Godt nytår

Nytårsgudstjeneste.
”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by” – sådan står der i Jakobsbrevet, som jeg kunne have læst på dette tidspunkt.

Men rejsen er begyndt.
Destinationen er 2020.
På den rejse er der ingen af os, der rejser uden oppakning.

For mange er dagene op til årsskiftet præget af refleksion og eftertanke. Vi stadsede op. Gjorde status.
Sagde tak for det, der var og det, vi delte på rejsen i 2019.
Og i nat og ind i de første dage her, ønsker vi hinanden godt nytår. Ønsker hinanden alt godt.

Destinationen er 2020. Vi har taget de første skridt.
Der er ingen af os, der rejser uden bagage.
Hvad bærer du med dig?
Vend 1. kuffert: På bagsiden står der: ”Minder”.
Gode dage og hverdage.
Feriedage og festdage.
Svære dage og de dage, der syntes endeløse.
Vi bestemmer ikke selv, hvilke minder, vi bærer med os.
Minder er en del af vores oppakning.

Vend 2. kuffert: ”Håb”.
Vi håber på et godt nyt år.
Vi håber det bedste.
Ikke bare for os selv.
Og vore nærmeste.
Men for ethvert menneske.
Ja, for den Gudsskabte og Guds-opretholdte verdens mennesker.

Vend 3. kuffert: ”Brød”
Vi bærer det med os, som vi har brug for til livets opretholdelse: Det daglige brød. Det, der i Martin Luthers udlægning af det daglige brød hedder: Mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, gode venner, trofaste naboer og andet lignende. Det bærer vi også med os ind i 2020.

Vend 4. kuffert: ”Overvægt”
Vi bærer alle tunge byrder.
Nogle bærer på et tungt sind.
Nogle på sygdom.
Andre på bekymringer.
Nogle har båret tunge byrder i årevis.
Vi håber Gud vil hjælps os med at bære vores byrder.
Lad os hjælpe hinanden med at bære det, der er tungt for den enkelte, men lettere at bære, når der er flere hænder.

Vend 5. kuffert: ”Glemte sager”.
Hvert år glemmer vi bagage.
Vi har sikkert også alle noget fra 2019, vi ville ønske, vi kunne glemme – og som vi ikke skal bære videre på i 2020.
Måtte Gud give os hjælp til ikke at bære unødvendig bagage med os ind i det nye år.
Engang imellem er der nåde i at glemme bagage.

6. kuffert: ”Tro”.
Ikke alle byrder er tunge.
Må vi gå 2020 i møde med det, vi bærer med os – og med det, der bærer os. Må vi gøre det med frimodighed, med glæde og med tro. Og lad os gøre det med det, der bærer os.
Lad rejsen begynde.

Prædiken:

Godt nytår.
Nu skal vi til at skrive 2020. Det vænner vi os såmænd hurtigt til. Det ligger godt i tasterne og på tungen.

For 20 år siden var der mange, der frygtede for overgangen til et nyt årtusinde. Verden ville gå under, i hvert fald den digitale, for computerne ville ikke kunne håndtere, at 1-tallet fra 1999 blev til 2000, sagde man. Og den ulykke ville helt bestemt ikke komme alene, sagde man. Og så sagde man meget mere og fremmalede mange skrækscenarier, som ikke lader Johannes Åbenbaring noget tilbage at ønske.

For nogle måneder siden skrev en forfatter, jeg følger, sætningen: ”En glæde kommer sjældent alene”. De ord slog rod i mig. Og jeg er ret sikker på, at jeg bærer dem med mig her i 2020.

For der sker noget, når vi sætter ordet glæde i stedet for ulykke. Der sker noget med os, når vi forventer os noget godt. Når det er glæde eller gode forhåbninger, der bærer os og ikke frygt for en eller endnu flere ulykker. Det betyder naturligvis noget for vores livsindstilling. Og dermed betyder det også noget for vores tro.

Det gælder uanset, om vi befinder os der, hvor vi lige har trådt over tærsklen til et nyt år. Eller om du står over for noget andet, der skal til at begynde. Afsættet er væsentligt. Hopper du ind i det nye år med frygt for at forstuve anklen i faldet – eller hopper du med latter, der bobler over som champagnen i glasset?

Du kan lege med betoningerne i sætningen: Én glæde kommer sjældent alene. Eller en glæde kommer sjældent alene. Eller en glæde kommer sjældent alene. Men uanset hvor du lægger trykket, så siger sætningen noget væsentligt om glæde: At den aldrig er alene. At glæde ikke alene er noget, som er. Og at glæde er noget, som kommer. Og dermed er glæden i familie med håb.

Tænk nu hvis det er med glæden som med ulykkerne? Tænk, hvis glæder rent faktisk også kommer i flok? Tænk, hvis det er sådan, at når du har fået øjnene op for den, så kan du se den mange steder.

”Har du prøvet at samle kantareller i skoven?”, spurgte forfatteren mig, da jeg skrev til hende og takkede for den sætning, hun havde plantet i mig. ”Når den første kantarel er fundet, dukker de op i flæng, overalt, disse små orange mirakler, og man kan slet ikke lade at lede efter flere, for de er så finde og farverige og fantastiske. Og den gode nyhed er, at svampene har mycelium som rodnet”, forsatte hun.

På skrift kunne jeg næsten mærke, hvor ivrig hun blev:  ”Mycelium består af et sammenhængende trådforment netværk af cellestrukturer, som udvikler sig som et underjordisk netværk, der forbinder svampene med hinanden. Så selvom du plukker den ét sted, så har den rødder også et andet sted. Sådan er glæden også. Den har rødder overalt. Man skal bare få øje på den. Den er ofte orange, glæden, ligesom kantareller”.

Jeg har endnu ikke plukket kantareller. Men jeg har ofte plukket glæde. Og jeg har set den spire frem på steder, hvor man ikke skulle tro, den kunne gro.

Det er noget af det helt forunderlige ved at være præst – og menneske: At nok møder vi mange ulykker, megen sorg og sygdom og smerte, som mennesker forvolder hinanden, ja og engang imellem er døden såmænd ikke det værste. Men hvor har jeg tit oplevet, at der -  midt der – hvor alt skulle goldt og hvor intet kunne gro – der var glæden også.

Glæde kan aldrig kommanderes frem. Intet virker værre end hvis vi siger til os selv – eller værre endnu: til hinanden: At vi da burde være glade, for der er så meget at være glade og taknemlige for. For det er ikke sikkert, du lige er på det sted i dit liv, hvor det underjordiske mycelium har bedst grobetingelser. Og selv om det er sagt i bedste mening eller ment som trøst, så lyder det som en hån at sige, at ovenover skyerne er himlen altid blå, når alt hvad du kan se er gråt så langt øjet rækker.

Det gælder på samme måde med evangeliet. Det ville være verdens letteste analogi at sige, at det levende håb, vi fik givet i dåben, det håb, Jesus prædikede og levendegjorde, er som et mycelium. Som en overjordisk eller underjordisk kraft, der er lagt ind i vores liv. At håbet er en altid groende virkelighed i os. Det er bare ikke sikkert, vi lige kan se det eller mærke det eller tro det.

Vi kan aldrig trække håbet ned over hinanden. For så er det ikke håb. Det er tvang. Og der findes intet tvangshåb og ingen tvangsglæde.

Men hvad kan vi så?
Ja, det er evangeliet denne nytårsdag et svar på.
Vi kan bede.

I dag får vi den bøn, vi altid kan ty til, hvis ikke vi kan få andre over vores læber eller over vores hjerte. Jesus beder for på den. Først for disciplene. Og – må vi tro – når vi ikke selv kan bede, fordi ulykkerne står i kø i vores liv eller glæden er sat på vågeblus eller der er gået roundop i alverdens mycelier, - så beder Jesus stadig Fadervor for os. Så lægger han os i sin Faders hænder og magt.

Når du beder for et andet menneske er det som kantarellers mycelium. Du kan være langt fra det andet menneske. Helt omme på den anden side af jorden såmænd. Og stadig bede.

Du kan også være langt fra at forstå, hvad det andet menneske kæmper med eller lider under. Hvad du kan se, er at dit medmenneske har det skidt.

Og du kan bede for dem, du aldrig så, men som du ved, er i verden, med en virkelighed, der er så fundamentalt forskellig fra din: Dem, der sulter, ikke bare lidt januar-afståen fra slik og kager og alkohol, men dem, der går sultne i seng og står sultne op. Dem, der sulter efter mening.

Du kan bede for dem, der tror anderledes end dig. Og for dem, der ikke tror på noget som helst, ja ikke engang sig selv. Ja, du kan såmænd også bede for de dumme svin, at Guds mildhed måtte nå dem. Og det er ikke sikkert du mener det eller kan være i det, men det jo der, Guds grokraft er stærkere end vores.

Bøn gror. Som mycelier. Under jorden. Over jorden. På tværs af jorden.

Bøn får os til at gro. Vi ser det ikke. Måske. Mærker det ikke heller. Måske. Det er også derfor, du skal vove at fortælle det til dem, du beder for, at du gør det. For det gør noget ved os, når vi ved, at vi er bedt for. Når vi ved, at nogen holder af os.

Gode ord, vi siger til hinanden. Eller skriver til hinanden. Eller beder for hinanden. Er som kantareller.

Et nytårsforsæt for 2020 kunne være at plukke flere kantareller og dele dem med hinanden. Og uden for sæsonen kan vi måske nøjes med champignon. Eller med grydesvamp.

I dag får vi Fadervor med som oppakning til det nye år. Læg mærke til hvordan alle sætningerne og alle bønnerne i Fadervor står i enten nutid eller i ønskemåde.

Prøv at forestille dig at bede Fadervor i datid. Ja, gør det lige indvendigt. Dét gør unægtelig noget ved ordene. Vi kan vel dårligt sige, at det bliver ateistens bøn så, for den, som definerer sig selv som en uden Gud, beder vel ikke til en Gud.

Beder du i nutid eller i datid?
Jeg tror faktisk, at jeg beder mest i nutid.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bønner, vi beder i kirken, som er i datid.

Ikke at der er noget galt i at bede i datid. For der kan fint være bøn eller tak i at kunne sige noget med tilbagevirkende eller tilbageskuende kraft: Du, Herre, gav os – også i 2019, vort daglige brød. Du forlod vore skyldnere som også vi forlod dem deres skyldner. Du ledte os ikke ind i fristelse.

Men rødder vokser ikke baglæns, men forlæns.
Og der ligger noget smukt i at Fadervores bønner både er er nutid og fremadskuende og på den måde er noget, der kommer til os. At Gud kommer til os. Han er aldrig datid. Men altid det, der er på vej.

Når vi beder Fadervor, kan det være ét udtryk for håbet om, at en glæde aldrig kommer alene. For så generøs er Gud, at han både kan give dagligt brød og syndernes forladelse i samme ombæring. Han altid er den, der kommer til os. Kommer os i møde forfra.

En glæde kommer sjældent alene. Sagde jeg indledningsvist? Er det ikke et underligt postulat? Hvor kan jeg vide det fra, at glæden sjældent kommer alene? Det kan jeg heller ikke vide.
Det kan jeg tro. Og bønnen Fadervor bærer med til glæden – og håbet om, at det er sandt.

Så lad os da i den tro og i det håb gå fortrøstningsfulde ind i 2020, bedende – og som dem, Gud selv har bedt for.