2020?
Nej. Gud under os glæder. Også i dråbeform.
Ved døbefont, ved alterbord – og omkring et bord med 9 gode venner.

Hvad skal vi bruge det til?
Evangeliet skal ikke bruges.
Evangeliet har – ligesom druerne – ingen nytteværdi.
Men det har livsværdi.
Druer – vin kan undværes.
Men vi kan ikke undvære det, vi bygger liv på.
Det er derfor, Gud bliver ved med at sende sendebude til os.

I dag kan vi måske høre, at vi engang imellem bare skal være som druer. Det er vingårdsejeren, der ved, hvornår vi er modne til høst. Vi kan intet selv gøre til eller fra i forhold til at modnes. Livet modner os. I sol, i regn, i modvind.

Måske skal vi ikke lade os presse, før tiden er moden.

Og måske er det vingårdsejeren, vi kan lære af. Hans vedholdenhed: At selv når noget går galt og galt igen og måske rigtigt galt – så skal vi ikke give op. Måske blive næste års høst bedre. Én drue giver ingen høst. Så fortvivl ikke, hvis du synes, at dit bidrag er lille.

Måske kan vi lære af vingårdsejerens tålmodighed: At ind i mellem er der noget, der skal vente og lagre, før det bliver rigtigt godt.

Jeg tænker, der er god brug for at blive mindet om alle dele. Ikke mindst i denne tid:  
Guds tålmodighed, når vi bliver utålmodige.
Guds vedholdenhed, når vi er mest tilbøjelige til at give op.
Guds kærlighed og glæde, når vores er på vågeblus.
Guds levende håb, der står fast, når vores håb er i modvind.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

 

Gud, hør os når vi beder.  

Vi er udfordrede i denne tid.
Tålmodighedsudfordrede.
Håbsudfordrede.
Udfordrede på vores egne grænser.

Derfor beder vi:

Må vi, som knapt er rørt af pandemien,
huske dem, hvis liv er i fare.

Må vi, som ikke er i risikogruppe,
huske dem, der er mest sårbare.

Må vi, som er tvunget til at aflyse rejser,
huske dem, der ikke har et sikkert sted, de kan rejse hen.

Må vi, som mister penge i den økonomiske tumult,
huske dem, der ikke har noget at miste.

Må vi, som må leve med at være spærret inde i vores hjem, huske dem, der slet ikke har et hjem.

I denne tid, hvor vi ikke fysisk kan lægge armene om hinanden, finde nye måder at være Guds hænder i verden.

Derfor folder vi vores hænder – og finder sammen i fælles bøn:

Vi beder for de sårbare og udsatte, der ikke kan tåle at blive smittet.
Vi beder for dem, der er så bange, at de ikke kan sove om natten.
Vi beder også for dem, der sorgløst lever deres liv, som om verden var den samme.
Og for dem, der bare har lyst til at være sammen og feste.

Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære – og som ikke engang kan holde begravelse som de allerhelst ville det.

Og vi beder for os, der gerne ville gå med til begravelse – eller til bryllup eller til fødselsdag hos naboen – men som nu må finde andre måder at vise vores opmærksomhed på.

Vi beder for læger, sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter-assistenter.
For skraldemænd og rengøringspersonale.
For kassedamer og ungarbejdere og lagerarbejdere.
Ja, for alle dem, der arbejder, for at vi andre kan leve i afskærmet tryghed.

Vi beder for dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for os alle.
For statsminister, regering, myndigheder og byråd og rådgivere.
Giv dem visdom til at træffe de rigtigste beslutninger og mod til at italesætte dem.

Vi beder for alle
og vi beder for os selv.
For vi ved, at ingen er skærmet.
Conorasmitte gør – lige som så mange andre sygdomme - ikke forskel på direktør eller hjemløs.

Gud, du sendte Jesus til os for at vise os, at du heller ikke gør forskel:
Du skærmer os alle
Du skærmer vores tro og vores håb,
så vi får mod og kræfter til at leve
i dag og i morgen og alle dagene, der venter os.
Sammen. Adskilt. I evighed.
Amen.

 

Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke