Vi ses. Prædiken til DR Fastelavnssøndag

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”Vi ses”. Med de ord skiltes vi altid. I begyndelsen skulle jeg vænne mig til at svare: ”Ja, vi ses”. Jeg var bange for, at ordene lød som en hån. For selvom vi igennem nogle år arbejdede sammen hver uge, så vi aldrig hinanden, han og jeg. For han var blind.

I de år fik jeg på en helt ny måde øje for, at det at se og det at ses handler om meget mere end syn eller ikkesyn. Når vi siger ”vi ses” til hinanden bekræfter vi hinanden i en relation.

Jeg bruger sjældent ordet ”farvel”. Jeg siger næsten altid ”vi ses”. ”Vi ses”, siger jeg til mine børn, til konfirmanderne. ”Vi ses” siger jeg til min blomsterhandler og håber på et snarligt gensyn.
Jeg siger også ”vi ses”, når jeg går fra et menneske, jeg ved, jeg ikke kommer til at se igen. Vi ses måske ikke mere ansigt til ansigt. Men det, der var imellem os, kan vi se i minderne. I den betydning vil vi for altid se dem, vi så.

”Vi ses”. I ordene ligger også, at vi har set hinanden. Vi har forhåbentligt alle relationer eller øjeblikke, der er særligt dyrebare for os. Fordi der var mennesker, der så os. Fordi de så stort - ikke på os – men så stort i os, lukkede de vores øjne op, så vi lige siden måtte se på os selv med et andet blik.

Særligst af alt er det at være set med kærlighed. For det er at være set med meget mere end øjnene. For kærlighed ser det frem, elsker det frem, som ingen anden ser på samme måde. Kærlighed gør os seende.

I dagens evangelium hører vi, hvordan Guds kærlighed giver et nyt syn.

”Vi ses snart ikke mere”. Det er essensen af, hvad Jesus siger til disciplene. ”Se”, siger han, ”vi går op til Jerusalem, og der skal jeg piskes, slås ihjel og opstå på den tredje dag”. Men disciplene kan hverken se eller indse det.

Nogen gange er det sværest at se det, der er tættest på. Måske er relationen mellem disciplene og Jesus så tæt, at det simpelthen gør for ondt at forholde sig til? Og så er det lettere at lukke øjnene for det.

En af mine gode veninder og jeg siger engang imellem til hinanden, at når vi bliver gamle, vil vi have værelse ved siden af hinanden på plejehjemmet. Vi vil mødes hver eftermiddag og drikke god portvin. Vi vil tale om gamle minder, og det gør ikke noget, at vi ikke husker så godt, for så kan vi fortælle de samme historier igen og igen og de vi være lige gode hver gang. Det er ligesom evangeliet. Vi ser på hinanden og smiler med glimt i øjnene. Vi ser det for os. Men når vi så kommer til at tale om, at vi en dag skal vi ikke længere ses, fordi vi skal dø fra hinanden, så forsvinder glimtet, og vi får tårer i øjnene, selvom vi begge arbejder i fag, hvor liv og død er hverdagskost. Sådan en dag krammer vi hinanden en ekstra gang. Vi ser hinanden særligt intenst i øjnene, når vi skilles med et: ”Vi ses”. Vi ved det jo alt for godt: At en dag får dette liv ende. Men vi gør os blinde for det, for at kunne leve med det.

Er det sådan, disciplene får mod til at gå med hele vejen? At de vender det blinde øje til?

Hvor mange blinde er der egentlig i dagens evangelium? Der er flere end ved første blik. Der er for det første disciplene som kan, men måske ikke vil se. Så er der den blinde i vejkanten. Ham, som ikke kunne se, men som reelt så langt mere end disciplene.

Den blinde kalder Jesus for Davids søn. Med de ord siger han, at her er mere at se end Jesus fra Nazaret. Den blinde så en profeti, der var ved at gå i opfyldelse: at Jesus var den søn af Davids slægt, der skulle genrejse og frelse Guds folk.

Den blinde tigger har allerede set det væsentligste, kan vi mene. Men da Jesus spørger ham: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”, beder han alligevel om at kunne se.

Jesus giver den blinde synet igen. Man skulle synes, at det er et overflødigt under. Men underet er ikke kun for den blindes skyld, men også for disciplene og vores. For dermed giver Jesus også os et nyt syn. Jesus kunne have sagt til disciplene: ”Nu har jeg prøvet at gøre det tydeligt for Jer med ord. Det kunne I åbenbart ikke se. Nu gør jeg det samme, bare i handling: Som det gik den blinde her, skal det gå Jer. Engang skal det dunkle blive klart, også for Jer”.

For at ligesom at sætte dobbeltstreg under dén profeti, skriver Lukas: ”Og hele folket så det og lovpriste Gud”.

Hvor mange blinde er der i dag? Mange. De mest blinde er måske os. Os, der blev folket. ”Det første, man bliver blind på er øjnene”, siges der. Men det er ikke det eneste. Det er vi et godt – eller måske snarere et dårligt - eksempel på.

For vi er ikke kun blinde på øjnene, når vi ikke vil se Jesu aftryk i vores nutid. Vi lader os forblinde af forstanden, når vi lader videnskab eller bedrevidenhed spænde ben for troen. Vi er også blinde i hjerterne, når vi lukker hjertet til, fordi vi ikke vil lade os mærke med, at det her også kommer os ved. Og vi er blinde, fordi vi ikke kan se Guds kærlighed i det, at Jesus skal lide og dø og opstå.

Nogen gange er det sværest at se det, der er tættest på. Og vi har ind i mellem mere end svært ved at se og tro Ham, der er os tættest af alt. Ham, der i dåben sagde til Ole og os alle: ”Se, jeg vil være med dig alle dage, indtil verdens ende”.

Det er fastelavnssøndag. Endnu er Jesus kun på vej til påske i Jerusalem. Vi vil lade ham og disciplene og den blinde, der blev seende, drage videre.

Og vi bliver stående, der hvor den blinde blev gjort seende. For vi har stadig brug for undere. Brug for at blive gjort seende på alle de måder, vi er blinde. Nogle af os har brug for at få helbredt armene, så vi igen strækker dem ud mod andre. Nogle af os har brug for at få åbnet ørerne, så vi bliver bedre til at lytte og være stille længe nok til at lade den anden tale ud. Nogle af os har brug for at få helbredt benene, så vi kan gå længere med nogen, end vi havde forestillet os. Nogle har brug for at få åbnet et sind, der havde lukket sig til. Og de fleste af os kan trænge til at komme til at se bedre, så vi ser vores medmennesker.

For der er hele tiden nogen i vejkanten, der råber på os, uden at vi hører dem. Der er hele tiden et medmenneske, der har brug for at blive set. Og det er alt for let at gå forbi.

”Vi ses”, siger vi til hinanden. Men gør vi nu også det? Ser vi hinanden? Og hvad er det vi ser, når vi ser hinanden i forbifarten i Brugsen eller ser i det hurtige opslag på Facebook?

Hvad er det vi ser, når vi får øjenkontakt over morgenkaffen? Ser vi hinanden med åbne øjne – eller vender vi det blinde øje til? Det er skidt, når vi ikke længere ser hinanden. For er vi først blevet blinde på øjnene, så følger hjertet hurtigt efter.

Ser vi hinanden?
Jeg kunne også spørge: Lader du dig se? Eller slår du blikket ned?  Gemmer du dig i din komfortabelt blinde vinkel? Lader du være med at råbe op om hjælp - med det resultat, at andre går hurtigt forbi. Så ingen ser dig og ingen får lov til at spørge: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

Du kan godt gå blind i kirke. Du kan være her og være blind for dig selv og for andre. Og du kan være både blind og døv for Guds evangelium. Men du kan aldrig gå herfra uden at være set.

I enhver gudstjeneste lyder velsignelsen. Velsignelsen er på en og samme tid Guds ”vi ses” og Guds ”du er set”. Gud ser os, der er blinde for så meget. Gud ser og ser igennem fingre med. Det er det, der så smukt hedder miskundhed. Gud ser den, der tænker tunge tanker eller bare alt for mange tanker. Gud blik falder på den, hvis ansigt er furet af bekymringer og den, hvor smilerynkerne er dybe. Guds blik falder på os, der knap tør se os selv i øjnene og endnu mindre se dagen i morgen.

Jeg kan være nok så blind for Guds ansigt i verden. Alligevel viser Gud mig sit ansigt helt tæt på. Han løfter mit og lyser mig sin fred.

Og jeg vover at tro, at jeg i Guds velsignelse får en forsmag – eller et for-syn på det, du og jeg – og alle vore kære døde engang skal se: At engang skal vi ikke være blinde for noget som helst. Engang skal vi ikke kun se det stykkevise. Engang skal jeg se, sådan som jeg selv hele tiden har været set: Med Guds kærlighed. Den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som aldrig hører op.

Gud siger: ”Vi ses”. Og i tro svarer jeg: ”Ja, vi ses”

Amen.