Jesus var fundamentalist.
Jesus var helt overbevist om, hvad der var hans fundamentale opgave i livet. Som vi netop hørte det: ”Jeg er”, sagde Jesus”, ”ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”.
Det er altid rart med en overskuelig opgave.
Men spørg så lige dig selv: Hvornår har du lært mest i dit liv?
Var det, når du følte dig hjemme i et stof, og en underviser eller en eller anden situation i dit arbejdsliv eller privatliv bekræftede dig i det, du allerede vidste? Så du kunne sidde tilbagelænet og nikke, at ja, det vidste jeg jo godt. Lærte du af det? Udviklede det dig som menneske?
Eller lærte du af de situationer, hvor der blev skubbet til din faglighed – eller til dine værdier – eller din menneskelighed, så du kom ud til kanten - måske ud over kanten?
Så du så - på den måde, hvor du indser - at noget med al god grund kunne opfattes helt anderledes? Lærte du af det?
Og i hvilken af situationerne fik dit medmenneske mest glæde af det?
Jesus var fundamentalist.
Han var sendt til jøderne. Når han prædikede: ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær”. Så var det jøderne, døren skulle åbnes for. Alle andre måtte pænt blive ude, hvor der var gråd og tænders gnidsel, og hvor den end ikke er en bronzebuzzer, der kan lukke op.
Så da kvinden taler til Jesus i dag, svarer han ikke engang.
Dels var hun kvinde – og det var, hvad det nu var på Jesu tid: ikke værd at tale om eller med. Dels var hun kanaanæer.
Lad os lige minde hinanden om, hvem kanaanæerne var. Kanaanæerne var Israels oprindelige folk. Man sagde om dem, at de kendte hver en syndighed i verden og at de udøvede den.
I Det gamle Testamente er der utallige beskrivelser af, hvordan Guds udvalgte folk, jøderne, kæmper mod kanaanæerne og alle deres vederstyggeligheder.
Nu står der så en kanaanæisk kvinde foran Jesus. Ikke nok med at hun taler til ham. Og at hun råber. Hun begynder også at argumentere for sin sag og at tale Jesus imod. Det var på daværende tidspunkt at gå langt over grænsen.
Men nu var der jo lige det, at de befandt sig i et grænseland. Bogstaveligt talt og overført talt. Og vi kan se samtalen for os som en tovtrækning. Hvor hver part står lige stejlt på sin ret på hver sin side af grænsen. Og hver især forsøger de at hive den anden over på deres side af grænsen med deres argumenter.
Hvis man er på det hold, kan man lægge meget i, at det er en kvinde, der flytter Jesus. Personligt synes jeg ikke, det er så epokegørende: Jesus er næppe den første mand i verdenshistorien, hvis liv fundamentalt forandrer sig af at møde en kvinde med argumenterne i orden. Ligesom det modsatte selvfølgelig også er tilfældet.
Jeg synes, det er langt mere interessant, at Jesus ændrer synspunkt: At Jesus denne dag ender med at gå over grænsen for, hvad han troede, der var hans bestemmelse i livet.
I første omgang bliver resultatet, at kvindens datter helbredes og står op. Men i videre forstand bliver denne datter en foregribelse af Jesu egen opstandelse i påsken, som skulle få grænse-sprængende betydning for menneskers tro og håb lige siden.
For i tro ser vi, at han også er sendt til os. Og at Jesus vil gå langt ind over vores grænser, for at trække os med over på hans side. Barmhjertighedens, kærlighedens – forunderlighedens – Guds – side af livet.
Vi sang om den til indledning: Den blå anemone.
Første vers handler om det, der hvert eneste år opleves som et under: At livet igen bliver til. Der bliver mindre af mørket og mere af lyset. I haven gennembryder vintergækkernes grønne spydspidser jorden, mens frosten stadig er der.
Mens vintergækkerne stadig kan kamuflere sig i den grønne eller hvide vinter, så er de gule erantis, og siden krokusserne ikke til at overse. Og når først anemonerne er der – de hvide og de blå – så har vinteren ikke længere magt og selv et frossent hjerte må tø op.
Kaj Munk skriver om, hvordan han havde taget blå anemoner med sig fra skoven ved Christianssæde på Lolland og plantede dem ved præstegården i Vedersø i Vestjylland. I dag i Vedersø præstegård er der faktisk så få blå anemoner tilbage i Kaj Munks præstegård, fordi besøgende har hugget af dem, at Ringkøbing-Skjern Museum for et par år siden udråbte et ”Frit blomsterlejde”. Så alle, der havde lyst, var velkomne til at sende lidt knolde eller stiklinger fra blå anemoner retur til præstegården.
I 3. og 4. vers synger vi om, hvordan den blå anemone er et billede på, at uanset hvor lille og undseelig, man kan se ud, så kan man nægte at lade sig kue af omgivelsernes modstand. Versene er – selvsagt – blevet opfattet som et billede på Kaj Munk selv, og på modstandsbevægelsens rolle under Danmarks besættelse.
Og endelig ved sangens ende ser vi digteren – og måske os selv – knæle ydmygt ned og kærtegne den blå anemone med hånd eller med et blik, efterfulgt af en tak til altings skaber.
Det er naturligvis ingen tilfældighed, at den blå anemone sneg sig ind i gudstjenesten på denne første søndag i marts. For Jesus selv er som den blå anemone, Kaj Munk digtede om. Hans fødsel var underfuld, som hvert et forår, hvert et nybrud i livet virke som.
Også Jesus var – som den blå anemone – oprindeligt plantet ét sted. Han var - som den - undseelig at se på. Men også Jesus nægtede at lade sig gå på af omgivelsernes modstand.
Det er evangeliets vilkår, også i vore dage, at det ikke kun møder medvind, men også vestjysk blæst, der kalder på de stærkeste rødder. Også Jesus blev – som Kaj Munks blå anemone – flyttet. Det er det, vi hører i dag. Han blev plantet i en ny sammenhæng. Fra fed jord og forudsigelig forkyndelsesopgave, blev han revet op med rode.
Takket være den kanaanæiske kvinde blev der sået stiklinger af Guds ord, ikke kun på det sted, hvor det oprindeligt skulle have groet, men Guds Ord – evangeliet - har bredt sig fra Israel og helt til verdens ende.
Og vi kan roligt plukke løs: Tage evangeliet om ham med ind i vores stuer som en synlig håbsgiver – i en verden, der ind i mellem kan synes håbløs.
Og vi kan roligt forære væk af evangeliets blå anemoner til mennesker på vores vej, når vi møder dem med respekt og medmenneskelighed.
Og når vi kan møde mennesker, der går over vores personlige grænser, så lad os ikke møde dem med tavshed eller konfrontative argumenter. Lad os se om vi kan mødes på grænsen. Og se, om vi kan flytte hinanden i livets retning.
Jesus var fundamentalist, sagde jeg provokerende og med glimt i øjet til indledning.
Blå anemoner og levende håb er ikke fundamentalister, men anarkister. De skyder, hver på sin måde, op i vores liv, også hvor vi ikke havde forventet til.
Jesus var fundamentalist. Men da Jesus går videre fra egnen omkring Tyrus og Sidon og fra den kanaanæiske kvinde er han det ikke længere. Jesu fundament er nu et andet. Og hans ord og evangeliet om ham, der også blev omplantet til vores jord og til vores sammenhæng i dag, er alt andet end fundamentalistiske.
Sådan skærper dagens evangelium vores blik for, at troen – naturligvis – godt må være et fundament for vores liv. Men i det øjeblik troen bliver ubøjelig, rethaverisk og sig selv nok, bliver det til fundamentalisme.
Jamen, kan du spørge: Var den kanaanæiske kvinde så ikke bare fundamentalist på en anden måde? Nej, det var hun ikke.
Kvindens insisteren og argumenteren var ikke ud fra et ønske om at få retten over på sin side, men om at få livet over på sin side.
Kvinden kæmpede ikke for at få ret. Kvinden kæmpede ikke for sig selv. Hun kæmpede og satte alt ind: Sin egen tro, sin værdighed, ja alt, for sin datters skyld. Derfor er hendes tro stor. Derfor bliver datteren helbredt.
Hvis kvindens datter bliver et forud-billede for Jesu opstandelse, så bliver hendes mor, den kanaanæiske kvinde en model – en rolle-model for det i det evangeliet at give sig hen, helt og fuldt tilsidesætte sig selv, for at andre må redde livet.
Hun bliver et billede på næste-kærlighed. På den, der gør alt hvad der er menneskeligt muligt for næstens skyld.
”Din tro er stor”, siger Jesus til kvinden, inden de skilles.
Jeg tror faktisk ikke det var så vigtigt for kvinden, om hendes stor var stor eller lille.
Jeg tror heller ikke det var vigtigt for hende at få ret.
Men hun troede større om Jesus end han havde troet om sig selv.
Det gjorde en forskel. For hende. For ham. Og for os. Og for altid.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar