Juledag - på museum

Det er juledag. Mens nogle læser brugsanvisninger og andre har travlt med nyt legetøj derhjemme, så lad os, der mødes her følges på kunstmuseum. Vi skal på Statens Museum for kunst i København.

Årh nej, tænker barnet i dig måske. Det er godt nok et stort museum. Så lad os på forhånd lave den aftale, at vi ikke skal igennem alle salene. Det er godt at forventningsafstemme.
Man kan få meget trætte ben – og endnu mere trætte øjne af at gå på museum.

Lad mig lokke med, at vi slutter besøget af med at gå på café – der er nemlig også kirkekaffe efter denne gudstjeneste.
Og hvis kaffen ikke kan friste – så har jeg en julegave til jer alle efter gudstjenesten.

Jeg vil gerne have lov til at bestemme, hvor vi begynder.
Vi skal til afdelingen for ældre kunst, fra perioden mellem 1300-1800-tallet. For jeg har været her før og der er et billede, jeg gerne vil dele med jer.

Er I klar? – så lad os gå indenfor.
Vi skubber de tunge døre op ind til denne afdeling.
Hold for hinanden, så vi alle kommer ind.
”Kom”, siger jeg med lille stemme, man taler altid stille på museer – som om kunst var noget, der kunne forstyrres,
når det i virkeligheden er omvendt: At kunst forhåbentlig forstyrrer os og får os til at sanse eller reflektere en ekstra gang,
”vi skal standse her. Stå lidt tættere sammen, så alle kan se”.

Her står vi så foran et ikke særligt stort oliemaleri.
Det er nok 30 x 30 cm. Højst 40 x 40.
Jeg ville ønske, jeg kunne vise det for jer.
Men jeg tog ikke et billede af billedet, da jeg sidst så det.  
Så nu maler jeg det for jer i ord:

Baggrunden er mørk, ikke kulsort, men mørk.
I mørket er der ikke nogen yderligere motiver.
I forgrunden står et lys. Et hvidt stearinlys.
Måske står det i en lysestage.
Lyset er tændt.
Det har brændt et stykke tid.
Det brænder helt stille.
Der er intet, der forstyrrer lyset.
Ikke så meget som en trækvind fra den dør, vi netop åbnede.
Det er det eneste, der er på maleriet:
Et tændt lys på en mørk baggrund.

Jeg håber, du kan se sådan et maleri for dit indre blik nu?
Lad os kigge på skiltet til venstre for billedet.
Der, hvor der står navnet på maleren og titlen på maleriet.
Nej, vent lidt…. Hvis jeg skulle give maleriet en titel, ville jeg kalde det ”julenat”. For jeg er ikke i tvivl. Maleriet, vi lige sammen har stået foran, er et julemotiv.

Det er ikke malet til juleevangeliet, som vi kender det fra Lukasevangeliet. For her er juleevangeliet alt andet end sort og hvidt. Nok hører vi hos Lukas om mørket.
Vi hører om englene, der synger i natten.
Vi hører, hvordan englene lyser. Hvordan deres ord bliver en oplysning og en forkyndelse af, at Guds barn er blevet født. En frelser, en forsoner. Et glædeligt nyt budskab, et evangelium, som altid burde lyse for os.

Billederne, som Lukas’ juleevangelium genererer, behøver vi ikke gå på museum for at se. Dem har vi hver især også på vores indre nethinde med en detaljegrad, som kun fantasien sætter grænser for: Her er en stald, en krybbe. Her er engle, hyrder, får, vise mænd, kameler.

Det maleri af stearinlyset, vi stod foran på Statens Museum for kunst og som jeg forsøgte at male i ord, er ikke malet til Lukas.
Det er en illustration til det juleevangelium, vi har hørt i dag fra Johannesevangeliet.
Jul er, at lyset skinner.
Og lyset skinner på en mørk baggrund.

Johannes har en helt anderledes udetaljeret måde at formidle evangeliet om håb og om frelse på, nemlig at evangeliet altid skinner på en mørk baggrund. Det skinner på syndens og al uforsonligheds og på dødens baggrund.

Johannes mørke er ikke som det mørke, der helt givet har været om natten for godt 2000 år på en mark lidt udenfor Betlehem.
Johannes’ mørke er et andet. Et mere universelt eller eksistentielt mørke. Et mørke, der ikke kun går på det ydre mørke omkring os, men også på mørket i os.

Der er et mørke, som var, da det blev jul for første gang.
Der er – siger Johannes – et mørke, som stadig er i verden.
I den store verden – og ind i det mørke, som kun du kender.
Ind i det mørke lyder julens evangelium, at lyset er kommet til verden, og mørket greb det ikke.
”Og mørket greb det ikke”.
Det kan også oversættes sådan, at mørket lige siden ikke har kunnet overvinde lyset. Eller at mørket ikke har forstået lyset.

Hos evangelisten Johannes er juleevangeliet ikke idyl eller krybbespil i pastelfarver. Hos Johannes er julen en tvekamp mellem tilværelsens kræfter. Men med den helt afgørende magtforskydning, at mørket, det dæmoniske og døden aldrig mere vil få den magt, det havde engang.

Hos Lukas kommer Gud til verden som et nyfødt barn. Et barn, der er helt afhængig af, hvilke hænder, det falder i.
Det, der gælder for alle børn i verden, gælder også for Guds barn. Vi kunne også sige, at Lukasevangeliet er hænders juleevangelium. Her er Jesus fra begyndelse til slut i menneskehænder: Marias, hyrdernes, kongernes – og menneskehedens hænder. Jesus bliver også siden underlagt magtgriske og klamme hænder – og siden de hænder, der målrettet hamrede hans på korset.
Og nu er han lagt i vores hænder.

Johannes’ accent er en anden: Guds komme til verden er som et lys, der ikke længere kan slukkes. Det, der er kommet noget ind i verden, gør en forskel. Det giver mørket kontrast og modspil.
I Johannes’ juleevangeliet kommer lyset først, så ordene, og så bliver ordet kød og bliver til mennesket Jesus.
Lag for lag klædes vi på.
Sådan fortæller Johannes i tegn, vi skal tolke.

Lag for lag må vi ind bag tegnene igen, indtil vi kan se hvad de peger på. Sådan er hele Johannes-evangeliet. Der er altid mere end det, vi ser ved første gennemsyn eller første gennemlysning.

Ligesom stearinlyset på oliemaleriet er så mere end et lys på en mørk baggrund: Det er et evangelium om, at Gud har tændt sit lys for dig og mig. Og det lys brænder ikke ud.

Det her er alt sammen meget godt. Det er godt, at vi har forskellige evangelier, der taler til forskellige intellekter og til forskellige sider af vores tro.
Nogle af os har brug for billederne.
Nogle af os er til det fortællende.
Nogle af os har brug for, at noget er lidt svært, at det skal pakkes ud, for at det skal give mening for os. Og nogle af os er til, at det uhåndgribelige godt må blive håndgribeligt.

Lyset er kommet til verden, Guds lys. Evangeliet om glæde, om fred, om håb, om at vi er de varme kærlige hænder, der skal række det videre til vores næste og næste igen. Det er sat i vores hænder, lyset.
Men hvis vi tænker alt for bogstaveligt om det, så brænder vi os på lyset. Så drypper stearinen ned på vores hænder.
Så brænder lyset ud. Og det brænder os af.
Det tror jeg aldrig var meningen med evangeliet. Og der er mennesker nok, der har brændt sig på Guds lys – og på forkyndelsen af det igennem årene.

Derfor er det blevet tid til at vi går i museumsshoppen. Vi skal finde den gave, I må med herfra i dag. For hvis jeg bare forkynder lys, uden at I har noget at have lyset i, så det et postulat.
Lyset er kommet til verden –flot.
Lyset skinner i mørket. Flot.
Men hvordan fastholder vi lyset – uden at stearinen løber ned ad fingrene på os?
Hvordan deler vi lyset?
Hvordan bærer vi det herfra?

Hos Johannes bliver lyset kød og blod i mennesket Jesus.
Lyset bliver holdt fast, inkarneret. I mennesket Jesus ser vi, hvordan Guds mening med lyset og livet kan leves ud.

Også vi har brug for, at lyset bliver håndterbart og håndgribeligt.
Ligesom evangeliet om Jesus som vores frelser og forsoner bliver håndgribeligt og sanseligt for os, når vi knæler ved alterbordet og spiser brødet med korset og drikker vinen.
Vi skal kunne tage lyset med os. Det skal kunne brænde og skinne, når vi går herfra.  Og vi skal kunne dele lyset med andre, som ikke er en del af denne menighed i dag.

Så jeg har købt lysestager til jer alle.
De står i våbenhuset i flere livsbekræftende farver.
Når vi skilles og går hver til sit, må du meget gerne tage en lysestage med herfra. Ja, mere end en. For sådan kan du givet lyset – og julens glæde videre til en anden.

Det kan være tilen, der har brændt sig på livet – eller på troen.
Eller en, der har været i mørket for længe og som kunne bruge et lys, der ikke løber nogen steder.
Eller en, der har mistet sit livs lys.
Eller en, der godt kunne bruge, at der gik et andet lys op for vedkommende end dem, der allerede er.
Eller … du ved måske lige nu, hvem der godt kunne bruge en stage at sætte sit lys i.

Det er jul. Guds lys er kommet til verden. Det skal vi ikke putte med. Man tænder ikke et lys og sætter det under en spand, men i en stage, så det lyser for alle i huset, står der et andet sted i evangeliet. Så det vil vi gøre.
Vi vil sætte Guds lys i en stage og lade det skinne for alverden.
Det gør vi, når vi ønsker hinanden en glædelig jul.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi lader glæden finde vej til os, selvom det kun er den lille flakkende flamme. Det lys kalder vi håb.
Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi er ved at fortvivle over verdens gang – og vi alligevel husker på, at selv en lille flamme kan oplyse i mørket, så det ikke længere er helt så mørkt. Det lys kalder vi også håb.

Vi tænder Guds lys og sætter det i stage, når vi stoler på, at Guds lys tog bolig i barnet Jesus. Ham, der voksede op og som lige siden har sagt til mennesker: ”Jeg er verdens lys, den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. Det kalder vi tro.

Det er jul.
Guds lys er kommet til verden.
Til din verden og min verden – til hele den lidende verden – og til hele den verden, der i dag glæder sig over det.

På det vil vi ønske hinanden glædelig jul. 

Juleaften. Der går en engel gennem stuen

Det er jul.

Det er højsæson for engle.
Nogle af dem daler ned i skjul. Nogle af dem viser sig for os.

Du kender måske udtrykket, der lyder sådan her: ”Der går en engel igennem stuen”?

Hvis ikke, så gør du, når du går herfra kirken i dag. Når der går en engel igennem stuen, bliver alle i stuen stille på samme tid, uanset, om I er mange eller få samlede.

Ingen siger noget.

Vi er hver især fyldt af vores eget.

Eller vi er simultant bevægede.

Men altså helt stille.

”Der gik vist en engel igennem stuen”, siger en så.

Så taler vi igen.
Eller tuder lidt mere.
Eller noget tredje.

Englen, den er gået videre.
Til en anden stue.
Til andre, der skulle standses mellem to sætninger
Til andre, der skulle opleve at være stille.
Eller bare være sammen og få øje på hinanden i det.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Ligesom vi har udvidet sæsonen for så meget andet, tror jeg, der er brug for at udvide engle-sæsonen.

Der er brug for det, der kommer ind i vores stuer
– eller ind i vores opmærksomhed -
og får os, allestedsfraværende,
til at lytte og være opmærksomme.

Der er brug for det, der kan kalde nærværet mellem os frem. Vi og verden har brug for dem, der taler engles sprog og siger ”frygt ikke”.
--
Jeg er ikke et specielt frygtsomt menneske. Jeg har et lyst og optimistisk sind. Det er jeg taknemmelig for. Det er ingen selvfølge. Men i dette år – 2025 - har jeg for første gang i mange år prøvet at være rigtig bange. Jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Ikke bange, som da du var barn og kunne være bange for mørket eller for store edderkopper. Eller sådan som du kan være bange for, om du kan sige noget vedkommende i store forsamlinger som denne. Ikke afmægtig eller bange, som du kan være det, for at der sker dine nære eller kære noget. Det er ikke det, jeg tænker på. Selvom det kan være svært nok at være i.

Den bangehed, jeg mødte første gang i år, er anderledes.
Det er som om den er der hele tiden, som en urolig sitren. 
Jeg har ikke prøvet at være bange på den måde før.
Det gør mig dobbelt bange, for jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af den, bangeheden. 

Når jeg hører tale om beredskab, om prepping og oprustning og droneangreb mærker jeg den, bangeheden. Når timelange strømafbrydelser eller nedbrud i it-systemer ikke længere trækker gule breaking news skilte på onlineavisernes hjemmesider, gør det mig bange, fordi det så er blevet hverdagsforeteelser. Det hjælper ikke, at der nu også i mit depot står 9 liter vand, et lager af batterier og en lommelygte, som måske virker. Der er faktisk ikke rigtigt noget, der virker.

”Gud må faktisk godt spare lidt på prøvelserne nu – kan du hilse og sige i din juleprædiken”, skrev en veninde til mig for nylig. Og hun tilføjede med vanligt glimt i øjet: ”Og hvis Gud kender lottotallene, så må han også gerne hviske dem, bare til dig og mig”
Siger det bare: jeg ikke er sikker på, at det er Gud, der sender prøvelser. Og bare for at undgå tumultagtige scener ved udgangen: at hvis Gud har hvisket lottotallene, så hørte jeg dem ikke.Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at selv mange millioner ville gøre noget ved min bangehed.
Det er som om der ikke rigtigt er andet at gøre end at  … håbe.

At håbe – ikke som én mulighed blandt mange andre muligheder.
Nogle gange er håbet den eneste mulighed. Hvis ikke du har håb eller tro på, at der er en fremtid på vej, er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad du i øvrigt har preppet,

I år ville jeg gerne kunne give dig, som lytter nu, en julegave, der ikke kan byttes.
Men jeg kan ikke give dig håb. Det er sådan noget, Gud gør.

 Julenat lægger Gud sit håb ind i vores verden.
Et håb, der er lige så lille og lige så udleveret og hjælpeløst som et nyfødt barn er det.  
Og hvad gør du med et lille barn, der græder?
Det tager du op og holder tæt ind til dig.
Måske falder I begge til ro ved det.
Sådan et håb har Gud givet os med barnet i krybben.
Et håb, vi må tage op og tage til os.
Et håb, der kan få os til at falde til ro.
Håb, ikke som en mulighed, men som et løfte.

Håb kan ikke nudges frem.
Håb kan ikke AI-genereres.
Du kan ikke spørge på sociale medier, hvor du kan finde mere håb, hvis du har mistet alt det håb, du havde.

Du kan ikke tage håb.
Og du kan aldrig tage håbet for givet.
Men du kan få det.
Det er Guds julegave til dig.
Igen i år.

Håb er ikke en konstant.
At håbe er ikke at være home safe.
Når du håber, gør du dig sårbar.
Når du håber stiller du dig i den udsathed, det er at være menneske.
En position, hvor du også mærker, hvor afmægtig du kan være.

Der er meget i dette liv, du ikke har kontrol over.
Ja, er det ikke sådan, at det allervæsentligste i livet, det kan du ikke kontrollere?

Du kan ikke tvingen nogen til at elske dig.
Men du kan håbe på, at nogen vover at gøre det.
Du kan ikke få sygdom til at forsvinde
– og nogle gange kan ikke engang de dygtigste læger – men du kan håbe på det.
Du kan håbe på at finde din vej i livet. Især når du står ved korsveje.
Du kan håbe på fred i sindet, fred mellem mennesker, hvor der er ufred.
Du kan håbe fred i verden, men du kan ikke kontrollere det.

Håb er i kategorien over det, vi ikke kan kontrollere.
Håb er også i den kategori, der vokser ved at blive delt.

Det er jul.
Det er højsæson for engle.
Det går igennem dine stuer.
De daler ned i skjul. Dit skjul.

De slår vingerne ind og lander i det, der er din juleglæde, englene.
De lader dig genmærke det barn, der stadig bor inde i dig. Barnet i dig, som du også gerne må se i øjnene i dag. Det i dig, der gerne vil tages op og omfavnes, indtil du falder til ro og er tryg.

De lander i dit mørke og slår sig ned der, hvor du er bange, englene.

De lander i det, der er godt skjult i dig: Den sorg, du måske ikke rigtigt synes må fylde i dag, for nu er det jul, og så skal du være glad, synes du. Alligevel er det ikke sikkert, du helt kan skjule den, det helt særlige vemod, den sorg, der har sit eget navn: julesorg. Julesorgen sniger sig ned ad kinden, enten som en tåre på ydersiden, hvor alle kan se den – eller på indersiden, hvor ingen kan. Alligevel tager du instinktivt en hånd op og tørrer.

De lander i den stue, der er dit hjerte, englene.
De siger: Kærligheden er størst af alt.
Men håbet var først i alt.

Med håb skabte Gud verden.
Og da det håb var brugt op, fordi vi mennesker meget tit ikke kan finde ud af at håndtere det gode, der er lagt i vores hænder, så holdt Gud håbet op igen - og han holder det udstrakt foran os.
Nu ligger det håb igen i vores verden.
Nyfødt – nyt – og alligevel evigt.

Denne nat går englene igennem stuerne.
De siger: Du skal ikke være bange mere.
De siger: Frygt ikke.
De siger: Håb kun.
For nu er det jul.

Indermezzo:
Hans Esberg begynder at spille Dy Plambecks
”Hold håbet op”
Koret stemmer i.
En 3 ½ meter høj engel går helt stilfærdigt gennem kirken 

Prædiken II:
Det er jul.
Han er ikke længere på vej.
Han er kommet.
Den lille Messias.

Han ligger dér i krybben i Betlehem.
Han ligger her i dit krybberum, i dit hjerte.
Hans hjerte banker. Helt tæt på dit.
Du er aldrig alene mere.

Det er jul.
Der er stille.
Der er stille. For lige nu går alle himlens engle igennem alverdens stuer.
Kæmpe store og bitte, bitte små,
så du nemt kan overse dem, hvis ikke du gør dig stille og mærker godt efter.

De går gennem stuer på plejehjem og hospitalsstuer. De går igennem varmestuer og hos den, hvis hjerte er kuldskært. De går gennem beskyttelsesrum og de tryggeste hjem.

De går igennem stuer hos jer, der i aften vil savne en eller flere omkring julebordet.De går igennem stuen hos jer, der planlægger på en fest i 2026 – måske en konfirmation - og som glæder jer.
De går ind i stuen – og står et øjeblik stille hos dig, der sidder med et nyfødt barn i armene og som vugger det med håb og alle gode ønsker.
Og hvis du er stille længe nok, daler de også ned i din stue.

De gør os stille, englene.
For dette er den stille nat.
Og i det stille vokser livet.

Englene gør os stille – men stærke.
Og når de går, tager de frygten fra os og tager den med sig.
Ikke for altid.
Men for en stund.

Englene siger det samme til os, som de sagde i den første stille nat.
De siger: ”Frygt ikke.
Se, vi forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket”. 

Det er jul.
Nu går Guds håb igen gennem verden.
Men Guds håb er ikke kommet for at gå igennem
din stue.
For så var alt håb ude.
Gud håb er kommet for blive.

Lad os taget imod det, håbet.
Hold det tæt, både ved dine tanker og dit hjerte.
Kun sådan kan vi holde håbet op – og holde det oppe - for dig, for mig, for vore nære og kære - og for den verden, som også denne jul har så meget brug for håbet.

Og kære du - når du holder håbet op og holder det udstrakt for andre, bliver også du en engel, der går stuegang.

Glædelig jul. Amen

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var,
er og bliver,
én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede:

Gud.
Tak for julenat.
Tak, fordi vi kan høre dit ”frygt ikke”,
også her hos os
som en trøst for alle, der er bange.
Og som et løfte om et liv med dig i tid og evighed.

Tak for juleaften, for juletræet, der er grønt som håbet.

Vi beder for alle, der har opgivet at håbe
For den, der kender til mørke tanker,
ja, for alle, der har det svært,
børn – unge – unge voksne – og ældre.

Gud. Send dit håb ind i det,
der er mørkest og sværest for os hver især

Gud. Vi beder dig om fred alle steder,
både hvor der er krig og konflikter i verden –
men også alle de steder, hvor der er i øvrigt er ufred:
i hjemmene og mellem mennesker, der holdt op med at holde af.
Vi beder for alle der lever på flugt.
Også dem, der flygter fra sig selv.

Vi beder om fred for alle dem med urolige hjerter.
For dem med mental overload og tankemylder. 

Herre. Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Vi beder om visdom til alle, der har magt.
Hvor end i verden, de befinder sig.
Vi beder for Kongehus og for regeringer.
Må de træffe beslutninger,
der er ansvarsfulde for hele skaberværket.

Gud.
På denne juleaften siger vi tak for din kærlighed.
Vi beder for dem, der er på arbejde i julen.
Dem, som professionelt er kærlighedens forlængede arme.
Dem, som arbejder
blandt børn og gamle,
blandt syge og handikappede,
blandt fanger og flygtninge.
Vi beder for dem, vi hver især har i vores hjerte.
Vi beder for dem, der holder af os og dem, der holder os ud.

Vi beder for de børn, der i år oplever deres første jul,
for alle de børn, der næsten ikke kan vente til i aften

Vi ønsker, at julen bliver glædelig, også for de familier, som ikke skal fejre julen sammen, fordi kærlighed ikke længere er, hvad den har været.

Vi beder for dem, hvis kærlighed vi savner,
særligt en dag som i dag.
Vi beder for dem, vi ikke længere kan tælle blandt de levende – men som er her – helt levende og nær-værende i vores hjerter.

Vær hos os alle denne juleaften.
Gud, giv os kærlighed, din fred, dit håb.
Lad det blive jul. Amen. 

 

Hold håbet op - 2. søndag i advent

 

SÅDAN SAGT denne søndag. Om timing.

”Timing er alting”

Du ved det fra dit hverdagsliv, hvor vigtig timing er. Fra det mindste – som i situationen kan virke ubetydeligt - til det største, hvor timingen blev altafgørende.

Timingen, når det lykkes at ramme, så sprødheden på flæskestegens svær aldrig var mere knasende end i det sekund, du sætter kniven i.

Timingen, så du netop kom godt under tag, inden styrtregnen eller isslaget satte ind.

Timingen, så du fik vasket, hvor strømmen var billigst, eller du fik købt eller solgt, når det var mest gunstigt.

Eller når du lige netop ramte en god dag eller en dårlig dag at komme på uanmeldt besøg på - og det viste sig at være helt rigtigt, selvom alt andet er helt forkert og svært.

Timingen i at du mødte lige præcis det menneske på lige præcis det tidspunkt i dit liv, hvor det kom til at betyde alverden. For det blev manden eller kvinden i dit liv. Eller i hvert fald et menneske, du nødigt havde undværet i dit liv.

Timingen i, at du søgte og fik det job, den lejlighed, den information.

Havde du timet noget anderledes, var det måske ikke sket, og så ville dit liv have set helt anderledes ud.

Ja, tænk, at du selv er et produkt af timing: At små, små celler mødte andre små, små celler på lige præcis det tidspunkt, og den timing blev til lige præcis dig.

Der er noget helt utroligt tilfredsstillende ved at ramme den rigtige timing.

Der er noget helt utroligt ved at være ramt af den helt rigtige timing.

Timing er alting.

Sådan siger vi. Især, når vi bilder os ind, at vi har kontrol over timing.

”Timing er alting”

Du kender det også fra en anden stemme i dig: Drømmenes stemme, håbets stemme, stemmen fra den længsel, der måske aldrig blev opfyldt, men som stadig ulmer.

”Timing er alting”.

Men du greb den ikke, timingen.

Du greb ikke øjeblikket.

Du skiftede ikke spor.

Du så ikke det menneske i øjnene, som kunne have set andre muligheder frem i dig, for du slog blikket ned.

Du havde lygten med og kanden til ekstra olie. Og den var fyldt helt til randen.

Men du ramte ikke timingen – eller timingen ramte ikke dig.

Eller måske ramte den – men du så det ikke, for der er mørkt omkring dig eller i dig.

Og du trykkede ikke på lyskontakten, selvom du vidste, hvor den var.

Fordi en stemme i dig sagde – og måske siger den stadig - at det da ikke kan passe, at det er dig, det handler om.

Eller fordi du tænker: At du hverken er god nok eller at du ikke tør nok eller tusinde andre gode eller dårlige eller ingen undskyldninger eller forklaringer på, at timing er alting – eller ingenting, når du ikke lader timing være alting.

Hvis bare … siger den, der har erfaret, at timing ikke er alting.

Hvis bare vi havde mødt hinanden for 20 år siden.

Eller først om 2 år.

Hvis bare jeg var født et andet sted.

Hvis bare jeg ikke var blevet syg.

Hvis bare jeg ikke havde været bundet af dit eller dat.

Hvis bare – så …

Ja, så havde meget - måske - været anderledes.

Vide det kan du ikke.

Men dét handler ikke så meget om timing, som det handler om vilkår.

Der er noget helt anderledes sorgfuldt i at skulle leve med, at du har misset en timing helt bevidst.

”Timing er alting”.

Det lyder som en moderne sætning. Men rent faktisk tilskrives den digteren William Shakespeare i skuespillet Julius Cæsar fra 1599.

Mon ikke William Shakespeare har kendt mere end sit Fadervor? Måske har han endda kendt lignelsen om de ti brudepiger. For kunne sætningen ”timing er alting” ikke godt stå som en passende overskrift over dagens evangelium?

”Timing er alting”

Vi kender udfaldet af timingen allerede fra sætning to:

”Fem af brudepigerne var tåbelige, og fem var kloge”. Det vilkår ændrer sig ikke.

De kloge bliver ved med at være kloge:

De falder godt nok i søvn, men de vågner på det helt rigtige tidspunkt. Timing.

Så hælder de kloge den medbragte olie på olielampen. Timing.

Og så går de kloge der i mørket med lyset. Timing.

Brudepigerne følges med brudgommen – og SÅ bliver der bryllup!

Hans Esbjerg spiller takter af bryllupsmarch fra orgelet

”Og døren blev lukket”. SLAM!!

”Fem af brudepigerne var tåbelige”.

Tåbelige, fordi de i udgangspunktet ikke selv havde tænkt på at tage rigelig olie med. Og dobbelt-tåbelige, fordi de lyttede til de såkaldt kloge brudepiger og gik på olie-shopping og dermed missede timingen og brudgommen.

Men det er så også her, at sætningen: ”Timing er alting” bliver uevangelisk.

Jeg mener: Ja, ja, de tåbelige brudepiger var gået, da brudgommen kom. Men de fandt ham jo alligevel.

De er ikke så tåbelige, at de giver op og tænker, at det var lige meget.

De ved godt, at de kommer for sent.

De ved godt, at bryllupsmarchen har lydt. At brudgommen har givet sit ja. Men det er jo ikke brudepigerne, brudgommen skal giftes med. Det er jo trods alt bruden.

Men brudepigerne går til festen på trods af timingen.

De gør dog noget, handler, på trods af vilkårene.

Ligesom den utro godsforvalter, vi hører om i en anden af gudsrige-lignelserne. Burde det ikke udløse klapsalver eller en eller anden form for kredit?

Men nej, nej.

Til de tåbelige lyder det: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.

Det er da en underlig brudgom, der ikke genkender de brudepiger, han selv har udvalgt.

Jeg synes, evangeliet ellers tit nok forkynder håb for os, der kommer for sent, men som alligevel kommer frem:

At brudgommen - Kristus - ikke er sendt til de frelste - men til de fortabte. Til alle os, der står udenfor i mørket og håber på, at netop han er det håb, der er holdt op for os.

Advent er at vente på, at han kommer. At brudgommen kommer. Det er ham, der er ”tilstedekomsten”, som vi skal synge om det om lidt. ”Tilstedekomst” – det betyder indtog eller ankomst eller entré. Det er en underlig omvendt håbsforkyndelse, at så kommer han – og det kun for at smække med døren.

Jeg er helt med på, at evangeliet også kan udlægges sådan, at vi som mennesker – og som troende - skal være opmærksomme på ikke at sove i timen. At vi ligner de tåbelige brudepiger, når vi tror, vi har al tid i hele verden, at vi ikke bare kan lukrere på andres lys. Og så videre og så videre.

Det kan blive for sent.

Det behøver vi bare ikke et evangelium til at fortælle os.

Det ved vi alt for godt.

Men nu sidder de så der foran porten ind til bryllupsfesten: de 5 tåbelige brudepiger.

Jeg tænker ikke, de sidder alene. For de er ikke de eneste i verdenshistorien og i verdenslitteraturen og i menneskeheden, der har prøvet at komme så meget for sent, at det ikke kan indhentes.

De sidder ikke alene. Kig dig omkring. Vi – ja os her – vi sidder der sammen med de fem tåbelige brudepiger.

Og der er noget uendeligt sorgfuldt og håbsforladt i at skulle leve med at have misset en timing helt bevidst.

”Timing er alting”

Der findes en timing, vi aldrig kommer overens med, fordi den ikke er i vores hænder, men i Guds.

Der er en timing, der er ude af vores kontrol.

Der er et håb, som vi bekender hver eneste gang, vi siger trosbekendelsen:

at vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre,

ham, som blev født, levede, blev pint og døde,

som opstod på tredjedagen, og steg til himmels,

hvorfra han skal komme.

Han kommer.

Han kommer igen.

Brudgommen – Guds søn.

Han kommer. Igen.

Det er kristenhedens langstrakte håb i tid og rum.

Han kommer igen på Guds timing.

Og måske Gud så vil time det sådan, at vi ikke også misser ham anden gang.

Men det er unægtelig et fjernt håb.

Jeg har et andet håb.

Et håb om en Gud, der ikke kender klokken, men timen.

Et håb om en Gud, der ved, at der er flere indgange, selv til en festsal.

Jeg har et håb om en Gud, der gerne vil have sin festsal fuld.

En Gud, som hellere vil feste end fordømme.

En Gud, som derfor sender os, sine tjenere, om til bagdøren for at sige til alle, der forpassede tiden eller timingen eller ikke synes, de var værdige til at tage den pæne indgang, at den dør, bagdøren, er åben. Og at også du er velkommen indenfor.

Se, der er plads ved bordet. Der er dækket op, også til dig.

Det er ikke det, der står, det ved jeg godt.

Men det er det håb, jeg får hver eneste gang, jeg går ind i Christianskirken og ser det gyldne alter her.

Der er dækket op, også til mig i Guds festsal.

Det er det håb, jeg tror Gud holder op for os, også i dag

Det er det håb, Han langfredag holder udstrakt for os på korset for alle os tåbelige til alle tider.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke

Hvor mange gange skal jeg tilgive - 22. søndag efter trinitatis

 

"Du skal jo tilgive, for du er præst”.

Sådan sagde han, den måske mest irriterende konfirmand, jeg nogensinde har haft.

Det sagde jeg naturligvis aldrig til ham: ”At han var irriterende”. Det står faktisk ikke i Bibelen eller nogen andre steder, at vi behøver at fortælle vores brødre – som i sammenhængen her ikke er familiært, men som betyder ”et medmenneske” – vi behøver faktisk ikke fortælle hinanden, hvad vi mener om hinanden. Vi behøver ikke dømme hinanden. Vi har faktisk det valg: At vi kan lade være.

Medmindre det, vi har at sige, er godt. Det har vi - måske - ligefrem en kærlig forpligtelse til. For ingen af os bliver et dårligere menneske af at få at vide, at andre tænker godt om os. Godt, ikke pga. det du gør eller præsterer. Men godt for den, du er. Godt om, at du er til.

Tilbage til konfirmanden. Jeg tror nu ikke, jeg havde behøvet at fortælle ham, at han var irriterende. Det vidste han helt sikkert godt. Han var begavet nok.

Men når jeg underviste, kunne jeg ikke fuldende én eneste sætning, uden at blive afbrudt af ham. Jeg tror heller ikke, han mente, at stole var til at sidde på. Næ, dem skulle der vippes på, eller laves rytmeboks på, eller stås ovenpå. Han var usædvanligt krænkelsesparat, før det overhovedet var et begreb, han eller verden kendte til. Og han var en ualmindelig dygtig netværker: dvs. Han støbte kuglerne til ballade så effektivt, at selv de kammerater, som egentligt ikke havde tænkt, de skulle være en del af det, ikke kunne lade være. Virkeligt irriterende type. Men, som sagt, ikke uden evner.

Så var der så denne her onsdag, hvor jeg - på forhåbentlig pædagogisk måde – igen-igen-igen have forsøgt at få hans opmærksomhed. Så ser han mig fast ind i øjnene og siger: ”Jamen, du skal jo tilgive mig, for du er præst”

Bam! Der fik han mig.

For har han ikke ret?

Er det ikke fuldt berettiget at forvente, at netop en præst, som uge efter uge forkynder om syndernes forladelse og om vores dåbs nåde, at den præst også skulle kunne vise overbærenhed, ja tilgivelse overfor selv den mest irriterende konfirmand?

” Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”.

Jeg blev stille.

Det kan faktisk godt lade sig gøre. Og så gik jeg hjem og tænkte en hel uge.

Det er længe.

I parentes bemærket kan du jo overveje, hvornår du sidst har overvejet en hel uge, inden du gav din respons.

Vi er faktisk ikke forpligtede på at give hinanden hurtige svar på store eller gode spørgsmål.

Ugen gik. Næste onsdag trak jeg ham ved et belejligt øjeblik til side. Jeg så ham i øjnene, han så tilbage, så sagde jeg:

”Jeg vil gerne sige noget til dig. Det er muligvis det vigtigste, du overhovedet kommer til at høre, mens du går til præst. Hvis du ikke husker andet, så er det i orden.

Du må aldrig være i tvivl om, at jeg respekterer dig som menneske. Men jeg skal ikke tilgive alle dine handlinger”.

Jeg kan ikke huske, hvad han svarede. Eller om jeg sagde mere. Jeg håber, jeg holdt mund.

Lige siden – også efter at han var blevet konfirmeret – for det blev han naturligvis – har vi hilst pænt på hinanden, når vi har set hinanden.

Nogle gange husker vi ikke vores brødre – vores medmennesker - for deres mest irriterende egenskaber, men heldigvis for noget helt andet og bedre. Det er der sin helt egen nåde i.

Men lad os tage konfirmanden på ordet. For har han ret:

Har præster en særlig forpligtelse til at tilgive? (pause)

Ja. Og nej.

Præster – og andre tjenestemænd – er underlagt decorum. Decorum betyder ”værdighed” og er en juridisk betegnelse for de moralske krav, der stilles til opførsel, både i tjenesten og i privatlivet. Og det krav er der med en vis ret.

Når jeg tænker efter, så er et af de mennesker, jeg i livet har været mest skuffet over, en præst. Ikke fordi han gjorde eller sagde noget, som var værre end så mange andre. Men netop fordi han var præst.

Ærligt, så er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde helt tilgav ham, hverken hans handlinger eller ham som menneske. Så nu har jeg lagt den tilgivelsens nødvendighed over til Gud.

”Du skal jo tilgive, for du er præst”

Nej.

Jeg skal tilgive, fordi jeg er menneske.

Et dyr – din hund f.eks. - den kan ikke bede om tilgivelse.

Det kan godt ske, at den står der foran dig med virkeligt våde og store hundeøjne, når den har bidt endnu en sko eller en sofa eller en dansk stil, der måske-måske ikke var skrevet, i stykker.

Men et dyr kan ikke tilgive. Eller have dårlig samvittighed. Eller god samvittighed for den sags skyld.

Det forventer jeg ikke, at I alle er enige i.

Nogle vil hævde, at en hund er det mest kærlige og tilgivende af alt.

De vil sige: Prøv at lukke din ægtefælle og hunden inde i garagen en hel dag. Se så, hvem der er mest glad, når du lukker dem ud igen.

Men du, som lytter lige nu – du har en samvittighed.

Du har en bevidsthed om, hvad der er godt og ondt.

Derfor kan du ikke nøjes med at stikke halen mellem benene eller gå hen i din kurv.

Du skal tilgive, fordi du er menneske.

Fordi du er skabt i Guds billede – er du også udstyret med tilgivelsens mulighed som en del af dit DNA.

Af samme grund har du også muligheden for at kunne tage imod tilgivelse.

Jeg siger ikke, at du altid kan. Jeg siger heller ikke, at du skal kunne tilgive alt. Jeg siger, at det er en mulighed, du har, fordi du er udstyret med et hjerte, der er så meget mere end en muskel.

Derfor skal du have hjertet med i div liv. Derfor skal du tilgive. Dine brødre, dine venner, dine fjender.

Du skal også kunne tilgive dig selv.

Og måske skal du ikke altid vente en uge, for det kan blive for sent.

I dag får vi bekræftet det, tror jeg, allermest udbredte billede, vi gør os af Gud. Gud som dommer. Måske er det også det mest misforståede billede. Fordi vi instinktivt tænker, at Guds dom er hård. Og at vi kun kan kalde igennem.

Lad os se på det.

Vi hører, at Gud er som en konge, der vil gøre regnskabet op.

Gud er som en dommer. Han sidder der på sin kongetrone.

En Gud, der har helt styr på, hvad du og jeg hver især skylder.

Hvem vi skylder noget.

Og på dommens dag – i regnskabets time får du og jeg gjort det op.

Indtil nu svarer det helt til vores fordomme.

I lignelsen her går det op i penge. Det er dejligt konkret.

Men jeg tror dog ikke, at du eller jeg behøver at tænke efter ret længe, før vi kan regne ud, hvem vi skylder noget og hvad vi skylder dem.

Nogle skylder vi lidt. Andre meget. Og overfor nogle er gælden ubetalelig, som værdien på en Storebæltsbro, som - omregnet - er værdien på lignelsens højeste beløb.

Vi hører, at tilgivelse har flere ansigter.

Du kan få tilgivet lidt. Du kan få tilgivet meget.

Det afhænger ikke af dig – men af den, der rækker dig den.

Og tilgivelsen kan gøre dig selv generøs, så du sender tilgivelse på vandring. Alt sammen fint og godt.

Men. Så er der lige slutningen på lignelsen. Her er det som om kæden hopper af. For hvis nu den evangeliske pointe er, at Gud er som den gavmilde konge, vi kan regne med. Den konge, der ikke altid tilregner os, hvad vi skylder. Men som giver os langt mere end vi kunne tilkomme.

Hvis Gud er tilgivende, indtil det tossegode eller indtil Jesu kors på Golgata, hvor Gud slår en streg over al vores uforsonlighed. Og hvis vi stadig ikke har regnet den ud, så slår påskemorgen to streger under det regnskab.

Hvis det er evangeliet - hvorfor slutter lignelsen så som den gør: Med at den sidste tjener bliver kastet i fængsel og først kommer ud, når han har betalt alt. Det vil sige aldrig?

Er pointen, at der er grænser for Guds tilgivelse?

Og hvis ja – hvor opbyggeligt er det så?

Hvor meget skal vi så stole på Gud.

Og hvad er tilgivelse så i virkeligheden værd, hvis der er grænser for den?

Eller er pointen, at heller ikke Gud kan billige alle vores handlinger?

Hvis Han kunne, så ville det være som at vi var udstyrede med et dankort med et helt usædvanligt højt indestående. Og så ville Gud bare sige: I bruger bare løs af det her liv. Synd tappert. Lås roligt konen og hunden og naboens med ind i garagen. For uanset hvor dumt et svin du end opfører dig som, så er Guds kassekredit nådefuldt ubegrænset. Du får dine synders nådige forladelse igen på søndag.

Eller er evangeliet: At Gud altid elsker mennesket. Og det befriende i det er, at så ER du ikke dine handlinger. Du er ikke det, du lykkedes med. Eller det, der igen og igen mislykkes for dig. De penge, du tabte, den bror, du lod i stikken.

Du er altid mere. Du er altid menneske. Først og sidst menneske.

Når vi læser efter, så står der jo heller ikke, at da Gud havde skabt hele verden, så tænkte han: Nøj, hvor har jeg brug for en gartner til Paradisets have og en biolog til at passe alle dyrene, en astronom til at holde øje med om himmellegemerne bliver på deres plads eller en elektriker til at skifte pærerne i solen, månen og stjernerne. Nej. Gud skabte mennesket i sit billede. Først og fremmest skabt til at ligne Gud, til at være, hvad vi er. Og så følger det at kunne være i relationer og det at fylde det alt sammen med meningsfulde opgaver.

”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”.

Du skal have hjertet med i det, du gør.

Når du tilgiver. Når du elsker.

Du skal åbne dit hjerte.

Du skal åbne dit hjerte for Gud. Dit sårbare, sårede, knuste, misforståede, hårde hjerte.

Og så vil Gud af hjerte tilgive dig.

Ikke 7 eller 77 gange. Men flere end du kan tælle til.

Og du skal åbne dit hjerte, dit talentfyldte, glade, taknemmelige, rummelige, tilgivende hjerte –

alt, hvad dit hjerte er fyldt af, når du gør regnskabet op,

og oven i det vil Gud lægge sin fred og sin velsignelse.

16. søndag efter trinitatis

Den må du længere ud på landet med”. Sådan kan man godt have det med den fortælling fra Det nye Testamente, som vi lige har hørt. Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. Den må Jesus længere ud på landet med.

Faktisk var det det, han var, Jesus. Ude på landet. Langt ude på landet. Der hvor undere sker, både dengang og i dag. Det vender vi tilbage til.

Men først vil jeg dele et ord med jer: Ordet ”idiom”. Idiom, ikke idiot. Idiom betyder en fast sproglig vending. Men en vending, hvor der ikke er tale om en bogstavelig udlægning af alle ordene.

Et idiom kan være, når man f.eks. siger, at en eller anden har skudt papegøjen. Så hvis du nu f.eks. siger: ”hold da op, Kong Frederik har godt nok skudt papegøjen, dengang han giftede sig med Mary”, så handler det naturligvis ikke om, at Frederik først måtte skyde en farlig masse undulater, inden han kunne få Mary med hjem fra Australien”. Det betyder, at hende har han været heldig med.

Eller hvis du siger, at du har ”været ude med riven”, så er det ikke sikkert, det betyder, at du har været ude og gøre haven søndagsklar eller rive op efter orkanen Amy. Så er det fordi du er stridslysten.

Hvis nogen ”stikker en finger i jorden”, så er det ikke for at mærke om jordtemperaturen er god. Når du stikker en finger i jorden, så er det fordi du vil vurdere en stemning eller en holdning.

Og du bliver bedt om at klappe hesten, så er det ikke fordi du skal spæne rundt for at finde en islænder eller en gyngehest, så er det tværtimod en velment opfordring til at du sætter dig ned og tænke dig godt om eller at du slapper lidt af. Klap lige hesten!

Sætningen, jeg indledte denne prædiken med, er også et idiom. ”Den må du længere ud på landet med”. Hvad betyder den sætning egentlig? Betyder det, at det kan du roligt gøre, tage ud på landet med din historie, for derude på landet, der tror de på hvad som helst?

Jamen, så lad os da tage ordene bogstaveligt. Lad os tage derud på landet. For som enhver landmand eller bonde og enhver bybo, der har været på landet ved, så er det faktisk sandt. Det er de utroligste ting, der sker netop på landet.

Så utroligt som at komme et lille korn i jorden. Og se, kornet hverken rådner eller forsvinder eller dør. Næ, det slår rod og spirer på ny og bliver til nyt liv. Blir til nye korn. Mange nye korn. Mere liv. Det er da næsten for utroligt til at være sandt. Det er heldigvis ikke kun utroligt. Det er heldigvis også sandt.

Derfor var det helt almindeligt at synge bordvers tidligere.

Fordi man ikke tog maden for givet, men man tog det for et under, at der kom mad på bordet. Et Guds under, at korn kan spire og kan blive høstet og blive til nybagt brød, til havregryn og kager til eftermiddagskaffen.

Alt det, vi skal længere ud på landet og til udlandet for at se, det henter vi hver eneste uge i supermarkedet. Så selvfølgelig, at vi nok tit glemmer, at selvom vi er blevet meget, meget dygtige, så er det ikke os, der kan give liv.

I dag er vi i byen Nain. Og dér er vi helt bogstavelig langt ude på landet. Virkeligt langt ude på landet. Vi hører om en enke, der må bære sin eneste søn til graven.

Man kan ikke gradbøje sorg. Det er sorgfuldt, hver eneste gang vi her i Christianskirken lægger rum til en begravelse eller bisættelse, fordi et liv er slut. Men det er altid anderledes, når en forælder skal begrave et barn. Uanset barnets alder – eller forælderens alder, så føles forkert, når det er forældrene, der bliver ladt tilbage.

Den del har ikke været anderledes på Jesu tid.

Men på den tid mistede enken her ikke kun sin søn. Hun mistede også en del af sit eksistensgrundlag. For det var sønnen, der havde skullet forsøge hende. Og nu havde hun ingen.

Jeg tror ikke, at vi, ja måske kunne enken ikke engang selv, forestille sig, hvilken fremtid, hun kunne se ind i.

Hun var med al grund fortvivlet.

”Græd ikke”, siger Jesus så. Han rører ved sønnens båre.

Og så vækker Jesus den døde, som om han bare havde sovet.

Som om der kun er en vækning, en blid berøring, til forskel mellem død og liv.

Hvis nogen anden end evangeliet havde fortalt mig det her, ville jeg nemt have kunnet svaret: ”Den dér må du længere ud på landet med, Jesus”. For det er jo ikke vores erfaring:

Vores døde vågner ikke igen. De rejser sig ikke. Står da ikke op igen.

Spørg enhver forælder ved en hospitalsseng. Spørg enhver ægtefælle, der vågede indtil deres kære åndede ud. Spørg en læge. En bedemand. Spørg Gud.

Hvor meget vi end græder, er og bliver vores døde døde.

Det er ikke et tilfældigt tidspunkt, vi hører netop denne fortælling om Jesus, der opvækker enkens søn fra Nain på.

I dag er det den 5. oktober. Om præcist et halvt år skriver vi den 5. april. 5. april 2026 er det påskedag. Så det evangelium, vi hører i dag, er en lille fortælling – eller en forfest til den store fortælling vi skal høre, når vi mødes på den kristne kirkes største festdag:

I dag hører vi om en enkes søn, der vækkes til live.

Men en dag skal de begge dø: Både sønnen og sønnens mor.

Til påske hører vi om en far, hvis søn dør langfredag og som opvækkes fra døden påskemorgen.

Men ingen af dem skal dø. For de er ikke dødelige, men evige.

Sådan er evangeliet: En stadig krydsfortælling ind i vores liv.

Evangeliet er det på en gang nære og genkendelige – og samtidig sætter evangeliet igen og igen sit kryds henover det kendte, og proklamerer: Nej, det er ikke kun sådan her.

Der er mere at sige. Hver gang du vover at tro det, bliver krydsfortællingen til et kors og en opstandelsesfortælling, også om dit liv.

Vi genkender enken.

Vi kender til at noget kan dø.

Dø fra os eller dø i os. Vi kan miste mennesker, vi var knyttede til.

Vi kan miste selvtillid eller livsmod.

Vi kan gå nedenom og hjem.

Men at tro, det er når kornets og sønnens vækkelse sker i vores eget liv.

Vi er dem, der kan være som døde. OG vi er dem, liv kan blive til i på ny. For også i os kan livsmod slå rod og spire på ny og blive til en ny tilværelse.

Når du er der, hvor livet ser allersortest ud, lyder det som noget man må længere ud på landet med: at det kan blive godt igen.

At du kan blive glad og se lyst på tilværelsen, ja måske endda få nye muligheder. Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. Men det er sandt. Det, der døde i os, kan blive levende igen.

Gud kan give os liv på ny.

Det er, hvad evangeliet om enkens søn, håbefuldt forkynder.

Og det er hvad vi også tror og håber på: At når vi har overgivet vore døde til jorden – overgivet dem i Guds varetægt, så tager Gud sig af dem – og på Guds utroligste måder kan han gøre de døde levende igen.

Vi kender til, hvordan vore døde pludselig kan være hos os. Næsten lyslevende i mindet. Vi kan høre deres stemme. Mærke deres nærvær. Genkende deres hånds blødhed. Fornemme en særlig duft. Et øjeblik var de levende hos os.

”Den må du længere ud på landet med”. Den sætning har mennesker lige siden den dag i Nain eller påskemorgenen i Jerusalem mødt de bibelske beretninger med.

Så lad os da gå ud i landet.

Lad os spørge den, der har mistet:

Lad os spørge dig, der en tid mistede fodfæstet eller helt mistede dit selv.

Dig, der har mistede en eller flere – eller alt for mange af dine kære.

Dig, der lige nu sidder i sorgens venteværelse, fordi du ved, at om lidt er du enken, der skal bære en af dine nære eller kære til graven.

Lad os, kærligt og ydmygt, men oprigtigt spørge:

Blev alting ved og ved med kun at være uforanderligt sort og sorg og død i dit liv?

Er alt kun tab og afsavn og udsigtsløst?

Eller.

Er det sorte ind i mellem gråtonet?

Er der også glimt af liv?

Korte som en kornspire.

Smuldrende, så det ikke er til at fastholde i længere tid.

Som et stjerneskud, hvor du bagefter var i tvivl.

Et glimt af lys i alt det sorte, bare et glimt.

Måske var der det?

Livets genopståen er ikke altid så håndgribelig som sønnens i dag eller Jesu påskemorgen.

Vi kan ikke skabe livet selv.

Men jeg tror, Gud har lagt livskraft i dig også.

Og livet gror også i mørket.

Den må du længere ud på landet med.

De ord kom i helt bogstavelig forstand til at gælde for det budskab, Gud sendte ind i verden. At det måtte længere ud på landet. Længere og længere. Fra et lille land langt mod syd – og helt op til et lille land så langt mod nord, at ingen af dem havde hørt om hinanden.

Fordi Gud ikke kunne holde sit liv for sig selv, sendte Han Jesus helt ind i vores verden, helt ud til verdens ender.

Og i dag sender Han os. For at vi skal gå ud for at så og høste, ikke kun korn og frø, men evangeliets ord til håb og til trøst for mennesker, som sidder i mørket og dødens skygge.

Og det skal vi gøre, hvor som helst mennesker er, i byerne og så langt ud på landet som vi overhovedet kan komme ud med budskabet. Sådan at mennesker må se og tro, at livet har sejret i Nain, at livet også i år har sejret på markerne – og at livet vil sejre, både for vore døde og for os, som stadig holder ved livet.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Kirkebøn:

Jesus Kristus.

Tak, fordi du med din opstandelse har lagt din tidsregning ind i vores liv. Du forlod en grav, som den første af alle.

Lige siden har vi vovet at tro, at der ikke er noget, der kan dø for altid. Selv håbet gav du liv.

Vores døde lever ikke kun hos os og i vores minder.

Men lever hos dit i det rige, hvor solen aldrig går ned.

Vær os nær, når vi savner vores døde, så det svider i os.

Ånd liv i os.

Lad os mærke livets ukuelighed spire i os,

når vi lader os bilde ind, at alt håb er ude.

Vi beder for vore kære.

Dem, der var i vores liv.

Dem, der er i vores liv.

Dem, der har gjort os til dem, vi er.

Vi takker dig for dem, der er vigtige for os i vores tilværelse.

Dem, der får os til at le.

Dem, der ikke går fra os, når vi græder.

Selv ikke når det er lydløst.

Vi beder for dem, der gik forud for os.

Vi beder for dem, der kommer efter os.

Vi beder for nye generationer:

Børn, der skal døbes.

Vi beder for konfirmanderne, der nu har gået til præst et par uger.

Vi beder for din kirke, Herre.

Og for det, der i kirken vækker os til live: Salmer, musik, samværet med andre.

Eller bare bevidstheden om, at jeg ikke er alene her.

Vi beder for alt det, der vækker livet i os

Smukke efterårsfarver.

En solnedgang.

Et barn, der ler.

En uventet latter, der trænger sig på.

En gave, du ikke havde fortjent, men alligevel fik.

Tak for dem, der træffer beslutninger, når vi ikke selv kan,

Tak for dem, vi har valgt til at træffe beslutninger.

Vi beder for Kongehuset, for Folketing, Regering, for byråd, og menighedsråd.

Ja, tak for gode råd, vi fik. Tak for ånd og inspiration, når vi kunne give råd til andre, der var liv i.

Vær nær hos dem, hvor døden banker på.

Vær nær hos den, der har fået alvorlig sygdom konstateret.

Enten hos sig selv.

Eller hos nærmeste.

Vær hos den, hvor det ikke er frygten for den fysiske død, der skræmmer, men snarere tanken om, at der ikke er noget i livet, der er livet værd.

Send lys ind i mørke sind.

Lån fra påskemorgen.

Tag dødsangst fra os og læg livsmod i stedet.

Og lad os gå i morgensolen og glæde os ved livet.

Amen.