Er det fair - prædiken til Septuagesima søndag

Prædiken til septuagesima søndag
Christianskirken, den 12. februar 2017

Nogle af Jer kan huske dengang, man kun kunne få sodavand i glasflasker.
Nogle af Jer kan huske, at der kun var én størrelse sodavand. Ikke noget med literflasker eller halvliterflasker – nej, i en flaske sodavand var der 25 cl. - 2 ½ dl. Det vil nogen af Jer kunne huske.
Og nogle af Jer har sikkert været med til at dele en sodavand. Ja, konfirmander, I hørte rigtigt:  Man delte en sodavand! Var man 2 søskende, blev de 2 ½ dl delt i 2 glas. Var man tre søskende, blev de 2 ½ dl delt i tre. Sådan var det.

”Orv… så fik man godt nok ikke ret meget!” Det er sandt. Til gengæld sørgede vi for, at der blev delt meget, meget nøjagtigt. Glassene blev sat ved siden af hinanden. Og så lød det – i hvert fald i min familie: ”Du deler! Jeg vælger først”. Den regel sikrede, at var der ikke delt, så der var fuldstændigt lige meget i glassene, så kunne førstevælgeren sikre sig det glas med mest indhold i. ”Du deler, jeg vælger først”. Utroligt, så skarpe øjne, man kan have, når det gælder om at se, om der skulle være en millimeter sodavand mere i det ene glas end i det andet.

Nogle voksede fra at drikke sodavand, men blev ved med at have det samme syn på retfærdighed. Retfærdigt er det, når alle får lige meget. Og hvis man ikke gør det, skal det reguleres på en måde.

Derfor opfandt de retfærdighedssøgende ”træk nummer-automater” til bagere og banker og andre, for er der noget den retfærdighedssøgende ikke bryder sig om, så er det, når nogen kommer foran i køen. Helst skulle alle betjenes på samme tid.

Og der blev opfundet pausemuzak og ”telefon-nummer-automater” og ”Du er nu nummer 14 i køen, vil du vente?” … Ja, vel vil man vente. Og der er ikke noget værre end hvis man bliver smidt ud af en telefonomstilling, efter at have ventet – næsten - tålmodigt.

Og den retfærdighedssøgende vokser op og benytter sig gerne af sætninger som: ”det er snyd”, ”det er unfair”, ”det er ikke rimeligt”. Og den retfærdighedssøgende er rigtig god til at betjene sig af målebånd og millimeterdemokrati.

Men den retfærdighedshungrende har det svært. For verden er ikke retfærdig. Der er altid nogen, der snyder foran i udsalgskøen. Der er nogen, der nupper det sidste speltstykke for øjnene af dig i Lagkagehuset. Der er hvis nogen, hvis løn er højere, hvis bil er større, hvis kæreste er kønnere og hvis græs er grønnere. Og det er ikke retfærdigt.

Det er ikke retfærdigt! For livet er ikke retfærdigt. Du har sikkert allerede opdaget det. Der er noget, der kan deles lige så retfærdigt som 25 cl. sodavand kan deles i 2 glas. Men det meste kan ikke.

Det eneste, der er retfærdigt i livet, er livet selv. Det fik vi i udgangspunkt lige meget af. Hver især fik vi nemlig lige præcist tildelt ét liv. Ét liv. Hverken mere eller mindre.

”Jamen”, kan du hævde. ”Det er da ikke alle, der har fået lige vilkår. Og der er da verden til forskel på, om man er født på Frederiksberg på København eller i en slumby i Capetown”. Ja, vel er der. 

Men hvert menneske får i udgangspunktet lige præcis ét liv tildelt. Jeg kender ikke nogen, der siger: ”Jeg fik kun et halvt liv”.  Men jeg har mødt ikke så få, der har sagt, at de kun har levet deres liv halvt. Eller at de ikke fik det ud af deres liv, de kunne have fået. Og jeg har mødt ikke så få, hvis livsbetingelser var alt andet end optimale og at der var masser af udfordringer i forhold til at kunne leve et helt liv. Men livet selv – det var ikke halvt.  

--

Men der er ét sted, hvor al uretfærdighed hører op: i Guds rige. Dér er dage uden ende. Der er alt det gode, vi kan forestille os. For mon ikke Guds rige er, at Gud retfærdigvis har gemt de bedste muligheder til sidst?  

Men hov… Hvad er nu det, vi hører i dag? At Guds rige – at Paradiset er som en vingård. En vingård… enhver, der har besøgt en vingård ved, at det om noget er et sted, hvor der skal arbejdes igennem. Og her gik man og troede, at Guds rige var lig med ”den evige hvile”.

Guds rige ligner en vingård. Gud er som en vingårdsejer, der dagen igennem går til torvet, for at leje nye daglejere til sin vingård.

Er det ikke tankevækkende, hvilket syn på arbejde, der kommer til udtryk i lignelsen her? At arbejdet er hårdt, præcist så hårdt, som Gud forudsagde, det skulle blive, da han lukkede Paradisets port i bag Adam og Eva: ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage”.

Man kunne også have forestillet sig, at arbejdet var en glæde, at det var det sted, hvor man ”bruger det pund, man fik givet”. Men nej, ikke her. Ikke engang her i lignelsen om arbejderne i vingården. Også her ses arbejdet er en pligt. Arbejdet er hårdt, byrdefuldt og varmt.

 

Arbejdet bærer ikke lønnen i sig selv. Det bliver især tydeligt, da de sidste – som jo egentligt var de første – får deres løn. De gav ondt af sig. De brokkede sig, fordi de er blevet stillet lige med dem, der kun havde arbejdet en time.

De fik samme løn – den løn, de var blevet enige om. Den løn, der var bred konsensus om. Og selvom det var vilkåret, så var de ikke tilfredse. Det var ikke retfærdigt!

Men de var strengt taget heller ikke blevet lovet, at det var retfærdigt. De var blevet lovet en løn og den fik de. Og ingen af os er heller blevet lovet, at livet er retfærdigt.

I dagens lignelse bliver arbejderne og vi konfronteret med et andet retfærdighedsbegreb end vores millimeterdemokratiske. Guds retfærdighedsbegreb, som godt kan lyde alfaderligt på den patriarkalske måde: ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?”

Det er et syn på retfærdighed, som ikke gør forskel på folk. Alle får det samme. Alle får med denaren, hvad de har brug for til livets opretholdelse. Hverken mere eller mindre. Dermed er Guds retfærdighed også et udtryk for Guds omsorg. Mennesket får, hvad det har brug for.

Og Guds retfærdighed et udtryk for hans syn på mennesket: At de alle har lige værdi. De kan alle bruges.

Tænk efter engang…. Hvem af daglejerne kan du se dig selv som?

Ham eller hende, der blev taget som en af de første om morgenen? Fordi du har energi og kræfter og udstråler det og derfor bliver taget først. Eller er du en af dem, der ikke er kommet i arbejde i løbet af dagen, ja ikke engang, når dagen går på hæld?

Tænk, at være den, der bliver taget som den allersidste – og alligevel får at vide: At du er lige så meget værd som alle de andre. Jeg ved godt, hvad det kan betyde for, hvad jeg tænker om mig selv.

Tænk, at have en Gud, der tænker anderledes om os. Tænk at være den, som ingen andre kan bruge – og så være mere end værdifuld nok for Gud. Tænk, at Gud er den, der vælger først. Og han vælger både de første og de sidste – og deler lønnen mellem dem fuldstændigt millimeter-lige.

Hvem har ikke prøvet at stå tilbage som en af de sidste, når der skulle vælges hold i sport? Det har jeg – og med rette. Jeg var ikke ret god til hverken at kaste, skyde eller ramme. Men jeg var en god medspiller på det hold, jeg blev valgt. Men oplevelsen af at stå sidst tilbage, sidder i kroppen.

Sådan skal det ikke være i Guds rige. Der er det som at have trukket det sidste nummer i en automat. Og nok venter du og venter på tur … men du bliver valgt – og i Guds optik er det ikke vigtigt om du er valgt først eller sidst, for den sidste er som den første.

Du får løn. Ikke løn som forskyldt eller løn som fortjent. Men de sidste får en løn, der ligger langt ud over, hvad de havde forventet.

Vi får vores løn. Og på en måde er vi både forudbetalt og bagudbetalt. Vores løn er, at vi fik et liv hver. Og samtidig med det ene liv, vi har fået, har Gud givet os andel i eller forskud på et andet: Det evige liv. Livet i Guds rige.

Lønnen – Guds aflønning - afhænger ikke af vores indsats. Det er også, hvad der står klart, når lignelsen kommer til sidste punktum. Det gælder i lignelser som i livet: Guds aflønning er ude af vores hænder. Han har altid ret til at gøre med det, der er hans, hvad han vil.

Er det fair? Ikke hvis vi vurderer Guds retfærdighed ud fra retfærdighed målt med vores millimetermålestok. Men det er godt. Det er godt, det er en nåde, at vores syn på retfærdighed mødes af Guds måde at dele på.

--

Hele dagen stod der daglejere på torvet og ventede på at blive lejet. Man kan spørge, om lignelsen siger til os: Slap af, læn dig tilbage. Stol du bare på, at der nok skal blive kaldt på dig også. For Gud er arbejdsgiver – og han skal nok få brug for os.

For – som vi hører det i dag - der er også langtidsledige i Guds rige. Og vi ved aldrig, hvornår der for alvor bliver kaldt.

Vi ved ikke om vi bliver kaldt til fuldtidsjob eller flexjob i livet. Og det kan være frustrerende for os, der ikke altid har tålmodighed til en hel evighed.

Men jeg tror, lignelsen – udover alt det andet – også giver os et fingerpeg om livsindstilling. At nok er vi alle daglejere – det er vores identitet – og der skal nok blive kaldt på os. Vi ved bare ikke altid hvornår. Men vi skal være klar. Vi skal være klar til at blive kaldet til tjeneste. Tjeneste for Gud og for medmennesket i de vingårde, der nu må være på vore kanter.

De fik hver én denar. Vi får hver en denar. Og der er stadig masser af steder, hvor vi brokker os over lønnen. Masser af situationer, hvor vi ikke synes, at livet er retfærdigt, fordi sodavand og livsvilkår ikke altid bliver ligeligt fordelt og fordi vi ikke altid selv kan få lov at vælge først.

Måske er det også derfor, vi kommer i kirke. For her – af alle steder – bliver vores fælles vilkår tydelige. Her er vi alle lige meget mennesker. Måske ikke i hinandens øjne, men i Guds. Her får vi samme løn: I evangeliet, der lyder til os alle. I dåbens tre håndfulde vand – i velsignelsen.

Om lidt er det os, der stiller os i kø, når der bydes til bords her foran det gyldne alter. Her er der ingen brok. Vi ved, vi får samme løn: ”Guds retfærdighed af nåde”.

Og ingen har fortjent den løn mere end andre. Og ingen har fortjent den løn mindre end andre. Vi er de første og de sidste, fordi vi er de eneste: Guds udvalgte, hellige og elskede.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Tak for det liv, du har givet os.
Tak for denne morgens mulighed.
Og fordi du er vores mulighed, også når vi ser alt andet end muligheder.

Tak for vingårde og bondegårde, hvor livet gror. Tak for skolegårde og atriumgårde, hvor leg og viden og fællesskaber gror. Tak for kirkegårde, hvor vi bliver mindet om, at der også er kærlighed i være tilbage og være den, der mindes vores kære.

Gud. Få os på bedre tanker, når vi går i for små sko og når vores målebånd måler i millimeter. Lær os at gå i større sko og måle med større målestokke.

Få os på bedre tanker, når vi dømmer og fordømmer hinanden. Forbarm dig over os, når vi dømmer os selv.

Jesus.
Du har vist os, hvem vores næste er.
Du og har også sagt, hvad vi skal gøre. Giv os mod til at gøre som du: Se de Zakæus’er, der sidder i træerne, se dem, der gemmer sig i mængden, se den, der siger, at han ikke har en eneste, der kan hjælp. Og lad os være hænder og daglejere for hinanden – og dermed for dig.

Lad os alle skønne på de denarer, vi fik. Lad os glæde os over livet. Græde over det, når det er tid til det. Lad os bruge vores denarer og talenter, så godt vi forstår det – og har vi rigeligt, så lad os dele.

Vi beder for Liam og Nova og Pelle, som i dag fik dåbens gave. Giv dem og gæsterne en dag, de kan huske tilbage på med glæde.

Giv os alle gode dage. Både at se tilbage på – og frem til. Og lad os hvile i, at vi må se frem til den dag, hvor alle dage mødes i din evighed. Det beder vi om, i Jesu navn. Amen.