Septuagesima
Christianskirken kl. 10.30

Salmer: 2 – 750,1-3 – 750,4-5 – 370 --- ”tænk, at der er en tid” – 373 – 335

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium til septuagesima skriver evangelisten Matthæus:

Han sad inde på toilettet. Dér kunne ingen høre ham. Han sad med en stump plastic og metaltoppen fra en dåsesodavand. Og filede.  Mikromilimeter efter mikromillimeter. I timer, dage, uger. Havde han siddet hvor som helst, havde det måske ikke vedkommet os, og vi havde aldrig hørt om det. Men Hans sidder i Statsfængselet Østjylland. Han sidder på en af de mest beskyttede afdelinger og skal afsone en dom på 19 år. For Hans har flere talenter.

Hans kan flygte. 9 gange er han flygtet fra sikrede fængsler. Og så har han et andet, helt særligt talent. Hans kan lave kopier af nøgle og låse, som det topsikrede fængsel havde fået garanti for var ikke-kopierbare.
Hvis ikke det havde været så utrygt for retssikkerhedsfølelsen, at der sidder en mand og dirker dirkefri låse op, så kunne man overveje at udnytte det talent. Lade et låsefirma hyrede Hans som ekstern konsulent bag lås og slå. Ligesom politiet i dag benytter sig af tidligere indbrudstyve, når de skal rådgive i, hvordan man bedst sikrer et hjem.

Jeg ved ikke, om nogen finder på at bruge Hans’ skjulte talenter. Men nu er de i hvert fald kommet for dagens lys i bedste sendetid.

Der er talenter, der lever i det skjulte. Måske er det endda de fleste talenter. Der er talenter, der aldrig kommer for dagens lys. Men som aldrig bliver udlevet, men som bliver gravet ned og formulder.  

Grundene kan være mange. Man kan grave sit talent ned af blufærdighed, af usikkerhed, fordi man er usikker på, om talentet rent faktisk er et talent. Om det er nogen nytte til. Man kan grave sine talenter ned, fordi man livet igennem har fået ørerne tudet fulde af Jantelov: at man ikke skal tro man er noget. Og da slet ikke i bedste sendetid eller i fuld offentlighed. Og så er der de talenter, vi sætter bag lås og slå.

I evangeliet hører vi om, hvordan man kan grave talentet ned af frygt. ”Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig, gik jeg hen og gemte din talent i jorden”.

Vi roser gerne det åbenlyse talent og håner det talentløse. Hvor ofte glemmer vi ikke, at der skal mod til både at være talentfuld og talentløs.

Jeg faldt i TV-udsendelsen om Hans og de øvrige fanger i Statsfængselet Østjylland i denne uge. Og jeg blev hængende, fordi Hans pludselig også talte om talenter. Hans sagde: ”Mange af de andre herinde kan jo ikke engang læse eller skrive. Men jeg var en haj til at programmere. Så jeg har misbrugt mine muligheder endnu mere end de har.”

Kan man gradbøje talent? Kan et talent bruges bedre end godt? Og kan et talent misbruges mere eller mindre? Vil du helst være tro over lidt – eller utro over meget?

Det var de spørgsmål, Hans stillede mig forleden. Det er nogle af de spørgsmål, evangeliet stiller til os i dag. Og det er spørgsmål, livet stiller os hver eneste dag: Hvordan bruger du det talent, den magt, det ansvar, du får givet? Sådan som vi sang det: ”menneske, din egen magt, gør dig svimmel og forsagt”.
Hvor modige er vi, når det kommer til at bruge det eller de talenter, vi hver især har fået? Hvor mange af dem bruger vi? Hvor mange af dem høster vi renterne af? Og hvor mange af dem smuldrer mellem fingrene på os?
Hvis vi skal være helt ærlige, så vil vi nok gerne have et ben hos de to første tjenere, - for er det ikke rigtigt, at vi engang imellem bruger vores talenter – måske ikke dem alle, men så i det mindste nogle af dem. Og er det ikke lige så rigtigt, at vi ikke bruger alle vore talenter, al vor magt, alt det ansvar, vi hver især måtte have, - og at vi derfor lige så godt kan line op i rækken efter den tredje tjener – og stille op til skældud?
Mon ikke vi ligner alle tre tjenere? Værdige til at få ros, når vi modigt sætter vort talent i spil. Og lige så værdige til at få læst og påskrevet, når vi i frygt graver os selv ned og lukker os inde i selvbestaltede fængsler, hvor vi låser døren indefra.

Og mon ikke vi alle længes efter at kunne gå ind til den glæde, evangeliet taler om? Tænk, bare at kunne være fyldt af glæde. Tænk, om der var sådan et sted.

Et sted, hvor der ingen tremmer og ingen låse er.
Hverken ægte eller indbildte.
Et sted, hvor det ikke tæller, hvad vi hver især er.
Et sted, hvor det ikke tæller, hvad vi hver især siger.
Et sted, hvor det ikke tæller, hvad vi hver især kan eller vil,
- eller ikke kan eller ikke vil.
Et sted, hvor der ikke tælles talenter eller fallenter.
Et sted, hvor der kun tæller ét: At Gud vil os.

Det findes, det sted. Og det er det sted, Jesus peger hen på i dagens lignelse.

Det er det sted, vi skal synge om i den nye salme efter prædikenen.
Det sted er Himmerige. Himmeriget findes. Ikke som en fjern virkelighed. Eller et uhåndterligt håb om, hvad der venter os på den anden side af dette liv. Men himmerige er en virkelighed her og nu.
Men det er en virkelighed og et håb, som vi ikke altid forvalter på bedste måde.

Det er os, der sætter dirkefri låse mellem mennesker og evangeliet, hver eneste gang vi opfører os uforsonligt. Det er os, der sætter tremmer op, når vi gør forskel på hinanden, ja, hver eneste gang vi sætter skel mellem hinanden. Det er os, der nægter evangeliet udgangstilladelse, når vi ikke synes religion har noget at gøre i det offentlige rum.

Så der er meget på spil. Mere end flere eller færre penge.  Eller evner. Uendeligt meget mere. Det er derfor, vi i dagens evangelium oplever Jesus fortælle en lignelse, hvor der både indgår vrede og straf, og hvor der tales om mørke, gråd og tænders gnidsel. Det er ikke for sjov, det her.

For talenterne, der tales om i evangeliet, er, som jeg læser det, ikke primært de menneskelige talenter eller evner eller kvaliteter, vi hver især måtte have eller ikke have. Det er det – måske – også.

Men det helt afgørende, som vi især har fået betroet – det er Guds ord. Det er evangeliet – det glædeligste af alle budskaber.
Det er det budskab, vi hver især er valgt til at være tjenere for. Det er det budskab, vi hver især skal servere. Give videre. Byde, både første og anden og også gerne tredje gang – om så vi skal nøde. Og nøde igen. Og vi skal ikke spekulere på, om vi har talent for det eller ej. Men vi må ikke af frygt for, hvordan andre tager imod det budskab lade det ligge, lade være med at prædike, hvor vi kunne have gjort det. Lade være med at leve som Jesus har lært os. Grave vores tro ned. Eller spærre den inde.
For evangeliet er ikke ment til at være en langtidsfange som Hans, der kun i begrænsede mængder skal se dagens lys. Det glædelige budskab skal sættes fri – fordi det sætter os fri. Fri til at være elskede, frie til at elske. Frie til at leve. Glade og uden frygt.

Hans – som jeg indledte med at tale om – minder mig om Kristus.

Han lignede en Kristusfigur med sit lange skæg og hår – og med et helt særligt glimt i øjet.
Hans er ikke Kristus. Men Hans kender i hver fiber i sin krop til trangen efter frihed. Den frihed, Kristus kom for at give os.
Fangen Hans ser porøse sprækker i fængslets beton og stålkonstruktion, - en mulig vej til frihed. Hans længes efter at en mælkebøtte må spire op igennem betonen, hvor han har gårdtur.
Kristus længes efter at se livet spire i os. Og han gøder os med sit ord og med sit blod.
Kristus ser, at vi er mange, der ikke behøver at være bag fængslets tremmer, for at være indespærrede. Kristus ser ind i vore hårde tremme-hjerner, og med sin kærlighed filer han på vores dirkesikre hjerter. Mikromillimeter for mikromillimeter. Uendeligt tålmodigt. Han har en hel evighed for sig.

Og når du ikke lige kan se eller høre eller mærke Kristus file, så er det fordi han er gået ud i mørket, for at lede efter os, der sidder der. Alle os, der ikke var Gudsordets gode og tro tjenere. Hverken i det store eller i det små eller slet ikke.

Det er godt, at Kristi vedholdenhed er større end vores. Det er godt, han er hele verdens lys. For så må vi tro, at det lykkes:

-          At også vi en dag må blive fundet,
-          at også vi en dag må gå fra ufriheden ud i friheden.
Og at også vi en dag hører ham sige til hver os en af os: ”Gå også du ind til din Heres glæde”.  
Så vi der må blive ét i ham.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig for Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.