Du er talentløs! - Prædiken til septuagesima

Jeg ved godt, at det jeg nu vil sige er helt og aldeles umoderne. Det er ikke sådan man taler til hinanden, med mindre man f.eks. er en Blachmann fra X-faktor. Jeg ved godt, at det er meget mere moderne med den her anerkendende tilgang til andre. I skoleverdenen taler man om inklusion og om at skabe rum og rammer for alle.

Naturligvis er det fint at blive anerkendt. Det er da dejligt og på alle måder opbyggeligt at få at vide, hvis man har gjort noget godt. Og det er godt at sige det til andre. Men nu siger jeg altså det her politisk ukorrekte alligevel. Fordi det er sandt! Og så må vi have gang i hjertestarteren, hvis det er for hård kost. Altså:

Du er talentløs. What? Jamen er alle ikke gode til noget? Er det ikke det vi ser i TV og i bladene hele tiden? Er det ikke, hvad vi tuder vores børn ører fulde af?: At vi alle er gode til noget. Også dem, der måske ikke lige er gode nok til at blive vist i den bedste sendetid. Alle har talenter. Nogle har mange. Nogle færre. Men alle er gode til noget. Og det, det handler om her i livet er, at vi hver især finder ind til hvad det er vi lige præcis er gode til og har talent for, og at vi udvikler vores talent og bliver helt og aldeles fantastiske.Jo, det er det, vi hører det hele tiden. Men det bliver det ikke mere sandt af.

Du er talentløs. Jamen Eva, det kan da godt ske, at du synes, at du ikke har talenter, eller at du ikke kan se dine. Og lad os tage den fromme vej rundt: Har Gud da ikke givet alle mennesker nogle talenter? Nej. Og jo. Men det er ikke talenterne, der er det afgørende. Det vender jeg tilbage til.

Vi tror, det væsentligste handler om talent. Vi er rigtig gode til at bilde hinanden ind, at det er det, der er det vigtigste her i livet. Det handler om at være god til noget. Og det handler især om at finde ud af hvad lige præcis du er god til og så gøre det. Men så enkelt er det jo ikke. Og det er jo også derfor vi bliver så fortvivlede, når livet ikke lykkes.

Når vi står der og har sunget falsk, selvom vi troede, vi havde talent for at synge, eller når souffleen faldt sammen, selvom vi havde fulgt kogebogens opskrift, eller børnene mod forventning blev rødhårede og fik midterskilning, når man nu havde giftet sig med en mørkhåret med hentehår. Når alt det vi troede, vi kunne – eller når det lidt, vi troede vi i det mindste kunne magte – ikke lykkes – så ramler eksistensen. For hvad er vi uden vore talenter, de få eller de mange?

Jeg kan godt se, at I stadig er skeptiske. Måske er der også en enkelt eller tre af Jer, der har mest lyst til at gå. I tror stadig ikke, det er rigtigt, det jeg siger. Og jeg kan godt følge Jer. For vi er så sikre på, at det vil være en straf, hvis det vi tror, vi kan, er betydningsløst. Men jeg tror, og dagens evangelium bestyrker mig i, at det forholder sig lige omvendt.

Det er ikke antallet af talenter, det kommer an på. Der er faktisk en kæmpe befrielse i at det ikke er talenterne det kommer an på. Det er en lettelse at være talentløs. Sig lige det til alle dem, der prøver at komme på forsider og få 15 minutters berømmelse i tv. Det er en lettelse at være talentløs.

Men tag ikke fejl. For at være talentløs er ikke ensbetydende med at du bliver fritaget for at være menneske. Der er ikke nogen gyldig undskyldning, der lyder: ”Undskyld. Jeg duer ikke - eller jeg har ikke talent for - at være menneske”. Tværtimod er det at være menneske det eneste, du har tilbage. Du er menneske - og det er du fuldt og helt. Du er en Guds skabning. Og med det følger der også et ansvar.

Men det ansvar er helt og aldeles uafhængigt af talent. Man kan ikke være bedre eller dårligere til at være menneske. Man kan være et godt menneske eller et dårligt menneske, men du kan ikke være god eller dårlig til at være menneske. For menneske, det er du. Bare. Og så meget som.

Du er talentløs. Du er ikke noget i dig selv. Ikke noget særligt talentfuldt i hvert fald. Men du har et helt særligt ansvar og en helt særlig opgave: og det er at være tjener. Du skal tjene din Herre. Og du skal tjene dit medmenneske. Og det betyder, og det er det, der er det befriende, at der er noget andet end dig selv, dit talent, finde dine evner eller mangel på samme, der kommer i første række.

Du er talentløs. Du har ingen talenter. Sådan er det også for tjenerne i dagens evangelium. I begyndelsen, før deres herre rejser udenlands, har ingen af dem nogen talenter. Talenterne, i dette tilfælde en sum penge, er noget, de får overdraget. De har det til låns. Talenterne er ikke deres egne. Og talenterne bliver heller ikke tjenernes. Det er noget, de har til låns. De skal aflevere dem igen. Der står ikke engang noget om at de får renterne eller overskuddet af dem. Så da Herren har fået sit igen, så er tjenerne igen talentløse.

Ja, men Herren behandler da tjenerne forskelligt! De to får ros – og den tredje bliver sendt ud i mørket og kulden for at skære tænder. Ja, men læg mærke til, at de kommentarer tjeners herre har til dem, intet har med talenterne at gøre. Det har derimod med tjenernes livsindstilling at gøre.  

De to af tjenerne vil gerne være tjenere. De vil gerne være tro mod det, de er. De vedkender sig, at de er tjenere eller forvaltere. Men den sidste tør ikke. Han vil ikke forpligte sig. Vil ikke overgive sig. Han ikke være tjener. Men han vil vogte over det, han fik til låns, som om det var hans eget. Og den tredje tjener får ikke skældud, fordi han ikke har brugt eller investeret sit talent. Han bliver sat i rette, fordi hans livsindstilling er spild af liv. For intet menneske skal leve med frygt. Det får du ikke noget ud af. Du skal leve med tillid. Og med tjenersind. Det er det, det vil sige at være tro.

 

Hvornår er det vi senest bliver klar over, at det ikke er vore talenter eller mangel på samme, det hele afhænger af? Ja, det er når dit liv forandrer sig epokegørende. Det er, når du bliver syg eller på anden måde mister dig selv. Og det er på den mest ultimative måde, når dit liv rinder ud. I alle de situationer hvor det vigtigste er at være menneske, der erfarer du at talenterne er uden den altafgørende betydning, du ellers ofte tillægger dem.

En 85-årig kvinde skrev engang noget af det mest desillusionerende, jeg har læst. Måske kender I det – og derfor vil jeg kun lige videregive en smule af det:

Hvis jeg skulle leve mit liv om...  hedder digtet. Alene titlen: hvis jeg skulle leve mit liv om er jo selvmodsigende. Nå – men Nadine skriver: Hvis jeg skulle leve mit liv om.
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser.
Jeg ville tage færre ting alvorligt.
Jeg ville tage flere chancer.
Jeg ville have flere oplevelser.
Jeg ville bestige flere bjerge og svømme over flere floder.
Jeg ville spise flere is og færre bønner.
Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte.
Ser du, jeg er en af dem, som lever følsomt og sundt.
Time efter time, dag efter dag.
Jeg er en af dem, der aldrig tager nogen steder hen
uden termometer, varmedunk, regnfrakke og faldskærm.
Hvis jeg skulle leve mit liv om,
ville jeg rejse med mindre bagage.
Hvis jeg skulle leve mit liv om,
ville jeg begynde at gå barfodet om foråret
og blive ved længere hen på efteråret.
Jeg ville danse mere.
Jeg ville unde mig selv flere karruselture.
Jeg ville plukke flere tusindfryd.

Tænk at sidde som 85-årig og ikke have undt sig selv at være menneske. Tænk at sidde der og se tilbage og så bare ønske at ville have været noget andet end det, man var. Mon ikke hun ville have haft et lykkeligere liv, hvis hun nu bare havde vedkendt sig, at hun ikke var specielt modig og at bjerge også kan være smukke på afstand uden at man behøver at bestige dem? For man behøver ikke et særligt klatretalent for at klatre om bord i livet. Nadine her behøver ikke nogen til at sende hende ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren, for hun sidder der for så vidt allerede i al sin fortrydelse.

Nadine er det omvendt af Job, som vi hørte om til indledning. Job får taget alt fra sig. Koner, kameler, de kønne børn. Alt det vennerne mener, er med til at høre ham til den, han er. Men Job klager ikke over at få talenterne taget fra sig. Hele Jobs bog igennem forbliver han tro mod det at være menneske. Mod at være en tjener. Mod, at overfor Gud har intet menneske noget at komme med. Job er og forbliver menneske. Og Job lader Gud forblive Gud.

Den stadige higen efter at gøre sig selv eller andre til noget andet end de er, er opslidende og livsødelæggende. Det fik vi endnu et eksempel på, da en australsk undersøgelse blev offentliggjort. En sygeplejerske har samlet på sine døende patienters fortrydelser. Altså det, de aldrig fik gjort.

På en top 5 lyder de:
Den største fortrydelse: "Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig."
Mange, især mandlige patienter, fortrød også at de har arbejdet for meget. Jeg siger nogen gange, at der ikke er nogen, der takker os for at falde om af stress og udbrændthed i 40-50 års alderen. Vi får måske – eller forhåbentligt en pæn begravelsestale – men derudover er der ikke meget vundet ved det.

Den tredje mest udbredte fortrydelse er: "Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser." Den lader vi bare stå.
Den fjerde og femte fortrydelse lyder henholdsvis: "Jeg ville ønske, jeg havde bevaret kontakten med mine venner." Og: "Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig."

En dansk sygeplejerske skal have kommenteret, at danske patienter især kommenterer på relationerne. At de mest fortryder de relationer, der ikke blev plejet. Eller forhold, der gik i stykker. Eller de tråde, der aldrig blev reddet ud. Og hvis det er sandt – og det tror jeg på – så bliver det kun endnu tydeligere at i alt væsentligt er det ikke talenterne, der er afgørende.

Du behøver ikke være en talentfuld blokfløjtespiller for at være en god ven. Du behøver ikke være masterchef på ti trin ned for at lave en god kop kaffe og dele det med en bekendt, der har brug for en snak. Du behøver ikke noget særligt talent for at være menneske. Men du skal tage på dig, at det er det, du er. Derfor sendte Gud sin søn Jesus til os.

Jesus havde ikke et særligt talent for at være menneske. Han var ikke specielt god til det. Jesus var ind i mellem lige så bange og frygtsom som du og jeg kan være det. Han kom i tvivl. Både på sine venner og på sin Gud. Men Jesus kom aldrig i tvivl om det væsentligste: Han havde Guds skikkelse. Han var lige med Gud, men han gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han blev og forblev lydig. Sådan står der i brevet til Filipperne. Og som indledning hertil står de kendte ord: I skal have det sind overfor hinanden som var i Kristus Jesus. Dét sind. Tjenersindet!

I den sammenhæng er der ingen, der spørger om du har talent til at være tro over meget eller lidt. Vor Herre har udvalgt os til at være tjenere for sig. Og vi skal ikke spekulere os gråhårede over om vi nu har talent for det eller ej. For det har vi ikke. Vi er talentløse. Sikke et held. Sikke en befrielse.

Vi er Guds. Derfor er det alene Guds fortjeneste, hvis der en dag bliver sagt til dig og til mig: ”Du gode og tro tjener. Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herrens glæde”. Amen