Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har aldrig taget et helt førstehjælpskursus. Så jeg håber virkelig, at her er en læge eller en sygeplejerske eller en samaritter til stede, hvis nogen her i forsamlingen skulle få brug for hjælp. Men selv om jeg ikke kan førstehjælp, er det ikke nogen undskyldning for ikke at yde næstehjælp. Det vender jeg tilbage til.

I torsdags var jeg sammen med min biskop Marianne Christiansen, et par provster, et par gode præstekolleger og så de fire unge kvindelige teologistuderende praktikanter, der måske en dag bliver præster i Folkekirken.
Alle vi uddannede præster sagde, at Haderslev stift var en fantastisk stift at have sin gang i som præst. Vi diskuterede lidt om, hvilket provsti, der var det bedste. Og der er det jo let, når man kommer her fra Fredericia provsti. Især når man også kan smide det trumfkort på bordet, at Christianskirken med sine 22 meter faktisk er højere end Haderslev Domkirke.
Når det er sagt – og sagt med glimt i øjet – så handlede det ikke om at overgå hinanden i, hvor højtravende vores kirker eller vi hver især måtte være. Der blev i endnu højere grad talt om, at det at være præst – og menneske - også kan være at føle sig håbløs – men at det ikke er det samme som at være uden håb. At man kan føle sig modløs, men at det kræver oceaner af mod bare at sidde stille sammen med det medmenneske, der har det svært. Men især blev der måske talt om at det er menneskeligt at fejle. Og at det er godt, ja, nødvendigt at kunne bede om hjælp.

En garvet kollega tog ordet. Hun fortalte om en helt almindelig søndagsgudstjeneste, der var ved at være nået til vejs ende. Nu skulle hun lyse velsignelsen. Hun vender sig – og jeg er ret sikker på, at hun smiler, hun breder armene ud – og menigheden rejser sig. Og så sker det: Hun kan simpelthen ikke huske, hvordan det er ordene i velsignelsen lyder.

Og pludselig lyder det med høj stemme fra hende: ”Far, hjælp mig”.
Hele menigheden troede, det var Gud, hun bad om hjælp. Hvilket naturligvis ville have været både godt og fromt.
Men det var såmænd hendes egen far, hun kaldte på. ”Far, hjælp mig”. For hendes far var præst. Og far var med til gudstjenesten den dag. Og far ydede prompte førstehjælp ved at sige: ”Herren velsigne dig” – og så kunne hun selv fortsætte.

Det er godt, når man kan kalde på sin far.
Det er godt at stole på, at førstehjælp ikke er ret langt væk.
Men det er et vilkår, at vi ikke kan forvente at få hverken første- eller anden hjælp.

”Hjælp mig”. Mon ikke han havde råbt det, ham, der var faldet i røverhænder og lå halvdød mellem Jerusalem og Jeriko? ”Hjælp mig” Og mon ikke han har haft et begrundet håb om, at hjælpen var nær hver gang, han hørte skridt, der nærmede sig? Og mon ikke han lå endnu mere forslået tilbage, på både krop og nu også sjæl, efterhånden som han oplevede, hvordan først den ene og så den anden mulige hjælper gik ham forbi?

”Hjælp mig”. Det vil ikke være underligt, hvis du genkender dig selv i manden. For det er en del af evangeliet, at vi ved lige præcis så lidt om manden, at vi kan sætte vores ansigt på hans.

Det her er ikke bare en fortælling til os. Det er også fortællingen om os. Om de gange, hvor vi blev slået ned eller ud eller slet og ret var nedslåede. Om de gange, hvor der ikke var nogen, der havde øje for, at vi havde brug for hjælp. Hvor nogen blot gik forbi os. Måske endda nogen vi kender. Og som vi troede, kendte os godt. Nogen, vi forventede os noget af. Men de ydede ikke førstehjælp, for de så dig ikke. For et menneske kan sagtens være forslået på sjælen uden at have synlige skrammer.

Og mon ikke vi alle har oplevet at blive ydet hjælp eller få omsorg eller nærvær fra en, vi overhovedet ikke havde forventet det af? Eller en, vi aldrig selv ville have bedt om hjælp?

Men dagens tekst er jo ikke kun en fortælling. Det er jo også et evangelium. Et godt budskab om, at også vi må have lov at råbe ”Far. Hjælp mig” – og håbe på, at Gud selv kommer os til hjælp. Eller sender os førstehjælpere. Eller livreddere.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er nok den af de bibelske fortællinger, vi har hørt så mange gange, at vi ikke rigtigt hører den længere. Vi ved, hvordan den ender. Vi ved, hvor mange det er, der ikke hjælper, selv om de, om nogen burde være kaldede til det. Ja, det er lige før vi ikke engang bliver forargede over, at de ikke hjælper.

Så tit har vi hørt det. At vi ikke kun genkender os selv i den forslåede. Vi genkender os selv i de to, der gik forbi. Og vi kender til hudløshed vores egne undskyldninger, for ikke at være der for det medmenneske, der ligger på vores veje – og som vi går forbi. Og det i en grad, at vi næsten heller ikke bliver forargede over os selv.

Vi ved godt, vi burde være barmhjertigere. Vi ved godt, at verden er blevet fattige på samaritanerne. At vi er blevet en verden fuld af mennesker, der ikke kan førstehjælp.

Men det her er vel ikke kun evangeliet om samarittertjenestens oprettelse? Nej. For den unge mand kom jo ikke til Jesus for at få et førstehjælpskursus. Eller et sidstehjælpskursus.

Den unge mand spørger ikke, hvad han skal gøre for at være en god kristen. Han spørger heller ikke om hvordan han kan sikre sig selv et godt liv. Han spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv?

Den unge mand ved instinktivt, at der er et andet liv end denne verdens liv. Der er en anden bevægelse – en anden væren i verden - end verdens gang.

Der er en tid, der ikke er som såtid og ventetid og høsttid. Der er en tid, som ikke er soltid eller regntid. Sommertid eller vintertid. For al den langs liv og al den tid er begrænset af tid og rum. Og det kan måles og gøres op, lige som du kan måle høsten kan det.

Den unge mand er ikke interesseret i det, der forgår og går over. Han er interesseret i det, der ikke hører op. I det evige. Hvordan får jeg del i det? spørger han.

Det er det evige liv, Jesus peger på, ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samartitaner. Det evige har du allerede lod og del i her og nu. Det har du hver eneste gang, du yder førstehjælp. Eller næstehjælp.

Hver gang du er medmenneske for den, der ligger forslået på din vej, ser du glimt af det evige. Det evige er i kærligheden. I den kærlighed, der rækker ud over dig selv for at række en anden hjælp og hånd. For i næstekærligheden bliver du Guds forlængede arm. Eller Guds hjerte på jorden.

Førstehjælp er næstehjælp. Førstehjælp er den kærlighed, vi hver især kan – og skal – yde et medmenneske. Førstehjælp er den livredende hjælp, vi hver især skal give os lov til at tage imod. For livets skyld.

Næstekærligheden er det dennesidige, det foreløbige. Men næstekærligheden har evighedskarakter.

Det er godt at kunne førstehjælp. Men det er ikke altid, vi kan nøjes med det. Førstehjælpen er den midlertidige hjælp: Det er plasteret, der sættes på det sår, der måske synes på skadestuen. Det er hjertemassagen, indtil de professionelle dukker op og redder livet.

Næstekærlighed er førstehjælp. Men engang skal den førstehjælp og den næstehjælp i kærlighed erstattes og fuldendes af og i Guds kærlighed.

Endnu er vi her på jorden.
Endnu må vi nøjes med førstehjælp. Og med medmenneskelighed. Og med næstekærlighed.
Endnu må vi nøjes med at så og høste. Med at høste det, vi sår. Og høste det vi når.
Endnu må vi nøjes med at råbe et ”far hjælp mig” – og håbe på, at han gør det.
Endnu  må vi nøjes  med at ligge forslåede og også ind i mellem opleve at være forsmåede, fordi ingen kommer os til hjælp. Sådan er det her. Hvor næstekærligheden burde råde. Men ikke altid gør det. Det evige liv er, at engang skal kærligheden være alt i alle. Og den kærlighed – Guds kærlighed – lader ikke nogen ligge.

Denne lignelse fortæller ikke kun om den barmhjertige samaritaner
Den fortæller også om den barmhjertige far.
Den far, der forbarmer sig over et barn, når det har glemt velsignelsen.
Den far, der forbarmer sig over, når vi glemmer, hvad det er, der er til velsignelse i vore liv. Når vi glemmer at være taknemlige over, hvad vi har sået og hvad vi hver især høstede.
Den barmhjertige far, der har lovet at komme og betale resten af det, vi har lagt ud for af kærlighed. ”Hvad mere du lægger du, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage”.

Den barmhjertige far, det er ham, der gav hver og en af os en lod af sin jord. Og vi er ind i mellem elendige bønder.

For vi vil høste, hvor vi ikke har sået Og vi er grådige nok til at samle i lader. Og vi glemmer stadig at dele.

Men kærligheden skal ikke samles i lader. Den skal ud af laderne. Og ud på gaderne. Ud hvor mennesker lever og vandrer og bliver slået ned og har brug for at være i medmenneskehænder.

Kærligheden er den førstehjælp, vi har ret og pligt til at dele med hinanden. Til at give og tage imod. Indtil den dag, hvor al førstehjælp hører op, fordi vi aldrig mere skal høste andet end Guds retfærdighed og Guds kærlighed i al evighed.