Vi er gæster

2. søndag i advent, søndag den 4. december 2016 -  1 TR
Christianskirken kl. 10.30
74 – 78 – 89 --- 277 – 440 – 77 v. 2 & 3 – 862

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Lad mig bare bryde indrømme det. Det er ikke lykkedes hvert år. Til lige dele fortrydelse og bestyrtelse for husets yngste. Nå ja, og ikke uden dårlig samvittighed fra min side… Men i år gjorde det. Det var købt før første december. Og minsandten om ikke også det blev pakket ud, sat i ler og fik et par dekorative duske stedsegrønt sat omkring. Og hvad mere er: Vi er på omgangshøjde. Jeg taler selvfølgelig om kalenderlyset. I dag brænder vi både firtallet væk – og vi tænder det andet lys i adventskransen. Og så er alt jo såre godt ikke?

Mjaa… Det er hyggeligt med kalenderlys. Og Danmark er, mig bekendt, et af de få lande, kalenderlys fås i.

Jeg ved ikke, om vi danskere bare er lettere at narre? Narre til at tro, at vi kan styre dagene. Så vi lige præcis kun brænder den stump lys af, som passer til dagen. Men hvem af os er ikke kommet til at brænde for langt? Og hvem af os har ikke dage, hvor vi stort set ikke når at få tændt lyset? Og ikke så få har også glemt lyset – og pludselig kommet tilbage og har opdaget, at det er blevet den 20. december før tiden – og man er faretruende tæt på noget særdeles brændbart gran?

I fredags læste jeg om en, der ville ønske, at der ikke var tal på kalenderlyset. ”For når man første december tænder lyset for første gang”, skriver hun, ”så føler man sig ovenpå. Der er masser af tal. Der er masser af lys at brænde af. Der er masser af dage og tid at tage af. Men hen midt i december indser man, at man er ret langt bagud, og det sidste af det, man ville have gjort før jul, når man mellem jul og nytår”.

Og der – mellem jul og nytår - er kalenderlyset for længst brændt ud. Eller smidt ud. For hvem gemmer et par dage af et halvafbrændt kalenderlys til næste år? Ingen mig bekendt.

Du kan ikke gemme en ubrugt dag på et kalenderlys til bedre tider. Ligesom du heller ikke kan tage en misbrugt eller en afbrændt dag tilbage.

Numrene på lyset kan godt narre os til at tro, at vi har tid. Eller omvendt… at tiden er ved at løbe ud. Men måske er begge dele lige forkert. Det er i hvert fald den opfattelse, man kan få, når man hører dagens evangelium. Hvor vi – igen – skal høre om de sidste tider.

Det her handler jo ikke kun om lys. Det handler også om liv. Det handler faktisk mest om liv. Det handler om liv. Det liv, vi aldrig kun kan brænde af i små overskuelige doser. Det liv, der lige som lyset er en stadig nedtælling…. mindre og mindre bliver der tilbage af det. Indtil vi kommer til the final countdown, som vi hverken kender dagen eller timen på.

I det liv siger Jesus i dag til os, at vi skal være årvågne. Enhver ved, at man aldrig skal gå fra et tændt stearinlys. Men vi skal også passe årvågent på vores livslys. Ikke kun fordi du kan brænde ud eller blive brændt af eller forledes til at tro, at du kan få dobbelt så meget liv ved at brænde dit lys i begge ender. Nej, du skal være årvågen. Og have øje for det væsentlige.

Frygten er, at dagene løber os af hænde. Frygten er, at vi bliver sløve. At vi ikke kan mærke. Og at vi til sidst ikke kan mærke os selv. For så er dommedag ikke kun et ”engang” – så er det også lige her og lige nu.

Derfor er det, at du ikke skal sløve dine sanser i druk eller turen rundt eller i alt for mange bekymringer. Ikke at der isoleret set er noget i vejen med at tage et enkelt glas eller to eller måske endda tre. Ikke fordi der er noget i vejen med en enkelt bekymring eller to eller tre.

Jesus er ikke moralist. Eller hyperoptimist på vores vegne. Men Jesus er realist. Vi kan måske godt lade være med at drikke. Eller svirre. Men ingen af os kan undgå bekymringer. Og det er også i orden. Men pointen er, at der ikke er noget, der må tage din beredthed fra dig. Du skal se dagen i dag i øjnene. For selvom hver dag strengt taget er den sidste dag, fordi du aldrig kan vide om der kommer et ”i morgen”, så er vi en dag nået til den sidste dag. Til de sidste tider. Den yderste dag.

Ærindet er ikke det umulige – ærindet er ikke en moralsk løftet pegefinger. Ærindet er, at dommedag ikke skal kunne komme bag på os. Vi skal leve med bevidstheden om, at det er sådan det er. Der kommer en dommens dag.

Det her handler ikke om kalenderlys. Om at have øje for hver dag …. Men det handler om, at hvis ikke vi er årvågne, så opdager vi ikke, at vi er kommet til de sidste tider, før vi er der.

Der er ellers tegn nok. De fleste af dem er ikke med i evangelieteksten. Men står regnet op i versene op til: tegn i sol og måne og stjerner… tegn i form af krige af ufred af … meget, der ikke har forandret sig. Tegnene var der dengang, evangeliet blev overleveret fra mund til mund, da det blev nedskrevet – og de er der såmænd stadig…. Der er masser af luft i dem, dommedagsbasuerne.

For så mange år siden, at vi er tilbage i sagnenes tid, fødtes der en dreng. Hans forældre gav ham navnet ”Gæst”. Gæst betød menneske. For vi mennesker er kun gæster her på jorden. Vi er her kun for en tid. Der kom tre norner, tre ”feer” – og spandt en livstråd for ham. Nornerne gav Gæst et vokslys og sagde, at så længe lyset brændte, så længe ville han leve. Gæsts mor tog lyset og blæste flammen ud og gemte lyset. Sønnens liv skulle ikke brændes for hurtigt af.

Gæst havde et godt liv. En dag sagde han til sine forældre, at han ville rejse ud i verden og synge og fortælle, hvor han kom frem. Han ville være budbringer og sprede lys og glæde. Livslyset fik han med sig og han lagde det i bunden af sin harpe. Hans ord og toner fandt klangbund blandt mennesker. Det var som om man kunne høre, at musikken kom fra livets og dødens vokslys i harpen.

Man begyndte at kalde ham for Nornegæst. Fordi han nu ikke bare var et almindeligt menneske. Henved 300 år havde han levet. OG han var kendt og afholdt. Men bag ved var det som om Nornegæst skrumpede. Han fyldte ikke sin rolle ud, tænke han. Han var bange for at dø. Derfor havde han aldrig haft ild i livslyset. Han begyndte at føle sig som tilskuer. Han ku stadig tryllebinde med sine ord og sin musik. Men han selv blev mere og mere tom og udslukt.

Sådan kom han en dag til en kongsgård i Norge: Med frygt for døden og længsel efter liv og dybde. Han opdagede, at der på gården var et særligt lys, en særlig glæde. De havde skiftet troen på de gamle guder ud med ham, der blev kaldt Hvide Krist. Nornegæst forstod, at Hvide Krist var et menneske, der havde brændt sit livslys på fuldt blus. Et menneske, der havde turdet blusse og kæmpe og lide og dø. Og det allerbedste, tænkte Nornegæst, et menneske, der havde kæmpet og brændt videre helt ind i døden og til livet på den anden side. Det var den fylde, han længtes efter, vidste han nu.

Nornegæst bad om at høre mere om den nye gud. Mon også Kristi efterfølgere ville få lod og del med ham? Ville deres lys også brænde igennem døden? Nornegæst valgte at blive døbt. Og på dåbsdagen fandt han sit livslys frem og tændte det. Nu var det slut med at være tilskuer. Nu ville han sætte sit liv ind. Han ville brænde igennem og brænde ud.

Hans sidste år strålede angiveligt af lys og liv og ægte varme. Hans vokslys brændte med en stærk flamme, inddtil den sidste stump brædte ud. Så døde han. Men fortællingen om Nornegæst døde ikke.

Og nu har I også hørt den. Han hed Gæst. Fordi han var på gæstevisit. Sådan som vi er det. Vi er gæster. Vi er her kun på lånt tid. Og når vi tænker på det, kan vi isne. 

Vi fik ikke, som Nornegæst, noget livslys i vuggegave, at varme os ved. Men i dåben fik vi tændt et håb. Et levende håb. Og mange gange siden har vi sunget, at dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Og det gør det, livet. Slukkes. Engang imellem i mismod, når håbløsheden banker på, når vi synes, det meste kan være lige meget og resten allerede er det. Når vi holder dommedag over os selv – og vi mærker vægtskålen synke under os.

Og når vi hører dagens evangelium om dommedag og de sidste tider, kan det fylde os med frygt. Fordi vi ved, at også vi en dag skal slippe det, vi kender her.

Men undergangen er kun en overgang. Og det, der skal komme, skal ikke fylde os med frygt. Men noget må gå til grunde for at noget nyt kan komme til.

Sådan er det også med et lys. Først når det brænder, bliver det til sin sande bestemmelse. Sådan er det med alle vore lys. Sådan er det med Guds lys, Guds søn, Jesus Kristus. Da han brændte allermest, kostede det ham livet. Men efter det liv, satte Guds liv sig igennem. Og aldrig var han mere levende end påskemorgen.

Det er adventstid. Vi venter. Vi venter på ham, der skal fødes, når alle kalenderlys er brændt ned og når alle 4 adventslys blusser. Og vi venter på, at engang, når han kommer igen, så slukkes ethvert lys, vi kender til, for at et nyt lys skal bryde frem.

Indtil da kan du roligt tænde lys. Du skal håbefyldt tænde dit livslys. Du skal brænde det. Og du skal frygtløst brænde løs af andre lys. Og skulle det betyde, at du blev nødt til at købe et nyt kalenderlys og brænde forfra allerede fra den 4. december – så hav fred med det.

Du skal lyse og brænde. Leve, så glimtene af evighed lyser op, også i dit liv. Du skal gå i mørket med lyset. Og så skal du brænde ud i tillid til, at den dag alle lys slukkes – alle dem med og uden tal og datoer: Solens, månens, stjernernes og alle de lys, vi kender til, - ja, så er det fordi Guds store kærlige lys bliver lys i alle. Mon ikke det er forklarelsens lys?

Jesus var jordens gæst. Men når han kommer igen, er det for at blive. Derfor er det, at vi skal løfte vores hoveder, for han er vores forløsning. Når det sker, så kommer Guds rige. Og det gode budskab er, at så er vi her ikke længere kun som gæst. Så er vi indbyggere – eller vi er hjemme i Guds rige.

Og så vil vi sige: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede: Himmelske Far.
Vi takker dig, fordi du skabte lyset som noget af det første. Med lyset kan vi orientere os i mørket. Vi takker dig for evangeliet om din søn, Jesus Kristus. Og fordi vi med ham har fået det løfte: At vi aldrig skal vandre i noget mørke.

Tak for dit Ord, der kan være som en lygte for os. Men som sandelig også kan være dunkelt og svært at navigere i. Vejled os, så vi ikke farer vild og så vi bruger dit ord til at vildlede hinanden.

Løft du vores hoveder, så vi må se, når forløsningen nærmer sig. Lad os ikke frygte. Men frygtløst håbe.

Vi takker dig for alle de gange, hvor lyset gjorde en forskel i vores liv. For mennesker, der lukkede lys og glæde ind. For dem, der oplyste os og gjorde os klogere. For dem, der trøstede og for dem, der lukkede op for de lyse sale, der lå som mørke i os.

Herre, vi takker dig for, at du – uden krav, uden dom eller fordømmelse, men ren nåde skænker os troen i dåben og syndernes forladelse, når vi mødes om dit bord. Lad begge dele styrke os.

Så beder vi for vort land og alle lande. Vi beder for den seneste nye regering og for alle, som her hos os og ud i verden har magt og indflydelse. Vi ber for byråd og nye menighedsråd og alle som sidder, hvor de har indflydelse, at de må gribe den mulighed og bruge den godt.

Velsign vor Dronning og hele hendes familie. Ja, alle familier og alle enlig. Og vi beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Vi beder for dem, som ingen beder for. For dem, der har mistet en – eller flere, de holdt af. Vi beder for dem, vi savner. For dem, der var en del af vores liv. For dem, der delte gavmildt af deres lys, så også vi fik glæde af det.

Vi beder for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det. Vær du dem nær, Herre.

Giv os livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag, i morgen – og engang del i dit evige liv. Amen