Trinitatis søndag - om manipulation og sandhed

 

Hvad er sandheden?
Hvad - eller hvem - kan du tro på?
Og hvad - eller hvem - er usandt, fake eller falskt?

Det var ikke kun spørgsmål, der brændte på for Nikodemus denne nat. De spørgsmål er stadig brændende aktuelle.
Kan vi skelne?

Lad mig – kort - tage jer med tilbage til dengang jeg gik i 8. klasse.
Vi skal altså tilbage til 80’erne. 1980’erne, ikke 1880’erne dog.

Det var dengang billeder, taget med kamera, skulle fremkaldes hos en fotohandler, før du kunne se motivet. EDB skulle jeg først komme til at prøve nogle første gang år senere. Og så sad vi fire om et databehandlingsanlæg og turde knap trykke på en tast.

Jeg skulle i en uges erhvervspraktik. Glad var jeg, for jeg havde fået lov at komme hos et reklamebureau. Min dansklærer var skeptisk. Hun troede ikke, jeg ville få lov at lave ret meget.
Jeg havde kun været i praktik én dag, da jeg mistede den uskyld, jeg skulle komme til at miste så mange gange siden – og som jeg vel nu mister flere gange om dagen, hvis ikke jeg passer virkeligt godt på.
En af de ansatte var ved at lave en reklame. Det var en reklame for sommerferie ved Vesterhavet – og det er der jo ikke noget dårligt at sige om.
Men mens vi sidder der sammen, siger han til mig, idet han peger på billedet foran sig: ”Vi skal have gjort himlen mere blå”
Det sagde han! Som om himlens farve var noget, man bare sådan kunne ændre på?

”Men det er jo snyd!”
Jeg tror ikke, jeg sagde det højt. Jeg sagde ikke så meget i den alder.

Så klikkede reklamemanden nogle gange på det apparat, som siden skulle blive allemandseje. Og himlen blev vitterligt mere blå.
”Jamen”, tænkte jeg, ”hvis du kan ændre på himlens blå farve, så kan du jo også ændre på farven på Vesterhavet. På bølgernes højde. Og på om der er skum på. Og hvor ender det så?”
Det ved vi nu. Vi ved, at der kan manipuleres med alle billeder.

Nu kan der ikke bare ændres på billederne. Vor tids it-teknologi kan også meget nemt ændre på stemmer. Så også du kan blive citeret for noget, du ikke har sagt. I hvert fald ikke at du ved af.

Min dansklærer fik i øvrigt ret. Jeg fik vitterligt ikke lov at lave ret meget. Eller dvs. jeg fik lov at købe ind til frokoster og rydde i opvaskemaskinen og få tidligt fri. Men da jeg skulle skrive ugens rapport om min erhvervspraktik, fór der en djævel i mig: Hun skulle ikke have lov at få ret, dansklæreren. Så jeg skrev en meget troværdig rapport om en helt fantastisk lærerig uge. Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Jeg har ikke før haft King Kong med en søndag formiddag. Men når billedet kom på sangarket i dag, er det fordi det var den første film, jeg kan huske, jeg har set, hvor jeg ikke var i tvivl: Der klatrede ikke en abe i kæmpestørrelse rundt på Empire State Building.

Nu er tvivlen en konstant. Er billedet på avisens forside sand?
Er historien, du læser på de sociale medier?
Er det sandt, at det er sundt at spise grøntsager?
Eller at du helst skal undgå at drikke mælk?
Er motion virkelig sundt – eller er det et bare noget, fitnesscentre har fundet på?
Skal du gå 10.000 skridt om dagen – eller er det nok at gå til kommoden og tilbaws igen?
Er Kristus en lærer, en Messias, vores frelser?
– eller skal vi vente en anden?
Og hvad skal vi egentlig tro om det jordiske
– for slet ikke at tale om det himmelske?

Vi kunne blive ved.
Og du kan ikke gå nogen steder, uden at du hele tiden tvinges til at overveje om det, du får kastet i hovedet, er sandt eller manipuleret eller ligefrem fake news og ikke bare breaking news.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” spørger Jesus Nikodemus.
Vi andre, vi kan - som Nikodemus - få lov at føle os dumme, ikke bare en enkelt nat, men hele tiden. Fordi vi ikke længere kan forstå eller gennemskue noget så enkelt som om himlen nu virkelig er så blå på et billede – og alt, hvad der er så meget mere komplekst end det.

Og du som tror, du er klog – og ved ikke det?
I vore dage er viden ikke i høj kurs. I vore dage er det blevet gratis at mene noget uden at vide noget. Og det er blevet meget, meget nemt at bilde andre løgne ind på endog særdeles overbevisende måder.
Hvad er egentlig sandt – og hvad er egentlig falsk?

Mange spørger, hvorfor så mange børn og unge har det dårligt i disse år?
Ja, hvorfor så mange andre i vores samfund er pressede i en grad, at de hele tiden føler, at de er på mentalt eller konkret overarbejde.

Jeg tror, at en – af mange - grunde hertil er, at vi hele tiden tvinges til at skulle tage stilling og forholde os. Det er ikke længere nok at registrere eller at tage noget ind. Vi kan ikke bare tage verden for pålydende.
Hvad er sandt? Hvem taler sandt?
Og hvad er falskt?
Det er ikke så underligt, hvis vi ikke kan gå i takt i vores eget liv.
Derfor er det også herligt, at vi har jazzgudstjeneste i dag.
For musik lyver ikke. Det, salmer og andre sange, det, som musik generelt kan gøre ved os; det, musik vækker i os, det er sandt.

Når musik bringer tårer frem i øjnene på os, er det ikke krokodilletårer. Men ægte tårer.
Når noget musik går lige i hjertet eller i savnet eller rammer smerten eller glæden rent, så musikken får fødderne eller resten af kroppen til at slå takten – så er det sandt.

Jeg er med på, at Hans Esbjerg – og Michael og Carl Emil her  – selvfølgelig har nogle kneb. De ved godt, at nogle akkorder og nogle toner sat sammen i særlige kombinationer objektivt hørt kan røre en stor procentdel af mennesker mere end andre musikalske vendinger.
Der er givet en grund til, at popmusik og ballader og f.eks. jazzmusik umiddelbart taler til flere hjerter end nyligt afdøde danske komponist Per Nørgaards berømte melodiske uendelighedsrækker.

Musik taler til de dybeste lag i vores hjerter – og i vores erindring.
Musikken vækker det glemte eller godt gemte hos den demente, og kan bringe lyset tilbage i øjnene og i kroppen.
Og musikken giver sprog til det lille barn, som endnu ikke har andet end gråden som modersmål.

Allerede teologen Augustin – som levede og tænkte på samme tid som Nicænum blev skrevet ned - gjorde sig overvejelser over, hvad der sker i os, når vi synger eller hører musik:
Nemlig, at vi lytter med sjælen.

For Augustin bliver musikken på intet tidspunkt sit eget formål.
Augustin opfatter musikken som det, der konstituerer et kristent fællesskab, og musik er dermed dybt forbundet med kristendommens forkyndelse.

Vores kirkes reformator, Martin Luther sagde: At i musikken mødes himmel og jord.
Han sagde, at næstefter teologien er der ingen kunst, der som musikken formår at opmuntre sjælen. Musik forkynder Guds sandhed i ord og toner. Den sandhed bliver vi en del af, når vi synger og når vi lytter til musik.

Musik er sjælesorg. Luther mente, at musikken kunne fordrive mørket og ophæve negative mentale tilstande og i stedet skabe glæde og håbefuldhed. Og Djævelen selv var umusikalsk, derfor kan musik også være med til at fordrive det dæmoniske og det onde selv.

Det synspunkt – at musik og forkyndelse altid er to sider af samme sag – bliver naturligvis modsagt op igennem historien. For selvfølgelig er der også en musik, der ikke står i evangeliets tjeneste.

Både før og efter Augustin og Luther er der andre tænkere, der er blevet anfægtede over, hvordan musikken netop kan manipulere med os og få os til at føle, snarere end at tænke fromme tanker.

Diskussionen om, hvad der kan spilles og synges i en kirke, er lige aktuel. Hvad er kvalitet – eller måske bedre spurgt: Hvad er sandt nok? Hvad peger på evangeliet, så det er det, der forkyndes?

I dagens evangelium møder vi Nikodemus.
Nikodemus kommer om natten.
Fordi den detalje med mørket er med, kommer Nikodemus også til at fremstå som et moderne menneske.
Som et menneske, der spørger og søger og længes efter oplysning, efter sande svar.
Som et menneske, der gerne vil kunne skelne lyst fra mørkt, sandt fra falsk.
Derfor taler Nikodemus også til det i dig og mig, der gerne vil have livet og troen og intellektet til at gå op i en højere enhed.

Som farisæer var Nikodemus noget ved musikken. Men det er som om hans intellekt og hans sjæl ikke slår i samme takt som hans hjerte. Eller: Nikodemus kunne ikke selv få dem til at slå i takt.

Derfor tager Nikodemus kontakt til Jesus. Ordet ”kon-takt” kan tolkes som at være i takt med noget fælles. Nikodemus har en fornemmelse af, at Jesus og han kan finde fælles fodslag og fælles taktslag.

De to mødes – og gid de da bare havde kunnet mødes i sang eller musik. Så tror jeg, udfaldet havde været et andet. For musik binder os jo netop sammen på tværs af trosbekendelser og forskellige trostilgange.
Havde Jesus citeret en af de Davidssalmer, han og Nikodemus begge kendte både udefra og inde, så havde der været en fælles kontakt til noget fælles.

Nu kommer samtalen til at virke som to intellektuelle, der hver taler fra deres sted.
Det er, som om de aldrig rigtigt mødes og finder hinanden.
Som var de to musikere, der begge spiller efter hver sine noder til hver sit nummer – uden at nogen af dem opdager det.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det her?, spørger Jesus.
Nej, det gør Nikodemus ikke. Og du, som lever på denne 15. juni og er kommet i kirke i Christianskirken – eller som læser med her - du forstår heller ikke det her?

Så lad os tage hinanden - og Nikodemus - i hænderne – og stille os foran Kristus. Den Kristus, der er lyset. Lad hans lys skinne på os.
Den Kristus, der er sandhed. Ikke bare en, blandt mange andre sandheder, men sandhedEN.

I ham ser vi Guds sande ansigt.
Ser, hvad Guds oprigtige og umanipulerede mening med os er:
At vi er født af kød, som Kristus selv var det.
Og at vi er født af Ånd, fordi vi ikke kun er skabt i Gudsbillede, men også med Guds ånde åndet ind i os.

Guds sandhed er, at vi har lod og del, både i det jordiske og det himmelske.
Vi har jordforbindelse og himmelforbindelse. Og de to er ikke adskilt fra hinanden.
Derfor skal vi ikke kæmpe for at få de to til at hænge sammen.
For det gør de allerede.

At komme til tro er ikke at skulle genfødes. Vi fødes kun en gang.
At komme til tro, er hver gang det hele i enkelte salige, åndelige øjeblikke går op i en højere enhed af sandhed for os.

Helt utvungent, helt uproblematisk, helt uden at vi skal lægge andre farver på os selv, end dem, der allerede var. Som når musik går ind ad det ene øre – og lægger sig tæt ved vores hjerte.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Nogle gange går vi – som han - med uforrettet sag. Det gør vi alle de gange, hvor der ikke blev kontakt til Gud eller mennesker, uanset hvor meget vi håbede på det.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Lad os gå med den tillid, med det mod og med den frimodighed, der var Nikodemus’. Han gik i mørket. Han gik i sikker forvisning om, at selv der – midt om natten – hvor alle mennesker burde sove, selv mesteren selv, der ville han blive taget imod. Der ville han være i gode hænder.
Nikodemus fik ret.
Det er sandt: Jesus er som øjet i det øje, der ikke hviler.
Jesus tog imod Nikodemus.
Og da Nikodemus gik med uforrettet sag, låste Jesus ikke døren bag ham. Den står åben, så han kan komme igen en anden dag.

Det må du også gøre, du der søger efter vejen og sandheden og livet i dit liv. Du, som - måske bare engang imellem - drømmer om, at din himmel er lidt mere blå end virkelighedens. 

Man sir, at over skyerne er himlen altid blå - Kristi Himmelfart prædiken

 

”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Hvem ”man” – sir’, at over skyerne er himlen altid blå?

Lad os spørge ”man” fra meteorologisk institut:
På meteorologisk institut siger ”man”, at himlen ikke sin egen farve. Himlen kan være næsten alle farver.
Men når vi mest ser himlen om blå, så er det et samspil mellem solens lys, atmosfæren og bølgelængder.
”Sollys er hvidt, fordi det er en blanding af alle farver.
Når sollyset rammer atmosfæren, bliver lyset spredt i alle retninger af luftens molekyler,
af skyernes mikroskopiske dråber eller af partikler.
Spredning virker mest effektivt på lys med kort bølgelængde, og det er det blå lys. Det er derfor, vi ser himlen som blå.
Det gule og det røde lys, som har de længste bølgelængder, spredes derimod mindst. Derfor ser vi Solen som gullig,”  
(Niels Hansen, meteorologisk institut).

Lov mig, at I ikke spørger mere ind til det. For jeg ved personligt lige så lidt om det her, som om meget andet.

Nogle gange, når jeg skriver prædiken, kommer jeg til at tænke på, at præsten for århundreder sider gik for at være lærd, sådan en datidens google søgemaskine – eller et leksikon, der vidste meget om meget.
Dengang var det ikke uhørt, hvis det var i præstens prædiken bonden hørte om nye kornsorter – eller at datidens hr. og fru Jensen hørte om nytten af hygiejne og håndvask.
Så lærd forventer man, ”man” forstået som menigheden, heldigvis ikke længere, at præsten er.

Men altså, når ”man sir at over skyerne er himlen altid blå” – så er det delvist rigtigt.

Men hvis ”man” er dig og mig, og vi siger til hinanden, at over skyerne er himlen altid blå - så siger vi det ofte i situationer,
hvor vi ikke kan se det:
Vi siger ”Men ovenover skyerne er himlen altid blå”,
når himlen er grå, fordi livet af forskellige grunde er gråt.
Gråt, tungt, sorgtungt eller af forskellige andre grunde uigennemskueligt.

Vi mener det godt: Lige nu er himlen grå.
Men ovenover er der blåt. Det bliver godt igen.
Der er noget i livet, vi ikke kan se bag. Vi kan ikke altid se meningen.
Men vi tror, at det bliver blåt – eller godt.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Når ”man” er sangerinden Anne Linnet, så fortsætter teksten:
”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man sir' at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde

For når vennerne forsvinder og når livet er blevet træt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne

For alting kan gå itu.
Et hjerte kan gå i tusind stykker.
Kaldte du mig for ven endnu, så er jeg her nok endnu”

Hvis melodien og teksten allerede nu synger i dig – eller hvis ikke den gør, så kommer den til det, når Hans Esbjerg spiller den til postludium.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det er Kristi Himmelfart i dag.
Det er en dag, der er svær andet end at tage bogstavelig.
To af dagens bibelske tekster beretter om, hvordan Jesus stiger til himmels. Eller bliver taget eller løftet til himmels.
Der står intet om, at over skyerne er himlen altid blå.

Men nu ved vi, - fordi man fra meteorologisk institut har sagt os det, at over skyerne er himlen måske ikke altid blå.
Eller rød eller gul eller hvid.

Og vi ved, med troens vished, at over skyerne, der er Kristus.

Han, som var disciplenes ven, er forsvundet.
Deres liv var blevet træt.
Nu så de alt med ganske andre øjne.
Sådan som vi gør, når noget væsentligt er forsvundet fra vores synsfelt.

Og hvor skal vi så rette blikket hen?
Det giver Kristi Himmelfart sit helt eget svar på.

For – som vi har hørt det her de sidste små 50 dage i kirken siden påske – har Jesus i sit liv – i sin død – og nu med sin himmelfart udfordret alle de grænser, mennesket ellers kendte til.

Jesus døde. Men han kom tilbage.
Døden blev ikke den sidste grænse.

Men selv i døden brød Jesus grænser.
Jesus var hos de døde.
Ligesom han havde været en del af levendes fællesskab, var døden heller ikke et individuelt sted for ham.
Jesus var sammen med de døde – med vores døde – for at også de skulle høre påskens budskab om, at opstandelse også skulle gælde for dem.

Efter sin opstandelse bryder Jesus så nye grænser.
Han går fra at have været ukendt og usynlig til at blive genkendt og følelig.

I dag giver Jesus disciplene mandat til at gå ud i verden på hans ord.
Og lad mig bare sige, at når Jesus siger: ”Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” -
så bliver det en grænse for min forstand og for min tro.

Jeg synes her, Jesus lover de troende en hel masse af de tegn, han ellers selv har brugt en god del af sit virke ved at afslå.

Derudover – og det vælger jeg at hæfte mig ved – derudover giver Jesus os her på grænsen til sin anden opstandelse – en retning at orientere os efter.

Vi skal ikke stå og se op efter ham.
For Guds budskab er ikke varm luft, der stiger til vejrs med ham.
Guds budskab har fået andre ben at gå på og andre hænder, der skal række det frem. Dine ben, dine hænder, dit hjerte, dit blik.

Vi skal ikke se ét sted hen. Men i alle retninger.
Prøv at lægge mærke til, hvor mange præpositioner eller forholdsord der er i Kristi Himmelfartsteksterne, både de evangeliske og dem i salmerne.
Der står ”op”, ja, men der står også ”ud”, ”ned”, ”i”.
Der står at med Kristi Himmelfart er ”jorden er løftet mod himlen” – og ”himlen sænket mod jord”.

Kristi Himmelfart ophæver alle de grænser, vi kender til.
Et guddommeligt paradoks er det, at ved at Jesus nu er allestedsfraværende er han for altid allestedsnærværende.

Når vi siger: ”Vor Far, du som er i himlen” – eller ”Fader vor, du som er i himlen”, så er himlen ikke et blåt sted i det fjerne.
Himlen er troens sted i os.
Og gæt hvilken farve troen traditionelt har i kirkekunsten?
Ja – rigtigt – blå!

Med Kristi Himmelfart er himlen kommet os nærmere end nogen sinde.
Indtil i dag kunne vi stemme i med et: ”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Fra og med i dag må vi bekende,
at ”Troens blå farve ikke kun er over skyerne”.
Det blå er os ganske nær.
Troen kan vi række til hinanden.
Dele med hinanden – når livet har alle regnbuens farver.

Guds søn er ikke forsvundet fra os. Han er ikke længere end et par foldede hænder væk, når vi beder: ”Fader vor, du som er i himlen”.
For når vi beder den bøn, beder vi også: ”Komme dit rige”
Og vi må tro, at han, som steg op Kristi Himmelfart, lige så let kan stige ned igen og igen – og vær dig og mig nær, når vi har allermest brug for hans nærhed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

KONFIRMATION 2025 - PRÆDIKEN OG TALE

 

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Sådan var der engang en, der skrev til mig i min poesibog.

Jeg har prøvet – men jeg har givet op på at forklare, hvad en poesibog var dengang i oldtiden, da jeg var barn. Selvom poesibøger ikke bruges mere, så er gode ønsker ikke gået af mode.

I dag vil der blive sagt: ”Gid, at det må gå dig godt”

på mange forskellige måder i løbet af dagen.

Hver gang, vi siger ”gid”, så taler vi faktisk om Gud.

For ordet ”gid” er en sammensmeltning af to ord:

Ordene ”Gud” og ”give”. ”Gid” betyder altså: Må Gud give eller gøre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

De sidste mange uger har jeg set svanen. Det var som om den ville med til konfirmationen i dag. Til sidst fotograferede jeg ham og satte ham i sangarket. Svanen glider hen ad Lillebælt og rundt i kanalerne i Kanalbyen. Han gnasker franskbrød i sig, lige så hurtigt, som I har spist kage om onsdagen. Han spejler sig i ethvert vindue – og i enhver nyvasket bil, han kan komme i nærheden af. Han gør sig lækker, når han bliver fotograferet. Svanen her har helt sikkert ikke hørt om mental load.

For imens ligger svanemor på æg. Det er hende på det lille foto.

Hun går – eller glider – ingen steder. Hun ruger. I reden er der 7 æg. Når jeg har konfirmeret den sidste konfirmand i år, er der helt sikkert ællinger i havnebassinet.

For 12-14 år siden var det jer mødre – og fædre, der rugede og ventede på, at et barn skulle komme til verden. Dengang vidste I ikke, hvad I ventede. Det ved I meget mere om nu. Nu kender I jeres ælling. Indefra og udefra. I dag sidder jeres ælling der – i de fineste svanehvide kjoler – og i det tøj, I har valgt at ville konfirmeres i. Og I forældre har måske allerede mere end én gang i dag tænkt: Hvor er tiden gledet hurtigt forbi.

I dag er en festdag. Selvom konfirmation ikke længere betyder, at I konfirmander bliver smidt ud af reden, så bliver I i dag lidt mere voksne end I var i går.

For at vælge at blive konfirmeret er at træffe et voksent,

et modent valg.

I konfirmander bekræfter, I siger ja til, at I i jeres liv vil tro på noget.

I siger ja til, at håb er vigtigt. Og jeg tror, at jeres generation får brug for alt det håb, I kan komme i nærheden af.

Og Gud bekræfter jer i – Gud siger igen ja til, at I er elskede af Ham.

Det er en vigtig treenighed at bygge liv på: Tro, håb og kærlighed.

At vælge at blive konfirmeret er et valg, I kan vokse i.

Gid I må gøre det.

Kære smukke konfirmand-ællinger – og alle I andre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Det lyder så smukt, verset fra poesibogen: Ingen bølger. Ingen uro. Ingen krig, der rumler. Ingen klimaforandringer, der laver røre i andedammen. Bare livet som én lang glidende bevægelse hen over et spejlblankt vand.

Men vi ved jo godt, - og nogle af jer ved det allerede alt for godt, at sådan er livet ikke alle dage. Hverken for voksne – eller for unge.

Det minder H.C. Andersen os om i eventyret "Den grimme ælling".

Den grimme ælling, som blev hånet og afvist og misforstået, fordi den ikke lignede alle de andre, den voksede op iblandt.

Den ville ellers virkeligt gerne, ællingen. Den prøvede på alle måder. Men den blev ikke accepteret i fællesskabet.

Fordi den var grim. Sagde de.

Men vi skal ikke høre efter dem, der råber højest i verden.

Ællingen var jo ikke grim. Og når der om lidt svømmer ællinger rundt i Fredericia havn, så er de heller ikke grimme.

At være ung er som at være den ælling, H. C. Andersen skrev om.

I vokser. Forandres. Leder efter jer selv – og jeres plads i verden. Søger efter fællesskaber, I kan passe ind i. Eller spejle jer i.

Det kan føles forvirrende. Uroligt. Og nogle gange med mange afvisninger.

Også vi voksne, som for længst har fået svanens hvide vinger, kan spejle os i den grimme ælling. Vi møder afvisninger og får stækkede vores vinger. Også vi kan føle os forkerte, forvirrende, for lidt og nogle gange alt for meget.

Så kan vi tænke, at H. C. Andersen har snydt os. At han med sit eventyr har plantet den forventning i os, at vi alle bliver smukke. At vi alle går fra at være en grim ælling til at blive en smuk hvid svane, der med største selvfølgelighed finder sin plads i tilværelsen. Det kommer helt af sig selv, hvis vi bare kan vente.

Jeg ville gerne kunne love jer, kon4, at I alle sammen smukke hvide svaner.

At vil blive fotograferet og fetereret og fodrede.

At alle kan lide jer.

At jeres liv vil være som en lang rolig svømmetur.

Men det vil være løgn.

Der er ingen, der kan love jer det.

Ikke engang Gud lover os det. Gud lover os ikke et lykkeligt liv. Men Gud lover at svømme – og være ved vores side – uanset hvordan vores liv end bliver.

"Han var grim. Vi så på ham, men vi kunne ikke lide, hvad vi så.

Vi hadede ham – og vi opgav ham.

… Vi kiggede væk. Vi syntes ikke, han var noget værd".

(Esajas 53,2 ff)

Det her er ikke et citat fra H. C. Andersens eventyr om ”den grimme ælling”. Det her var fra Bibelen.

Jesus blev foragtet og overset, da han levede, præcist som ællingen. Jesus var ikke smuk. Jesus blev heller ikke smuk

Jesus stræbte ikke efter at blive noget andet end det, han var.

Han stræbte ikke engang efter, at folk skulle kunne lide ham eller tro på ham.

Jesus ser aldrig på, hvordan du ser ud udenpå.

Ord som ”grim” eller ”smuk” findes ikke i hans ordbog.

Jesus ser, at du er et menneske, og det er mere end nok.

Jesus ser aldrig på, hvad du er dårlig til eller klapper, når du virkeligt præsterer.

Han tæller hverken dine fejl eller dine succeser.

Og når du snubler i livet, rækker han hånden ud for at hjælpe dig på benene.

Det er en vild tanke i vores verden, hvor vi tror, vi skal være smukkest, bedst, hurtigt, særligst, unik og perfekt.

Hvis vi hører efter, hvad Guds grimme ælling, Jesus, siger,

så hører vi: Du skal ikke spejle dig i andre. For det er ikke deres billede, du er skabt i. Du er skabt i Guds billede. Du er skabt til at ligne ham. Du er skabt, ikke til at være eller blive smuk, men til at gøre noget smukt.

Du skal ikke være noget særligt for at være elsket.

Du er elsket – og derfor er du noget særligt.

Guds kærlighed skal du aldrig gøre dig fortjent til.

For tro er aldrig en præstation. Du er altid og allerede, elsket.

Det er du på de dage, hvor du føler dig som den smukkeste svane.

Som i dag måske? De dage, hvor du breder dine vinger ud.

Hvor du flyver højt og drømmer vildt.

Der bærer Guds kærlighed dig. Der er Guds kærlighed, som vinger.

Og de dage, som er helt anderledes - hvor du allermest identificerer dig som en grim ælling - ikke fordi du er grim, men fordi ting omkring er dig grimme eller svære, så lad Guds kærlighed bære dig. For det er der, du har mest brug for det.

Kære konfirmander – og I andre -

”Flyv lille fugl ud i verden” -

Held og lykke

Må I huske, at det er Gud, I kommer fra.

Og at Gud følges og flyver med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.

Jeg vil nu bede kirkebønnen.

Den er skrevet sammen af alle de bønner, I konfirmander og jeres forældre har skrevet.

I skulle sige tak for noget

og I skulle skrive en bøn for noget eller nogen.

Jeg har skrevet alle jeres bønner sammen til en. Den kommer her.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Tak for mit liv.

Tak for dem, der har gjort mig til den, jeg er.

Tak til min familie for at støtte mig og for at være der for mig.

Tak for min forlængende familie.

Tak for at jeg har et hjem.

Tak for mine venner og veninder, der betyder meget for mig.

Tak for den tid, du bruger på mig.

Tak for støtte og for den kærlighed, jeg får.

Tak, fordi jeg kan leve i tryghed.

Tak til dem, der gør os glade.

Tak for gratis læge i Danmark.

Tak for sport.

Tak for fællesskaber.

Tak for vores konfirmation.

Tak for jer, der er her sammen med os i dag.

Tak for at give mig muligheden for at fejre konfirmation.

Jeg beder til Gud.

Jeg beder for klimaet og for havet.

Vi beder for godt vejr.

Jeg beder for at alle har det godt.

For et godt og sundt liv.

Jeg beder for, at min familie og jeg får et godt liv, og at vi forbliver raske.

Jeg beder for dem, der passer på os.

For dem, der elsker livet.

Jeg beder for min far i himlen.

Jeg beder for min farfar.

For min morfar, som jeg savner.

For min mormor, der er død.

Jeg beder for dem, der ikke kan have en god dag.

Jeg beder for alle de børn, der ikke har et trygt hjem.

For de sultne og for dem, der ikke har det godt.

Ja, for alle i nød.

For alle, der er syge og ikke kan blive raske.

Jeg beder for, at kræft får en kur.

Jeg beder for alle i krig. For dem, der lider under krige.

Jeg beder for fred i verden.

Jeg beder for håbet.

Jeg beder for alle dem, der ikke klarede den. Og som ikke er her mere.

Vi beder for at de ældre får en god afslutning på livet.

Jeg beder for alle, der ikke kan bede og for alle, der trænger til en bøn. Amen.

KONFIRMATIONSTALE

I jeres sangblad ser I svanemor, der ligger på reden. Reden er lavet af græs, den er foret med hvide fjer. Reden ligger udsat. Tæt på vandkanten og tæt på biler. Sådan er de 7 ællingers første hjem.

Jeg ønsker det anderledes for jer i jeres liv. Derfor får I denne konfirmationsgave fra mig. I gaven er der tre huse.

For der er 3 huse, jeg ønsker, I må have hjemme i:

Det første hus skal symbolisere dig selv.

Jeg håber for dig, at du må finde dit selv. Og finde hjemme i dig.

Det andet hus skal symbolisere, at du ikke kun lever for dig selv.

Men at du også lever i relationer med andre. Det kan være din familie, dine venner eller andre fællesskaber. Der skal du også føle dig hjemme.

Og det sidste hus skal symbolisere Guds hus – eller i bredere forstand: Troen.

Hvad bygger man sådanne leve-huse af? Og her tænker jeg ikke på mursten eller beton.

Jeg har hængt balloner op i kirken. På dem er der skrevet ord. Ord eller begreber, som mange mener er ensbetydende med et godt liv.

Nu vil jeg bede jer – konfirmander - om at komme herop. Og hver stille jer ved en ballon. Hvad står der på jeres ballon?

Der står:

”Rig”

”likes”

”Udseende”

Berømt.

”Selvtillid”

”Perfekthed”

Unik.

”Frygt”

”Fortjent”

Det er svært at leve et liv uden penge, helt uden selvtillid.

Men du kan ikke bygge dit hus, dit liv på dit udseende, på at være berømt eller på at have magt alene.

Der er godt nok mange, der prøver. Og der er endnu flere, der vil prøve at bilde jer det ind. Ikke mindst på de sociale medier.

Men I skal ikke lytte til dem, der råber højest i andegården.

For det er som ballonerne her. Det er varm luft.

Jeg ønsker for jer, konfirmander, at I bliver så meget hjemme i jer selv og jeres eget hus, at I tør klippe snoren til det, der kun er varm luft. ”Let it go”.

At I hviler så meget i, at I selv er dem, der bygger, at I ikke bygger på varm luft. Og at I aldrig bliver for stolte til at spørge andre om hjælp.

Så nu vil jeg bede jer om at løsne snoren rundt om ballonen -og ”let it go”. Giv slip på det.

Hvad skal I så bygge jeres hus af?

Heroppe står der nogle flyttekasser. Flyttekasser, fordi det, der står på flyttekasserne, er værdier og begreber, du kan flytte med dig et helt liv. Fra hus til hus. Fra livsafsnit til livsafsnit.

Der er helt sikkert nogle af de ord og værdier, du har hørt dine forældre sige, mens du er vokset op. Eller de er sagt eller levet nogle af de andre, der vil feste for dig i dag. Og nogle af dem, har jeg prøvet at fortælle jer om, mens I har gået til præst.

Nu vil jeg bede jer konfirmander om at bygge et hus af flyttekasserne. I skal bygge det rundt om og ovenpå døbefonten.

For det er det, vi gør i dag: Vi bygger videre på alt det, Gud gav dig i din dåb.

Kære konfirmander

Tak for hjælpen.

Nu har I bygget med:

Næstekærlighed – Nysgerrighed – Venlighed - Nærvær

Ordentlighed – Kærlighed – Tilgivelse – Håb – Tro - Erfaringer

Glæde – Mod – Taknemmelighed – med at kunne tage imod - Give af dig selv – Respekt - Give plads til andre

Gid alt det – og meget mere – må blive gode byggesten i jeres liv.

I må tage jeres tre huse med jer. Gid I må blive ved med at bygge på dem, når det er jer, der flyver ud i verden.

Gid I må huske, at Gud også bygger på jer.

Fordi I er vigtige mursten, når Gud skal bygge videre på denne verden.

 reaktioner:

4,

"Men det kan I ikke bære nu" - 4. søndag efter påske

"Men det kan I ikke bære nu"

Sandhed, håb og trøst kan vi kun tåle i små bidder.
Derfor er der en stor ømhed og omsorg i især én sætning i dagens evangelium. Nemlig, når Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. Får I ikke andet med herfra i dag, så tag denne sætning med jer.

Dér sidder et forældrepar med deres nyfødte menneskebarn i armene for første gang. Der var meget, vi kunne sige dem.
Os, som husker, hvordan det var.
Hvordan det blev.
Der var meget, vi kunne sige dem.
Men det ville de ikke kunne bære lige der i situationen.

De kan ikke på én gang bære hele sandheden om, hvordan det bliver at være forældre. De kan ikke bære at få at vide, hvad søvnløse nætter kan gøre ved dem. De kan ikke bære sandheden om, at der med det at være blevet forælder er flyttet en frygt ind i deres liv på livstid. Nemlig frygten for, at der kan ske barnet noget:

Frygten for vuggedød, for små gulerods- eller brødstykker barnet kan blive kvalt i.
Den frygt er i lyden af en ambulance, der hyler, fem minutter efter, at du har sendt barnet i skole på cykel.
Frygten er i vinket og de tapre tårer, når du sender barnet afsted på sin første ferie. Eller den længe opsparede interrailtur ud i verden.
Frygten for dårligt selskab, for spritbilisten, for den taxachauffør, der ikke kører barnet hjem, for at fejlbedømme. Frygten for at dit barn bliver doped, drugged, dumpet.
Frygten for at, deres barn ikke bliver et lykkeligt barn.

De kan ikke bære at få sandheden at vide, at også de vil fejle som forældre. De vil komme til at sige eller gøre ting, som ikke var sagt eller gjort af ond vilje, men som vil komme til at præge deres barn.
De vil komme til at spørge sig selv: Legede jeg nok med mit barn, fik jeg tit nok sagt eller vist, at jeg elsker mit barn. Fik jeg gjort det bedste, jeg kunne?

Sandheden er, at enhver, der bliver mor eller far, kommer til at fejle og svigte – men den sandhed kan de ikke bære der, hvor de sidder med det nyfødte barn, der dufter som kun en nyfødt gør det.

Der er meget, vi kunne sige dem, de nybagte forældre.
Men det kan de ikke bære nu.
For sandhed, håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.

Så lad os lade dem sidde der i deres lykkelige babyboble.
Lad dem beholde glæden.
Lad dem sidde – på alle de mærkedage i barnets liv, hvor vi fejrer.
Fortæl dem ikke, hvor træt man bliver efter endnu en børnefødselsdag.
Fortæl dem ikke, at der selv på de største dage – som konfirmationsdagene i øjeblikket – også kan være mere end ét stænk af vemod.

Fortæl det ikke.
For det kan de ikke bære nu. Og så er det kærligt at lade være.

”Jeg har endnu meget at sige dig”.
Dig, som skal finde dine ben i tilværelsen.
Dig, der skal finde dit selv.
Igen måske.
Dig, der skal finde ud af, hvad du brænder for, og hvad der ikke brænder dig ud.

Der er meget, der kunne siges.
Der er måske også meget, der skal siges.
Men det hele kan ikke bæres – rummes på én gang.
Og så er det kærligt at lade være.
”Jeg har endnu meget at sige dig, men det kan du ikke bære nu”

Der står de, brudeparret. Skjorten er strøget – kjolen har været omgærdet med al den mystik og glæde og hemmelighedskræmmeri, som den slags kan være.
Og jo, parret har kendt hinanden. Har prøvet at få havregryn til aftensmad. Har prøvet helt almindelige leverpostejsfarvede hverdage.
Vi kunne sige meget til dem. Vi kunne fortælle om, at ja, der er nogle, der aldrig nogen sinde kommer til at skændes i et ægteskab, men derfor er det ikke sikkert, at de har været specielt enige.
Vi kunne fortælle dem, at der vil komme ting, der vil presse dem, mere end de nogen sinde har kunnet forestille sig: Lange arbejdsdage – eller ingen arbejde. Kabalen med villa, vovhund, måske en vaks fritidsinteresse og et par nuttede børn – den kabale hvor man tit nok kan mangle jokere. Vi kunne fortælle om mental load – og om at balancere mellem ligeværdighed i et parforhold og om at hver af parterne også skal være tro mod sig selv.

Vi kunne fortælle så meget – men det ville ikke være kærligt.
For de kan ikke bære det.

Der er også mange situationer i livet, hvor vi ikke vil kunne bære at høre, at noget bliver forbi.
Eller at noget er blevet forbi.
Det kan ikke fikses. Det bliver ikke bedre.
Det bliver måske kun værre.
De allerfleste af os kommer til at opleve ting i livet, der er ubærligt.
Men hvor vi ikke slipper for at skulle bære byrden med os.

Det her gælder også for den, hvor livet vitterligt er svært.
Fordi dit barn eller et barn, du kender, ikke har det godt.
Eller hvor du står i svære, svære overvejelse i dit liv.
Eller hvor du har mistet den, du troede, du skulle blive gammel med.
Eller hvor du har mistet den, du blev gammel med.

Også i alle de situationer er der endnu meget håbefuldt at sige – men det kan vi ikke bære.
Ikke endnu.
Vi kan ikke bære at høre at sorgen en dag letter og ikke tynger på helt samme måde. For så ville vi måske synes vi svigtede den døde.
Vi kan ikke bære – eller vi kan måske ikke være i tanken om, at det svære nogen sinde skal kunne blive anderledes.
Det handler ikke om, at vi har mistet håbet.
Men det vil føles som en hån mod det, vi står i, hvis vi vitterligt tror, det kan blive anderledes.

”Men det kan I ikke bære nu”

”Du bliver glad igen.
Du bliver elsket igen.
Du bliver lykkelig igen.
Du finder en vej i det, der er din livssituation”.
Vi kan sige så meget til hinanden. Som familie. Som venner. Som netværk. Som menighed. Og det skal vi. For det er der kærlighed i. Men jeg tænker, vi altid skal være virkeligt virkeligt nænsomme.
Hvad ved vi, om den anden bliver glad igen, elsket igen, lykkelig igen. Hvad om de aldrig finder deres vej?
Hvem er vi så, der oven i det ubærlige også lægger en byrde af en sandhed, vi intet belæg har for.

For mig er det en af evangeliets allermest sjælesørgeriske og nænsomme sætninger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. For sandhed og håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.

Jesus siger ordene i en overgangssituation. Evangeliet er hentet fra Jesu afskedstale. I Johannesevangeliet er det en tale, Jesus holder, mens Jesus og disciplene sidder ved bordet skærtorsdag.
Jesus forbereder disciplene på hans overgang fra livet til døden: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig”.

I vores gudstjenesteordning hører vi ordene i overgangstiden mellem påske og Kristi Himmelfart. Altså i tiden efter at Jesus er gået fra døden til livet – og inden han tager endelig afsked med os for at tage tilbage til sin far.

”Jeg har endnu meget at sige jer”
Ja, for netop i overgangssituationer og i undergangssituationer, der er meget på færde. Det ved enhver, der har stået i dem.

Jesus har endnu meget at sige til os.
Til vores tro. Til vores tvivl. Til vores fortvivlelse. Til opbyggelse af vores håb. Men vi kan ikke bære det nu.
For sandhed og håb og trøst og tro kan vi kun bære i små bidder.

Evangeliet er, at det skal vi så heller ikke.
Vi skal ikke bære det hele.
Vi skal ikke bære det selv.
Jesus sender os en, der skal hjælpe os med at bære, der hvor vi hverken kan eller skal bære det hele selv. Han kalder ham talsmanden. Han kalder ham sandhedens ånd. Han kalder ham vejlederen. Vi kalder ham Helligånden.

Helligånden skal minde os om, at tro ikke er at skulle bære.
Tro er ikke at skulle mestre. Eller præstere.
At tro er ikke engang at skulle være et godt menneske.
At tro er at lade sig bære.
At overgive sig.
Fordi du ikke kan andet.
Eller vil andet.

Som det nyfødte barn i armene på de nybagte forældre, der ikke kan andet end at lade sig bære.
Som de to elskende overgiver sig til hinanden på bryllupsdagen, fordi de ikke vil lade være. De kender udmærket alle statistikker. De er måske selv en del af dem.
Men netop i kærligheden til den anden lader de sig bære oppe.

At tro er at lade dig bære i al det, der måtte være din afmagt.
Men også at lade dig bære i din glæde, dit håb, det, der er sandheden.

At tro, det er også at overgive dig.
At tro på, at andre vil bære med på dit liv, når de siger det.
At tro er at slippe lidt af din kontrol og hvile i at blive båret af dem, der vil dig det godt.
At tro er at stole på, at ja, der er er endnu meget at sige til os.
Og du og jeg har meget at lade os sige.

At tro er at få kraft på ny.
Måske ikke til at flytte bjerge.
Men måske bare til at åbne øjnene og se endnu en dag i møde.

At tro er at lade sig bære af, at Jesus endnu har meget at sige til dig. Og noget af det har du hørt her i dag.
Må du bære det med dig herfra, som kan bære dig på din vej.
I dag, i morgen, ja, på vejen frem. Amen

3. søndag i fasten.

Hendes mand døde for flere år siden.

Der skulle lidt tilløb til – eller rettere: Der skulle flere års tilløb til – og lysten til forandring skulle også først gro på hende.

Men nu har hun solgt huset. Nu skal hun videre.

Det bliver nyt. Det bliver anderledes. Og det bliver også godt.

Huset havde de boet i i mere end 50 år. De har fejret børnefødselsdage der. Og højtider. De har dyrket haven og blomsterne og bierne og hinanden. Det står fint og velholdt, huset – og der er helt sikkert en ny børnefamilie, der bliver meget glad for at have det som ramme om deres familieliv og fremtid.

”Eva. Jeg har aldrig været ret god til at smide ud”, har hun tit sagt.

Jeg tænker, I er nogle her, der kender til det. Du kan huske, præcist til hvilken fest, du havde den kjole på, selvom det ligger år – måske endda årtier tilbage og du ikke har haft den på tiden. Den fejler jo ikke noget, kjolen. Og dér ligger den første stil, du skrev i skolen – eller som dit barn skrev. Og potteplanten der – der er jo aflægger af en aflægger af en aflægger fra en plante, der stod i din bedstemors pæne stue. Og bogen dér, som aldrig blev sprættet op. Måske får du aldrig læst bogen – men derfra og til at smide den ud.

Og fotografier fra dine forældre og deres venners ungdom med ansigter, du ikke har – og nu aldrig vil få navn på. Og dér en gammel bibel med så krøllede bogstaver, at budskabet i hvert fald ikke bliver nemmere forståeligt.

Men hende, der aldrig har været ret god til at smide ud. Hun sorterer i disse dage.

Er du god til at smide ud?

Og nu taler jeg ikke længere om ekstra kaffestel, om smykker, du ikke får brugt, eller bukser, der var et nummer for små, allerede da du købte dem. Eller om det gode tilbud, du alligevel aldrig fik brugt, fordi prisen var bedre end behovet for tingen.

Jeg taler om, om du er god til at smide det ud, som ikke burde fylde i dit liv.

Ikke ting. Men det, som fylder meget mere op end ting.

Det, som fylder i dig, indeni dig.

Ikke erfaringerne, de gode af dem, dem, du bruger hver eneste dag.

Men det, der fylder for meget i dig. Det, der fylder på den negative måde i dine tanker og følelser, eller fylder i den måde, du tænker om dig selv på:

Din følelse af mindreværd, af ikke at være dygtig nok. Eller følelsen af ikke at ville være til besvær eller bede om hjælp. Eller din oplevelse af, at du er for dygtig, men at ingen har øje for det eller har brug for det. Ja, alt det, der kun fylder op, men som strengt taget ikke gør noget som helst godt.

Er du god til at smide ud af det?

Du behøver ikke svare – ikke højt i hvert fald. Men gå hjem og tænk over det. For jeg tror, det er det, evangeliet vil have os til at tænke over i dag. Om end det er noget knudret formuleret.

Vi hører om, at Jesus uddriver en dæmon fra et menneske. Vi hører om, hvad den forandring gør ved det menneske. Og lad os bare blive ved den del af evangeliet.

Dæmoner var på Jesu tid – og langt op i århundrederne derefter - en samlebetegnelse for meget forskelligt. Eksempelvis kunne det at være besat af en dæmon være en formulering for det at være syg på krop eller sjæl.

I dag er vi vant til, at mange sygdomme kan kureres eller lindres – og det er meget tæt på, at vi bliver personligt fornærmede, hvis lægerne ikke har nogen kur.

Så måske kan vi lettere forholde os til, hvad en dæmon også kan være, hvis vi oversætter det til at sige, at det er noget uvelkomment, der besætter os. Ligesom Danmark var besat under 2. Verdenskrig.

Der er ingen, der frivilligt inviterer en dæmon indenfor.

Men mange af os oplever, at noget besætter os. Ikke kun som en sygdom, fysisk eller psykisk, men som noget, vi ikke selv kan kontrollere, men som kommer til at kontrollere os i så høj en grad, at vi bliver ufrie af det.

Lad mig give et eksempel:

I sidste uge læste jeg tilfældigt et opslag af en Jakob Mark, en yngre erhvervsmand, der har siddet i Folketinget nogle år. Men det er for sammenhængen her lige meget, hvad han har bedrevet, men det, han skrev, tror jeg, mange vil kunne nikke genkendende til.

Han skrev om, at han hele sit voksenliv - og det vil helt sikkert også sige hele ungdomslivet - har han skullet læse og lytte til andres kommentarer om ham og om andre. Både dem, der er blevet sagt og skrevet på sociale medier og dem, der ingen afsender har på, men som florerer i det offentlige rum.

Han skriver om, hvordan de kommentarer har gjort ham vred. For han føler, at dem, der har sagt eller skrevet dem har taget noget godt fra ham.

Hvorfor?

Fordi han begyndte at tro på det, der stod. Han begyndte at tro på, at han var en idiot. At han var uduelig. At han ikke fortjente at få sin høje løn – og hvad der nu alt sammen blev skudt ham i skoene.

Han fik så mange kommentarer om hans standpunkter og om hans person, at han til sidst mistede evnen til at kunne tage kommentarerne ind.

Det skulle man jo umiddelbart synes, var godt.

”Tag dig ikke af det”, siger vi vil hinanden. ”Lad det ikke gå dig på”. Hvem af os har ikke hørt det selv eller sagt det til andre?

Men så fortsætter han: Men ”evnen til ikke at tage kommentarerne ind” kom med en pris. Lige pludselig var det også meget sværere for mig at tage de søde kommentarer ind". Fordi de andre kommentarer havde gjort det hele gråt.

Han er klar over, at det er en del af prisen ved at være en offentlig eller halvoffentlig person, at der bliver talt om dig. Du kan ikke styre det. For det er blevet meget nemt og meget gratis at smide en skod-kommentar oven en anden. Det er blevet ufarligt at beskylde nogen for noget. Eller at sende en besked videre.

Vi kan ikke boycotte os ud af, at det er blevet et vilkår i medierne – og at meget af det smitter i vores omgang med hinanden her i det virkelige liv.

Menneske har altid bedømt hinanden også uden forudgående domstol. Men det gør det ikke mindre dæmonisk.

Vi undervurderer den magt, ord har, hvis vi ikke tror, at de kan gøre noget ved modtageren. Og det, ord nu engang har gjort ved os, kan være lige så svært at smide ud, som jordisk gods, du ikke kan slippe.

Jacob Mark skriver ikke sit opslag, fordi han naivt håber, at det med et snuptag vil ændre sig. Det håb har han opgivet.

Han skriver, at han stadig prøver at leve med en tilgivende holdning overfor dem, der åbenbart har så stor vrede i sig selv, at de må lade den gå ud over andre på mange måder.

Men han skriver, fordi han føler sig endnu mere alene i det, fordi der er så mange, der ikke gør noget.

Så mange, der ikke siger noget.

Så mange, der ikke taler det onde – eller det dæmoniske imod.

Som ikke står op for andre og siger: ”Det dér, det er simpelthen ikke i orden at sige eller skrive om et andet menneske”.

Det handler ikke om at få støtte eller om at blive liket. Det handler om følelsen af at være alene mod det grove. At det og de grove får lov at blive et flertal. Fordi vi ikke siger fra.

I dag driver Jesus en dæmon ud.

En mand fik sin egen stemme igen.

Jesus havde modet. ”Far ud, djævel”, kom ikke igen.

Jesus var aldrig medløber. Jesus løb imod strømmen. Og med ham så vi en anden bevægelse – end dæmoniens. Vi ser, at det at gå imod strømmen, sætter mennesker fri.

Vi skal ikke give det dæmoniske gode betingelser.

Vi skal ikke feje og pryde. Vi skal ikke gøre det let for det dæmoniske at flytte ind og gøre livet surt for andre, ved affærdigende at sige: ”du skal bare have lidt hård hud på hænderne, på hjertet”. ”De mener det ikke så slemt”. ”De er bare sølvpapirshatte eller dumme i hovedet” – eller hvad vi nu end kan komme i tanke om.

Vi skal tage det onde – det dæmoniske – alvorligt. Vi skal have mod til at tale det imod og smide det ud. Og vi skal leve sådan, at vi ikke giver det betingelser for at flytte ind igen, for at besætte vores måder at tænke og tale og agere på i verden.

Jeg tror ikke, der er nogen af os, der frivilligt inviterer det dæmoniske indenfor i os selv. Alligevel tror jeg vi genkender det, for det kommer i mange skikkelser. Jeg tænker nogle af de dæmoniske stemmer også taler i dig.

Det er det dæmoniske, der fylder i dig, når du bliver besat af tanken om, at du er nødt til at præstere eller overpræstere for at være god nok i egne øjne – eller i andres.

Det er det dæmoniske, der fylder i dig, når du tror, du er nødt til at se ud på en bestemt måde, for at have lov til at være her. Hvem har bestemt nutidens kropsideal? Hvem har sagt, at læber eller bryster eller talje eller overarme i en størrelse et eller andet er det, der er værd at stræbe efter.

Hvem er det, der siger, at det er bedre at klare sig selv

– end at bede om hjælp?

Det er det dæmoniske, der gør, at du stadig kan huske det, du skammede dig over i dit liv, så det stadig sidder som en fysisk fornemmelse i din krop, du ikke kan ryste af dig.

Tænk, hvis alt det – og det, der nu måtte være dæmonisk i dig - forsvandt fra dit liv.

Tænk, hvis det også er en del af det at tro, det er at lade Jesus sige: ”Far ud” til dig.

Og at du, hver gang du siger et ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” bekræfter det, at du faktisk ønsker at blive fri for det. Som når du sorterer og smider ud eller gør forårsrent, ude og inde.

Tænk, hvis du ikke skulle bære på det mere.

Tænk, hvis det ikke skulle mærke dig.

Tænk, at blive sat fri.

Så du kan se væggene i dit indre hus.

Så du kan mærke dig selv.

Jeg er sikker på, at det bliver nyt. Det bliver anderledes. Og det bliver også godt.

Som illustration har jeg sat et foto fra porten ind til Christianskirken på. Det er et billede af Jesus, der helbreder eller uddriver.

Jeg kan godt lide, at det ikke er mejslet ud i bronze, hvem der er subjekt og hvem der er objekt: Hvem helbreder? Hvem bliver helbredt?

For sådan bliver billedet ikke bare en illustration, men en opfordring til dig og mig om at agere, om at uddrive det dæmoniske, hvor du møder det.

Så du hjælper et andet menneske til at smide det ud, som ikke gør noget godt.

En opfordring til ikke at være medløber, men modløber.

En opfordring til at sige stop og sige fra.

”Jeg er ikke god til at smide ud”, sagde hende, jeg indledte med at tale om.

Du kender hende sikkert godt. Måske kender du hende fra dig selv.

Nu er hendes hus ved at være tømt.

Den sidste flyttekasse er ved at være fyldt.

Hendes gamle hus skal fyldes med noget andet.

I hendes nye tilværelse er der ikke plads til så meget.

Og mon ikke, det er de gode ting, hun har taget med? Det er jeg ret sikker på.

”Jeg har aldrig været god til at smide ud”, sagde hun.

Det var et held for os andre.

For du blev aldrig smidt ud af hendes hus. Du blev altid kærligt inviteret indenfor og fik lov at være der, så længe du havde lyst. Du måtte være der, lige sådan som du havde det – og med det du var fyldt af. Om det var en god dag eller en dårlig dag, så var der kaffe på kanden der ved køkkenbordet. Og meget tit spiste vi også brød til.

Og selvom hun flytter, så vil hun helst sikkert komme til at sprede stemning og en duft af kaffe ud igennem det nye køkkenvindue. Nogle gange skal der ikke mere til.

Hendes hus er ikke enestående.

Faktisk befinder du dig i et af dem lige nu og lige her.

Her bliver du heller ikke smidt ud. Her må du komme med alle de brugsspor, livet har sat på dig. Du må komme med de dæmoner, der stadig regerer i dig. Vi kan måske ikke drive dem ud. Men vi forsager dem i fællesskab. Og måske kan vi holde dem stangen, bare for en times tid.

Du må komme overfyldt eller udtømt.

Du må komme som et tomt hus, der skal indrettes på ny med nye gode værdier. For her er du i gode hænder. Guds. De fås ikke bedre.

For det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Synes godt om

Kommenter

Del