"Ich spreche normal". Allehelgensprædiken om sorgens sprog

Kolding Storcenter. Jeg er der ikke tit. Men engang imellem rører min indre vestjyde på sig, fordi der er et tilbud, der lyder for godt til at være sandt. Det viser det sig som regel også at være. Men så kan det hænde, at man får noget andet med sig hjem, end det, man kom for.

Kolding Storcenter. Jeg nævner det oftest, når jeg hævder, at der ikke er ret mange steder i vores samfund, hvor alle er lige. Ikke engang i Kolding Storcenter, plejer jeg så at tilføje. Dér er der nogle, der har mulighed for at fylde selv de største indkøbsvogne helt op med top, mens andre henvist til at købe, der hvor de gule tilbudsskilte står i kø.

Kun i kirken er der billedligt talt lige højt til loftet for os alle. Her er vi ligestillede. Stillet lige, når vi kommer her i en anledning, der er så glædelig, at den løfter os til himlen. Eller som i dag: Stillet lige i sorgen eller vemodet, fordi vi i år eller igennem årene har mistet en eller flere af dem, vi kendte og holdt af.

Nogle holdt vi af så vi kan sige, at vi elskede dem. Andre fik det måske aldrig at vide. Nogle dødsfald kom som lyn fra en novembergrå himmel. Andre dødsfald var ventede og kom alligevel bag på os.  

Hverken glæden eller sorgen kan gradbøjes. Vi kan aldrig sige, hvis glæde er højest eller hvis sorg er dybest. Her er der hele 22 meter til loftet. Men der er ikke ret langt til en, der har det som dig. Vi mødes her alle helgen og deler livsvilkår.

”Nu er min gamle far død”, skrev en kollega på Facebook og forsatte: ”Det synes jeg er mærkeligt. Jeg har vel nok haft det på fornemmelsen, at det kunne ske en dag; han har dog aldrig gjort det før. Og nu savner jeg bare, at han lever”. ”Nu savner jeg bare, at han lever”.  Vi genkender det savn.

Sidst jeg kørte til Kolding Storcenter, var det for at indløse et gavekort. Jeg kom hjem med en prædiken.

Jeg havde lagt mærke til ham allerede ude på Centertorvet. Han var vel en ca. 4 år. Han var et ualmindeligt yndigt barn med store øjne, og med et ansigt, der var indrammet af lange brune krøller. Der var også en lidt ældre – men lige så yndig - bror, med lige så brunt hår og lige så store øjne. Og så en mor og far.

Men nu så jeg ham i den allerbagerste del af Bilka. I armene bar han den største traktor med anhænger, du kan forestille dig. Større end traktoren var alt det pap, den var emballeret i. Men der var ikke tidlige julelys i drengens øjne. Der var tårer. Store tårer. Så store, at de første af dem var trillet ud af øjnene og havde lavet spor af salt ned ad kinderne.

”Kan du ikke finde din mor?”, spurgte jeg ham.
”Mamma”, svarede han bare.  
Jeg slog over i tysk: ”Verstehst du deutsch?” – forstår du tysk?
Intet svar.
Jeg spurgte igen, denne gang meget tydeligt: ”Kan du ikke finde din Mamma?”  
”Mamma”, sagde han atter, mens endnu en tåre randt salt og stor ned ad den runde kind.
”Vi finder din Mamma”, sagde jeg – og fordi jeg havde denne her fornemmelse af, at dansk ikke var drengens modersmål, forsøgte jeg mig igen: ”Sprichst du deutsch?” –
Og så var det, han så på mig med de tårefyldte øjne og med stor alvor sagde: ”Ich spreche normal”.

”Ich spreche Normal”. Og så talte vi to Normal sammen.
Traktoren med anhænger fik jeg lov at hjælpe med at bære. Og jeg siger Jer: Den var var tung. Hvor tung må den ikke have været for en 4-årig, der savner sin Mamma.

Jeg tænker, I kender til det at bære tunge byrder – og at nogle af dem har været tungere det sidste årstid. Jeg håber, der har været hænder eller velvilje til at bære med, når det blev for tungt eller ligefrem ubærligt. Alligevel ved vi smerteligt godt, at der er byrder, der kun er vores egne, og at end ikke de stærkeste skuldre eller den bedste vilje ville kunne bære dem for os.

Vi gik op mod i legetøjsafdelingen. Kort efter – men det føltes sikkert som en lille evighed for den 4-årige – for sådan er det hver gang vi leder efter det, der er blevet væk - fandt vi både storebror og far og mor. ”Vi var jo lige her”, sagde de. Så skiltes vi.

Om den lille yndige fik traktoren med anhænger, ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at han billedligt talt gik med mig hjem, drengen. Og han er her i dag. Han er os. Vi er ham. Fordi vi - som han - har erfaret, hvordan det er, når nogen af vores nærmeste er blevet væk for os.

Selvfølgelig ved vi godt, hvor de er. De er døde. Og borte. Det er smerteligt sandt. Men det er jo ikke hele sandheden. De døde er jo ikke kun borte. De er også her. For lige her stod deres hvide kiste. Og de er lige her, vakt til live i minderne, der er så håndgribelige, at I hver især kan tage og føle på jeres.

De er her. Som lys og som salt er de her. Som lysende minder, fordi det ind i mellem kun er alt det gode og glædelige, der står tilbage og lyser. Og så lyser vi op, så det gir genskin helt op i øjnene.

Og de er her som salt. Som det, der giver kraft og smag og viljestyrke. Men også som det salt, der – hvis det blev smidt i et sår, ville ætse og svie. Og selvom vi ikke gør det, kender vi til den savnets smerte, der gør så ondt, at vi ikke kan forestille sig, at den nogen sinde skal kunne fortage sig.

”I er lys og salt”, siger Jesus i dag. Det er sandt. For vi er lys og salt i hinandens liv. Men det er de også, alle dem, der gik forud for os. De var lys og salt – nogen gange mere det ene end det andet – i vores tilværelse.

Den lille dreng står lysende og salt i min erindring. For mig blev han et fint allehelgensbillede på enhver sørgende.

”Ich spreche Normal”, sagde han, drengen.
Det kan godt ske, at han ikke var gammel nok til at vide, at der findes flere sprog i verden. Men ét vidste han: At når man har det, som han havde det: Når dem, man holdt allermest af i verden er blevet væk – og man står der fortabt, bærende på tunge byrder – så er der kun et sprog – og det er det, der er det normale.

For år tilbage sagde man til de efterladte: Du kommer ikke over det at have mistet, men du kommer igennem det. Som om sorgen var en parentes eller parallelverden til normalverdenen – og med lige dele tid og tålmodighed – så skulle man nok komme tilbage til det normale.

Men sorgen er ikke en parentes. Savnets sprog er ikke et fremmedsprog, man kun benytter en kort periode. Det er ikke dig, der er unormal eller udenfor det normale. Nej. Ich spreche Normal. Dér i sorgen over at have mistet. Dér, hvor du står, fordi du har mistet dem, der var lys og salt i din tilværelse. Dér, hvor du ikke ved, hvordan du skal finde vej i tilværelsens uoverskuelige Bilka, dér er din normalverden.

Det bliver ikke anderledes. Du taler normalt. Og så må andre finde ud af, hvordan de bedst kan kommunikere med dig. ”Ich spreche normal”. Det et ikke dig, der er blevet væk. Det er os, der må gøre os umage med at finde dig og finde ud af hvordan vi kan kommunikere med hinanden.

”Ich spreche Normal”. Hvor ville jeg ønske, vi kunne sætte sproget ”Normal” på skemaet. At vi kunne lære: At det normale ikke er hurtigst muligt at komme tilbage til det såkaldt normale, til hverdagen og alle rutinerne -  men at vi kan finde et sprog, hvor vi kan kommunikere med hinanden uden at trække et eller andet misforstået normalitetsbegreb ned over hinanden.

Hvor har jeg mødt mange, der nærmest undskyldende sagde: Jamen, jeg er jo stadig ked af det. Jeg græder jo stadig. Jeg savner jo stadig. Ja, selvfølgelig. Det bliver aldrig som før. Livet uden en eller flere af dine nære kære er din nye tilværelse, din nye virkelighed det normale. Det ændrer sig ikke. Det bliver aldrig det samme som før. Du bliver aldrig den samme som før. Du skal – for at blive i billedet – ikke lære et nyt sprog. For dit nye liv – uden dem, du har mistet – er din nye normal.

Det må du godt stå ved. Det skal du ikke forråde. Heller ikke når andre spørger dig: Hvordan går det? Og du ikke kan få dig selv til at sige: At det går slet ikke, fordi du er bange for at andre vil tro, at du er unormal, siden du stadig sørger og savner.

Du har retten på din side. Retten til, at det er normalt: At sørge og savne over at have mistet. Og det er normalt for helt sikkert er det: At før eller siden gør vi det alle: Mister. Og hvor ville det være dejligt at blive fundet og set ind i vores tårefyldte øjne og bare være forstået, fordi det er normalt.

Der er ikke mange steder, hvor vi er ligestillede. Men det er vi her. Allehelgen nulstiller os – normalstiller os. Stiller os, som vi mødes her lige. Hver med vores sorg og savn. Siger ikke, at der er én normal måde at have det på.

Jesus taler på samme måde til os alle. Evangeliet taler på samme måde til os alle. Der er ikke nogen, der er mere lys og salt end andre.

I er lys og salt. Og der er kraft i begge dele.
Og der er håb i begge dele.

Drengen blev genforenet med sine kære.
De var ikke langt væk. Selv om han ikke kunne se dem, var de der stadig. Sådan som vore døde er i vores liv. Usynligt og uhåndgribeligt som lys kan være det. Men mærkbart og smagbart som saltet. Det er ikke spor mærkeligt. Det er helt normalt.

Når jeg savner allermest, - så er der ikke trøst nok i, at de døde stadig er levende i mit liv. Når jeg savner allermest, vil jeg gerne kunne tro og håbe på genforeningens mulighed. At jeg, vi skal mødes med dem, vi hver især mistede.

Det behøver ikke være i et himmelsk storcenter med englemuzak, hvor Helligånden er meddelelsen fra Informationen, om at Eva på 50 år savner den eller den.

Hvordan det gensyn bliver, ved vi ikke. Vi ved kun, at Jesus gik i forvejen for os som den første. Vi skal ses igen, siger han. Hvordan, ved vi ikke.

Jeg tænker, at når det sker, vil vi måske sige: ”Årh … var det bare sådan? Alt bliver nyt. Alt. Alt bliver den nye normal.
Guds normal. En normal uden tårer, uden savn, uden pine.

Måske bliver vi på nye måder, som kun Gud ved, lys og salt i hinandens liv? Måske er der det bedste, vi kender fra genforeninger? Gensynsglæde, ja, måske simpelthen bare ren og skær glæde?

Indtil da er livet en gave. En ufortjent gave.
Men en gave, vi har en forpligtelse til at lukke op og pakke ud.
Livet leveres ikke med returret.
Men med brugspligt.

Vi har fået livet i gave. I dåben fik vi tillige det levende håb.
Hvis livet er gaven, så er håbet et uindløst gavekort.
Håbet er et tilgodebevis.
Vi har stadig noget til gode:
Vi har lov til at håbe.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og i al evighed. Amen.

Interludium: Som et strejf af en dråbe …

Kirkebøn:

Lad os bede:  Gud.

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem
Vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

 

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os
vi håber, at du vil forlige os
med det liv vi ikke kan forlige os med

Vi håber, vi aldrig må blive så tyndhudede eller hårdhudede,
at vi ikke kan mærke, at vi er lys og salt i hinandens liv.

Vi håber, at du vil lægge dit levende håb ind i vore dage
så vi altid håber det bedste.
For os selv, vore nærmeste -
for dem, der er holdt op med at håbe
- og dem, der aldrig fik begyndt.

Vi håber, du Herre, vil lægge dit håb om lys og sandhed
ned over enhver, der skal tage beslutninger,
der skal lyse og være sande.
Giv dem mod, når de skal træffe beslutninger,
der er salte og som svier.
Tag ikke håbet fra beslutningstagere,
fra Folketing, Regering og Dronning
eller fra dem, der skal føre beslutningerne ud i livet.

Vi håber, vi må have håbet til det sidste.
Og at når vi ikke kan håbe mere, så håber du for os, Herre.
Vi håber, - at når alt andet slutter -
så har du de bedste muligheder tilbage.
For alle dem, der gik i forvejen for os,
for dem vi savner – særligt i dag -
og for os.

Det håber vi på.
Det beder vi om.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen