2. påskedag: At være kaldt ved navn

 

Kender du det?
Kender du det, at der er nogen, der udtaler dit navn, som ingen andre gør det?
Det er ikke fordi, andre udtaler dit navn forkert, og denne ene gør det rigtigt.
Det er noget andet.
Noget med tonefaldet.
Noget, som ligger udover dialekt.
Noget med måden, de får sagt vokalerne på, lagt trykket på konsonanterne.

Du vil aldrig med ord kunne beskrive, hvordan de udtaler dit navn. Du ved bare, at i lige præcis den måde at udtale dit navn på, ligger der så meget mere end navnet. Når du hører det menneske kalde på dig, så bliver der talt til eller kaldt på sider i dig, som ingen andre kalder på på netop dén måde.

Det er ikke sikkert denne anden overhovedet ved, at han eller hun er den eneste, der udtaler dit navn på lige præcis sådan.
Det gør det ikke mindre særligt.

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så kan jeg faktisk ikke beskrive det bedre, end jeg netop har forsøgt.

Den dag, du mister det menneske. Enten fordi du mister kontakten til det – eller fordi det menneske dør – så ved du, at nu skal du ikke længere høre dit navn udtalt på lige præcis den måde, der gjorde lige præcis det ved dig.
Dermed er der en del af dig, der også er forsvundet.
Det er en sorg på sin helt egen måde.

Måske var det sådan Maria Magdalene havde det denne morgen i gravhaven? Ikke alene havde hun – og de andre – mistet den Herre, de havde fulgt. Nu lå Jesus der bag gravhavens største sten, så død som alle de andre dér i hendes og vores gravhaver.

Når et menneske dør, vi mister aldrig kun hinanden som mennesker og som relationer. Også fremtiden og fælles muligheder forpasses med døden.
Men vi mister også det, den anden kaldte frem i os.

Med Jesu død havde Maria mistet den måde at se hende frem på, som ingen andre tidligere havde set.
Den måde at tale til hende på, som ingen andre havde talt til hende før.
Den måde at blive kaldt ved navn på, som altid er mere end tiltale. Men snarere fremkaldelse.
Som dengang, hvor fotografier endnu blev til i mørkekamre, hvor motivet langsomt trådte frem. Sådan kaldte Jesus altid stadigt mere frem hos mennesker, han mødte. Og nu skulle Maria aldrig høre det mere.

Døden gør meget uigenkaldeligt.
Smag lige på ordet ”u-igen-kalde-ligt”.

Der er ingen tvivl om, at Maria Magdalene for altid vil huske, hvordan Jesus så på hende som menneske og en, der er kendt og elsket af Gud.

Ligesom du og jeg sikkert hver især vil huske hvilke sider af os, der blev kaldt frem i os i mødet med mennesker, der blev skelsættende for os.
Hvor skelsættende det end måtte have været, så kan du eller have brug for at høre det igen. Eller – lige så vigtigt – at få sagt tak for, hvad denne anden kaldte frem.

Nu sidder Maria Magdalene der i haven.
Og der er ingen at kalde på.
Og ingen at takke.
Og fortvivlelsens mørke er total, da Maria ovenikøbet tror, at de har fjernet den døde Jesus.

På sangarket i dag er der trykt et alterbillede. Det hænger i Den danske Kirke i Paris. Det hedder ”Skyggeflor” – er kun et par år gammelt, og malet af kunstneren Jesper Christiansen.

Vi er i en have – og lige på den anden side af haven, ligger kirkegården. På kirkegården er der både hvide marmor-mausolæer, der holder de døde fast, og wienerstiger til dem, der allerede er steget op.

Der er noget forladt, både over haven og kirkegården.
Det er som om alle, der kunne have været på billedet, har rejst sig og lige er gået et ærinde.
Dér står havemandens rive.
Dér er et telt.
Dér en picnic med vin og brød.

Men måske er de ikke bare gået et ærinde.
Måske er de gået bort.
Helt bort.
For der er et kors i midten.

Men endnu. Endnu ved vi ikke, hvad der sker. Det er som et tilbageholdt åndedræt. Vi holder vejret sammen med alt det andet, der venter på at blive kaldt til live igen.

For der i mørket er der også en morgenrøde, der er på vej.
Et træ, der er ved at springe ud. Og se påfuglefjeren, et af mange symboler på opstandelse og evigt liv.

Så lige om lidt kommer gartneren og graver videre.
Lige om lidt skåles der på picnictæppet – og lynlåsen i teltets myggenet trækkes op med sin helt karakteristiske lyd.

Lige om lidt er der liv.
Hør! Marias sandalklædte fødder knaser allerede i gruset.
Om lidt kaldes hun ud af sit påskelørdagsmørke og kaldes til live igen.

Maleriet er stort. Meterhøje lærreder. Hvert eneste motiv på altertavlen er malet med et penselstrøg i prikker.
Hver eneste malede prik er omgivet af sort og mørke. I sig selv et påskelørdagsmotiv. Den dag, hele verden holdt vejret.

Men der er en detalje mere, vi ikke kan se. Men som på sin helt egen måde maler med på motivet.
Inden en maler kan begynde på et motiv på et lærred, skal et lærred grundes. Lærreder grundes sædvanligvis hvide. Men ikke hos kunstneren Jesper Christiansen. Hans lærreder er i udgangspunktet altid sorte.  Det begyndte som en fejltagelse.

Han og 7 andre kunstnere skulle udsmykke et palæ på Amalienborg. I rummet var de store lærreder spændt op, og da han og de andre kunstnere kommer den første dag, for at male på de spritnye, blanke lærreder, bliver de chokerede. En malermester var kommet til at købe 20 spande sort maling og en enkelt spand hvid – i stedet for 20 spande hvid og en enkelt sort. Og nu stod rummet grundet næsten sort som graven.

Da Jesper Christiansen sætter de første malerstrøg på det sorte lærred, opdager han, at næsten uanset hvor mørk en farve, han vælger, er det som om alle farver træder ud af lærredets mørke. På den mørkeste baggrund træder lyset kun endnu tydeligere frem.

Det er den baggrund, vi holder påske på igen i dag.

For det blev jo morgen, også den dag, hvor Maria trådte i gravhaven.
Hun kom i ly af mørket, før det lige knap var blevet dag.
Hun kom i skyggeflor. I den sørgedragt, enhver sørgende bærer både udenpå tøjet og under huden.
Hun kom i et mørke og med en fortvivlelse, som enhver sørgende kender. Det skyggeflor, hvor du ikke tror, dit mørke og dit savn nogen sinde kan ændres af noget.

Men af det mørkeste mørke trådte motiverne frem hos Jesper Christensen. Jo mere du kigger, des flere af dem får du øje på.

Påskemorgen gør ikke Maria seende.
Maria bliver ikke først seende.
Hun bliver først hørende.
Da hendes hjerte hører den stemme, det kender så godt, sige ”Maria”, som kun han kan sige det - først da ser hun den opstandne Kristus og genkender ham i haven. Og da bliver det påske.

Maria bliver ikke bare kaldt tilbage til det, der var.
Hun bliver også kaldt frem til det, hun skal blive.
En fremtid af håb.

Og nu er haven tom igen.
For Kristus er gået i forvejen.
Og Maria er gået hjem igen.
Nu ved Maria, som man kun kan vide det i den tro, Kristus kalder frem i os, at hans og hendes navn er forbundet i al evighed.

Hun ved det nok til at kunne sige det videre.
Derfor er det i Johannes’ påskeevangelium Maria, der som den første, forkynder for de andre disciple, at nok er Jesus opstået – men det er kun en mellemstation.
Han er på vej videre. Han vil stige op til hans Gud og vores Gud.

Af mørket skal også du kaldes frem.
Det er påskens evangelium.
Det er det håb, der skal råbes fra tage og altertavler også en anden påskedag.

Kristus kalder ikke kun ved navn påskemorgen.
Han kalder dig ved navn mange gange.
Han kalder dig ud af det mørke og al den sorg, der måtte være din.
Han kalder dig til live med det håb, som ingen død kunne holde stangen.
Han kalder dig fra døden tilbage til livet.
Sådan som han kaldte på Maria og disciplene.
Sådan som han lige siden har kaldt de af vore kære, der er gået i forvejen for os, ud af døden og ind til Guds evige liv.

Derfor ønsker vi hinanden glædelig påske – også i dag.

"Hvor mange langfredage kan der egentlig være i en uge?"

 

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Sådan blev jeg spurgt igen for nylig. Det er et af den slags spørgsmål, du ikke kan svare på. Og hvis du tror du kan, så hold alligevel din mund.

Kun den, der spørger, ved noget om antallet. For antallet af langfredage sidder lige dér i den dumpe, trykkende smerte i solar plexus. Antallet af langfredage dunker i pulsen. I det tilbageholdte åndedræt. I de tanker, der kører og kører som en mareridtsrundkørsel uden udkørselsmuligheder. I den smerte, som ikke ligner nogen anden smerte, og som synes at være sin helt egen tidsregning. Så at i morgen kan være lige så meget langfredag, som i dag var det. Og i går. Og i hele sidste uge.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Det ubærlige svar er, at der kan være flere end nogen af os på forhånd kan forestille os det. Og flere end nogen af os kan holde ud af tænke på det, mens vi er i dem.

Langfredage er ikke begrænset til at være dage.
Langfredag er det, når mennesker lider.
Langfredag er det overalt, hvor mennesker lider.

Der sker fuldstændigt rædselsfulde ting rundt omkring i verden, også lige nu. Nogle af de umenneskelige lidelser får vi billeder på. De billeder er på sin vis unødvendige. For der er – og har været - så megen anden lidelse, som ikke kan fastholdes på billeder – og som også er lidelsesfuld. Rædselsfuld. Meningsløs.

Men behøver jeg give eksempler?
Vil ethvert eksempel, du eller jeg måtte komme op med, ikke blot være et forsøg på at gradbøje lidelse? Ville de eksempler så ikke kun være en hån mod enhver af jer her, som har lidt jer igennem jeres langfredage? Fordi så vil du ikke kunne undgå at sammenligne og tænke, at der da er nogen, der har lidt meget værre end dig. Og dermed pakke din lidelse sammen, fordi du synes, den blegner i sammenligning.
Lidelse er lidelse.

I dag kommer vi så her. På det, der er kirkeårets eneste langfredag.
Vi kommer med den lidelse og den meningsløshed, vi hver især måtte bære på som nutid - eller som tilbagelagt fortid.
Nogle af os har endnu ikke oplevet, at der kunne være mere end én langfredag om året. Og hører du til dem – så pris du din Gud og skaber for det.

Flere af os kommer med en endnu ikke indtruffet lidelse, som vi – nådigt – endnu ikke kender til.

Rundt omkring i kirkerne i dag bliver det langfredag på mange forskellige måder.
Nogle steder gøres der ingen forskel på langfredag og alle søndagene.
I mange kirker prædikes der ikke.
I mange kirker er der – som her – flere ord og frem for alt mere musik end der plejer at være. Fordi vi ved, at musik på sin helt egen måde giver stemme til og taler til dybere lag end noget ord ville kunne gøre.
Langfredage er ikke altid den gudstjenestedag, hvor der er flest i kirke. Fordi mange selv faste kirkegængere synes langfredag er så trist, at den bliver for trist.

Der var mange andre dage, jeg ville springe over, før jeg sprang langfredag over.
Tænk, at der er en dag, hvor vi må orkestrere lidelse.
Ikke kun den lidelse, som følger med, når sorg eller savn rammer os, som vi gør det ved Allehelgensgudstjenesten. Langfredag tages al lidelse alvorligt. Langfredag må vi hver især komme bærende med vores kors.

Og langfredag i kirken at ikke at vores lidelser overtrumfes af Jesu lidelse og død.
Af et: Så kan vi lære det. Så bøj du bare nakken.
Nej. Lidelse skal ikke gradbøjes. Lidelse er lidelse.

I dag holder vi åbent hus for al lidelse.
Vi parkerer en times tid vores kors sammen med alle de andre.
I dag må du græde over dine egne langfredage, de være sig få eller mange.
I dag må du dele din lidelse med ethvert lidende menneske.
I dag kan vi netop samles om grumme skæbner. Livets uretfærdigheder. Og lidelsens meningsløshed.
I dag ville der – med al mulig ret – kunne læses mange og manges lidelseshistorier. Og ikke kun Johannes, der i år fik lov at være den evangelist, der førte ordet.

Og når alt dette så er sagt.
Og det er netop et ”og”.
Der skal ikke komme et ”men” nu. For alt det foregående skal have lov at stå uimodsagt. Meget ofte har vi nemlig en tendens til at ville tale lidelsen væk, når vi møder den hos hinanden. Fordi det er så svært at bære at høre om og være i. Men det er hjerteløst, for så har vi ikke taget deres lidelse alvorligt nok. Og oven i den lidelse, der nu måtte være den andens, lægger vi så også ensomheden, når vi tilkendegiver, at vi ikke kan holde ud at være der i lidelsen sammen med dem. Og så er det os, der bygger Golgataer.

Vi holder fast i langfredag. Med al den anfægtelse, langfredag kalder på for troen: For hvorfor er det, at Guds egen søn skal igennem alt dette? Hvad skal langfredag til for?

Så når alt dette er sagt, - og alt det, der også kunne siges - så er der i kirken egentlig kun én langfredag.
I én uge om året.

Vi holder, ja vi fejrer langfredag, ikke fordi vi tror, at lidelse er forsvundet – det ville være naivt.
Vi fejrer langfredag med håbet som fortegn.
Vi fejrer langfredag, fordi vi tror Gud har overvundet lidelsen.
Vi tror faktisk på, at Gud har magt til at lidelse engang kun skal være fortid.
Vi tror på den Gud, som aldrig så stort på menneskers lidelse, men som ser os, ikke kun som troende, smilende, lykkelige, elskede – men at det er en del af menneskelivet, at smerte og lidelse er en del af det. Og det, der er en del af os, det er Gud også en del af.

Tænk, hvilket Gudsbillede det ville være, hvis vi kun var Guds, når vi eller livet var vellykket.
Og tænk, hvilket gudsbillede, vi må have, at vi som Jesus må råbe til Gud, når lidelsen tynger os allermest.

Der er mennesker, der er langfredagstroende.
Det er dem, der bliver hængende i råbet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det er dem, der måske ikke anfægter Guds eksistens, men tænker, at Guds eksistensberettigelse burde stå og falde med, at der så ikke var nogen lidelse i verden. Hvorfor er der så meget ondt, hvis Gud er almægtig og god?
Der er langfredagstro.
Langfredagstro er en tro, der er i stadig kamp.

Der er mennesker, der er påskelørdagstroende.
De kæmper ikke højlydt. Råber ikke op.
De sidder der i gravhaven.
Realistiske.
De ved, hvad der gik forud.
Guds søn gik her på jorden. Var her midt iblandt os.
De ved, Jesus ligger derinde bag ved stenen. Lige så stendød, som vi skal dø en dag.
Men de er dog gået med ud til gravhaven.
Med små forsigtige måske-skridt.
For måske er der noget om det, Jesus forkyndte?
Og måske gælder det også for mig?

Der er mennesker, der er påskedagstroende.
De påskedagstroende spiller på trompet.
De gør forårsrent og lukker hjertet op på vid gab.
Deres tro er en vished.
De har ikke bare én gang set stenen, er væltet fra.
Igen og igen bygger de liv på det levende håb, der blev grundlagt påskemorgen.
Vist anfægtes de af verdens lidelse – og deres egen, når den rammer – de er ikke naive.
Men korset fra Golgata har slået rod i dem.
Og sat rodskud. For træer i blæst har brug for de stærkeste rødder.
De ved, at de intet selv har gjort – eller kan gøre.
Gud selv rullede stenen fra.
Guds søn fik Guds egen kraft til at bære alle langfredages lidelse, til gå i døden, være i døden – og gå fra den tilbage til livet.

I dag står vi alle i en kreds under korset. Vi ser op.
Vi ser, der er en lidelse, som vi nok aldrig kommer til at forstå.
Men som vi må tro.
Fordi alternativerne er værre.

Fordi langfredag findes, kan du og jeg turde være menneske, fordi langfredag anerkender al lidelse, også al den lidelse, der var – eller bliver min. Langfredag gemmes lidelse ikke væk. Den kommer i den grad ikke bare frem i lyset – men den hænger dér på korset, sømmet til Guds egen søn.

Den første langfredag var der ikke noget håb at øjne. Gud være lovet for det. For langfredag er en bundløs solidaritet med håbløsheden. Langfredag bærer Guds søn al sorg – al savn – al smerte – al lidelse – også vores - op på korset.

Synligt. Ikke til at komme udenom. Vi kan slå blikket ned. Men den er i verden. Vores lidelse. Guds lidelse. Guds lidelse over, at mennesket kunne korsfæste alt det gode: livet – kærligheden – medmenneskeligheden.

Langfredag er Guds medsørgen over alverdens og al vores lidelse.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Før den første langfredag måtte svaret blæse i vinden.
Efter den første langfredag bærer vi svaret med os: For det blev påskemorgen.

I dag, langfredag, står vi alle i en kreds under korset.

Men på søndag tager vi hinanden i hånden – alle vi langfredagstroende, påskelørdagstroende og påskedagstroende – Vi rækker ud mod alle dem, der ikke tør tro og dem, der ikke tør lade være og slutter cirklen. Og med morgenlys i øjnene synger vi: ”Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid”