"Har I faste pladser" - prædiken til 14. søndag efter trinitatis

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

I kender det med faste pladser ikke? Ja, nogen af Jer sidder sikkert på jeres faste plads nu. Selvom corona også betydet, at nogen af os har måttet finde nye faste pladser. Også i kirken.

Engang kom en mand i kirke. En enorm kirke. Vores kirke her var til sammenligning bare et anneks.
Bænkerække fulgte efter bænkerække.
I kirken sidder der et menneske. Ét menneske. Manden nikker venligt til kirkegængeren. ”Må jeg sidde her på bænken?”, spørger han. ”Nej”, lyder svaret. ”Nej, den plads er optaget”. Manden finder en anden bænk, en anden plads. Der kommer bare aldrig andre og tager den optagne plads.

”Nej, nej … her har vi ikke faste pladser”. Sådan kan det godt lyde, når du første gang er på besøg et sted og ikke helt ved, hvor du må sætte dig.

”Nej, vi har ikke faste pladser her”. Men det passer jo ikke. For vi har jo som regel faste pladser. Også selvom vi ikke vil være ved det. Hun sidder altid der. Han sidder altid der på den anden side af bordet. Børnene der. Hunden der. Også den enlige kan have sin faste plads. Vi vil gerne give indtryk af, at andre må tage den plads, de vil. Men rent faktisk foretrækker vi ofte at sidde på vores faste plads.

Faste pladser er en vane.
Faste pladser er at have en komfortzone.
Faste pladser er forudsigelighed.

Faste pladser er ikke kun en fysisk fast plads på en stol i en kirke, på din arbejdsplads, i dit hjem.
Faste pladser er også et mindset, den måde, vi tænker på.

At have en fast plads er som at være indenfor en usynlig ring. Her er min faste plads. Her er min faste mening. Her er min faste livsindstilling. Afmålt. Uoverskridelig. Overskuelig.

Der er masser af tryghed i faste pladser.
Både i de faste, fysiske pladser.
Og i de faste meninger og den faste livsindstilling.

Men der er også farer ved det. Den fare, f.eks. at vi gør verden for lille. Tænker for småt om vores muligheder. Og – ikke mindst - gør Gud for lille.

Jeg vil godt vædde en ekstra kop kirkekaffe på, at manden havde sin faste plads der ved Fåreporten til Jerusalem. Med en båre til seng og med udsigt til Betesda Dam, hvor en engel engang imellem kom fordi, så vandet efterfølgende kunne helbrede en og kun en.

 

Hvad fejlede han, manden? Det står der ikke. Det er rigtigt. Vi er vant til at tro – og det står i adskillige kommentarer til teksten, at det her handler om den lamme ved Betesda Dam. Men evangeliet selv nævner det ikke. Jeg har selv læst teksten igennem igen og igen – og må konstatere, at her havde jeg også i min læsning givet ham en fast plads og låst mig fast på sygdommen.

Vi er også vant til at tænke, at han har ligget der i 38 år. Det står der rent faktisk heller ikke. Der står, han har været syg i 38 år. Der står, han har brug for hjælp til at komme i dammen. Der står ikke, at han er lam og at han har ligget der i 38 år.

Hvad vi ved er, at der er er mand og en båre. Og en fast plads. Både ved fåreporten. Lige så fast hans plads er, lige så fastlåst er hans livsopfattelse blevet. ”Det her er mit vilkår”, tænker han. ”Her er jeg. Herfra går min verden. Eller rettere: Det går slet ikke. For jeg har ikke en eneste, der kan hjælp mig, så jeg kommer først i vandet efter at en engel har været forbi”.

Har du først låst dig fast i din måde at tænke på, kan det være svært at komme ud over. Det er ikke bare ynkeligt. Det er også at forråde dig selv.

”Jeg ville ønske, det var anderledes”, tænker han. Og hver dag bringer manden sig i en ønskeposition indenfor de faste rammer. Og dag går efter dag.

Og ønsket går ikke i opfyldelse. Jamen, det gør ønsker jo ikke altid. Nej da. Spørg enhver, som er syg eller sørgende eller fortvivlet eller spørgende, om ikke de har ønsket det anderledes.

Manden her kan simpelthen ikke forestille sig, hvordan livet skulle kunne være anderledes. ”Hvordan skulle jeg kunne komme i vandet. Jeg har ikke én eneste. Der kommer ALTID en anden før mig. Næ, her ligger jeg, kan ikke andet. Han kan ikke tænke ud over den faste plads”.

Og inden vi nu dømmer ham ude – og fordømmer ham som fuldstændig håbløs og lidettroende og meget andet, så kig lige på din egen plads. Hvor er din egen allermest faste plads? Hvor er det, du tænker, fastlåst: At det nytter alligevel ikke noget. Det eller det vilkår ændrer sig alligevel ikke? Der er alligevel også altid en anden, der er hurtigere, bedre, klogere eller kønnere end jeg, som kommer før mig til det forjættede vand.

Det er ikke nok at ønske noget.
Du skal ville det.
Det lyder som side 1 i en billig selvhjælpsbog.

Men jeg tror rent faktisk, det er det, Jesus viser os.
Det er ikke nok at ønske at noget skal være anderledes, hvis du alligevel ikke vil komme ud af din faste plads. Hvis ikke du vil ud af cirklen. Ud, hvor du ikke tager en plads op, men hvor du får en plads givet.

Manden ved dammen anbringer sig dag efter dag i en ønskeposition: Gid, jeg dog kom først i vandet.
Jesus sætter ham i en viljes-position: Vil du eller vil du ikke?

Jamen, hvem vil ikke være rask da?
Men det handler om mere end det. Langt mere.

Det handler om at få en plads, som ikke er fast. Som er større og mere uforudsigelig end du selv ville kunne begribe.

I alle helbredelser og undere, Jesus foretager sig, får mennesker er ny plads. De får et nyt syn på tilværelsen. Bogstavligt talt og overført. De får bevægelsesfrihed. De lamme får ikke kun ben at gå på. De får en plads i livet, hvor de ikke længere skal se sig selv som handicappet – eller andre skal. Den, der får sine synder forladt, skal ligeledes til at se sig selv med en mindre fastlåst mindset.

Vil du det? Spørger Jesus manden.
Og det vil manden tilsyneladende godt. Han vil godt gå fra den faste plads til en ny plads.

Tilsyneladende. Men det er jo løgn.
For knap er Jesus gået, før manden falder i igen. Han falder i den gamle velgennemprøvede måde at se verden på, som han kender allerbedst: Nemlig den, hvor man forråder.

I 38 år har han forrådt sig selv ved ikke at give sig det liv, der kunne have været hans mulighed i vold. Han gav det ikke en chance. Han satte sig ned og resignerede. Der fra sin plads.

Og nu – som frisat – og med alle muligheder for at tage nye pladser. Så sætter han sig billedligt på samme faste plads. Denne gang forråder han ikke sig selv. Nu forråder han Jesus. Det er altså ikke nemt at få nye vaner.

Vil du være rask?
Vil du tænke større om dit liv?
Vil du flyttes?

Det samme spørge Jesus os om i dag.
Vi kan tænke, at vi ved, hvor vi har ham, Jesus. I 38 år – eller i 51 år – eller i hvor mange år, vi nu har talt i gudsforhold, kan vi hver især tro, at vi ved, hvor vi har Jesus. Vi ligger her ved vores damme, på vores faste pladser.

Og for os har Gud – Jesus – kristendommen sin lige så faste plads. Vi ved, hvad vi skal mene om det. Dåben, syndernes forladelse, det evige livs håb – ja, vi har styr på det. For det med troen har også sin faste plads i os.

Når vi går i kirke og finder vores plads, når vi beder, eller læser i vores Bibel. Det har betydning for måden, vi lever vores liv på og måder vi tænker om andre mennesker på….

Men så er det, at Jesus svinger forbi os der ved vores faste plads. Eller han kom i en engels skikkelse. Eller i et medmenneskes. Og pludselig er spørgsmålet rettet til dig: Vil du….

Vil du lade dig hive ud af din faste tros vanetænkning? Og opdage – eller erfare, at det troen i virkeligheden lukker op til og lukker os ind i er langt større end det, vi er blevet så vante til at tænke: At Gud er langt større. At nåden er dybere og bringer oprør på en ganske anderledes måde i vores indre damme end små behagelige skvulp.

Og at du – hvis du vil tage imod det – må rejse dig, tage de bårer og de faste pladser, der er dine – og gå nye skridt.  

Vil du så det?
Eller vil du hellere bare læne dig bekvemt tilbage her på din faste plads?

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.

Men vi kender manden fra Betesda Dams svar.
Hans første skridt. Hans svar var et forrædderi mod det liv, livets Herre netop havde skænket ham på ny.

Jeg ved ikke, hvad dit svar er.
Jeg ved ikke, om du tager din båre med, når du går herfra.
Men jeg ved, Jesus peger på en anden vej. Også for dig.
Det er ikke en vej uden sygdom eller lidelse eller nederlag.
Via Dolorosa krydser helt sikkert også din livsvej igen og igen.

Men det er en vej, hvor han altid vil være det menneske, du har. Eller du vil møde ham i skikkelse af et med-menneske, der er på samme vej som dig.

Det menneske, der kan bære dig ned i dammen.
Det menneske, du kan ringe til, når du er allermest fortvivlet.
Det menneske, du kan række hele hånden og tilværelsen med – og gå hele vejen.

Helt indtil den plads, han har sat frem for dig, både her i denne verden, hvor der ikke kun er faste pladser, - og engang på Guds sted, hvor håbet har gjort en plads rede for dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen,

Kirkebøn:

Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer. 

Tak for nye muligheder. 

Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser

Tak for gode mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem, der er som engle for os. Tak for dem, der holder os i gang – og for dem, der holder os ud.

Tak for Nora, som i dag er blevet døbt. Giv familien en dejlig dåbsdag. 

Tak når vi kan mødes omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod, når vi er uforsonlige.

Vær meget nær hos dem, der sørger og savner. 

Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.

Vær hos Dronning og Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.

 

Vær med din kirke, her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der er allersværest eller allermest glædeligt.

 

Og giv os dit håb at læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt – andet end netop din evighed, Herre. Amen.

In Memoriam vingårdsejer Alfiero Boffa og om den vingårdsejer, der insisterer på liv

 

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis

Kender du det at vågne om natten og på en eller anden måde ved du bare, at der er sket noget vigtigt? At din verden aldrig helt bliver den samme igen? Det kan være en beslutning eller en erkendelse, der umærkeligt er modnet i dig? Eller noget, der er sket i den store verden eller i din egen lille?

Jeg vågnede en nat i efterårsferien ved 3-tiden og havde denne her anelse. Mørket omkring mig var roligt og trygt. Jeg greb ud efter telefonen. Selvom jeg havde ferie, var der et eller andet, der fik mig til at åbne mine mails. Det var ikke almindelig pligtopfyldenhed. Det var denne her uforklarlige anelse. Det viste sig, at der bare et par minutter forinden var tikket en mail ind.

Mailen var fra en veninde fra gymnasietiden, der i mange år har været bosat i Italien. Vi har ikke jævnlig kontakt – men er forbundne på den måde – at vi selv efter længerevarende tavshed kan tage tråden op fra sidst.

Og tro mig – konfirmander - det er den slags venskaber, man kommer til at skønne på, jo ældre man bliver. Før jeg havde læst mailen, vidste jeg, hvad der stod. Ganske rigtigt – kun et par linjer nede kom det: ”Alfiero er gået bort”

Alfiero var gymnasievenindens mand.
Alfiero kommer ikke med i denne prædiken tæt på allehelgen, fordi han er død. Alfiero kommer med, fordi han var vingårdsejer.

Alfiero Boffa. Hans vinmarker ligger i den del af Italien, der hedder Piemonte. I det område, hvor også de boblende Asti-vine har deres navn fra. Dem er vi nogen, der har drukket en enkelt flaske af. Eller måske to.

Alfieros far var vingårdsejer. Og hans far før ham. Og hans farfar, oldefar og tipoldefar før ham. Siden 1800-tallet har de dyrket vin på de bakkede marker i landskabet i det nordlige Italien.

Skråningerne taler ikke kun om vin igennem århundreder. Vinmarkerne fortæller også andre historier. Historier om krige og om en vingårdsejer, der engang forbarmede sig over en soldat af fremmed herkomst. Og vinmarkerne fortæller om dengang, hvor alle vinstokke døde pga. sygdom.

I 2014 besøgte vi Alfiero og min gymnasieveninde på vingården og boede der. Jeg har tidligere besøgt vingårde, men det var først dér i de julivarme sommerdage i Piemonte, at jeg helt ind til benet fik respekt for arbejdet med at producere vin.
Det gjorde jeg på rundturen igennem hele produktionen. Fra de dybeste kældre til maskinen, der satte etiketter på flaskerne.

Det gjorde jeg i vinkælderen, hvor der lå flaske efter flaske. Boblende dråber, gyldne dråber, røde dråber – dyre dråber. Men ingen af dem var så meget som en eneste euro værd, hvis ikke der er nogen, der køber dem.

Respekten fik jeg også, da vi stod derude på vinmarkerne. 25 hektar var der. Det er ikke engang så meget jord, som Christianskirkens og kirkegårdens matrikel udgør.

Dér på markerne, hvor store rosmarinbuske stod for enderne af de lange rækker med vinstokke, hvor jeg hørte om, hvor mange gange, vingårdsejeren og hans folk skal over markerne for at beskytte vinen mod skadedyr eller ukrudt.

Og respekten voksede i mig og tog bolig, da jeg erfarede hvor mange gange på en dag, vingårdsejeren spejder mod himlen for at holde øje med vejret.

For der er tidspunkter, hvor det absolut ikke må regne. Og der er tidspunkter, hvor det ikke må være for tørt. Der er foråret, hvor det ikke må blive for koldt. Og der er millimeter vand eller sol eller vind eller varme til forskel på om høsten bliver en katastrofe eller sublim.

Dagligt gik vingårdsejen til sin mark – vel vidende, at han ingen magt havde over, om druerne voksede eller modnedes eller om de ville gå til.

Der var en ydmyghed over hvervet som vingårdsejer, som vi er mange, der kunne lære noget af. Enhver, som tænker i profit eller mersalg eller optimering eller lean hvad ved jeg. Enhver, som tænker: Nu fistrer jeg lige til Fleggård og køber 6 flasker vin til 100 kr. og synes, jeg har gjort et godt køb.

Udover respekten og ydmygheden fik jeg 3 ting med hjem fra turen til Alfiero Boffas vingård:
Selvfølgelig nogle kasser vin.

Især én helt særlig flaske vin. Nemlig en vin fra det år, hvor jeg blev født. Og det er gammel, kan jeg godt betro Jer. For når man har passeret 50, så har jeg i denne uge lært af konfirmanderne, at så er man gammel. Man er i hvert fald godt på vej. Og flasken er tom. Nu. For jeg drak den en aften sammen med gode vin-og madvenner. Og den kunne drikkes.

Og endelig fik jeg en gren fra en vinstok med hjem. De bagerste af Jer kan ikke se den. Men jeg lader den – og vinflasken – ligge fremme efter gudstjenesten.
En kroget vinstok. Gammel. Meget ældre end jeg. Og som har båret masser af druer. Og været stok for masser af vin.

Alfiero Boffa var ikke bare ydmyg. Han var også en dygtig vingårdsejer. Og så var han modig. Han vovede at tænke nyt. Og ikke bare gå i sine forfædres vingårds-spor. Han vovede at tænke i nye unikke sorter og vinstokke og smage for at få et endnu bedre resultat.

Jeg husker ham som det venligste menneske. Som generøs. For mit indre blik ser jeg ham stadig skænke op af de forskellige flasker, indtil han fandt ud af lige præcis hvilke dråber og den drue, der passede min gane bedst.

Og nu er han død.
”Gået bort”. Som hans kone skrev det.
Det er på sin helt egen måde et tab.
Som det er det hver eneste gang et menneske, du har kendt, og som har skænket dig mere end du ved af, går ud af dit liv, for ikke mere at komme tilbage i andet end minder og savn.

Jeg ved ikke, hvad der sker med hans enke.
Og jeg ved ikke, hvad der sker med vingården.
Og begge dele gør mig trist.

Jeg kendte engang to vingårdsejere.
Nu er der kun én tilbage.

Det er ham, Jesus fortæller om, gang på gang: Ham, vi må have lov at sige Vor Fader til.
Den Gud, der er generøs og omhyggelig.
Den Gud, der hele tiden tænker nyt.
Den Gud, som under os glæder og vingårde.
For vin er strengt taget unyttig og tjener ikke noget andet formål end nydelse.
Det er den Gud, som kærer sig om, hvem der skal forvalte vingården, når han ikke er der. For en vingård kræver mere end almindelig omhyggelig omsorg. Som vi har hørt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Jesus bruger billedet af en vingårdsejer, for at sige noget om Gud.

Og alligevel er dagens lignelse – og de andre bibeltekster, vi hører i dag – noget af det sværeste at forstå.

Det er lignelser, Jesus fortæller. Det er ikke beskrivelser af, hvordan vingårdsdrift foregik i Israel. Det er et polemisk indlæg mod datidens religiøse og politiske ledere. Det kan vi ikke bruge til så meget i dag.

Men vi kan bruge billedet af Gud, som den, der som en vingårdsejer er interesseret i at få en høst. Og få den høst, der tilkommer ham – og ikke de uærlige forvaltere.

Vi mennesker er den høst, Gud er interesseret i.

Vi er druerne på vinstokkene. Og uanset om den høst nu er god eller dårlig eller ligefrem ringe, menneskeligt talt, så er den Guds. Der er ikke nogen menneskelig magt, der kan komme og kræve os og sige, at vi er deres.

Vi er Guds.

Hvis jeg var vingårdsejeren i lignelsen, ville jeg for længst have givet op mod overmagten.
Men Gud giver ikke op.
Han bliver ved med at sende nye sendebude, der vil hente høsten.
I tidens løb har det været profeter, lærde, præster og andre forkyndere.
Forgæves.
Og Gud har sendt sin egen søn.
Heller ikke det hjalp meget.
Ham pressede vi til sidste blodsdråbe.

Andre havde for længst givet op.
Men Gud giver ikke op.
Han sender stadig sendebude.

Hvor er det godt, at Gud er passioneret, hvor vi er uden lidenskab.
Hvor er det godt, Gud er mere vedholdende end selv det ondeste, der bliver beskrevet i lignelsens verden.

Hvor er det særligt at tænke på, at Gud aldrig er det for sin egen skyld.
Eller for magtens skyld.
Men Han er det for vores.
Os, der i bund og grund er lige så unyttige som druer, der hænger på vinstokke.

Hvorfor er Gud så vedholdende i at få os høstet hjem? Fordi som Paulus skriver i det stykke i Romerbrevet, som vi også kunne have hørt i dag: ”At Gud ikke er den, der skifter mening, når han har udvalgt nogen og vist dem godhed”.

Du er den, som Gud har udvalgt og vist godhed.

Det gælder både dig, der er sur som den sureste mest umodne drue.
Og dig, der har kerner, som er irriterende, når man får bidt i dem.
Og dig, der har fået frost og som kan få alt til at isne omkring dig – men som dog kan blive til til ice-wine -
Og det gælder dig, der hele dit liv har haft en plads i solen og som kan presses til det yderste – og blive til præmieret vin.

Alle I – alle vi – er druer i Guds vingård.

Gud behøvede os ikke.
Lige så lidt som vi behøver vin.
Men Han er den eneste, som en gang for alle har sagt ja – og som bliver ved med at sige ja. Som ikke ændrer mening.

Hvad kan vi så bruge alt det her til?
Skal vi holde op med at drikke vin?
Er det her en afholdsprædiken anno 2020?
Nej. Gud under os glæder. Også i dråbeform.
Ved døbefont, ved alterbord – og omkring et bord med 9 gode venner.

Hvad skal vi bruge det til?
Evangeliet skal ikke bruges.
Evangeliet har – ligesom druerne – ingen nytteværdi.
Men det har livsværdi.
Druer – vin kan undværes.
Men vi kan ikke undvære det, vi bygger liv på.
Det er derfor, Gud bliver ved med at sende sendebude til os.

I dag kan vi måske høre, at vi engang imellem bare skal være som druer. Det er vingårdsejeren, der ved, hvornår vi er modne til høst. Vi kan intet selv gøre til eller fra i forhold til at modnes. Livet modner os. I sol, i regn, i modvind.

Måske skal vi ikke lade os presse, før tiden er moden.

Og måske er det vingårdsejeren, vi kan lære af. Hans vedholdenhed: At selv når noget går galt og galt igen og måske rigtigt galt – så skal vi ikke give op. Måske blive næste års høst bedre. Én drue giver ingen høst. Så fortvivl ikke, hvis du synes, at dit bidrag er lille.

Måske kan vi lære af vingårdsejerens tålmodighed: At ind i mellem er der noget, der skal vente og lagre, før det bliver rigtigt godt.

Jeg tænker, der er god brug for at blive mindet om alle dele. Ikke mindst i denne tid:  
Guds tålmodighed, når vi bliver utålmodige.
Guds vedholdenhed, når vi er mest tilbøjelige til at give op.
Guds kærlighed og glæde, når vores er på vågeblus.
Guds levende håb, der står fast, når vores håb er i modvind.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

 

Gud, hør os når vi beder.  

Vi er udfordrede i denne tid.
Tålmodighedsudfordrede.
Håbsudfordrede.
Udfordrede på vores egne grænser.

Derfor beder vi:

Må vi, som knapt er rørt af pandemien,
huske dem, hvis liv er i fare.

Må vi, som ikke er i risikogruppe,
huske dem, der er mest sårbare.

Må vi, som er tvunget til at aflyse rejser,
huske dem, der ikke har et sikkert sted, de kan rejse hen.

Må vi, som mister penge i den økonomiske tumult,
huske dem, der ikke har noget at miste.

Må vi, som må leve med at være spærret inde i vores hjem, huske dem, der slet ikke har et hjem.

I denne tid, hvor vi ikke fysisk kan lægge armene om hinanden, finde nye måder at være Guds hænder i verden.

Derfor folder vi vores hænder – og finder sammen i fælles bøn:

Vi beder for de sårbare og udsatte, der ikke kan tåle at blive smittet.
Vi beder for dem, der er så bange, at de ikke kan sove om natten.
Vi beder også for dem, der sorgløst lever deres liv, som om verden var den samme.
Og for dem, der bare har lyst til at være sammen og feste.

Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære – og som ikke engang kan holde begravelse som de allerhelst ville det.

Og vi beder for os, der gerne ville gå med til begravelse – eller til bryllup eller til fødselsdag hos naboen – men som nu må finde andre måder at vise vores opmærksomhed på.

Vi beder for læger, sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter-assistenter.
For skraldemænd og rengøringspersonale.
For kassedamer og ungarbejdere og lagerarbejdere.
Ja, for alle dem, der arbejder, for at vi andre kan leve i afskærmet tryghed.

Vi beder for dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for os alle.
For statsminister, regering, myndigheder og byråd og rådgivere.
Giv dem visdom til at træffe de rigtigste beslutninger og mod til at italesætte dem.

Vi beder for alle
og vi beder for os selv.
For vi ved, at ingen er skærmet.
Conorasmitte gør – lige som så mange andre sygdomme - ikke forskel på direktør eller hjemløs.

Gud, du sendte Jesus til os for at vise os, at du heller ikke gør forskel:
Du skærmer os alle
Du skærmer vores tro og vores håb,
så vi får mod og kræfter til at leve
i dag og i morgen og alle dagene, der venter os.
Sammen. Adskilt. I evighed.
Amen.

 

Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

Sort sol - om at flyve og følge en flok

 

Nu er der ingen tvivl om, at efteråret uigenkaldeligt har sat ind. De første blade er begyndt at rødme og flere følger efter. Solen har mistet af sin kraft. Vemodet over det hænger på bøjlen ved siden af sommerjakken, der endnu ikke er lagt væk. Duggen ligger længere og tungere. De mindst hårdføre af os har igen taget strømper på i sandalerne.

Og fuglene … fuglene synger næsten ikke meget mere. I stedet samles de i stadigt større flokke. Søger sammen. 
I øjeblikket vestpå. Og snart sammen sydpå. 
”Sig nærmer tiden, da jeg må væk. 
Jeg hører vinterens stemme”. 

”Sol sort” – det er blevet navnet for de store stæreflokkes aftensamling, lige før de sætter sig i siv og marskens høje græsser for at overnatte. På afstand kan stæreflokkene ligne skyer, der formørker solen.

Op mod en halv million stære kan der være i en flok. Det er et fascinerende syn at se, hvordan fuglene i flokken retter ind efter hinanden. Hele tiden samme retning. Og sker der små udsving, følger hele flokken med. Man kan undre sig over, at stærene ikke støder sammen. For stæren har ikke nogen særlig sans, som beskytter den mod sammenstød. Til gengæld har de en reaktionsevne, der er 20 gange hurtigere end vi menneskers.

Engang imellem kan man se en enkelt rovfugl forsøge at få stær på aftenmenuen. Men fuglenes hurtige bevægelser og formationsflyvning gør det forvirrende for rovfuglene. Og ydermere går flokken heller ikke til ro samme aften. Det er også en del af taktikken.

Du kan selv køre vestpå ved solnedgangstid. Men der er også arrangerede sort-sol-ture. For nogle år siden var der et større københavnsk selskab af yngre mennesker, der havde booket en sådan tur til Sort sol hos et af mine familiemedlemmer.

Forventningsfulde satte de sig i bussen. Mit familiemedlem undrede sig lidt over deres fodtøj og påklædningen. Det var sådan ”det køhne tøj”, som de siger på de kanter. Men han tænkte, at sådan er de nok, de kjøbenhavnere.

Første stop – alle ud af bussen – og lidt fortælling om Vadehavsområdet. Ind i bussen igen. Ved andet stop var der lidt småmukken over at skulle ud af bussen. Familiemedlemmet fortæller ufortrødent videre. Om naturen. Om fuglene. Endnu et stop og endnu et. Alle kommanderes ud og ind af bussen. Stemningen bliver stadig mere anspændt. Indtil en af københavnerne utålmodigt råber: ”Hvornår er vi der? Hvornår er vi der, hvor Sort Sol skal spille?” Sort sol er nemlig også navnet på et rockband.

Det var det bussen fuld af københavnere forventede at se: Et rockband, der gav den gas – og ikke en halv million stære i stæredans ved solnedgangstid.

Det er ikke lige meget, hvilken flok man tilhører. For man risikerer at blive gevaldigt skuffet, hvis man følger den forkerte flok.

I dag hos evangelisten Markus hører vi om, hvordan Jesus kalder de første til at følge ham. Levi er den første. Men i løbet af ganske få linjer er de mange, som fulgte, fortæller Markus. 

Flokken følger Jesus. Går med ham på Israels støvede veje. Flokken spiser med ham. Beder med ham. Følger i hans fodspor.

Alligevel ligner disciplene jo ikke ligefrem en flok stære ved solnedgangstid. De fulgte jo ikke bare Jesu bevægelser: De anfægter dem, stiller spørgsmål, dummer sig, blamerer sig. Alligevel følger de Jesus, indtil den langfredag, hvor solen går i sort, som solen aldrig hverken før eller siden er gået i sort.

Efter den dag kom der uro i flokken, ikke kun udadtil, men især indadtil i den enkelte. Flokken splittes. Med stækkede vinger. Lige dele fortvivlede og tvivlende.

Vi kan navnene på de nærmeste tolv i flokken. Der er masser af evangelium i at vide, at de 12 på sæt og vis ikke var noget særligt. De blev ikke udvalgte på grund af særlige kvalifikationer. Men fordi de var som folk er flest – og altså er som dig og mig. Nysgerrige, søgende, spørgende, tvivlende, ærgerrige, selviscenesættende og andet ucharmerende. Folk har helt sikkert kigget langt efter dem og tænkt: Hvad laver de i den flok?

Vi andre kan måske spørge: Hvorfor havde Jesus overhovedet brug for en flok omkring sig? Kunne han ikke bare have vandret fra by til by, fra landsdel til landsdel og alene ved sit ord og sine gerninger have overbevist mennesker om, at han var Guds søn og at han bragte et livsforandrende budskab til den enkelte?

På mange af de sociale medier har man følgere eller venner. Det kan man gå mere eller mindre op i. Jesus synes helt uinteresseret i, hvem og hvor mange der er hans følgere. Alligevel synes det vigtigt for ham, at der er en flok omkring ham.

Hvorfor?

Fordi dem, der følger ham bliver en illustration af det budskab, Jesus kommer med. Det nye, Jesus taler om, det nye gør dem, der følger ham. Dem, Jesus kalder, lægger deres gamle liv bag sig. Og ikke bare liv og job, men også livsstil og livsindstilling. 

”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige”, siger Jesus. 
Og så kaldte han de uretfærdige til at følge ham. Og de selvretfærdige. De retfærdige var allerede home safe.

”Jeg er ikke kommet for at de raske skal følge mig. De har ikke brug for en læge. Men det har de syge”. Så Jesus helbredte dem, der var syge på kroppen eller sjælen – og dem, der havde en syg tankegang.

Jesus kaldte fiskere til at følge sig, for at fiskeren skulle gøre det, han allerede kunne på en ny måde. Og tolderne lagde den verden bag sig, hvor kun tanker var toldfrie. Og det var nyt for dem.

Alle i Jesu flok er med i den bevægelse af nyt. 
De er de nye sække, den nye vin skal hældes på. 
De er den nye kappe, som ikke bærer gamle lapper og minder om det gamle med sig videre.

De er en flok. 
Vi er en flok. Når vi ser, at vi har brug for det nye, Jesus bragte med. Og som stadig kan blive nyt for os. 
Når vi erfarer, at vi faktisk ikke kan leve uden det, han havde med. Når vi ser, vi har brug for en himmel, der hvælver sig over os – og som altid minder os om, at livet er mere end det vi kan udrette og større end det vi kan tænke os til.

De var en flok. 
Vi er en flok. 
Vi er dem, Gud ser nyt i. 
”Følg mig”, siger Jesus til os i dag. ”Følg mig, når livet bliver svært og I hænger fast i gamle vaner. ”Følg mig”, siger Jesus, som er vanebrydende.

”Følg mig, når I hænger fast i gammelt nag og af en eller anden grund har svært ved at se udveje eller nye måder at gribe livet på. Følg mig. Følg min vej. Følg mig”.

Der er plads til flere i Guds flok. Flere, der kan række det nye ud. Flere i flokken, som kan vise vej. Flere, som tør gå til ro i sivene i troen på, at det nye også gælder, når vi lukker vores øjne. Også for sidste gang.

”Følg mig”, siger Jesus. Og det er vi mange, der har gjort. Og stadig nye slutter sig til flokken. Stadig lige så forskellige som de første, Jesus kaldte. Og den flok på 2, 2 milliarder kristne er alt andet end en homogen størrelse. Vi flyver bestemt ikke altid i samme smukke formationsflyvning som stærene.

Men i ét ligner vi fuglene: I sangen. 
Som dem kan vi synge alene. Men når vi synger i flok, løfter sangen sig – og den løfter os. Som var det vinger.

I dag synger vi med fuglene. I dag optræder der fugle i næsten alle de salmer, jeg har valgt.

”Der er mere mellem himmel og jord”, lyder den trosbekendelse, jeg tror, jeg har hørt flest gange. Fuglene tilhører det mere. Fuglene er et billede på det, der uhindret bevæger sig mellem himmel og jord.

De ligner engle. Med vinger og stemme. Og budskab.

For Grundtvig står salmesangen som et af kirkens tre livstegn. Der er trosbekendelsen, der er forkyndelsen og så er der salmesangen som menighedens syngende svar på det, de har hørt.

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har næsten altid fugle i sine salmer. Nogen gange som et varsel om død og det, der bliver forbi. Men især som et billede på håb og på sjælden, der svinger sig mod himlen. Når vi synger, er vi måske himlen bare en smule nærmere.

Fuglenes sang er et befriende billede på det, der er nyt. 
For uanset hvordan dagen i går måtte have været, så synger fuglen igen næste dag. Frit og uanfægtet. Nyt.

Og selv om det er for sent at lægge mærke til det i år – har I så tænkt over, hvornår på dagen fuglene synger mest? 
Det gør de før solen står op. Der i det lys, hvor du ikke helt ved, om natten er forbi eller om det alligevel bliver morgen – der synger fuglene af fuld hals. Så livsbekræftende. Så håbefuldt. Især for den, der ligger i mørket.

Måske var det også derfor, vi sang med Philip Faber, mens vi var allermest corona-isolerede. For selv om vi var adskilte, blev vi forenede i sangen. Og med sangen håb om, at det bliver godt igen.

Sort sol. 
Engang imellem går livet i sort liv. Vi går i sort og tænker, om lyset mon nogen sinde vender tilbage? 
Men det bliver godt igen. Selv den sorteste sol bliver til morgensol. 

Det ved vi fra ham, som sagde ”Følg mig”, og som gik ind i mørket langfredag. 
Det ved vi fra ham, der gik i forvejen for os. Han, som stod op med påskemorgensolen. Fordi også han var kun her på træk – og haver andetsteds hjemme. 
Ligesom os.

Det bliver godt. Og nyt. 
Derfor: Følg ham. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn: 
Lad os bede:

Vor Herre Jesus Kristus. 
Der er så mange stemmer i verden, der råber ”følg mig”. 
”Følg mig” – og bliv gladere, rigere, lykkeligere. ”Følg mig”, ”følg strømmen”, ”følg din egen lyst”. ”Følg efter”.

Og i alle disse stemmer kan det være svært at høre din. Fordi vi i den ikke altid hører, hvad vi vil høre. Og fordi det, du siger, ikke stryger os med hårene.

Men, Herre, bliv ved med at kalde på os. For verden har brug for din stemme. Og vi har. 
Brug for ord som næstekærlighed, barmhjertighed, syndernes forladelse og nåde – ikke kun som ord, men som erfaring, levet liv – og som et håb at læne os op ad. 

Giv at vi dig følger efter. Nær vores kræfter, så følgeskabet bliver til glæde for enhver:

For en modløse og hjemløse. 
For den, der har sorg i sinde – og for den, hvor glæden fylder mest. 
Lad Folketing og regering, byråd og menighedsråd og alle råd følge efter, så også de hælder din nye vin på nye sække.

Lad os tage imod din invitation til at sidde til bords med dig. Lad det måltid nære os og give os mod på ny. 
Og engang, når du vil, Herre, så lad os følge dig – og følg du os hele vejen ind i dit rige.

Det beder vi om. For Ella, som i dag er blevet døbt ind i flokken. Ja, for enhver af os, som er her i dag. 
Og for dem, vi hver især tænker på, som ikke længere er en del af vores liv. Men som stadig er i din flok, Herre, nu og i al evighed. Amen.

Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke