Fik du set - prædiken til 19. søndag efter trinitatis

”Fik du set det, du ville?” – dagens prædiken i Christianskirken

”Fik du set det, du ville?” Sådan spurgte Kim Larsen os i sangen ”Om lidt blir her stille”, som vi hørte til indledning. Selv om Kim Larsen nu ikke længere synger på sidste vers, men for altid har sunget sit sidste vers, selvom Kim Larsens særlige stemme nu selv er blevet stille, ja, så synger ordene her – og mange andre - stadig i os.

For Kim Larsen havde en evne til at synge om livet, også det komplicerede i livet på en måde, der blev almenmenneskelig og genkendelig.
Han sang til det sted i os, der måske kun vanskeligt lader sig tale op, dirke op, men måske bedst af alt kan synges op.
Fik du?
Fik du set?
Fik du set det?
Fik du set det, du ville?
Fik du set det, du ville?
Og det kan vi så sidde og tænke lidt over, i første omgang her under gudstjenesten, hvor den kvikke kirkegænger selvfølgelig allerede har opdaget, at også samtlige salmer handler om at se, om at indse – eller om at være set.

For fik jeg nu også det? Fik jeg set? Fik jeg set og set efter? Set det væsentlige? Og hvad var det egentligt, jeg ville se? Kan vi overhovedet beslutte os for at ville se? Er det en viljesagt? Eller gik jeg som med tunnelsyn igennem livet?

Melodien spilles tit til begravelser. Jeg har ofte hørt ordene klinge med – ikke uden et strejf af vemod. For hvornår kan vi egentligt sige, at man fik set det hele, alt det man ville? Og vi ved jo aldrig, hvornår det der ”om lidt”, hvor der bliver stille indtræffer.

Det er ikke altid, vi får set det, vi ville.
Men engang imellem får vi set det, vi ikke vil.

”Du kan bruge mig som case”, sagde en, jeg mødte i går formiddags, da jeg fortalte, at jeg skulle hjem og se en prædiken dybt i øjnene. Han ved godt, jeg gør det: bruger ham. Han fortalte, at lige nu var han et sted i sit liv, hvor han både havde set og set nok. Der er ting, man ikke kan lukke øjnene for, hvis ens etik eller faglighed skal kunne holde til det. For andre kan det være hjertet, der skal kunne holde til det. Eller troværdigheden overfor ens eget jeg. Vi skal kunne se os selv i øjnene.

Og når man ikke kan lukke øjnene længere og man ikke kan se det med åbent blik på det, der er i ens synsfelt, uden at slå blikket ned, så kan man blive nødt til at træffe valg. Også svære valg. Valg, hvor du ser ind i en fremtid, der syner endnu mere uvis, end den per se har for vane, fordi du har ændret en af de grundlæggende komponenter.

Men der er ingen vej udenom.
For du skal.
Du skal se.
Ikke bare det, du vil. Eller det du vil.
Fordi det at se sandt, ikke kun er at se med øjnene, men også er at se med hjertet.

Se, det er lige præcis noget af det, der er på spil i dagens evangelium. Hvis du keder dig, kan du finde teksten bag i salmebogen og tælle op, hvor mange gange former af ordet ”se” forekommer. Det er mange. Jeg har talt. Ellers ville I ikke spekulere på andet resten af prædikenen. Hele 13 gange står det der. Det er altså seer-rekord!

Vi skal ikke have hørt ordet ”se” ret mange gange i evangeliet, før vi får syn for sagn for, at ordet er som et prisme. Det reflekterer ordet ”se” og vi får øjnene op for, at synssansen vender flere veje.

I dag står vi der i vadestedet sammen med Johannes Døber. Og dér i et vadested er der ingen mennesker, der kan holde til at blive stående.

Det er fint at have ståsteder a la Svend Brinkmann. Ethvert menneske har også brug for mentale stoppesteder. Men det er helt nødvendigt at have gå-steder. For vadesteder – dem skal vi videre fra. I dag transformeres vadestedet til et se-sted – eller et set-sted.

For det er ikke kun disciplene, der får at se. Det er ikke kun Johannes og de nykaldte disciplene, der i Jesus ser, hvad man aldrig kan beslutte sig for at ville se. Men hvad kun troen kan se: De ser et menneske, der er parat til at tage offerrollen på sig. De ser Guds lam. De ser et menneske, de intuitivt kalder for deres mester. Vi hører også, at de rent faktisk ser, hvor Jesus bor. Det er, mig bekendt, eneste gang, vi overhovedet hører, at Jesus bor et sted.

Men de ser ikke bare. Nok så vigtigt – eller måske vigtigere, så bliver de set. I Jordanflodens vand reflekteres himmelsynet. Guds syn på sit menneske.

Det kan være en overvældende erfaring: At det vigtigste ikke er vores eget selvbillede eller alt det, vi nu fik set.
Men den del af livet, der er fundament for vores selvforståelse, bygges på, hvad der bliver set i os.

Blev du set?
Blev du set som den du ville?
Og her er jeg ikke ude i et eller andet selvrealiseringssetup. Se mig, se mig. Om man nu fik fremstillet sig selv i den bedste version af sig selv. For andre vil altid se andre sider af dig selv, end du selv så. Du ser dig selv indefra. Andre ser dig udefra.

Sådan som vi kan opleve det, når der - for nu bare at taget et helt tilfældigt valgt eksempel – holdes tale for dig ved, lad os sige, en rund fødselsdag. Så erfarer du, hvordan andre ser på dig. Og du kan tænke: Ser de det? Eller: Ser jeg også sådan ud i deres øjne? Det kan være muntert nok. Eller afslørende nok. Eller kærligt nok.

Men at være set som Gud ville. At være set frem, sådan som Jesus gør det i dag, er noget andet og mere. For Jesus ser det frem i mennesker, de, som vi ikke altid selv så. Han ser det store frem. Han ser også det umulige frem. Taler det frem og giver det navn.

Set i bakspejlet kan vi tænke, om Jesus nu også så rigtigt? Vi mener: Peter, dem, der blev kaldt Kefas – klippen – var da alt andet end klippefast i sin tro, da det gjaldt. Så Jesus rigtigt?

Men jeg er ret sikker på, at Peter for altid, vil huske det tidspunkt i sit liv, hvor nogen så det frem, som ingen andre havde set i ham. Han vil huske det, da det gik ham allerbedst. Og han vil huske det på en anden måde, da han svigtede allermest. ”Du er klippen”.

Jeg tror ikke, det er anderledes for os.
Vi har brug for at se. Se, indse, erkende og erfare, at Jesus også er lam og mester og Messias, ja Guds søn for os.
Også vi har brug for at blive set. Sete i vores vadesteder, når livet er gået i stå omkring os. Sete på vejen, når vi står ved korsveje og er i tvivl om retningen. Sete, når vi står foran spejlet og ikke bryder os om synet.

Synssansen er en vigtig sans. Men sansen for at være set er vigtigere.
Det vigtigste er ikke, hvordan vi ser på os selv. Om vi ser for stort eller for småt. Det vigtigste er at vide, at der er en, der ser stort i os. Og det må vi spejle vores selvforståelse i.

At have stedsans er vigtigt. Det hjælper os, når vi skal videre fra vadesteder til gåsteder og nye ståsteder. Men det er endnu vigtigere at have sans for de steder i livet, som gjorde os til dem, vi er. De steder, hvor der blev set på os udefra. Set stort i os. Ja, allerstørst.

Et par af dem er her i kirken. Det ene sted er døbefonten. Og døbefonten er netop ikke et spejl, for når vi bliver døbt, ser vi ikke os selv, fordi de allerfleste af os vender hovedet opad, når vi bliver døbt. Men døbefonten er alligevel et set-sted, fordi det er det første sted, hvor Gud så så stort i os, at han kaldte også os sine elskede børn.

Nadverbordet er et andet set-sted. Her på stedet ser vi ikke os selv ret tydeligt, når vi ser ned i alterbægeret. Det erfarede mine konfirmander i denne uge, da vi holdt altergang. Vores alterbægre er ikke af blankpoleret sølv, hvor vi ser os selv klart.

Det er tværtimod et grumset billede vi ser. Som et troldspejl, hvor vi ser os selv fragmenterede og i flere udgaver. Og netop sådan går vi til det bord. Og netop sådan sendes vi derfra: At vi er sete i al vores ufuldkommenhed. Og alligevel sat frie til at leve. Som ufuldkomne, fejlbarlige, gennemskuede. Men sete, som Gud ville det.

”Du skal få større ting at se”, siger Jesus i dag. Også til os. De ord må synge i os. De er fulde af løfter. Det er løfterigt, at selvom vi hver især kan synes, at vi har set store ting: Set toppen af Kilimanjaro, set næste generations lillebitte barnehånd gribe om en af vores fingre, set underfulde ting ske omkring os eller i os – ja, måske endda set lyset – så skal også vi få større ting at se.

Større. Ikke for at gradbøje det, vi har set det.
Ikke for at devaluere det.
Men for at minde os om, at vi endnu kun ser brudstykker.
Vi ser kun stumperne i mosaikken – ikke altid det fulde billede.
Men engang skal vi se og erkende fuldt ud, sådan som vi selv er sete.
Måske er det i dag.
Måske er det i morgen.
Måske først en gang.

Det er ikke sikkert, at vi altid får set det, vi vil.
Men:
som et strejf af en dråbe
får vi lov til at håbe
på de ting, som skal komme
før end livet er omme

Vi får lov til at håbe. Vi har fået håbet som et anker at hage os fast i og til at holde os fast, både når livet er stormfuldt – og når der er blikstille.

Og en gang – om lidt – når livet er omme - skal også vi se himlen åbne sig over os.
Vi skal se det, vi aldrig nogensinde mere troede at vi skulle se:  
Dem, vi mistede.
Dem, vi savner.
Vi skal se den dybe sammenhæng.
Forligelsens og forklarelsens blik vil falde på os.

Da handler det ikke længere om, om vi fik set, hvad vi ville. Eller om, hvad andre så. Men vi ser det hele, som Gud vil det. Og den dag slår vi ikke blikket ned. Men siger:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os takke og bede.
Himmelske Far.

Lær os at sige tak.
Mindst tre ting pr dag bør vi nok kunne finde hver især.
Lad os hver især takke for tre ting:

1.
2.
3.

Jesus. Guds søn.
Du ser os. Som vi er.
Værd at elske.
Lad os hver især tænke på tre mennesker, vi holder af.
1.
2.
3.
Og lad os hver især mindes tre mennesker. Tre mennesker, som ikke længere er i vores liv. Enten fordi de døde fra os – eller fordi vi mistede forbindelsen til hinanden.
1.
2.
3.
Herre, du kender til, at mennesker omkring os kan forandre karakter. Lad os hver især bede for tre mennesker, vi ændrede syn på.
1.
2.
3.
Hjælp du os til at se med mildhed, overbærenhed og barmhjertighed. Læg forsoning i vores blik. Og kærlighed i vores hjerter.

Gud Helligånd.
Du, som puster forandring og energi og engagement i os og verden. Bliv ved. Verden har brug for det. Vi har brug for det.
Vi har brug for en god ånd og aldrig svigtende engagement i Kongehus, i Folketing og regering, i byråd og menighedsråd, ja, hos enhver, som skal træffe beslutninger, der får betydning for andre.

Fader. Søn. Helligånd.
I fortid, nutid og evighed.
Amen.