Glædelig jul - med kirkebanko og hjerter til alle

”Nu mangler jeg kun ét juletræ for at vinde en million!” Sådan lød det forleden. Det drejede sig naturligvis om Quicks skrabejulekalender. Med et oplag på 2.5 million eksemplarer er det den mest solgte kalender i Danmark. Det er også den julekalender, hvor du har suverænt dårligst chance for at vinde. I hvert fald, hvis du går efter den helt store gevinst. Men den er dygtigt markedsført. For tænk nu hvis det var dig, der vandt? Ja, tænk - hvad så?

I år har der været mange andre julekalendere på banen. Også Fredericia har haft sin egen kalender.
Og tænk, jeg har faktisk også lavet en juleaftenskalender til Jer i dag. Nu skal I finde hver jeres seddel. Der, hvor der står ord rundt om hjertet. For nu er det tiden til at finde vinderen. Tænk, hvis du vandt.

Det foregår sådan her: Lige om lidt læser jeg juleevangeliet igen. Og denne gang - prøv at lægge mærke til, hvor mange af ordene der er så særlige, at de ville være en gevinst for dit liv, hvis du turde leve på dem. Nå – men hvis jeg undervejs læser et af ord, du har på din seddel, så riv i hjertet, der hvor det pågældende ord er.
Skulle det ske, at du får revet i alle dine hjerteord, er du vinder. For at jeg ikke skal være i tvivl om, hvem der har vundet, er du nok nødt til at råbe ”glædelig jul”.
Er I klar? Så begynder vi:

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Sådan, fortæller Lukas, igen i dag om, da det for allerførste gang blev jul.

500 kirkegængere råber (forhåbentligt) glædelig jul.
Dæmpe lyset.

Næ, tænk, vandt I alle sammen?

Vi plejer at sige, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det fordi, det er for godt til at være sandt.

Det skal vi holde op med. For når vi kommer her i kirken, så er det fordi vi her bliver mindet om, at der er noget, der både er for godt og som er sandt.

Der er født en frelser. Der er lagt en evig glæde ind i verden. Og det gælder ikke kun de få, der er så heldige at vinde i dét lotto. Julenatten forkynder, at vi alle har vundet barnet i krybben.

For at understrege at det skal være for hele folket, har Lukas indskrevet både hyrder, som dengang blev regnet for at være samfundets nederste og engle, so han placerer i himlen. Og der mellem himmel og jord, møder vi både håndens folk, manifesteret i tømrer Josef, og siden åndens folk, de vise mænd.

Guds gave er til alle. Ikke næsten for godt til at være sandt, men så godt, at det er sandt. For sådan er Gud.
I Guds julekalender kan der ikke være for mange vindere. Gud kærlighed og glæde rækker ikke kun til de 400, der kom først. Guds hjerte er stort nok til at rumme os alle.

Det smitter af på os. Juleaften er også vi lidt gladere, lidt rummeligere, lidt hjælpsommere med opvasken. Det er ikke for godt til at være sandt, for det går over igen, og i morgen er vi tilbage ved det gamle. Men i dag lukker vi hjertets krybberum op på vid gab og lukker hinanden ind.

Men hvorfor blev det, der begyndte så godt julenat, at vi stadig kan have svært ved at tro, at det er sandt også for os, så ikke ved med at være så godt? Hvorfor varede freden, englene sang om ikke ved? Og hvorfor frelste verdens frelser ikke hele verden, så verden blev et stort hjerterum af fryd og gammen? Er der sprækker i Guds almagt?

Eller - det kunne vel ikke tænkes, at det er fordi vi mennesker grundlæggende ikke under, at alle de andre også er vindere? Og at vi har svært ved at håndtere, at den kærlighed, Gud satte ind i verden den første juleaften, virkelig gælder for alle mennesker – også for de dumme svin?

Den tror jeg, vi tager en anden gang.
For var der ikke noget med, at jeg udråbte Jer alle til at være vindere? Og nu sidder der måske nogen og tænker, om ikke jeg har præmier nok til alle vinderne?

Og jo, selvfølgelig er der præmier – og jeg regner med, at jeg har nok.

Jeg har købt hjerteballoner til jer alle sammen. For julen er hjerternes fest. Jul er Guds hjertes fest. Og vores hjerters fest.
Og så måtte en hjerteballon da være en oplagt præmie, havde jeg tænkt. Men lad mig bare sige det som det er. Jeg var meget tæt på at droppe præmierne. For det går ikke altid som præsten prædiker. Eller som præsten tænker.

For da jeg pustede den første prøve-ballon op, så syntes jeg ærligt talt, at ballonen mere end et hjerte lignede et par gode bryster. Men – tænkte jeg – så er det måske første gang, en mand – eller en kvinde - for den sags skyld - kan sidde i Christianskirken – og med god samvittighed tænke på bryster.

Men … for den rene er alting rent … Så naturligvis er det hjerter, jeg giver Jer. Til gengæld droppede jeg tanken om, at de 600 oppustede bryster – jeg mener - hjerter skulle komme svævende ned fra orgelet.

 

Julen er alle hjerters fest. Jesus er julens hjertestarter.
Som tegn på det, får I i præmie tilbudt noget så banalt som en hjerteballon. Men engang imellem har vores tro brug for noget håndgribelige, for at gribe det ubegribelige.

Guds kærlighed er som … rigtigt meget … men den kan også sammenlignes med ballon, luften lukkes ud af, så kærligheden flyver i ubestemmelig retning.

 

For hvis vi altid vidste, hvordan Guds kærlighed var, gør vi kærligheden for lille.
Hvis vi altid kunne begribe Guds kærlighed,
gør vi Gud for lille.
Gud lukkede ikke sin kærlighed ind i verden for at vi altid skulle kunne forstå den, men for at vi skulle kunne genkende den hos hinanden.

Når jeg giver Jer en hjerteballon, så er det for at minde om, at Gud i julen giver os sit hjerte. Det var ikke for sjov. For verden var blevet hjerteløs. Og det kunne Guds hjerte ikke bære.

Gud giver os sit hjerte. Han puster nyt liv og ånd i verden. Det er det, vi med et kirkeord kalder frelse. Den, der er frelst, er fri, og kan lade sig løfte og bære – som en ballon – der bekymringsfrit stiger til himmels. Det er også tro: At lade svæve frit og vide sig båret.

Hjerteballonen kan på mange måder minde os om Guds kærlighed. Men den ligner sandelig også vores eget hjerte.

Vores hjerte, der være så fyldt, at det er ved at sprænges.
Og det er en fryd for den, der sidder med et hjerte, der er fyldt af glæde. Eller forventning til denne aften. Eller jer, der sidder der side om side, med hjerterne, der er flettet sammen i forelskelse. Eller jer, der nu sidder der slægt ved siden af slægt og kan glædes over kærlighedens frugter: børn og børnebørn.

Men vores hjerte kan også let nok tabe pusten i en verden, hvor kravene kun synes at blive stadigt flere.

Vores hjerte kan miste sin form. Det kan sprænges og gå i uendeligt mange stykker. Som når vi har mistet en eller flere af dem, der fyldte i vores hjerte. I dag gør det ondt på en særlig måde, fordi de ikke kun mangler i hjertet, men også omkring julebordet og i vores hånd, når vi senere i aften går om juletræet.

Overvej at tage hjertet med dig. For det er vigtigt, at vi har hjertet med i det, vi gør. Og det har vi, både når vi er hjertensglade og når vi er barmhjertige.

”Mor. Hvem er det, der får mit hjerte til at banke?” Sådan spurgte en 9-årig dreng en aften sin mor. Hvem – ikke hvad - får mit hjerte til at banke? ”Det er Gud, der banker dit hjerte”. Sådan svarede moren i ord. Og sidenhen også i en salme, hvor første vers lyder sådan her:

Far, hvem mon banker mit hjerte?
Er det Gud, kan hun ikke la vær?
Hun har mange usynlige hænder
for tænk på, hvor mange vi er.

Og se så lige over, om der står han eller hun.
Det er ikke væsentligt. Det er meget væsentligere at huske på, at selv om der er rigtigt meget andet, du skal kunne og magte og præstere her i livet, så skal du ikke selv få sit hjerte til at banke. Det er Gud, der banker dit hjerte. Og også dit hjerte blev hjertestartet julenat.

Et ballonhjerte kan sprænges og vil aldrig kunne samles igen.
Men Gud banker dit hjerte. Det er derfor dit hjerte stadig kan slå, selvom det er gået i tusinde stykker.
Og det er Gud, der banker dit hjerte, så det får glædesvinger.

Så hvis du nu i løbet af aftenen i aften skulle  mærke hjertebanken af glæde eller af rørthed, fordi du får et særligt ønske opfyldt, eller deler en andens glæde. Eller hvis du oplever, at noget næsten er for godt til at være sandt. Så er det bare fordi, det er for godt. For det er Gud selv, der banker dit hjerte.

Julens hjerte – det er barnet i krybben.
Det ser måske ikke ud af så meget.

Men det er ikke desto mindre hovedgevinsten.
Og tænk, vi har alle vundet.
Ikke bare én gang. Ikke bare i dag. Eller i morgen.
Hver dag vinder du Guds hjerte, Guds kærlighed på ny.

Og nu er det jul.
Må Gud banke på dit hjerte.
Må du lukke op og lukke juleglæden ind i dit hjerte.
Glædelig jul. Amen.