Kram dine kære - 21. søndag efter trinitatis

På forsiden af vores sangark er der et billede af en dreng.

Det er malet af drengens far, som er kunstner.
Jeg kender hverken faren eller drengen.
Men jeg ved, drengen hedder Tobias.
Tobias har blå vanter på.
Han leger med sne.
Tobias elsker at lege med sne.

Eller …
Tobias elskede at lege med sne.
For Tobias lever ikke mere. Han døde, da han var 17 år gammel i en af den slags ulykker, som ikke burde ske.
Men som alligevel sker.
Selv når vi passer godt på.

Tobias er død.
Tobias blev ikke rask igen ligesom vi hørte, Na’aman blev helbredt fra en sygdom, som man dengang ellers ikke kunne kurere folk for.
Der skete ikke noget mirakel den dag Tobias døde.
Der var ikke nogen gudsmand Elias.
Eller en Guds søn, Jesus.

Tobias, som elskede sne, og som sikkert ville være kommet til at elske meget andet, er død.

Hvad nu hvis Tobias’ far var kommet i kirke i dag?
Gad vide, hvad han så havde tænkt ved at høre de tekster fra Bibelen, der skulle læses i dag?
Ville Tobias’ far føle sig snydt over, at det ikke var hans barn, der var blevet reddet?
Ville Tobias’ far tænke, at det med Jesus jo bare er nogle gode historier – men de har ligesom ikke noget med vores liv at gøre? For i vores verden bliver døde jo ikke levende igen, så vidt vi ved?
Ville Tobias’ far tænke, om hans tro ikke var stor nok eller god nok, siden hans søn ikke blev levende igen?

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville tænke.
Men jeg ved, at Tobias’ far ikke ville være alene med sine tanker.
På stolene her i Christianskirken sidder der tit voksne, der har mistet deres børn.

En 7-årig dreng i Norge mistede livet i sidste uge.
Og hvem tør tænke på, hvor mange børn, der er døde i Israel, i Gazastriben, i Ukraine, i Somalia bare i denne uge.
Hvad tænker deres forældre i disse dage?

Man kan ikke gradbøje sorg.
Det kan være tungt at miste en mor eller far, der blev 97 år gammel. Eller en ægtefælle efter et kortere eller længere sygdomsforløb.

Jeg ved ikke, hvordan det er at miste et barn.
Jeg har kun siddet overfor forældre, der har prøvet det.
De siger, det er det værste, der er sket for dem.
De siger, at på nogle måder kommer de aldrig over det.
De siger, at de jo aldrig glemmer deres barn.

Når du mister et barn, mister du jo ikke bare barnet.
Du mister også en fremtid.
Alt det, du drømte om og håbede på, du skulle lave sammen med barnet:
Følge det til spejder.
Købe barnets første sko.
Tørre mund, når barnet havde fået sin første softice eller candyfloss.
Stå på sidelinjen på fodboldbanen – eller generelt glæde sig over, når det gik barnet godt.
Være ked, når dit barn havde det svært.

For som forælder er du aldrig lykkeligere end dit mindst lykkelige barn.

”Hvor mange børn har du?”
Sådan spurgte jeg en gang en ældre kvinde.
”Jeg har fire børn, men det ene barn lever ikke mere”, svarede hun. ”Hvor længe siden er det, at dit barn døde?”
”Det er 55 år siden. Men det er stadig mit barn”.

Der på væggen foran os hang der fotografier af hendes fire børn.
Der var fotografier fra dåbsdage.
4 forskellige billeder. Fire børn i dåbskjole.

Der var fotografier fra første skoledag.
4 forskellige billeder. Fire børn med fire forskellige skoletasker.

Der var fotografier fra konfirmationerne.
Men nu var der kun 3 forskellige billeder. For der var kun 3 børn tilbage.

Sådan fortsatte det med bryllupsbilleder.
Der var også masser af billeder af børnebørn.
Men der var ingen børnebørn, der lignede det fjerde barn.
For det fjerde barn var dødt. Men barnet levede stadig i den
gamle mors tanker.
Hun var stadig mor til 4.

Jeg ved ikke, hvad Tobias’ far ville sige, hvis han var i kirke her i dag. Måske ville han tænke – og smile ved tanken om, at i dag blev Tobias levende igen, mens jeg taler om ham.
I dag fik Tobias – og det barn, du måtte savne - lov til at være i centrum for jeres tanker.

Hvis du vil møde Tobias og flere af hans andre familiemedlemmer, skal du tage på søndagsudflugt til Esbjerg kunstmuseum. Der er de udstillede.

For Tobias’ far er maler. Derfor var det også det, vennerne foreslog Tobias far, Bjarke Regn Svensen, da han mistede sit barn: ”Du må male dig ud af det”, sagde de til ham.
Som om man kan gøre det, man plejer.
Men når du mister nogen eller noget, mister du også tit plejer.

Tobias’ far kunne ikke gøre det, han plejede.
Og Tobias’ far ville ikke, at maleri skulle være terapi.

Billedet af Tobias her er det første billede, der er malet af Tobias efter hans død.
Og sneen skulle med på billedet.
Ikke kun fordi Tobias elskede sne.
Men fordi også sne er flygtigt og dermed vemodigt.
Sne kommer og går, forsvinder mellem fingrene på os, selv med vanter på.

Engang imellem kan vi fastholde sneen. Rulle den til snebolde, til kugler, der stables til snemænd – og som har deres tid. Ligesom minder har det. Og hvis du nogen sinde har prøvet at lægge en snebold i fryseren og tage den op midt om sommeren, så er det både den samme snebold og den føles overhovedet ikke på den samme måde som den snebold, du bøjer skraber sammen af årets første sne.

Tobias er død. Men han blev på en ny måde levede for faren, da han malede ham mange år efter hans død.
Og måske standser besøgende op på Esbjerg kunstmuseum – og Tobias får lov at leve, så længe de står der.
”Af jorden skal du igen opstå”.

Navnet ”Tobias” betyder: Gud er god.
Det er jeg ret sikker på, at Naaman og den kongelige embedsmand også synes: Gud er god.
Jeg er også ret sikker på, at vi ikke altid er enige med dem i.
Er Gud god?
Hele tiden? Altid?

Eller ser vi det kun Guds godhed i glimt?
I blå vanter, der former en snebold.
I blå øjne, der ser kærligt på dig.
I udstrakte hænder på tværs af grænser.

I dag er det ikke for børn. Det er næsten heller ikke for voksne.

Så kære menighed.
Hvis du har et barn, så kram det en ekstra gang i dag.
Hvis du er nogens barn, så kram dem, du holder af, en ekstra gang i dag. Og hvis de ikke er i nærheden, så kram dem i ord i telefonen eller på en besked.
For livet er flygtigt som sne.

Hvorfor fortæller Bibelen om Naaman, der blev renset for sin spedalskhed? Hvorfor indeholder det nye Testamente en fortælling om søn, der var døden nær, men som blev levende igen? Er de beretninger snublesten for vores tro?
Eller kunne det være fordi Bibelen ikke kun er en illustration af eller en brugsanvisning til det liv, vi kender.
Det er det også.
Men Bibelen lægger derudover ord til Guds liv og Guds virkelighed og Guds ønsker for os.

Bibelen er ikke en manual. Den giver os ikke altid de svar, vi søger efter. Eller drømmer om.
Bibelen – og evangeliet – giver os også ord for den fortælling vi ikke kender – og for de erfaringer, der ikke er vores. For at vise os, at Gud også er på de uerkendte steder.

Og for at forkynde, at Jesus stiller sig på de steder i tilværelsen, hvor ingen af os nogen sinde frivilligt ønsker at stå:
Jesus lytter på den forælder, der har mistet sit barn.
Den mest ubærlige sorg får stemme og ord.

For Gud selv ved, hvordan det er at miste sit barn.
Og da Jesus på korset råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – da ekkoede det fra himlen: ”Mit barn, mit barn, hvorfor skal du lade livet?” Da Jesus havde råbt – og Guds svar måske blæste i vinden – blev der stille. Dødstille.

Så blev det påske.
Og lige så uforståeligt som at uhelbredeligt syge bliver helbredt – og lige så utroligt som at embedsmandens dødssyge dreng kom tilbage til livet igen – så blev der lagt en fortælling og et håb ind i vores liv: At når Gud fortæller med på vores og vore kæres dødes liv, så er døden ikke det sidste.

Før den første påske kendte vi ikke den fortælling.
Nu genkender vi den i vores liv: Fortællingen om at miste alt og få alt tilbage.
For er det ikke det, der sker, når vi – mod alle odds alligevel begynder at håbe i livet igen?
Er det ikke det, der sker, når de uhelbredeligt syge, vi kender, alligevel fik 3 år mere – eller 20. Og er det ikke først og sidst det Jesu død på korset handler om: At der, hvor alt er tabt, der fik vi alt tilbage? Vores synders forladelse og håbet om et evigt liv.

De tre tekster, vi skulle høre i dag, handler alle om tro.
At tro er aldrig en garanti for et godt og problemfrit liv.
At tro, det er at have tillid til, at Gud er, at der er mulighed.
Og at Gud altid har flere muligheder end os.
Og der, hvor vi løber tør for muligheder, har Gud måske stadig de bedste tilbage.

Havde det nu været mig, der havde mistet et barn.
Havde jeg nu stået der, hvor embedsmanden stod og fået at vide: Gå hjem. Din søn lever. Havde jeg så troet Jesus på ordet?
Var jeg gået, fuld af tillid til at det var sandt?
Helt ærligt?  
Jeg ved det ikke.
Men jeg håber, at alle de gange i livet, hvor min manglende tro får mig til at tøve med at tage det første skridt, ja, der skubber Jesu tro mig blidt i ryggen, så jeg alligevel går. Skridt for skridt for skridt for ...

På det håb siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Maleri af Bjarke Regn Svendsen. Udstiller lige nu på Esbjerg Kunstmuseum