Stumme læber sjunge ... prædiken 3. søndag i advent

For efterhånden nogle år siden mistede jeg stemmen selveste juleaften. Det var mens jeg endnu var præst i Sønderjylland. Jeg havde holdt mine tre juleaftensgudstjenester. Jeg havde vinket til julemanden, der kørte ud af den parkeringsplads, jeg kørte ind ad. Og jeg havde stået udenfor kirkedøren og hilst på hele menigheden. Det sidste var nok det dummeste. For det var dengang, der var vintre til.

Og efterhånden som julemiddagen i præstegården skred frem, mistede jeg gradvist mere og mere af stemmen. Da vi kom til ris á la manden kunne jeg stort set ikke sige et ord.

Jeg ved ikke, om min tavshed var en velsignelse for resten af selskabet juleaften. For mens julefreden sænkede sig over de andre, var det en enorm julekugle af egoisme, der sænkede sig over mig. Hvordan i himlens navn skulle jeg kunne holde prædiken juledag, hvis ikke der var nogen stemme?

Gode råd var der mange af rundt om bordet. Og da jeg søgte på internettet, var der endnu flere. Jeg tog dem én af en kant: Jeg drak kogt øl med rå æggeblomme i.

Jeg gurglede i lun honning med hakkede løg.
Jeg gned ganen i kogende vand med ingefær, citron og cayennepeber. Men lige lidt hjalp det.

 

Til sidst ringede jeg så til vagtlægen. Det blev det hele ikke mindre pinligt af. For vagtlægen var, udover at være læge, også kirkeværge ved en af kirkerne i provstiet. Og jeg kendte hende særdeles udemærket.

Kækt spurgte jeg efter mirakler: Hvortil vagtlægen svarede, at det største mirakel ville være, hvis en præst kunne finde ud af holde mund.
”Der er ingen mirakelkur. Du skal bare tie stille”.

Men den smule stemme, der var tilbage, ringede jeg så slukøret og lavmælt til min daværende provst og kvækkede, at jeg havde i sinde at holde mund juledag. Hun lød ikke helt begejstret. For juledags evangelium var netop fra Johannes-evangeliet om Ordet, der kom til verden. I min optik var vi ikke tæt på solopgangen fra det høje, men snarere tæt på verdens undergang.

Nu hænger præster jo ikke på træerne, og slet ikke juletræerne – og min provst spurgte, om ikke vi på en eller anden måde kunne finde ud af at klare det.

Og tænk, det kunne vi godt. For i løbet af selveste juleaften bød gode menighedsrådsmedlemmer sig til: De ville gerne tage læsningerne i kirken juledag. Og således besluttede jeg, at jeg ville holde mund. På det tidspunkt havde jeg heller ikke rigtigt noget valg. Stumheden var en realitet.

 

Næste morgen var der en smule stemme. Gudstjenesten blev gennemført, hvor jeg var stum under salmerne og læsningerne. Og jeg skal hilse og sige, at hvis det i al almindelig ikke er let for en præst at holde mund, så er det nærmest en tortur julemorgen.

Men de søde menighedsrådsmedlemmer læste så fint evangelieteksten om Ordet, som var i begyndelsen, Ordet, som var hos Gud og som var Gud, og som denne nat var blevet sendt på julevandring fra Gud til mennesker.

Jeg holdt selv juledags prædikenen om Ordet, der ikke kun kom til verden, men minsandten også til en lille sognepræst. Lidt mere spag i mælet end vanligt og med forudgående opfordring til menigheden om at flytte væk fra den sædvanlige komfortzone på bagerste bænk og tættere på prædikestolen.

Tænk, det blev juledag. Når jeg i dag tænker tilbage på den jul, så er jeg ikke længere fyldt af den utilstrækkelighedsfølelse, jeg havde dengang.

Jeg tænker faktisk, at stumheden blev til velsignelse.
Guds ord blev forkyndt. Menigheden tog medansvar for gudstjenesten. Pludselig var det almindelige præstedømme virksomt midt iblandt os. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

 

Jeg lærte endnu engang, at jeg meget nemt kunne undværes. For som Paulus skrev til os i dag: ”Vi prædiker ikke os selv, men Kristus som Herren og os selv som tjenere for Jesu skyld”.

Jeg vidste det jo godt. Allerede dengang. Ved det godt.
Det gør vi alle. Men hvor ofte falder vi ikke i og tænker, at noget står og falder med os? Selvfølgelig vil vi til hver en tid hævde, at andre kan tage over. Men mon alligevel ikke, de fleste af os altid tænker, det aldrig bliver helt det samme, hvis det var en anden?

”Altid” og ”aldrig”. Det er denne søndags nøgleord.
”Man skal aldrig sige aldrig”. Det er det, præsten Zakarias lærer på den hårde måde.

For ”aldrig” var, hvad Zakarias både tænkte og sagde, da ærkeenglen Gabriel måneder forinden var kommet til ham og havde bebudet, at Zakarias og hustru Elisabeth skulle blive forældre. ”Det kommer aldrig til at ske”. Både Zakarias og Elisabeth var mere end almindeligt oppe i årene.

Vi andre kan tænke, at Zakarias burde have vist bedre. Det er dog ikke bibelhistoriens første barnløse ægtepar ude over den fødedygtige alder, der alligevel bliver forældre. Abraham og Sara er samme historie. Hvor Abraham er lidt mere bramfri end Zakarias, da han – i originalteksten siger: ”At Sara er gammel som en overmoden blomme”.

Zakarias nøjes med et: ”Jeg er jo en gammel mand og min hustru er højt oppe i årene”.

Man skal aldrig sige aldrig.
Og slet ikke til en engel. Eller Vorherre selv. Og fordi Zakarias ikke troede englens ord. Fordi Zakarias ikke have noget opbyggeligt at svare, at Gud talte til ham, blev Zakarias gjort stum og kom ikke til at tale, før hans søn Johannes blev født.

Man skal aldrig sige aldrig. Ja, måske skal man slet ikke sige noget, hvis man ikke har noget begavet at svare, når en engel kommer på besøg. Så er tavsheden måske det bedste sprog.

I hvert fald... Zakarias får lov at være stum i de 9 måneder graviditeten varer. Det eneste ord, der kommer fra ham, kommer ikke ud af hans mund, men ud af hans hånd, da han skriver, at barnet ikke, som sædvanen var, skulle opkaldes efter faderen. Nej, drengen skulle hedde Johannes.

Straks efter at Zakarias havde skrevet: ”Johannes er hans navn” fik han mund og mæle. Og Zakarias talte og lovpriste Gud i den lovsang, vi hører som dagens evangelium. Stumheden – tavsheden – afløses af lovsang. Et benedictus, hvis lige man skal lede længe efter.

Når én holder mund, bliver der plads til, at andre kan tale. Det var hvad Zakarias også lærte i de 9 stumme måneder.

Ikke kun hans præstetjeneste i templet blev sikkert varetaget af andre – ligesom min blev det. Også da han fik talens brug igen, erfarede Zacharias, hvordan Gud taler igennem ham.

For lovsangen, Benedictus, det er ikke Zakarias’ ord. Det er Guds ord, der taler igennem ham.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

Læg mærke til, hvordan du selv bruger ordene ”altid” og ”aldrig”. De to ord kan faktisk være værre end bandeord. ”Du er også altid så … ”. ”Det er bare aldrig i orden, når … ”.

Der er noget endegyldigt og definitivt over det, når ”altid” og ”aldrig” sniger sig ind i sproget. Ja, ikke bare i sproget, men også i samlivet med hinanden. Hvis vi lever med ”altid” og ”aldrig” som rettesnore, er vi selv med til at lukke døre, både foran os og bag os.

Det største skel mellem ”altid” og ”aldrig” er, når vi mister et menneske. Når ham eller hende, som altid har været der, er gået bort og altid er erstattet af aldrig mere. ”Det bliver aldrig det samme som det var”. ”Han kommer aldrig mere tilbage”.

Men der, når vi sidder i dødsmørkets skygge med vores ”aldrig mere”, der skinner lyset fra solopgangen fra det høje med håbet om et ”engang”. Har vi sagt aldrig mere, lukker vi døren for ”det levende håb”

Også i vores trosliv er ”altid” og ”aldrig” ”farlige”. Ordene ”altid” og ”aldrig” kan blive en sovepude. Både en sproglig – men også for vores Gudsopfattelse.

På den ene side er der naturligvis noget trygt i en gudsopfattelse med en Gud, der altid er der for os. Er det ikke også en del af tanken om Guds evighed, at han altid er?

Men Gud er aldrig kun den, som altid er. For tænker vi sådan – tror vi sådan – så har vi også gjort vores gudsopfattelse til noget statisk. Og det tror jeg ikke, er meningen.

Både ”altid” og ”aldrig” gør Gud for lille. Begge ord indskrænker Guds rådemuligheder. Og begge ord tager førergreb på det levende håb, Gud har kastet ind i vores verden.

Hvis vi tænker i ”altid” og ”aldrig” om Gud og troen og frelsen, så er vi på nogle måder både døve og stumme, billedligt talt. For så mister vi syn for at Gud kan blande sig i vores liv på måder, vi ikke havde forventet det. Og så længe vi taler om Gud på samme måde, er vi ikke åbne for at både bebudelser og benedictus’er kan komme til os også.

Et Benedictus – det er ikke ”altid” og aldrig ”aldrig”.
Et benedictus – det er tak.

Man skal aldrig sige aldrig.
Man skal heller ikke altid sige altid.

For begge ord holder os fast. I skuffelser, i fordomme, i uopfyldte forventninger. Hver gang, vi er ved at sige altid eller aldrig – bør vi huske på Zakarias og tie stille, selvvalgt.

Måske reagerer vi som Zakarias, når Gud i dag taler til os og siger, at Ordet kan fødes i os. At det at blive med barn, at bære Guds ord og gerning og vilje ind i verden ikke kun er forbeholdt Sarah’er og Elisabeth’er og Jomfru Mariaer.

Nej, også gennem dig og dit liv kan ordet om Guds søn komme til verden.

”Aldrig i livet”. Tænker du måske. ”Jeg er altid så genert. Jeg er altid i tvivl. Det kommer aldrig til at ske”. Men du skal aldrig sige aldrig. Og du skal ikke altid sige altid. For vi er de skrøbelige lerkar, Gud har udvalgt til at bære sit ord ind i verden.

Navnet Zakarias – det betyder: ”Gud husker”.
Gud husker. Gud glemte ikke den stumme Zakarias. For en Guds tjener behøver ikke bruge mund, for at være herrens tjener.

Gud husker. Gud husker også dig, når du løber tør for ord. Eller for mod. Eller for håb. Gud husker også dig. Når ting i dit liv eller forfærdelige begivenheder i verden gør dig stum eller målløs.

 

Gud sendte sit ord ind i verden. For at vi må læne os op ad de ord. For at vi må låne af de ord, der ind i mellem er skrøbelige som et nyfødt barn. Som er så magtfulde, at de gør os stumme. Og som ind i mellem er så store og stærke, at vi knap tør leve på dem, endsige tage ordene i munden.

Og det er netop derfor, at Gud lægger os dem i munden.
Og i hænderne.

For det siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Evige Gud.
Tak for det håb, du har lagt i vore hjerter om fred og glæde, om bebudelser og nye begyndelser fra dig.
Tak for håbet om, at når vi går ud af tiden, er du stadig hos os.

Tak for Ordet, for dåbens vand, for nadverens brød og vin, der lader os få en forsmag på hemmeligheden i dit rige. Tak for det håb, du rækker os, når vi tvivler og sørger, når vi er forvirrede og bange.

Vi beder for Neliya og Elias, som i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familier og for alle familier og for alle enlige.

Kristus.
Tak fordi du er i det daglige brød og i vores hverdage.
Tak fordi vi hver eneste dag mindes om, at du er i verden, og at det er dit ansigt vi ser, i de mennesker, vi møder.

Tak for de mennesker, vi har fået at leve med. Tak for dem, der er en velsignelse for os. Tak for dem, der var til velsignelse for os. Og for dem, der har gjort os til dem, vi er. Tak for dem, der uventet blev en del af vores liv – og som vi nu ikke kan forestille os at skulle leve uden.

Tak for stilheden og stumheden, for tid til at lytte og tid til at holde mund.

Vi beder for alle dem, der bliver stumme, når verden bliver for overvældende. Når der er for mange krav, for mange konflikter. Når terror og vold og rudekuverter og andres forventninger tager mund og mæle og modet fra os.

Lad glimtene fra solopgangen fra det høje nå ind til det sted i os, der er allermørkest – og lys du det op, Herre.

Herre. Send os ud i verden med kraft og styrke. Giv os del i det liv, som kalder på vores engagement. Giv os mod til at byde al ligegyldighed og kynisme trods.

Vi beder for regering og byråd, for menighedsråd, ja for alle mennesker, der har ansvar for andres ve og vel. Vi beder for alle, der har ordet i deres magt og for dem, der får en klump i halsen, så snart de skal sige noget, der er svært eller stort.

Lån os af dine ord, Herre. Og lad os låne hinanden dem.

Så beder vi for vore døde. For dem, der ikke længere er en del af vores liv.

Vi beder for håbet. For det levende håb, der blev lagt i os i vor dåb. For det håb, der blev tændt julenat og påskemorgen, at det må glimte også i vores liv – og en dag – når du vil – ikke længere skal være i glimt. Men helt og fuldt – og paradisk. Amen.