Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

søndag den 12. januar 2014
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 747 - 674, v. 1 og 7 - 449 --- 70 - 427 - 400
Postludium: Saint-Saëns: The Elephant. Hør det her: http://youtu.be/ug8hCAyBaqg

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jeg husker ikke længere, hvor mange år siden det var. Men jeg husker, hvor i præstegården, jeg stod, da hun ringede. Den dåbsmor, der alligevel ikke ville have mig til at døbe deres barn.
De var ellers kommet rejsende langvejs fra til den landsbykirke, hvor jeg dengang var præst. De havde besluttet, at deres førstefødte skulle døbes i den del af landet, hvor de havde holdt så mange gode ferier. Det havde jeg sagt god for, selvom de ingen tilknytning havde til kirken.

Vi havde haft samtalen. Og den indeholdt alt, hvad man kan stille af formelle krav til en kompetent dåbssamtale: Vi havde talt om dåbens betydning og om ordene i ritualet. Vi havde talt om hvor de skulle gå og stå og hvor mange gange der skulle svares ja. Og hvad det er vi siger ja til ved dåben. De havde sikkert også fået kaffe. Og måske endda en småkage. Som helt sikkert ikke var hjemmebagt.

Og nu ringede hun og ville ikke have at det var mig, der skulle døbe deres barn.  Hun var, for at sige det mildt, tilbageholdt rasende. Så rasende, at hun havde været nødt til at vente nogle dage med at ringe til mig. Men nu gjorde hun det altså, for det var vigtigt for hende, ja, for dem begge, at sige, at hun ikke mente at det var mig, der skulle have lov til at døbe deres barn. For – og nu kom det – jeg havde ikke vist deres barn nok opmærksomhed ved samtalen! Jeg havde ikke dikket barnet under hagen eller under fødderne eller i passende nok vendinger udtrykt min beundring for deres vidunder.

Jeg måtte lige synke en gang. Eller to. Det var der rimeligt god tid til. Hun havde en del, hun skulle af med. Og da hun blev stille – og jeg fornemmede, at det var nu, hun gerne ville have en replik fra min side sagde jeg: At de selvfølgelig var velkomne til at vælge en anden kirke og en anden præst. Men at dåben ikke stod og faldt med den præst, der sagde dem. For som præster er vi kun vikarer, vicars, som præst også hedder på engelsk. Vi er kun stedfortrædere for Jesus. Det er hans ord, vi udtaler. Det er hans hånd, der hælder vand på barnets hoved. Det er hans velsignelse, vi lyser. Det er på hans ord vi døber. De kunne vælge hvilken præst de ville, men dåben ville være den samme. Ikke præstens. Aldrig præstens. Men en dåb i den treenige Guds navn.

Jeg havde til hende, at dåben er lige god uanset, hvilken præst, der foretager den. Og jeg sagde det også til mig selv. For selv når vi præster ikke er gode nok – så er dåben den samme. Lige god. Lige urokkelig. Lige stor. Dåben er en gave, og den gave er ikke afhængig af den, der overrækker gaven, men af Ham, der ville give.

Jeg sagde ikke til min dåbsmor, at jeg ikke troede, at Jesus heller havde dikket de børn, der blev lagt i hans favn.
Jeg citerede ikke den kollega i Aabenraa, jeg havde, som engang var blevet skældt ud, fordi han havde bedt nogle forældre gå ud i legerummet, fordi deres børn havde gang i en større - og ret larmende - fætter og kusinefest i midtergangen midt under prædikenen.
De rasende forældre havde indignerede citeret Jesus. ”Sagde Jesus måske ikke selv: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i?”  ”Jo”, svarede min kollega – og tilføjede: ”Men jeg er sikker på, at havde de små børn larmet, mens Jesus havde holdt bjergprædikenen, så ville han have vappet dem en!” Det sagde han!

Jeg sagde heller ikke til min dåbsmor – for det var jo helt og aldeles hendes sag uvedkommende – at når jeg lige netop den dag, de havde været der, ikke havde dikket deres helt bestemt dejlige barn under hagen eller under fødderne, så var det fordi vi, min mand og jeg, samme morgen endnu en gang havde fået slukket håbet om at vi nogen sinde skulle få børn.  Og nu var chancen for at det skulle lykkes ved at være minimal. Tårerne på kinden var kun lige akkurat tørrede, da dåbsfamilien ringede på i præstegården. De så dem ikke og jeg sagde ingenting.

For min private årsag til det manglende dikkeri var uvedkommende, for sagen var vigtigere: Vor Herres ord og hans tilsagn er altid større end vi skrøbelige mennesker, der får lov at tage dem i munden. Eller som der stod i en historie, jeg læste: ”Guds ord bevarer sin renhed, selvom det udtales af en synders mund”.

Dåbsmoren vovede at stole på mig. Jeg brugte helt urimeligt lang tid på at skrive en dåbstale til dem. Og dagen oprandt med strålende sol. Og barnet var i den mest farvestrålende dåbskjole, jeg nogen sinde har set. Og ingen af forældrene kunne huske en bønne af, hvor de skulle stå eller gå eller hvad de skulle svare hvornår.
Og det var alt sammen helt og aldeles uden betydning. Det, der betød noget, var, at Vor Herre endnu engang tog et barn i favn, lagde hænderne på det og velsignede det. Sådan som vi netop så det med Caroline. Sådan som vi netop sang det:
”Vor Herre tar de små i favn,
dem skal I ikke hindre!”

I tidligere dåbsritualer var disse ord en del af ritualet. ”Hvad er der til hinder for at dette barn kan blive døbt?” Begrundet i en af de eneste omtaler af en dåb, vi finder i Det nye Testamente: En etiopisk hofmand, som vi aldrig får navnet på, sidder i sin vogn og læser noget, han ikke forstår. Han beder Filip, som af en engel har fået besked på at holde sig i nærheden af ham, om at udlægge teksten for ham.

Der undervejs fra en destination til en anden – kommer hofmanden til tro. Han kommer åndeligt talt et andet sted hen, end han havde forventet. Som et billede på, at det ikke altid er os, der kommer til tro, men troen, der kommer til os, bliver givet til os.
”Se”, siger hofmanden, ”der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?” ”Tror du af hele dit hjerte”, svarede Filip, ”så kan det ske”. ”Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn”, svarede hofmanden. Og så blev hofmanden døbt. Og – så står der så fint – ”han forsatte sin rejse med glæde”.

Hvad er der til hinder for at blive døbt? Ja, det er der ind i mellem en hel masse til hinder for. Men det er ene og alene forhindringer, vi mennesker sætter op. For os selv, for hinanden, for andre.

De forælder, der ikke lader deres børn døbe som små, ”fordi de selv skal have lov til at vælge”, men hvor forældrene heller ikke fortæller barnet om kristentro eller nogen som helst anden tro – de sætter hindringer op.
”Jeg synes godt nok, det er svært at sige ja til”, sagde en 13-årig engang. Hun var ikke blevet døbt. Med forældrenes ord måtte hun selv vælge. Og nu var pigen i tvivl om hvor vidt hun kunne sige ja til noget, hendes forældre kun havde et overbærende ”tja..” til overs for. Men den 13-årige trodsede forhindringerne – troede på at Guds ja til hende var større end det lille, knap hørlige ja, hun fik frem. Hun blev døbt. Og et par måneder senere strålede hun mere end de fleste i sin konfirmationskjole.

Var det disses forældres intension at hindre deres datter i at blive døbt? ”Nej da”, ville de uden tvivl sige, hvis de blev spurgt. Men de befordrede det heller ikke.

Alt det her er, går jeg ud fra, i en behagelig armslængde. Måske er det ikke lige vores virkelighed. Så lad os nu gribe i egen favn. Eller barm. For hvad er det, der hindrer os i at holde fast i vor dåb?

Som I nok har bemærket, har jeg til i dag valgt masser af salmer med dåb i. Det ville jeg også have gjort, selvom vi ikke skulle have døbt Caroline. For salmerne skulle være med til at minde os om, at også vi skal blive ved med at tage imod som et barn. Grådigt, uden at tænke over det – uden at kunne andet.

Hvorfor er det så, at vi ikke gør det?
Hvorfor er det, at vi har gjort tro til en præstation?
Hvorfor er det vi tror, det er rigtigt klogt, når vi stoler mere på os selv, på vores intellekt og på al mulig viden? Hvorfor er det vi tror og lever som om tilværelsen står og falder med os? Hvorfor er det, at vi ikke vover at stole lidt mere på Gud?

Når jeg i dåbssamtaler taler med forældrene om ordene: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn”, så siger jeg ofte, at et lille barn stoler fuldt og fast på, at når det er sultent, får det mad, når det er ked af det, bliver det trøstet, og når det vågner klokken ged om natten og smiler til sine forældre, der kigger ned i vuggen, så smiler de igen, for de kan ikke andet. Og jeg fortsætter og siger: Tænk, hvis vi kunne stole sådan på Gud, at når vi er kede af det, så får vi Guds trøst, når vi smiler eller glæder os, så glæder Gud i himlen sig med os, når vi sulter eller tørster efter udfordringer eller noget som helst andet, så vil Gud give os det – meeen – sådan tror vi jo ikke. Vi spekuler op af døre og ned ad stolper:
Gik Jesus nu også på vandet?
Hvordan kunne han helbrede?
Hvorfor gør han det så ikke i dag…
Vi tager ikke længere imod som et barn. For vi tror, vi ved bedre.

Det er godt, vi har barnedåb så tit her i kirken, for her har vi chancen for igen at se, hvordan man tager imod. Man gør det bare! Med skrig og skrål engang imellem, bevares, men meget oftere med store åbne øjne. Vi kunne lige så godt fjerne taget på kirken, for det elskede barn kender alt det vigtigste, der er værd at vide i livet.
Det handler om at tage imod. Jo ældre, vi bliver, jo dårligere bliver vi til at tage imod. Vi vil hellere give. Det er lettere, og så skylder man heller ikke nogen noget.
Også derfor skal vi huske på, at dåben fik vi givet, for vi skylder Gud alt. Også selv om vi ikke er vilde med at høre det.
Engang imellem kommer vi ikke udenom det. Engang imellem kommer det til os. At dåben er det, vi har at falde tilbage på.

Dan Turell besvimede, da han første gang hørte ”Lysets engel går med glans”. Det kan være stærkt kost, når det himmelske blander sig i vores jordiske liv.
Grundtvig vendte igen og igen tilbage til sin dåb, når depressionerne rev allermest ubarmhjertigt i ham. Er der overhovedet noget som helst, der står fast? spurgte han sig selv igen og igen, når han stod alt andet end fast. Og han vuggede sig til ro med sin dåb. Skrev sig, angiveligt igennem en af sine største kriser, da han skrev ”sov sødt, barnlille”. Skrev sig fra mørket til lyset. Guds lys:
”Sov sødt, barnlille, lige rolig og stille,
og nyn på det navn med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!”

Vi skal synge det igen her efter prædikenen med lidt mere moderne ord:
”Hver gang at jeg syns jeg ku
helt la vær at være
står du her med livets nu,
Jesus, du min Herre”.
I behøver ikke besvime, når I synger det. Men I må godt finde hvile i, at livets Herre her og nu rækker dig livets nu. For at du må få mod til at være. Være den, du er. På det sted i livet, du nu er. Men med Jesus som din Herre.

Som postludium i dag hører vi en vuggevise for voksne. Det er en elefantens vuggevise for voksne. For det er ikke kun børn, der har brug for at blive vugget til hvile. For at kunne sove trygt. Leve trygt. Det har vi alle. Med Guds velsignelse og en vuggevise, sendes I i dag hjem for at hvile i jeres dåbs nåde.

For børnene i Markusevangeliet blev ikke lovet Guds rige som noget, de skulle hvile i engang. De fik velsignelsen her og nu. Og sådan må også vi stole på, at vi velsignes. Her og nu. Og engang i Guds rige. Men altså også her og nu.

Det betyder ikke at alt her er herligt og velsignet. Langt fra.
Men det betyder, at du må hvile i, at du er velsignet, selv når du ikke føler at du er til velsignelse. Selv når din tilværelse ikke føles særlig beriget.

Og kommer du i tvivl, så find barnet i dig frem: og hør igen ordene som sagt til dig: ”Lad de børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Og mærk så hvilen og varmen i at være i en andens favn. Guds favn. Og mærk hans naglemærkede hænder lægge sig på dig og velsigne dig.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Vor Herre Jesu Kristi og vor Far.
Tak fordi du tog imod os i din favn og gav os din velsignelse i dåben.
Tak at du stadig tager os i favn og velsigner os.

Tak for dem, der viser os mere om hvem du er.
Og for dem, der har rakt troen videre til os.

Tak for dåben og nadveren, hvor vi får syn og smag for din storhed.
Vi beder for Caroline, som i dag er blevet døbt. Vi beder for hende og for alle dine døbte. Giv familien en dejlig dåbsdag. Og lad hver og en af os gå hjem og finde et eller andet, der minder os om den dag, da vi blev døbt.

Herre. Vi beder for dem, der ikke har noget at feste for. For dem, der ikke har nogen fester at se tilbage på eller se frem til. For dem, der mangler det nødvendigste. Mad og drikke, tag over hovedet – mennesker, der holder af dem.

Vi beder for dem, vi hver især har mistet og som vi savner. Savner i vores favn. Savner i vore tanker. Savner i vore liv.
Giv os at stole på, Gud, at de hviler i din favn i himlen – og at der er godt at være. Og lad det være vor trøst, når sorgen eller angsten for vores egen død river i os.

Vi beder for din kirke. Lad os aldrig have nok i os selv. Lad os tænke kirken som en åben favn, hvor vi tager imod. Uden personsanseelse.

Vi beder for myndigheder og magter, for Dronning Margrethe og for enhver, som skal tage beslutninger, der får betydning for andre. Lad dem gøre det med visdom og med hjerte.

Herre. Vær med dem. Ja, vær med os alle, nu i dag og alle dage.
Amen.