Den glade giver

 

Den glade giver. Prædiken til søndag den 1. august .

Kender du typen?

Den type, om hvem man siger, at hun – eller han – kunne give alting væk?

Den type kender jeg. Eller kendte.

Min mormor var sådan en type.

Hvad hun ikke har givet!

Hvad jeg ikke har fået!

Nu hvor jeg igen rydder op og ud i mit jordiske gods genfinder jeg ting, jeg igennem årene har fået af hende:

En hæklet krave.

Et hvidt lommetørklæde med den fineste kniplingskant. Aldrig brugt.

En ukurant sukkerskål, der hverken har låg eller matchende flødekande.

Og breve. Masser af breve.

Det var ikke kun mig, der nød godt af mormors gavmildhed.

Det var også enhver, der kom til mine bedsteforældres dør og solgte lodsedler eller samlede ind til missionen eller andre gode og fromme formål – eller bare et formål.

De fik alle sammen. Tror jeg.

Min mormor gav ikke kun væk af ukurante sukkerskåle og kontanter. Hun gav også gavmildt væk af hjemmebagte småkager.

Af sin tid. Og sine bønner ikke mindst.

Jeg tror, min mormor var et af de mest gavmilde mennesker, jeg har kendt. Jeg siger ikke, at hun altid var mild og blid og medgørlig. Men gavmild, dét var hun.

Kender du typen?

Kender du typen, der har på millimeter kan dele en sodavand eller det sidste stykke kage på fadet?

Kender du typen, der ikke kan splitte en regning, når I har spist på restaurant, men som går op i hvem der fik forret og hvem der ikke drak vin?

Kender du typen, der til udsalg nupper både størrelse 36 – 38 og 40 med i prøverummet, så der ikke er flere par tilbage?

Kender du typen, der gerne vil med til sammenskudsgilder, men som altid byder ind på at tage smør eller marinerede sild med?

Kender du typen, der kan smalltalke og smile en hel aften, men som ikke gav en centimeter af sig selv?

Mon ikke du kender typen?

Måske kender du typen eller typerne hos dig selv?

Men engang imellem kan de være svære at genkende? For igennem årene der kan være lagt lag på lag, vane på vane ovenpå, så det er svært at skelne, hvad der egentligt er inde bagved: Så er det generøsitet og gavmildhed eller er det nærighed, selvretfærdighed eller et ønske om at smyge sig udenom, der er på færde?

Dagens evangelium er et af dem, der har givet ikke så få præster og sikkert endnu flere på kirkebænkene grå hår i hovedet. For hvad er der egentligt på færde her?

En godsforvalter har ikke forvaltet godset godt nok.

Så nu er det regnskabets time.

Ham, der ejer det hele, er både vred og skuffet.

Men forvalteren får en timeout til at forberede regnskabsaflæggelsen.

Og nu er det så det bliver svært at forstå.

For hvad er det forvalteren gør? Ja i stedet for at rette op på det forsømte, gør han tilsyneladende gør kun skaden værre. Han kalder alle skyldnerne ind. Og så nedskriver han deres gæld. Nu skylder de mindre end de gjorde før. Hans bevæggrund for at gøre det er, at så vil de, om ikke andet, tage taknemligt imod ham, når han er røget ud på r… og albuer.

Hvad siger ejeren til det?

Man skulle tro, at han nu ikke bare var vred og skuffet, men rasende. Andre steder i Det nye Testamente er godsforvaltere røget ud, hvor der er mørke og tænders gnidsel for mindre.

Men godsets ejer roser godsforvalteren.

Igennem ikke så få prædikener er det blevet fortolket sådan, at godsforvalteren roses, fordi han i det mindste gør noget. Der, hvor livet ikke kan blive værre, der gør han det værre, men han gør i det mindste noget.

Lediggang er roden til alt ondt. Men snyd og bedrag er vejen til liv, tyder det på. Den pointe lyder så amoralsk, at vi kan have svært ved at være i den.

Mere genkendelig lyder det måske, at det er i nøden man skal kende sine venner. Og hvis man ikke har nogen venner, må man skaffe sig noget. Så det gør godsforvalteren. Og får ros.

Jeg tror, der er endnu en version. Og hvis du ikke kan være i denne her version, så er der ca. 2000 andre præster, der har slidt sig til en prædiken i dag. Og jeg tænker ikke, du skal lede lang tid på internettet for at finde en af dem.

Jeg ved ikke, om der var så meget at arve efter min mormor, for hun havde givet det hele væk. For min mormor var bare godsforvalter, lige som enhver af os her er det.

Vi er alle som godsforvalteren, der ødsler bort

Og vi kan ikke andet. For vi er kun forvaltere.

Vi ejer ikke noget i os selv

Uanset hvor meget vi har på kistebunden, i carporten, på pensionsopsparingen, uanset hvor mange venner vi har, så er der ikke noget som helt af det, der er vores.

For vi er alle forvaltere af Guds gods.

Der er ikke en af os, der har noget som helst, vi kan kalde vores.

Vi kan – som vi sang det til indledning -

”vi kan jo intet give, som nogenting er værd”

For hver en ting – al ting, alt liv – er skænket os.

Til forvaltning. Gud er den, der giver alting væk. Til os.

Det er derfor forvalteren i fortællingen får ros.

Fordi forvalteren ligner Gud.

Forvalteren forvalter videre af det, han selv har fået at forvalte.

Og den måde han gør det på, er - alt for gavmildt - at give ud af det, der ikke er hans eget. Se, det er en rigtig Guds-forvalter.

Ægte gavmildhed kommer ikke i afmålte doser.

Ægte gavmildhed er ud over alle grænser.

Ægte gavmildhed er ubegribelig.

Det er at få langt mere end du på noget som helst måde har fortjent.

Hvis godsforvalteren havde levet i vores verden, ville han blive dømt for underslæb.

I Guds verden roses han. For hans underslæb er overslæb.

Jamen, kan du indvende. Er det ikke en smule usympatisk, at godsforvalteren gør det for egen vindings skyld? Men det er der, det mudrer. Det er her, vi skal holde tungen lige i munden, inden det er os, der bliver pigesure på forkert grundlag.

For det her er ikke en illustration af os. Det her er ikke en illustration til vores verden.

Det her er en lignelse.

Godsforvalteren ligner nemlig ikke os.

Han ligner en anden, Gud satte til at forvalte.

Godsforvalteren er Jesus selv.

Jesus var sat i tjeneste. Som godsforvalteren er det. Og Jesus viste sit tjenerskab ved at være villig til at give alting væk. Det er ham, der nedskriver vores gæld. Det er ham, der sikrer os en kærlighed, der er langt ud over, hvad vi ville kunne forvente. Det er ham, der giver alting væk. Til sidst giver han sig selv.

Og her er vi langt ud over de typer af gavmildhed og generøsitet, vi kender til.

Kender du typen?

Ja, vi kender Kristus.

Det er ham, vi hører om herinde.

Det er ham, vi møder i hinanden eller i os selv, når vi møder eller gribes af en kærlighed, der forekommer os ufortjent.

Det er ham, der minder os om, at intet er større end at kunne tage imod som et barn. Og intet er større end at tage imod et barn og tage det ind i sit liv.

Det er ham, vi håber på, når vi skal bedømmes på, hvordan det så lige gik for os med at forvalte alt det, vi fik betroet.

Det er ham, der tager vores skyldbrev, river det midt over og siger: Ingen regning.

Det er ham, der gør det sådan, at der er venner i himlen, der venter på os.

Hvad er det da for en Gud, der kan give alting væk og være glad oven i købet?

Det er den Gud, vi bekender os til.

For hvor ville det være sølle at sætte sin lid og sin tro på en Gud, der var mindre gavmild.

Tænk, hvis den Gud, vi troede på, kun undte os en lille smule?

Tænk, hvis Gud var nøjeregnende og millimeter-uretfærdig?

Jeg tror ikke altid, vi kan forstå Gud.

Vi kommer aldrig til at kunne forstå, hvordan man kan være så gavmild.

Så god.

Så tilgivende.

Så ufordømmende.

Tænk, hvis vi rent faktisk kunne forstå Gud. Så ville vi gøre ham for lille. Presse ham ned i en størrelse 35 med hælkap.

Dagens evangelium viser os i al sin kompleksitet, at vi - Gud ske lov - ikke kan forstå Gud.

Gud er heldigvis større end vi kan forstå.

Heldigvis giver han meget mere end vi kan begribe.

Og derfor kan vi med sindsro roligt gå ud i verden og være gavmild, ikke på egne vegne, skønt det ikke ville være nogen skade til heller, men altid på Guds vegne.

For det er når vi giver gavmildt, uden bagtanker, vi ligner den Gud i hvis billede, vi er skabt. Og det er Ham, der er den gladeste giver.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke