Hvis længsel er en farve - hvilken farve er din så?

Prædiken til Midfaste søndag.

Find de omtalte mosaikker på nedenstående links:
Bespisningen (2 fisk og 5 brød: ) http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/127
Manna fra himlen ses her: http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/126
Det gyldne alter (desværre uden brød) http://www.bjoernnoergaard.dk/index.php/da/artsearch/detail/104

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jeg er på mange måder ret vild med dagens evangelium. Underet i, at 2 fisk og 5 brød kan blive til mad til en stor folkeskare taler både til min mave, min tro og til min humor. For det er da både opbyggeligt, underfuldt og humoristisk, at lidt kan blive til meget.

Som en sagde til mig forleden: ”Der står jo ikke noget om hvor store fiskene var – eller brødene for den sags skyld”. Og mit indre blik ser den lille dreng komme slæbende med to fuldstændigt gigantiske fisk og ditto brød som en absurd stor madpakke. Nok til 5000 eller mere.

Og når jeg har smilet af – så kommer alvoren – sådan er det jo med humor, der er altid alvor bag. For i vores del af verden har vi jo masser af mad. Så meget, at vi ikke bare slæber det hjem. Vi slæber det også i skraldespanden, fordi vi ikke får spist det alt sammen. Det eneste sted, vi ikke slæber det hen, det er derhen, hvor det kunne blive til glæde og velsignelse for andre. Vi er ikke ret gode til at dele. Selv ikke af det, vi har nok af.

Jeg er også ret vild med mosaikken, der passer til evangeliet. I finder den i yderste højre spalte, det midterste billede. Vi ser Jesus i midten.

Vi ser det underfulde i, at når noget går igennem Jesu hænder og bliver velsignet, ja, så kan det blive til en hel masse. Det kan jeg godt bruge til noget. Det betyder for mig at se, at du og jeg må have lov til at lægge noget i Jesu hænder - lægge noget over til ham – det kan synes stort eller ubetydeligt småt – men i hans hænder - eller i andres hænder såmænd - kan det blive til velsignelse.

Så det, der ikke ser ud af ret meget, kan blive til en masse. Det er faktisk godt at blive mindet om, både når man synes, man har for lidt eller for meget at bære på.

Bjørn Nørgaard, kunstneren, har udtænkt en lille detalje i mosaikken, som jeg opfatter som et udtryk humor. Se på brødene, der kommer ud af Jesu hænder. De fleste af dem er lyse. Men der er også et brød, der skiller sig ud og er mørkt. Hvorfor mon det?

Fordi, tror jeg, at kunstneren har indbygget en henvisning til fortællingen om israelitterne i ørkenen, vi hørte før. Det har vi i øvrigt også en mosaik af. I finder det i yderste venstre side i midten.

Da israelitterne havde vandret i ørkenen meget længere end folkeskaren i dagens evangelium, var de forståeligt nok blevet sulte. Og Gud besluttede sig for at mætte dem. Det blev til manna. Manna, der faldt ned fra himlen. Der var Gud virkelig en curlingfar. Ikke noget med at israelitterne skulle gøre et eller andet besværligt for at få mad – næ, de skulle såmænd bare bøje sig ned og samle mannaen op og forarbejde den.

Det gik også meget godt de første par dage… sådan er det med curlingbørn… Men så begyndte de at brokke sig: ”Vi er træt af manna. Der skal ske noget andet. Vi vil have afveksling”. Og Gud viser sig stadig som en curlingfar – han sendte et fugletræk forbi af vagtler, og så kom der også kød på bordet.

Her på mosaikken til højre med bespisningen er det ene brød brunt, fordi Jesus ikke gider høre noget brok. Derfor kommer han det simpelthen i forkøbet ved mirakuløst at have flere forskellige slags brød. Jesus ved godt, at nogen er til lyst brød, men der er også altid nogen, der er gået med på speltbølgen, eller kun er til mørkt brød eller rugbrød eller palæobrød eller hvem ved – måske brunsviger, så i underet er der simpelthen gjort plads til, at der er noget for enhver smag. Og samtidig viser detaljen os, at der er plads til os med al vores sære kostønsker – ja og ønsker til livet i øvrigt.

Alle skal kunne blive mætte. Det er vel i korte træk essensen af evangeliet. De blev mætte dengang. Og derfor er deres reaktion også meget forståelig. De vil gøre Jesus til konge. Til brødkonge. Han kan mætte dem. Han kan gøre sådan, at de ikke sulter. What’s not to like – som man siger i øjeblikket? Hvad er der at være utilfreds med? Tja… måske, at så enkelt er det ikke. For så enkelt er livet ikke. Det handler måske ikke bare om, at når vi er mætte, så er alt godt.

Vi kender til at være mætte. Ja, faktisk kender de færreste af os vel til at være sultne for alvor. I så fald er det højst en selvpålagt faste, der får maven til at rumle. Nej, nok er vi mætte. Men der er en anden sult, som jeg tror de fleste af os kender. Evangeliet handler også om den sult, vi bedre kender som ”længsel”.

Længsel er ikke en ny opfindelse. Hvad længtes de mon efter den dag i ørkenen på Jesu tid? Tja… de længtes vel efter det, der kunne give retning i deres liv De længtes efter et fyrtårn, noget at rette deres tro og tvivl og retningsløshed mod. Og her er det moderne menneskes længes måske ikke så meget anderledes. Længsel, det er det tomrum i maven eller i hjertet eller i hjernen, som ikke kan mættes – ikke engang af alverdens madpakker. Længsel er en anden sult.

Længsel er undervurderet. Der er stærke kræfter i at længes. Men det er ikke helt accepteret at længes. Længes efter andet og mere. Det er forkælet og kan føles som brok at føle længsel. At give udtryk for den. For, lyder indvendingerne: Har du ikke mad i maven? Tøj på kroppen? Tag over hovedet? Har du ikke mennesker, der holder af dig? Job måske? Anerkendelse? Min sjæl, hvad vil du mere?

Men selv ikke disse rationelle spørgsmål mætter længslen. Jo vist, er der mad i maven – og BMI’et måske endda også lidt højere end det anbefalede, og vist er der tøj på kroppen – og mere end rigeligt i skabet – og der er tag over hovedet – og minsandten nu er det forår igen. Og alligevel rumler det stadig i maven, i hovedet, i hjertet: Sulten, længslen efter …

Ja, efter hvad? …Når alle de andre behov er stillede og mættede, så kan det hænde, at vi mærker en utilfredsstillet og udefineret længsel rumle i os. Og nogen gange rumler det dobbelt – dels fordi vi ikke altid ved, hvad vi længes efter og dels fordi vi ikke ved, hvad der kan stille længslen.

Hvis længsel har en farve, så er min længsel gul.
Gul som de strømpebukser, jeg havde på, da jeg var barn og på besøg hos mine bedsteforældre. Og fik hjemve, som jeg aldrig havde haft det før. Der var sug i maven. Og jeg var ikke sulten, for hos mine bedsteforældre var der vel 6 måltider om dagen. Men længslen efter det velkendte hev i mig.

Og jeg græd mig i søvn og vågnede næste morgen til høj blå himmel, 30 graders varme – og med tilstoppet næse. Min mormor troede, jeg var blevet forkølet og tvang mig i de gule strømpebukser. Og jeg kampsvedte hele dagen. Men jeg var ikke forkølet … Jeg havde bare grædt mig til en stoppet næse. Mine bedsteforældre opdagede aldrig min længsel, for jeg talte ikke om den. Og lige siden har gule strømpebukser mindet mig om den længsel, der egl ikke måtte være.

Min længsel er gul. Gul som det gyldne franskbrød, min mormor bagte og som smagte himmelsk. Og som i tankerne smager endnu bedre, fordi det er mere end 30 år siden, jeg sidst smagte det.

Min længsel er gul som røræg, der ligger rodet sammen på panden, fordi længsel kan være noget rod. Min længsel ved nemlig ikke altid, hvad den længes efter. For længslen har ikke altid et objekt, længsel kan også være en tilstand. Længsel efter afklaring. Længsel efter mening. Længsel efter at vide, hvad der er det rigtige. Længsel efter vished. Længsel efter erkendelser.

Og min længsel er gul som opstandelsens morgen. For den morgen – den morgen må da stille alle længsler, siger troen.

Indtil da føles min længsel som sult. Som hul i maven. Som uro. Men længsel er også et drive. Et drive, der holder i gang. Tankemæssigt, mentalt, følelsesmæssigt.

Og selvom det kan være besværligt med længsel, så er længslen måske den sult, vi ikke håber på nogen sinde skal blive stillet. For så bliver vi satte på en måde, man ikke skal ønske sig det. ---

”Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund”. Sådan lød det til israelitterne i ørkenen. Det er sjovt. For da Jesus og disciplene har delt ud af fisk og brød, er det netop brødet, der bliver tilbage. 12 kurve fulde af brød står der.

--

Det er snart konfirmationstid. Og i denne uge samlede konfirmanderne og jeg på forskellig måde op på noget af det, vi har arbejdet med i årets løb. Jeg sagde, at de kendte flere symboler på kristendommen. En nævnte fisken – og kunne huske, at det græske ord for fisk IKTYS var en rebus for Jesus Kristus, Guds søn. En nævnte hjertet, og at kærlighed i kristendom ikke kun er kærlighed til os selv og til Gud og til vennerne, men til ethvert medmenneske, også fjenderne. En tredje nævnte korset. Og så sagde en 4. at han også syntes, at brød var et symbol på kristendom.

Brød? – tænkte jeg. Og huskede, at konfirmanderne uge efter uge har fået masser af brød og kage, når de er kommet sultne til præst efter skoletid. Og husker, at de uge efter uge har siddet herinde og har set det friske brød ligge der i Jesu hånd.

Friskt brød. Der er ikke noget, der sælger huse, som duften af nybagt brød. Der er ikke noget, der kan få os til at føle os velkomne et sted, som når der dufter af brød. Der er ikke noget som at komme hjem efter en lang dag og så finde en pose nybagte boller på trappestenen. Og nogle steder giver man hinanden brød i indflyttergave. Selvfølgelig er brødet et af kristendommens symboler. Der er både diakoni og evangelium i brød.

Engang imellem er smuler af brød mere end nok. Det hørte vi for nogle uger siden. Smuler af brød kan måske ikke stille den store sult, men selv smuler af mening kan stille din længsel.

I mere end 2000 år har vi mennesker rakt kristendommens brød videre. Fra slægt til slægt. Så godt som vi nu forstod det. Engang imellem blev det ved smulerne. Og engang imellem blev det, vi rakte, til noget, der mættede 5 – 500 – ja, 5000.

Og den dag ved søen var der mere end én madpakke. Der var ikke kun drengen, der havde brød og fisk med i sin. Nej, Gud selv serverede sin egen madpakke, sin søn. Vi er på vej mod påske. Mod at Guds egen søn bryder brødet og deler det ud skærtorsdag. Dagen efter, langfredag, er det hans krop, der brydes i stumper og stykker. Og i påskemorgens gule lys træder hans krop hel ud af graven på forunderlig vis.

Ser I op på det gyldne alter her, holder Jesus vin i den ene hånd og brød i den anden. Og det er et scoop, at Bjørn Nørgaard valgte, at brødet i Jesu hånd på det gyldne alter skal være et friskt brød. For det er udfordringen for alle os, der har smagt det brød, og for alle os, der længes efter at smage det igen, at vi altid må smage det som friskt.

Og det er opfordringen til os som prædikanter og som menighed, at række det videre, men også at tage imod det som var det nyt. Ikke daggammelt, ikke oldgammelt. Men at Guds levende brød, Guds levende ord, rakt til os, må være friskt. Altid friskt. Det stiller ikke al længsel. Eller mætter os for altid. Men måske ved vi så, hvor vi kan gå hen og få mere.

Du må gerne være sulten efter mere. Du må gerne længes.

Min længsel er gul. Og engang imellem er den forgyldt. Og når jeg - og du - knæler her – og rækkes en stump af det brød, der blev til overs den dag ved Tiberias søen, ja, så er det os, der får at vise, at heller ikke vi skal sulte.

For i troen på Guds søn – det levende brød - har vi fået et sted at rette al sult – og al den længsel, der nu måtte være vores hver især. Og han har vist, at har vi tillid til ham, så både vil og kan han stille al sult og al længsel.

Og engang .. engang er vi blevet lovet, er det os, der skal sidde ved det bord, hvor brødet aldrig bliver tørt og hvor al længsel er stillet. Og Vor Herre vil selv rækkes os begge dele og sige: Velbekomme!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Tak fordi du har rakt os livets brød i din søn, Jesus Kristus.
Tak fordi dit ord mætter os – men også at det får os til at stille nye spørgsmål.

Tak for enhver, der har rakt os brød, vi kunne blive mætte af. Mødre og bedstemødre, der har bagt og bagere. Tak for opskrifter, så vi selv kan bage.

Vær hos os, Herre, når vi bliver sultne. Sultne efter mere brød, sultne efter at blive mættede med udfordringer, med erfaringer, med mening og med vished om, hvor vi skal gå hen. Stil vores sult og mæt vores længsel.

Vær hos enhver, der savner noget. Arbejde. Et sted at være tryg. Venner eller vished om at der er mere godt i vente.

Vi bede for Thea Dania, Birk og Silje, som i dag er blevet døbt. Giv dem et liv, hvor de folder sig ud. Og lad dem vide, at du er livets kilde, som de altid kan vende tilbage til.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på, levende som døde.

Lad os mødes omkring dit alterbord – og der tage imod livets brød og håbets bæger, indtil den dag, hvor vi alle skal sidde til bords med dig og aldrig mere savne noget som helst.

Amen.